Musik, følelser og intersubjektivitet

Nana Vaaben

Originally published in Jordens Folk: Etnografisk tidsskrift, No.3, 2004
See the journal's homepage, at: http://www.jordensfolk.dk/

Indhold

Fans og følelser
Musik og intersubjektivitet
Musik og eksistens
 
Forslag til videre læsning

Jeg var aldrig rigtig kommet mig over den koncert. Jeg gik i sådan en opløftet stemning, nærmest - og savnede et eller andet. Jeg ville tilbage til den koncert dér, jeg søgte efter et eller andet for at få den stemning, som jeg havde haft til den koncert. Og så begynder man sådan at blive opmærksom på, at der er noget, der hedder piratplader og koncertoptagelser, som florerer blandt fans. Og så begyndte jeg at få nogen af dem og spille dem. Og så ville man have flere, og jeg begyndte at lære nogen at kende og bytte og få dem på den måde der. Det griber bare om sig, man bliver sådan suget ind i det. […] Jeg [har] tænkt meget over, at alt hvad jeg har gjort siden, som har noget at gøre med Bruce, det er på en eller anden måde et forsøg på at finde tilbage til den følelse, jeg havde til den koncert, kan man godt sige. (interview, mandlig Bruce Springsteen fan, 30 år)

I dette citat beretter en 30-årig mand om, hvordan en musikalsk oplevelse med Bruce Springsteen var så overvældende, at den efterlod et savn, som han senere forsøgte at udfylde ved at samle på koncertoptagelser og mødes med andre fans. At blive fan er, som hans betragtninger viser, ikke noget, man beslutter sig for. Det er noget man suges ind i, og ofte er den skelsættende begivenhed en ganske bestemt musikalsk oplevelse, der har gjort et uudsletteligt følelsesmæssigt indtryk, som har forandret tilværelsen for den pågældende person drastisk. Fortællinger om, hvordan den slags sker, går i Bruce-Springsteen-kredse under navnet "omvendelseshistorier", og denne term beskriver på glimrende vis, hvordan sådanne begivenheder kan opleves som værende af næsten religiøs karakter, og samtidig at der er tale om oplevelser, som er decideret livsforandrende.

At være fan handler om at nære dybe følelser for en bestemt musikers musik, men ofte også for personen bag den, og disse følelser skaber i mange tilfælde en uimodståelig trang til at gøre bestemte ting. I det følgende vil jeg ud fra en analyse af Bruce Springsteen-fans argumentere for, at det at lytte til musik kan vække kropslige fornemmelser af sociale relationer, og at dette kan kalde på handling i forhold til den sociale omverden. Min ambition er ikke blot at forklare, hvorfor fans gør en masse forskelligt - som andre mennesker ikke rigtig forstår - men også at artiklen kan give et beskedent bud på, hvordan musik i almindelighed kan indvirke på vore sindstilstande, anspore os til at handle og i det hele taget kan virke forandrende på vores indstilling til verden omkring os.

Fans og følelser

Hvad er en fan? Det spørgsmål har jeg stillet ufattelig mange gange, og de fleste selverklærede fans forsøger først at svare ved at give mig en konkret, synlig og målbar definition: Man skal have alle musikerens plader, havde været til mindst så og så mange koncerter, være villig til at rejse til andre lande for at opleve musikken live, have mødt musikeren eller i det mindste eje en autograf. Men langt de fleste fans kommer efter en række forsøg frem til, at det at være fan overhovedet ikke kan hverken ses eller måles. Det handler om en ganske særlig følelse - en fan-følelse, som en 11-årig pige udtrykte det - og faktisk er der ikke rigtig nogen, der siden har kunnet præcisere det yderligere. Tvært imod er jeg gang på gang blevet advaret mod at gøre mig alt for mange forhåbninger om at forstå, hvad det ville sige at være fan. Det kan man i følge mange fans kun, hvis man selv bliver overvældet af musikken, og dermed bliver "omvendt". Skønt denne oplevelse indtil videre er udeblevet, vil jeg mene, at jeg selv og andre med antropologien som redskab og med andre følelsesmæssige erfaringer i baghovedet godt kan blive en lille smule klogere på både fans og musik.

At være fan har en hel del at gøre med, at musikken fra en bestemt musiker kan fremkalde helt kropslige reaktioner. Denne musik kan få det til at risle ned ad ryggen, få tårerne til at trille, hårene til at rejse sig, give kuldegysninger, fremprovokere latter eller hulk, eller skabe en dybtfølt fornemmelse af tilhørsforhold, der kan mærkes helt ned i maven. De fleste af os kender til sådanne kropslige reaktioner på musik, men for adskillige fans er det ikke kun det at lytte til musikken, der kan få kroppen til at reagere. Mange har også mavepine i uger forud for åbningen af et billetsalg, fordi de simpelthen ikke kan udholde tanken om eventuelt ikke at få billet til en koncert, som de bare må opleve. I det hele taget bruger fans ret ofte udtryk som at de bare "må", "skal" eller "er nødt til" at gøre det ene eller det andet. Det drejer sig ikke om deciderede beslutninger, hvor de efter moden overvejelse for og imod omsider bestemmer sig for at tage af sted. Der er snarere tale om, at kroppen allerede har truffet beslutningen for dem, og der er egentlig ikke så meget at overveje - de skal til koncert! Hvordan sådanne kropslige beslutninger kan overtrumfe alle andre former for intentioner, berettede en kvindelig Bruce Springsteen-fan i 30'erne om. Hun og hendes mand var taget til Sverige til Bruce Springsteen-koncert, og dagen efter var det egentlig meningen, at manden nu skulle have sine ønsker tilgodeset med lidt sight-seeing:

Ja, Niels [manden] skulle i Skærgården og se et eller andet åndssvagt slot. Og så gik jeg så langt, at jeg gik med ned i bilen, og vi kørte, og vi var på vej over broen der ud i Skærgården, ud af Stockholm ad en eller anden bro. Og så midt ude på den der bro, så sagde jeg "Nu stopper du. Jeg vil af! Jeg vil ikke den her vej!" Det var den stik modsatte vej i forhold til hotellet og Stadion. "Jeg vil af, for jeg vil ikke derud! Jeg bliver nødt til at gå op og se, om jeg kan få en billet. Jeg skal til den koncert i aften."

Selvom kvinden som udgangspunkt var indstillet på, at hun og hendes mand også brugte turen til at opleve noget af det, som manden gerne ville, var der et eller andet der gjorde, at hun ikke kunne gennemføre bevægelsen væk fra det sted, hvor hun vidste Bruce Springsteen ville spille igen om aftenen. Hun var ligesom den mand, der blev citeret i begyndelsen af artiklen, længe forinden blevet overvældet af en bestemt følelsesmæssig oplevelse med Bruce Springsteens musik, og dette havde forandret hendes tilværelse på en sådan måde, at meget af hendes tankevirksomhed nu kredsede omkring Bruce og hans musik. Når hun skimmede en avis-side, fangede hendes blik med det samme navnet "Bruce Springsteen", selvom det stod inde midt i en tekst, og hun i øvrigt kiggede efter noget andet. Sad hun dybt engageret i en samtale, reagerede hun alligevel, hvis hans navn blev nævnt et andet sted i rummet - nøjagtig som opmærksomheden fanges, hvis ens eget navn bliver nævnt. Og skulle hun huske et årstal for en begivenhed i sit eget liv, foregik det som oftest ved at hun huskede på, om begivenheden var nogenlunde sammenfaldende med en Springsteen-tourné. Bruce Springsteens musik var noget der rørte og vedrørte hende. Den var en væsentlig faktor i hendes tilværelse, noget der i perioder fyldte og styrede meget. Den fik betydning for, hvor hun og manden to hen, og hvad de lavede i deres ferier, for hvem de omgikkes, for hvordan deres hjem var indrettet og for hvad de brugte penge på.

Alt dette kan virke mystisk på mennesker, som ikke selv har oplevet den kraftfulde overvældelse, som musik ind i mellem kan give anledning til. Men hvis vi holder fast i det, som de fleste fans selv mener er kernen i at være fan, nemlig følelserne for musikken, bliver det måske alligevel muligt at begribe noget at det, der foregår, når fans absolut må gøre dette eller hint. Musikken vækker følelser, den kan mærkes i maven, i brystet, på huden. Og netop dette gør det relevant at tage udgangspunkt i følelserne, som noget der mærkes med kroppen, for ad denne vej at begribe, hvordan musikken kalder på konkrete handlinger, der ikke er til debat, men som bare må udføres.

I bogen "Culture theory - essays on mind, self, and emotion" fra 1984 findes flere forskellige artikler, der understreger følelsers kropslighed. Antropologen, Michelle Rosaldo, beskriver i sit bidrag til bogen følelser som kropsliggjorte tanker, og hun forklarer, hvordan følelser netop i kraft af kropsligheden minder individet om, at det er involveret i verden. Nu kunne man selvfølgelig hertil indvende, at alle tanker på en eller anden måde har en kropslig dimension, idet tanker jo ikke bare kan flyve omkring som ren ånd, men må have en fysisk krop at blive tænkt i. Men derfra og til at mærke mellemgulvet snøre sig sammen af fortvivlelse eller tårerne vælde frem af glæde er der langt, og det er snarere denne sidstnævnte form for kropslighed, Rosaldo peger på med sin artikel. Følelser er tanker, der mærkes i og på kroppen, og således er der forskel på, om man bare hører noget, eller om man ligefrem mærker lyden i kroppen. Dette illustrerer hun med et eksempel, der drejer sig om barnegråd. Man kan høre eller ganske enkelt registrere barnegråd, men man kan også mærke barnegråden, hvis det for eksempel er ens eget barn, eller hvis man kan høre, at barnet er kommet til skade. I sådanne tilfælde bliver lyden sanset på en anden kraftfuld måde, idet kroppen minder sin indehaver om, at han eller hun er involveret i barnets ve og vel, hvilket som oftest resulterer i, at man flyver op med et sæt og styrter hen for at se, hvad der dog er sket.

Rosaldo mener, at man er involveret i verden, og at det er det kroppen minder os om med følelserne. Antropologen, Robert Levy, kredser om det samme, men formulerer sig lidt anderledes i sit bidrag til samme bog. Han skriver, at følelser kalder på handling. Følelser er kroppens måde at fortælle sin ejermand på, at nu må vedkommende altså foretage sig en bevidst handling for at justere forholdet til omgivelserne. At fryse er således en følelse, der minder en person om, at vedkommende bevidst må gøre et eller andet for at afhjælpe situationen og få orden på forholdet til de fysiske omgivelser - man må lukke vinduet, skrue op for varmen, tage mere tøj på, lave englehop eller hvad man nu kan finde på. Med Levys og Rosaldos tanker i baghovedet, kan man altså sige, at når man gennem den kropslige erfaring bliver opmærksom på, at man er "involveret i verden", betyder det at kroppen kalder på bevidst handling.

Men kropslige erfaringer behøver ikke blot at vedrøre individets forhold til den fysiske omverden (som eksemplet med at fryse). Der kan også være tale om følelser der vedrører forholdet til andre mennesker, og som ligeledes mærkes med kroppen og kalder på handling, hvilket er præcist hvad der sker i tilfældet med den kropsligt mærkede barnegråd - man løber hen for at hjælpe det grædende barn. Et andet velkendt eksempel er forelskelsen. De fleste læsere, som har oplevet at være forelskede, vil sikkert skrive under på, at det kan mærkes kropsligt. Og at kroppen afkræver handlinger, der sigter mod at justere forholdet til et andet menneske Man kan cirkle omkring telefonen, overveje strategiske måder hvorpå man "helt tilfældigt" kan møde den attråede, udtænke forførende planer eller forsøge at mane til besindighed og spille kostbar - alt sammen med det klokkeklare formål at få justeret, eller etableret, et forhold til den udkårne. Kroppen trækker så at sige i sin ejermand for at få vedkommende til at handle og få styr på de sociale relationer, der er af betydning i tilværelsen, nemlig forholdet til den ene person, man har kastet sin kærlighed på.

Således er der altså tale om, at følelser er noget, der mærkes med kroppen, når man er involveret eller når noget vedrører én, og som kalder på handling. Dette gør os i stand til delvist at forstå, at der er visse ting, som fans bare må gøre, eje eller opleve. Deres kroppe kræver handling. Det er ikke en beslutning de har taget, men noget de mere eller mindre passivt suges ind i, uden at kunne stille alverden op mod det. Det er kroppen, der sætter sin vilje igennem.

Musik og intersubjektivitet

Efter således at have kredset om at forklare, hvordan musikalsk fremkaldte følelser kalder på handling, og hvordan dette delvist kan forklare hvorfor der bare er visse ting fans må gøre, vil jeg fordybe mig yderligere i, hvilken type følelser der er tale om, og argumentere for at musik fremkalder følelser, der vedrører den sociale omverden.

At fryse er som nævnt en følelse, der vedrører individets forhold til den fysiske omverden, og den kræver derfor handlinger, der justerer dette forhold - man tager mere tøj på. Men følelser kan også vedrøre forholdet til den sociale omverden, man kan hade, elske, sørge, savne, irriteres og berøres på et hav af andre måder, der vedrører forholdet til andre mennesker. Den slags følelser kalder jeg emotioner for at adskille dem fra de følelser, der handler om den fysiske omverden. Men det er væsentligt at understrege, at en følelse sagtens kan vedrøre noget socialt, selvom den ikke er rettet mod en specifik person. Eksempelvis kan man sagtens savne, uden at længes efter nogen bestemt. Eller, man kan berøres emotionelt af et stykke musik, der kan vække fornemmelsen af at blive forstået eller trøstet, selvom lytter og sanger ikke aner hvem hinanden er. Faktisk er der mange fans, som beretter om, at det netop var noget sådant, der skete første gang de hørte den musik, der forandrede deres tilværelse. Musikken vakte en følelse af forbundethed med sangeren, men hvem han var, fandt de først ud af senere.

Når Springsteen-fans omtaler Bruce - de bruger som regel fornavnet - beskriver de ham oftest som en ven, en "soul-mate", et familiemedlem, eller bare "en, der altid er der, og som forstår mig". De fortæller, hvordan det føles som om han synger direkte til dem, ved at de er kede af det og forsøger at trøste dem. Eller de taler om, hvordan de føler, at der eksisterer et bånd mellem dem selv og Bruce.

For langt de fleste fans er sangeren personificeringen af musikken. Som regel er de først blevet opmærksomme på musikken, men for de fleste er det stort set umuligt at holde musikken og sangeren adskilt. Og selvom mange fans er meget opmærksomme på ikke at dyrke sangeren som person, men at fokusere på musikken, så spiller Bruce Springsteen alligevel ofte en ret central rolle. Om dette forklarede en mandlig fan på 25 år følgende:

Selvfølgelig er der tendenser [til en personligheds-kult, som samtalen drejer sig om], når man står og venter på ham og sådan noget, ikke. Men det er jo også fordi... altså grunden til at jeg venter... jamen det er ham, der personificerer den musik, og det er så hans forbandelse. Altså, så må han sgu lade være med at skrive så god musik, ikke. Men han er en personifikation af den fede musik, som jeg er så glad for, og derfor, så må jeg bare møde ham og fortælle ham, at jeg er glad for det... altså... Hvis nu at det var en afdød kunstner, hvilket det jo bliver en dag (der lyder åh! Nej! og Nævn det ikke! fra alle ved bordet) - det skal man også lige tænke på - så tror jeg ikke at man vil dyrke det. Så vil den mulighed jo også være væk, altså så vil man ikke kunne møde ham mere. Selvfølgelig vil jeg se hans gravsted og sådan noget, ikke, men så er der kun musikken tilbage.

Selvom det er musikken, der er drivkraften for denne unge mand, så er det mod sangeren alle disse følelser rettes. Det er sangeren, der opleves som den ven, der altid er parat til at hjælpe eller opmuntre i trængte situationer. Og de følelser, musikken vækker, kalder i dette tilfælde på en handling, der vedrører lige nøjagtig den sociale relation til Bruce Springsteen som person. Den unge mand må bare møde ham og fortælle, at han sætter pris på musikken. Og de fleste andre fans har et lignende behov for at sige tak for den musik, der har forandret deres tilværelse på så gennemgribende en måde.

Rigtig mange fans er, ligesom manden ovenfor, trætte af at blive betragtet som persondyrkere. De lægger stor vægt på, at det er musikken og ikke musikeren som person, der vækker følelserne, og for mange fans startede "omvendelsen" da også efter at de havde hørt en sang i radioen eller på bånd, uden at de på det tidspunkt anede, hvem sangeren var. Selve følelsen er altså ikke nødvendigvis afhængig af, at den kan kobles til et bestemt menneske - men det er oplagt og fristende at skabe denne kobling, hvis det på nogen måde er muligt, hvilket er nøjagtig, hvad manden forklarer.

På den baggrund er der god grund til at betragte musik som noget, der i sig selv kan fremkalde følelser, der vedrører det sociale, og som jeg derfor vil betegne som emotioner. Det er musikken selv, der skaber fornemmelsen af en social relation hos lytteren - ikke det faktum at lytteren ved, hvem sangeren er. I nogle tilfælde er det faktisk også musikken selv, der betragtes som en hjælpende ven, eller som tillægges menneskelige egenskaber så som evnen til at trøste eller skabe fornemmelsen af at blive forstået. Nogle fans betragter Springsteens samlede værker som en ven, der altid er der, eller relaterer sig til de personer, sangene handler om. I langt de fleste tilfælde rettes de handlinger, som emotionerne fremkalder dog mod sangeren. Lytteren bliver nysgerrig og forsøger at finde ud af hvem stemmen tilhører, men rækkefølgen er vigtig: Emotionen kom først og kaldte på handling. Dernæst blev nysgerrigheden og opmærksomheden rettet mod den specifikke person som stod bag.

Netop det, at musikken i sig selv kan fremkalde emotioner og tillægges menneskelige egenskaber, gør det passende at betragte musik som noget, der af lytteren opfattes som havende en eller anden form for menneskelighed. Musikken sanses som kommende fra "nogen", hvad enten denne "nogen" kobles til en specifik person eller ikke. Det er præcis denne sansning af en menneskelighed i musikken, der kan gøre os klogere på, hvordan det kan være at musik generelt kan indvirke på vore sindsstemninger på så fundamental en måde, som den ofte gør - også selvom vi ikke er fans. Selv hvis vi ikke kender, eller ikke er interesserede i at kende, musikkens afsender, må vi som analytikere betragte musik som noget, der kan fremkalde fornemmelsen af en social relation til "nogen", til en implicit afsender.

For at forstå dette, kan man søge assistance hos antropologen, Michael Jackson. Han har i sin bog Minima Ethnographica fra 1998 beskrevet netop, hvordan man kan forholde sig til genstande, ånder, traditioner eller lignende på en nærmest social måde. For ham giver det ingen mening at opretholde et skarpt skel mellem subjekter og objekter, simpelthen fordi objekter ganske ofte tillægges en eller anden form for menneskelighed og fordi mennesker desværre ligeledes ind i mellem behandles som objekter. Frem for at tale om subjekter og objekter, bruger han ordet "intersubjektivitet" for at begrebsliggøre den måde, hvorpå mennesker forholder sig til omverden på. Intersubjektivitet (der jo unægteligt lyder som om det drejer sig om en relation mellem to subjekter) behøver således ikke at være en relation mellem to levende mennesker af kød og blod. Det kan udmærket være en relation mellem et menneske og et eller andet, som tillægges en menneskelighed, og som man derfor kan relatere sig til på en social måde. Det eneste, der kræves er at relationen har en bevidsthed i den ene ende - denne bevidsthed kan sanse relationen og eventuelt tillægge objektet, guden, ånden, traditionen, kulturen, og lad mig tilføje: musikken, de menneskelige egenskaber, der gør det passende at beskrive forholdet som intersubjektivt.

Musik er nemlig et godt eksempel på noget, der kan tillægges menneskelige egenskaber, og som man således kan forholde sig til intersubjektivt. Det er således ikke musikken i sig selv, der er menneskelig eller udgør et subjekt. Det er måden, man forholder sig til musikken på, der tillægger den en menneskelighed eller en subjektivitet. Hvad enten det er musikken selv, der tillægges menneskelige egenskaber, eller det er sangeren bag musikken, der opfattes som dens afsender og personificering, er der altså tale om, at fans forholder sig intersubjektivt til musikken, og de følelser, musikken vækker, vedrører således den sociale omverden.

På den måde kan man sige, at musikken opleves intersubjektivt, eller med andre ord: de følelser, som musikken vækker, kan kaldes emotioner fordi de omhandler forholdet til den sociale omverden. Og reaktionen på disse følelser er da også præcis en kropslig insisteren på, at der bliver gjort noget ved de sociale relationer. Det er derfor en musikalsk fremkaldt kuldegysning ikke giver anledning til at tage mere tøj på og på den måde justere forholdet til den fysiske omverden, men snarere udmønter sig i en trang til at justere forholdet til den sociale omverden - nærmere bestemt til sangeren - ved eksempelvis at sige tak for den musik, der har kunnet fremkalde disse stærke følelser, eller fornemmelser af intersubjektivitet.

Kropsligt erfaret intersubjektivitet er stærke sager - det ved enhver, der har været forelsket. De fleste musikfans hader forelskelsesparallellen af et godt hjerte og er trætte af evig og altid at blive beskyldt for at være forelskede i deres idoler. Men ligesom jeg har de temmelig svært ved at finde en bedre sammenligning, og derfor bruger de den alligevel ind i mellem selv. Skønt de gang på gang understreger, at der altså er forskel på at være forelsket og at være fan (og mange af dem har jo prøvet begge dele), så er der nemlig visse ligheder. I begge tilfælde er der tale om, at kroppen kalder på bevidst handling, for at forholdet til den del af den sociale omverden, som betyder noget i tilværelsen, kan blive bragt i orden.

Musik og eksistens

For mange fans giver denne kropslige fornemmelse af, at "nogen" forstår dem anledning til en hel række handlinger, som de bare må foretage sig. Kvinden, der bare måtte vende om for at opleve endnu en koncert med Bruce Springsteen, er et godt eksempel på dette. Andre fans tager på det de kalder for "pilgrimsrejser", for at se de steder sangeren har boet, spillet eller sunget om. Og endnu andre bruger aftenerne på internettets mange fansider og chatrooms, eller samler og laver scrapbøger og lange lister over sange for at "få dennehersens fanhed ud af kroppen", som en mand udtrykte det. Det er alt sammen et udtryk for at kroppen hiver i sin ejermand for at få vedkommende til at handle.

Men selv hvis man ikke er fan, og ikke har denne trang til at beskæftige sig med en bestemt musik og en bestemt musiker, kan de fleste nok godt nikke genkendende til, at musik kan fremkalde fornemmelsen af en social relation - eller med andre ord, at man forholder sig til musik på en intersubjektiv måde.

Er man ensom, kan musik være netop det, der skal til, for at man føler sig forstået - ikke nødvendigvis af en specifik anden, men af "nogen". Musik kan give fornemmelsen af menneskelighed, uden at der er et menneske tilstede, og uden at man nødvendigvis ved hvor musikken kommer fra. Ligeledes kan man, hvis man er vred, trist, glad, eller i et hvilket som helst andet humør, lytte til musik, der bakker op om den aktuelle sindstilstand og giver fornemmelsen af at "nogen" har følt noget tilsvarende og udtrykt det i toner og klange. Musik er således ikke bare noget, der vedrører ganske specifikke sociale relationer, men noget der vedrører vores forhold til "nogen" - eller til den Anden i al almindelighed.

Et af de eksistentielle spørgsmål, som alle mennesker må forholde sig til er, hvordan de finder en plads i en verden af Andre. Alle mennesker må forholde sig til det paradoks det er, at man på den ene siden oplever sig selv som centrum i sin egen livsverden og på den anden side ved, at man ikke er vigtigere eller mere central end de mange andre milliarder af mennesker, der findes på kloden. Dette paradoks handler ikke om en specifik social relation, skønt sociale relationer bestemt kan være med til at gøre paradokset mindre uoverkommeligt.

Paradokset handler i langt højere grad om at skabe en fornemmelse af "at høre hjemme i verden", som Michael Jackson kalder det - og det er præcis det, musik kan hjælpe os med. Musik kan, netop fordi det sanses som en menneskelighed uden menneske, eller som en uspecifik social relation, give os en fornemmelse af tilhørsforhold, af at "nogen" forstår os, eller af at vi hører hjemme i verden.

Forslag til videre læsning

Richard A Schweder and Robert A. LeVine (eds.) (1984): Culture Theory - essays on mind, self, and emotion. Cambridge University Press.

Michael Jackson (1998): Minima Ethnographica - Intersubjectivity and the anthropological project. The University of Chicago Press.

Nana Vaaben (2001): Af upraktiske grunde - om samlinger blandt danske musikfans. Tidsskriftet Antropologi nr. 43-44. Side 45-57.

Nana Vaaben er uddannet på Institut for Antropologi på Københavns Universitet. Hun har lavet feltarbejde blandt Cliff Richard og Bruce Springsteen fans.