Tolérance zéro

Sebastien Tutenges

Kronik skrevet i december 2002

Resumé:
Når usikkerheden stiger i velfærdssamfundet, er der en tendens til en øget accept af brutale og repressive former for sikkerhedspolitik. Denne tendens kan udnyttes politisk og økonomisk. Jeg ser i min kronik på tilfældet Frankrig og på de indenrigspolitiske sikkerhedsstramninger, den franske regering planlægger at gennemføre.

”L´insécurité”, ”l´insécurité” – “usikkerheden”, “usikkerheden”. Ordet gentages i et manisk tempo af de franske radio og tv-speakere. Det er på alles læber i Frankrig og finder hele tiden vej ind i nye sammenhænge. Den ene dag er det ungdomskriminaliteten, der skaber usikkerhed. Så er det tiggerne, Al Qaeda og indvandrerne.

Præsident Jacques Chirac og den nyvalgte franske højrefløjsregering har lovet at bekæmpe usikkerheden. Kampen mod usikkerheden er en førsteprioritet, og strategien er simpel: mere politi, mere militær og hårdere straffe.

Den nye regering vil føre blitz-krig mod usikkerheden. Det er ikke de langsomme, forebyggende tiltag, regeringen har planer om. Planerne er derimod lynhurtigt at eliminere og uskadeliggøre alt, hvad der truer Frankrigs sikkerhed.

Den 19. november godkendte det franske senat en række love, der er blevet fremlagt af den franske indenrigsminister, Nicholas Sarkozy. Da Sarkozy præsenterede de nye love for senatet, sagde han:

”Frankrig bør blive et land, hvor ingen kriminel føler sig i skjul for loven”. ”Ikke én eneste kvadratcentimeter i Republikken bør være prisgivet som en zone udenfor lov og ret”.

For at opfylde disse mål vil der over en 5-årig periode blive ansat 18000 nye personer indenfor politiet og 10000 indenfor retsvæsenet. Sarkozy vil udvide brugen af videokameraer, så farlige nabolag kan blive overvåget i døgndrift. Han vil give ordensmagten mulighed for at undersøge privatbilisters bagagerum. Og han vil have opbygget et omfattende register over lovbrydere og deres forseelser. Enhver straf vil være opført i registeret frem til lovbryderens dødsdag.

For at ”genoprette” den offentlige ro og orden vil Sarkozy kriminalisere en række adfærdsmønstre, som han mener truer de franske borgere. Fremover skal det være muligt at give bøde (28000 kr.) og fængselsstraf (6 måneder) til prostituerede, der befinder sig på offentlige gader. Det vil ikke længere blot være aktivt trækkeri – i form af inciterende ord og bevægelser – der kan straffes. Selve tilstedeværelsen i det offentlige bliver strafbart, hvis man via sit tøj eller sin attitude ligner en prostitueret, der er i færd med at hverve kunder.

Et andet af indenrigsministerens lovforslag gælder tiggeri. Folk der spørger om penge ”i grupper og på aggressiv vis”, vil kunne straffes. Ligeledes bliver det strafbart at tigge i selskab med ”et farligt dyr” (f.eks. en hund). Straffene for ulovlig tiggeri er 28000 kr. i bøde og 6 måneders fængsel. Til senatet forklarer Sarkozy, at det er vigtigt at politiet kan gribe ind før et lovbrud finder sted. Politiet skal ikke stå og vente på, at en gruppe tiggere slår en forbipasserende ned, men skal skride ind før tiggerne griber til vold.

Den nye justitsminister, Dominique Perben, står sammen med Sarkozy i front af regeringens kamp mod usikkerheden. Især justitsministerens lovforslag vedrørende unge under 18 år er interessante. Justitsministeren vil gøre det muligt at straffe unge fra og med 10-års alderen med opdragende undervisning. Det vil blive muligt at sætte unge i en alder af 13 år i midlertidig detention, og de 13-årige vil desuden kunne placeres i lukkede opdragelses anstalter over længere perioder. Den 21. november annoncerede Perben, at han vil opføre 30 nye fængsler over de kommende 5 år. 8 af fængslerne er forbeholdt mindreårige. I alt bliver der skabt 13200 nye fængselspladser. 

Med de nye love armerer regeringen sig med et omfattende og hårdtslående arsenal i kampen mod usikkerheden. Ordet ”prævention” er imidlertid stort set fraværende i de nye lovtekster. Kritikere taler om, at regeringen har en ensidigt repressiv tilgang i bestræbelserne på at skabe lov og orden i Frankrig. Lovforslagene handler om at overvåge, fange og straffe forbryderen – ikke om at forebygge forbrydelsen.

I romanen ”Les Misérables” hævder Victor Hugo at undervisning og fattigdomsbekæmpelse er vejen frem mod en lovlydig befolkning. Åben en skole og man vil følgende kunne lukke et fængsel, siger han. Hugos holdning er at genfinde i en vigtig deklaration – den såkaldte ”ordonnance de 1945” – der siden 2. verdenskrig har været retningsgivende for den franske stats forhold til landets unge. I deklarationen hedder det sig, at Frankrig bør gøre alt i dets magt for at sikre, at landets børn bliver til psykisk og fysisk sunde mennesker. At straffe børn bør være en absolut undtagelse.

En række ungdomsforskere har hævdet, at regeringens nye lovforslag er et brud på ”l´ordonnance de 1945”. Førhen blev unge lovbrydere betragtet som børn med vanskelligheder. Deres kriminalitet blev betragtet som et udtryk for en lidelse, som voksenverden skulle forsøge at afhjælpe. De unge blev set som voksne i deres vorden. Personligheder der endnu ikke helt var færdigudviklede. Med de nye lovforslag bliver de unge pludselig behandlet som voksne. Unge lovbrydere skal stå til ansvar for deres gerninger – de skal straffes, ikke hjælpes. Det handler altså ikke længere primært om, at samfundet skal beskytte de unge, men derimod om at samfundet skal beskytte sig selv mod de unge. Unge uromagere bliver således forvist fra samfundet og spærres inde i anstalter og fængsler. Man prøver ikke på at forstå og bearbejde årsagen til ungdomskriminaliteten, men sigter først og fremmest på at forhindre de unge i at volde skade.

Den røde tråd i de nye love er at skjule samfundets skyggeside. Samfundets elendige bliver forvist, så den almindelige borger ikke længere behøver at se på for megen lidelse og armod. De prostituerede, tiggerne og de unge kriminelle gemmes af vejen i fængsler og opdragelsesanstalter, så den almindelige franske befolkning igen kan føle sig tryg og tilpas i hverdagen.

De samme tendenser ser vi i Danmark. I den statslige virksomhed, DSB, er det blevet til en hel videnskab at udtænke metoder, der kan fordrive hjemløse og misbrugere fra stationerne. DSB benytter sig af private vagtkorps og har flere steder opført de såkaldte ”bum-proof benches”. Denne type bænke har en minimal sidde og liggeflade, hvilket gør det umuligt for ”bumserne” at sove på dem. Som arkitekten Tom Nielsen udtrykker det, har bænkene et bevidst ukomfortabelt design, der er til for at forhindre upassende kropspositioner i DSB´s ventesale. I november måned begyndte DSB at spille høj klassisk musik ved den syd-vestlige indgang til Københavns Hovedbanegård. Formålet er at bortjage de misbrugere, der før opholdt sig i området. Misbrugere kan lide at tale sammen i fred og ro, og erfaringer fra banegården i Hamburg viser, at man kan fordrive de forhutlede og uæstetiske personager med høj musik. Enkelte danske politikere er kommet med forslag, der matcher de nye franske love. Venstre i København har f.eks. foreslået, at politiet skal anholde og fjerne narkomanerne fra gadebilledet, stille dem for en dommer og give dem valget mellem fængsel eller en narko tvangsafvænning. Forslaget blev kritiseret sønder og sammen og er nu forkastet. Den gik trods alt ikke i Danmark.

Men det er altså den slags barske love, der vedtages i Frankrig for tiden. Hvordan er det gået så vidt? Hvorfor skrider den franske regering så voldsomt til værks? Og vigtigere endnu: hvorfor støtter den franske befolkning så massivt op om den brutale og repressive sikkerhedspolitik?

En ekstrem situation kræver ekstreme forholdsregler. Det synes at være logikken bag den franske befolknings ubønhørlige krav om sikkerhedsstramninger. Der hersker i Frankrig en udbredt forestilling om, at landet er i forfald.

Det er især kriminaliteten blandt de unge, der bekymrer det franske folk. De unge kriminelle bliver stadig yngre og stadig mere hensynsløse, hedder det i folkemunde og i medierne. Der tegnes et billede af en ungdom, der tilbringer nætterne i heroin- og cannabisskyer og dagtimerne med at hærge og gå på rov.

En række begivenheder i de franske forstads ghettoer har været med til at fremmane forestillingen om de ustyrlige unge.

Lad os se på et eksempel, der nærmest har opnået mytisk status. I 1995 kunne man i fransk fjernsyn følge med i, hvordan horder af unge brændte biler af i Strasbourg. De franske fjernsynskanaler kappedes om at filme de unge. Der var efter sigende journalister, der aftalte mødetid med nogle unge for at se en bilafbrænding lige fra begyndelsen. For de unge gik der sport i at lokke de store tv-kanaler til deres nabolag.

I Strasbourg er det blevet en tradition at brænde biler af på årsdagen for 1995 optøjerne. I forstæderne til Paris, Toulouse og flere andre storbyer forekommer der ligeledes bilafbrændinger. Når brandvæsen og politi kommer til undsætning, bliver de som regel mødt med stenkast.

Unge forstadsbeboere forklarer optøjerne med, at de er resultatet af et had, som de unge nærer til samfundet. De unge føler sig udstødt og diskriminerede af samfundet – følelser man forstår, alene ved at gå en tur i et ghettoområde. Ghettoerne består generelt af betonboliger i enorme dimensioner. Befolkningstætheden er høj, lejlighederne små og beboerne fattige.

Forstadsoptøjerne har fået en utrolig central placering i den franske debat. Det er imidlertid ikke forstadsbeboernes kummerlige levevilkår, der er debattens fokus, men derimod selve optøjerne og den ødelæggelse og frygt de fører med sig.

Prøver man at løsrive sig fra den følelsesladede diskussion, for at se problematikken lidt udefra, er det bemærkelsesværdigt, at forstadsoptøjerne fylder så meget i den franske debat. Optøjerne går for så vidt kun ud over et lille antal mennesker. Rent samfundsøkonomisk er det ikke et problem, at en håndfuld biler går op i røg om året. Men på et symbolsk plan gør afbrændingerne ondt. De sår tvivl om statsmagtens evne til at beskytte sine borgere. Ordensmagten viser svaghed og utilstrækkelighed, fordi den ikke er i stand til at stoppe forstadsoptøjerne. Og det vækker stærk foruroligelse i et land som Frankrig.

Ligesom Danmark er Frankrig et velfærdssamfund med et hospitalsvæsen, politi, brandvæsen, arbejdsløshedskasser osv. Institutioner der er til for at sikre den enkelte borgers sundhed og sikkerhed. Borgeren yder en indsats for velfærdssystemet (bl.a. i form af skat), men forventer til gengæld beskyttelse og omsorg. Når beskyttelsen pludselig viser sig utilstrækkelig, når velfærdssystemet viser tegn på sårbarhed, er reaktionerne voldsomme.

Filosoffen Sverre Raffnsøe påpeger, at så snart velfærdssamfundet bliver udfordret på sin sikkerhed, viser det sig at indeholde en egen ubønhørlig logik, der ikke lader sig reducere til velmenende omsorg. I sådanne tilfælde manifesterer der sig en stærk og kompromisløs vilje til at tilsidesætte alle andre hensyn til fordel for det højere formål, nemlig at sikre sin egen sikkerhed mod alle former for risici.  I så tilfælde udviser velfærdssamfundet en egen hensynsløshed overfor alt hvad der står i vejen for det.

Total sikkerhed er en utopi. Sarkozys bestræbelser på at oprette lov og orden på hver en kvadratcentimeter i Frankrig er en umulighed, uanset hvilke midler der tages i brug. Men den franske befolkning føler sig utryg og er villig til at gå langt i forsøget på at skabe sikkerhed. I foråret valgte de en præsident, der førte valgkamp med sloganet: ”Tolérance zéro” – ”Nul tolerance”, og regeringens igangværende sikkerhedsstramninger har massiv opbakning i befolkningen.

Nogle forskere har forsøgt at berolige den franske befolkning. De har hævdet, at situationen i Frankrig på ingen vis er så alarmerende, som flertallet af journalister og politikere giver udtryk for. Der er bl.a. blevet henvist til statistikker, der indikerer, at ungdomskriminaliteten i Frankrig er på niveau med gennemsnittet i det øvrige Europa. Disse indslag i den franske debat er blevet modtaget med stor vrede. Forskerne er blevet beskyldt for ikke at tage befolkningens følelser alvorligt. I et interview med Le Monde, taler Sarkozy således om en vis intelligentsia, der ved at så tvivl om folks følelser har haft en ødelæggende effekt på republikkens ligevægt. Den franske befolkning er usikker, og det skal den have lov til at være, mener Sarkozy.

Beroligende ord er bestemt ikke populære i Frankrig for tiden.

Velfærdssamfundet bygger på en vilje til sikkerhed, men samtidig må man konstatere, at der i Frankrig hersker en stærk og delvis ubemærket vilje til at sprede frygt og usikkerhed. Usikkerheden er blevet til levebrødet for en kæmpe industri, der udbyder sikkerhedsvagter, alarmsystemer og rådgivning. I Frankrig er der en privat sikkerhedsvagt for hver offentligt ansat politimand. Den private sikkerhedsindustri lever af usikkerhed og har aktivt været med til at sprede usikkerhed. I den anerkendte universitære bogserie, ”Que sais-je?” er det lykkedes to selvudnævnte eksperter fra sikkerhedsindustrien at udgive en bog om ”Urban vold og usikkerhed”. Bogen – der er blevet en bestseller – indeholder et væld af fordrejninger og løgne om, hvor farligt det er at bo i Frankrig.

Også højrefløjspolitikerne har været gode til at male fanden på væggen, f.eks. ved at henvise til overdrevne kriminalitetsstatistiker og spå om snarlige terrorangreb. Højrefløjen kan bruge usikkerheden, fordi den franske befolkning er blevet overbevist om, at højrefløjen har den rette opskrift på at ”genoprette” lov og orden i landet.

I takt med at følelsen af usikkerhed stiger i velfærdssamfundet, er der en tendens til øget accept og åbenhed overfor vidtgående, brutale og meget repressive former for sikkerhedspolitik. Denne tendens er der stærke politiske og økonomiske kræfter, der har en interesse i.