Feltrapport
En etnografisk undersøgelse af Los Comités de Defensa de la Revolución og deres relation til civilsamfundet i dagens Cuba med særligt fokus på overvågning, social praksis og ideologisk ortodoksi

Thea Skaanes

Afdeling for etnografi og socialantropologi, Aarhus Universitet
Vejleder: Martijn van Beek

Indhold

Introduktion til feltet
Baggrund
Feltforberedelsen og afgrænsning af felt
Introduktion til CDR
  - Eksekutivkomitéen
  - Overvågning
  - Ideologisk arbejde

Adgang til felten
Ankomst til La Habana
Problemer med at springe ud som antropolog

Metode
Interview
  - Interviewguides
  - Rollespil
  - Informanterne Ernesto og Annabella
Deltager-observation
  - Social kompetence
  - CDR i praksis
  - Astrid-casen
  - Undervisning og forskningstilladelse
  - Baggrundsmateriale

Analyse
Relation til CDR og privat/offentlig-dikotomien
Civilsamfund
  - Staten
  - Civilsamfund som praksis

Bilag
Bilag 3: CDR's organisationsstruktur
Bilag 4: Kronologisk forløb
Bilag 5: Oversættelse
Bilag 7: Oversættelse
Bilag 8: Brev til Magaly Rodriguez

Bibliografi
Noter

Introduktion til feltet

Baggrund

Cuba har gennem eksemplets magt en særstatus i det internationale samfund. Det er en af de få resterende socialistiske stater i verden, og ved at fastholde socialismen som ideologi, som samfundsorganisation og som styringsprincip har landet en provokerende effekt på sejrsherrer fra den kolde krig i 1989.

Før Revolutionen havde armoden plaget provinsen, mens der var hurtige penge at tjene i byerne. Uligheden i samfundet var blevet ulidelig for mange⁽¹⁾, og støtten til Fidel Castro og hans 81 mænd ombord på skibet 'Granma' muliggjorde omstyrtningen af det upopulære styre under Batista. Men trods mange romantiseringer af det nye revolutionære styre, er det svære kår, der har præget dets tid. Fidel Castro skulle navigere i en verden, der var spændt til bristepunktet af den kolde krigs paranoia og frygt. Revolutionsregeringens første projekt var at gennemføre en landbrugsreform, hvor storbrugene, der hovedsagligt var på amerikanske hænder, blev nationaliseret uden kompensation, og en omfordelingen af jorden blev vedtaget. Dette skabte en krise i relationen mellem USA og Cubas nye revolutionære styre, og denne krise er stadigvæk en af kernepunkterne i striden mellem USA og Cuba i dag.

USA har dog en fælles historie med Cuba, der går længere tilbage end 1959. I slutningen af 1800-tallet udkæmpedes to uafhængighedskrige på Cuba, kampe om uafhængighed fra Spanien. USA gik ind i den sidste krig mod spaniernes tropper, og fik efter sejren nogle gennemgribende beføjelser på Cuba, bl.a. fik de lov til at intervenere på Cuba, såfremt der ville opstå interne uroligheder⁽²⁾, og det var på dette tidspunkt USA fik leaset den omstridte Guantánamo-base. Der har siden denne tid været forskellige alliancer mellem Cubas forskellige regeringer og USA, men i dag er det alliancen mellem Batista og USA, der fremhæves på Cuba.

Fidel Castros Revolution væltede officielt Batista og hans styre af magten d. 1. januar 1959, men dermed var der ikke fredelige tider på Cuba. Batistas allierede og støtter, som især var at finde i den rige urbane overklasse og i USA, stod bag en sej guerilla-krig, der blev udkæmpet til langt ind i 1970'erne, mens amerikanske statsborgere og store dele af den cubanske overklasse flygtede ud af landet - fortrinsvist til USA.

Fidel Castro tog i september 1960 til New York for at tale i FN, og da han kom tilbage d. 28. september 1960 holdt han fra Præsidentpaladset i La Habana en tale til folket, men blev afbrudt af en bombe, der sprang i nærheden med følgende distraktion og sagde:

...[V]amos a establecer un sistema de vigilancia colectiva, vamos a establecer un sistema de vigilancia revolucionaria colectiva. (Aplausos) Y vamos a ver cómo se pueden mover aquí los lacayos del imperialismo, porque, en definitiva, nosotros vivimos en toda la ciudad, no hay un edificio de apartamentos de la ciudad, ni hay cuadra, ni hay manzana, ni hay barrio, que no esté ampliamente representado aquí. (Aplausos) Vamos a implementar, frente a las campañas de agresiones del imperialismo, un sistema de vigilancia colectiva revolucionaria y que todo el mundo sepa quiénes y qué hace el que vive en la manzana; y qué relaciones tuvo con la tiranía; y a qué se dedica; con quién se junta; en qué actividades anda. Porque si creen que van a poder enfrentarse con el pueblo ¡tremendo chasco se van a llevar!, porque le implantamos un comité de vigilancia revolucionaria en cada manzana... (Aplausos), para que el pueblo vigile, para que el pueblo observe, y para que vean que cuando la masa del pueblo se organiza, no hay imperialista, ni lacayo de los imperialistas, ni vendidos a los imperialistas, ni instrumentos de los imperialistas que pueden moverse. (Aplausos).

Están jugando con el pueblo, y no saben todavía quién es el pueblo; están jugando con el pueblo, y no saben todavía la tremenda fuerza revolucionaria que hay en el pueblo.⁽³⁾ (Castro 1968: 17)

Hermed var Comités de Vigilancia, senere Comités de Defensa de la Revolución⁽⁴⁾ (CDR) født. Formålet var at skabe et så finmasket net over hele Cuba, fra centrum af La Habana til det fjerneste hjørne i den fjerneste provins, så kontrarevolutionære ikke ville kunne gemme sig noget steds på Cuba uden at blive opdaget af det revolutionære cubanske folk. Nettet skulle være så finmasket, at hver cuadra, hvert naboskab ville opdage, handle imod og indrapportere fjenderne til statens sikkerhedsapparat (DNC 1973: 9).

I slutningen af 1960 og intensivt i 1961, "Año de la Educación", iværksatte CDR og det nye revolutionære styre en alfabetiseringskampagne i hele landet. CDR's potentiale for at kunne nå ud til hele befolkningen var ved at vise sig, og resultaterne var overvældende.

I april 1961 indhentede den kolde krig Cuba. USA vendte ryggen til den nye revolutionære regering på Cuba, og den 16. april 1961 blev den cubanske revolution erklæret for socialistisk, og det bombastiske slogan "Socialismo o muerte" (socialisme eller døden) blev introduceret. Et slogan som stadig slutter offentlige taler af. Det var til begravelsen af ofre for bombninger af La Habanas og San Antonio de los Baños lufthavne, udført af amerikanske kræfter med kaprede fly, at Fidel proklamerede Revolutionsregeringen for socialistisk. I samme tale satte Fidel Castro Cuba i alarmberedskab, hvor han bad CDR intensivere overvågningsaktiviteterne og indrapporteringerne af contra-revolutionære og deres aktiviteter (CDR 1981). På dette tidspunkt var der mellem 7 000 og 8 000 CDR'er i Cuba.

Dagen efter, d. 17. april, indledte USA sit invasionsforsøg ved Svinebugten. Et invasionsforsøg, der mislykkedes for USA, og som var en stor sejr for Cuba. Historien om David og Goliat fik nyt liv på Cuba. CDR stod her sin ilddåb, som det formuleres i de cubanske bøger. Det lykkedes CDR på få timer efter budskabet om invasionsforsøget at tilbageholde mange af Revolutionens afhoppere lokaliseret ved overvågningen. Overordnet set blev CDR's samarbejde med statens sikkerhedstjeneste stadfæstet i de døgn Svinebugtsaffæren varede.

Los CDR se organizaron, al llamado de la dirección de la Revolución, para vigilar y combatir al enemigo. Al producirse el ataque mercenario por Playa Girón, los Comités de Defensa de la Revolución actuaron enérgicamente en apoyo de los órganos de Seguridad del Estado, a fin de paralizar toda acción interna de los elementos contrarrevolucionarios.⁽⁵⁾ (Tamargo 1977)

Det er væsentligt at bemærke, at efter april 1961 var antallet af CDR'er i Cuba steget fra omkring 7 000 - 8 000 til omkring 100 000⁽⁶⁾.

Krisen mellem USA og Cuba begyndte også at manifestere sig på andre planer. Økonomiske strategier blev taget i brug fra amerikansk side. En handelsembargo gældende for skibe, der sejler fra amerikanske havne mod Cuba, blev indført. Fødevaremanglen begyndte at melde sig på Cuba. I juli 1961 iværksætter CDR en folketælling, der skulle danne basis for fordeling af den rationerede mad. På 22 dage blev alle 6,5 mio. cubanere over 1 år optalt og en mere effektiv fordeling af de sparsomme varer kunne organiseres.

USA's præsident Kennedy iværksatte efterfølgende den totale handelsembargo mod Cuba i februar 1962, og fik degraderet Cubas position i Organisationen af Amerikanske Stater (OAS) til observatør. Med denne embargo blev 75% af det cubanske eksportmarked med ét revet væk. Cuba havde baseret sin økonomi ensidigt på rørsukker, så den amerikanske embargo var en økonomisk katastrofe for landet.

"Svinebugtaffæren" i 1961 og den senere "Cuba-krise" i 1962 vidner om de højspændte (kold)krigstilstande, der omgærdede Cuba internationalt, men også internt i Cuba havde CIA aktiviteter for over 100 mio. dollars med det formål at undergrave Fidel Castros styre (DSDE). Se også bilag 1 for uddybning af de økonomiske midler USA tog i brug mod Cuba. Med relationerne til USA ændrede til fjentlige var Cuba presset til at tage 'den anden side' i den kolde krig: Østfløjens. Fidel Castro havde haft møde med den amerikanske administration, for at søge forståelse for det nye cubanske styre, men blev af vicepræsidenten kaldt kommunist⁽⁷⁾, hvorved relationerne mellem Cuba og USA ændrede karakter, og international politik kom i centrum.

Den kolde krig var en krig om idéer. Cuba var med udråbelsen til socialistisk stat, stadfæstet under Cuba-krisen, blevet en brik i spillet mellem de to supermagter, USSR og USA. CDR var allerede fra 1961 begyndt at arrangere studiegrupper for medlemmerne, hvor folket skulle lære om Revolutionens værdigrundlag. I 1962 blev disse studiegruppers aktiviteter systematiserede, således at der i CDR's zona-niveau med jævne mellemrum afholdtes CIR (Círculos de Instrucción Revolucionaria [studiegrupper til instruktion i den revolutionær lære]) og på cuadra-niveau, Círculos de Estudio [studiegrupper]⁽⁸⁾. De øgede spændinger og hastige forandringer i den politiske sektor fik Partiet (PCC) til at trække på masseorganisationerne for avancementet af det ideologiske arbejde. Dog fik CDR en særstilling i dette arbejde: CDR's nationale direktion (DNC 1973) skriver om CDR:

La situación nacional e internacional iba cambiando. El partido necesitaba de todas las organizaciones de masa y revolucionarias para el cumplimiento del vital trabajo ideológico. Los CDR por su estructura, por el número de miembros y por la variedad de actividades que realizaban, tenían que convertirse en un brazo aún más poderoso para el Partido en el desarrollo ideológico entre las masas.⁽⁹⁾ (DNC 1973)

CDR varetog i det cubanske samfund en væsentlig rolle i propaganderingen af Revolutionens ideologi til hele folket. Den tætte tilknytning til Partiet ville dog senere gradvist blive forskubbet. Først i 70'erne blev CDR tilknyttet Poder Popular (Folkets Magt) i stedet for Partiet, og i 90'erne ophævede man CDR's status som knyttet til statsapparatet ved at udnævne organisationen som en NGO. Organisationen blev dog senere redefineret til at være en masseorganisation, der udgjorde en del af 'det socialistiske civile samfund' (Espinosa 1999: 353).

Den kolde krig blev både Cubas primære problem i forbindelse med den vedvarende konflikt med USA, verdens største marked, og landets økonomiske redning. USSR var Cubas vej ud af isolation. I 1972 blev en favorabel handelsaftale indenfor COMECON⁽¹⁰⁾ en realitet. Aftalen medførte, at Cuba ville få olie for sin sukker, og der blev sikret et vist aftag af sukkeret til overpriser af COMECON.

Der har været interne konflikter, guerillaer, politisk intolerance, og internt i den politiske elite har der været mange spændinger i 60'erne og 70'erne på Cuba, men den største udfordring politisk, økonomisk og af hele styrets legitimitet kom i slutningen af 80'erne og starten af 90'erne med østblokkens fald, COMECON's opløsning, og udråbelsen af kapitalismens sejr af den kolde krig. I september 1990 satte regeringen Cuba i en slags undtagelsestilstand, 'El período especial en Tiempo de Paz', hvor hele øens 11 mio. store befolkning blev nødt til at dyrke afgrøder, holde konsumdyr, og spare på alle ressourcer. CDR var spydspidsen i sparekampagnen (la campaña de ahorro). Frem til 1994 forværrede den økonomiske situation sig dramatisk på Cuba, men siden er situationen vendt bl.a. med legaliseringen af dollaren i 1996 og med åbning for turisme, der i dag har overhalet sukker som landets største indtægtskilde. Cuba befinder sig stadigvæk i "den specielle periode", eftersom Fidel Castro ikke har annonceret dens ophør, men er i dag præget af en markant bedret økonomi.

Feltforberedelsen og afgrænsning af felt

Jeg valgte at tage til Cuba for at lave denne undersøgelse på baggrund af en nysgerrighed omkring, hvordan socialismen som statsprincip i praksis udmøntede sig. Det fængende punkt ved valget af CDR var, at det var en masseorganisation i ordets mest bogstavelige forstand, og at der indenfor organisationen foregik en fortolkning og mediering af ideologi, en mediering mellem statsniveau og gadeplan. Den overvågning, der er institutionaliseret gennem organisationen, ville kunne give et spændingsfelt, som ville være interessant at undersøge. Der var således på samme tid en mediering mellem stat og enkeltpersoner og mellem ideologi og hverdag, som jeg fandt interessant at kunne kredse ind til én organisation.

Jeg havde valgt at undersøge CDR, da jeg havde læst mig til, at dette var nabokomiteer på Cuba, der fungerede som både 'vicevært' for nærområdet og som mediator og fortolker af centralt udstedte bestemmelser overfor befolkningen. 'Vicevært'-delen vedligeholdt gadens, bygningernes og de grønne områders tilstand, mens den anden mere ideologiske formidlingsfunktion var mit egentlige fokus. Jeg ville se på, hvordan medieringen af et ideologisk budskab foregik, hvad blev der talt om på møderne, lave diskursanalyser, situationsanalyser, magtanalyser, og det hele ville foregå indenfor et allerede afgrænset felt, hovedsagligt endda rumligt og tidsligt afgrænset til de hyppige møder, CDR ville forestå. Udover møderne ville mine afgrænsninger for undersøgelsen udgøres af CDR's geografiske område, administrationen og medlemmernes interne forhold, - ja, og hvad der end måtte vise sig af signifikante forhold under feltarbejdet.

Overvågningsaspektet var det element i mit undersøgelsesspørgsmål, jeg var mindst klar over, hvordan jeg ville undersøge. Jeg håbede, det var noget, jeg ville finde ud af at kunne operationalisere og undersøge, når jeg var kommet og havde fået lidt tid til at finde ud af, hvordan det hele fungerede⁽¹¹⁾.

Jeg var godt klar over, at forløbet ikke nødvendigvis blev helt så struktureret som beskrevet, men jeg håbede på, at dette ville være en tilnærmet version af forløbet. Som det senere viste sig, blev der kun afholdt få møder, og på denne måde blev mødebaseret undersøgelse ikke den kontekst, der gav mig de fleste af mine data. Hermed var afgrænsningerne for, hvornår jeg ville være 'feltarbejder', flydt ud.

En afklaring af de værdimæssige forudsætninger, jeg tog til Cuba med, er på sin plads. Jeg havde i forberedelsen taget fag om sociale bevægelser i Latinamerika, men blev efterhånden meget opmærksom på, at en sådan vinkling teoretisk og metodisk ville implicere en negativt kritisk tilgangsvinkel. Det ville gennemsyre mine spørgsmål til felten på en sådan måde, at jeg ville lede efter signifikante mønstre, hvor konflikt, splid, utilfredshed, modstand og generel modvilje måtte vise sig. Det ville afskære mig fra at se, hvordan Cuba som system havde valgt at vægte værdier og tage det som et system med sin alternative indre logik.

Min grundindstilling var således deskriptivt frem for normativt at se på systemet for at finde ud af, hvordan folk reagerede og relaterede sig til dette system med dets aktivt overvågende instans og ideologiske kanalisering. Jeg ville forsøge at placere mig som feltarbejder i et skisma mellem konformitet og kritiske undersøgelser, for det var der, jeg ville være.

Jeg vil med denne rapport beskrive de metodiske, teoretiske og etiske overvejelser, som jeg har gjort mig under mit seks måneders feltarbejde på Cuba, fra 4. september 2000 til 4. marts 2001. Det er således ikke resultaterne af mit feltarbejde, jeg gennem min analyse er kommet frem til, som vil være ledetråden i nærværende rapport, men derimod en beskrivelse af, hvilke overvejelser, jeg gjorde mig og, hvilken kontekst, jeg bevægede mig rundt i, under den proces, det er at lave feltarbejde.

Introduktion til CDR

CDR er en masseorganisation om ikke i opbakning så i ordets kvantitative forstand. Organisationen blev dannet d. 28. september 1960, da Fidel Castro holdt sin tale for befolkningen efter at have været i New York til møde i FN (se ovenfor). Formålet med at danne CDR var som nævnt i afsnittet 'Baggrund', at danne et finmasket net over hele Cuba på basis af cuadra.

Hver cuadra danner således en komité, og en cuadra er: (fig. 1) Den stump gade, der ligger mellem to krydsende gader, således, at har vi gade X, der krydses af gade Q, R og S, så danner de folk, der bor på den stump af gade X, der er mellem gaderne Q og R én komité (grå) og dem, der bor mellem R og S, danner en anden (orange). De folk, der bor på gade Q mellem X og Y danner deres komité (blå) og så fremdeles. Det er således genboerne, de folk, der bor på hver sin side af gaden, der er i komité sammen.

 
Dette giver genboskabet på Cuba en særlig position, højst institutionaliseret og organiseret. Gennem dette system på basis af cuadra er der skabt et totalt netværk, hvor urbane områder er fuldt dækket af CDR'er, og netop cuadra'en (i stedet for blokken, der ligger i fire cuadra'er) giver optimale betingelser for den effektive overvågning, der er grunden til CDR's skabelse.

Hele Cuba er gennemorganiseret. Ikke kun gennem CDR, der som den største masseorganisation har indtegnet 84% af befolkningen som medlemmer, men også gennem andre masseorganisationer som kvindernes organisation, Federación de Mujeres Cubanas (FMC), der organiserer 80% af alle kvinder over 14 år. Der er et veletableret netværk af faglige organisationer, for universitetsstuderende, små og større bønder, men den største faglige organisation er arbejdernes fagforening, Confederación de Trabajadores Cubanos (CTC), der organiserer 99% af arbejderne (Lara 1999).

CDR har en særstatus blandt disse organisationer af flere årsager. Hvis man ser på, hvilke muligheder, der ligger fra centralt hold i at have organiseret hele landet, er det klart, at det giver en veludbygget infrastruktur for informationer. Denne infrastruktur udstyrer centralregeringen med et mobiliseringsværktøj uden sidestykke. Det er her værd at bemærke, at den cubanske informationsinfrastruktur i traditionel forstand med telefon, post og internetcomputer er i en meget dårlig forfatning. Der findes i år 2000 kun 473.031 telefoner på Cuba⁽¹²⁾, postvæsnet er notorisk berygtet, internetadgang er ikke tilladt for private, og netcaféer findes der kun enkelte af med skyhøje priser og utilregnelig opkobling. CDR giver regeringen mulighed for eksempelvis at indkalde til demonstration (typisk mod USA's politik overfor Cuba). Informationen går fra nationalt niveau, ned gennem systemet til cuadra, og rette tid og sted danner eksempelvis 800 000 cubanere den indkaldte demonstration (Granma 36/#233: 1). Dette sker i samarbejde med de andre organisationer, men CDR sikrer, at alle får beskeden: De sygemeldte, de pensionerede, dem, der ernærer sig ved mere utraditionel vis, altså også dem, der ikke omfattes af de andre organisationer.

Er der andre informationer, der hurtigt skal ud til hele folket, informationer om epidemiske sygdomme, tornadoer eller andre trusler, er det igen CDR, der bliver taget i brug. Det er ligeledes i CDR-regi, at vaccinationer koordineres og folkesundheds-undersøgelser bliver udført. Evnen til at kunne nå ud til alle i landet gennem denne infrastruktur har givet sundhedssektoren en effektivitet, der har forbedret levestandarden på Cuba.

CDR danner udover det ovennævnte også forum for diskussioner af den centrale ledelses nye retningslinier. Komitéerne fungerer som høringsorgan i forbindelse med afslutningspapirer på store kongresser, eller når nye love skal vurderes som folkehøring af lovforslag. Når et lovforslag skal ud til høring sendes det ud til CDR, der tager forslaget op til et møde efter, at det har været tilgængeligt til gennemlæsning. Her diskuteres lovenes relevans, mål og middel og et eventuelt ændringsforslag sendes videre op til zona-niveau (se bilag 3). Her samles de forskellige ændringsforslag eller godkendte forslag, de diskuteres, og jf. princippet om fællesnævneren sendes forslagene videre. Så fremdeles sendes forslagene tilbage til nationalt plan gennem municipio og provincia. Det er hermed CDR, der er garant for folkehøringerne, og de fungerer som et konkret bindeled mellem den centrale administration og 'folket'.

CDR danner rammerne for, at beboerne i en cuadra kan ytre klager over eventuelle mangler: Som bygningers dårlige stand, vejens beskaffenhed, eller eventuelle klager over kvaliteten af det nærmeste markeds grøntsager eller de statslige brødudleveringssteder. CDR har på denne måde en praktisk funktion i det cubanske samfund som mediator mellem det enkelte menneske og det centralistiske styre.

Eksekutivkomitéen

Beboerne i hver cuadra er organiseret i CDR gennem tillidshverv og diverse turnusordninger. Hver komité vælger deres forretningsudvalg, eksekutivkomitéen, der består af en overkoordinator, el presidente, og ni koordinatorer for forskellige områder. Valgene til disse tillidsposter er direkte og demokratiske, så beboerne selv opstiller kandidater blandt dem, der bor i cuadraen. De opstillede skal acceptere opstillingen, hvorefter beboerne vælger mellem kandidaterne. Man besidder posten, indtil man selv ønsker fritagelse, eller indtil beboere ønsker en afsat. De ni områder, der skal vælges koordinatorer for i hver komité, er: Overvågning, offentlig sundhed, socialt arbejde, militær, organisation, uddannelse, frivilligt arbejde, sparsommelighed og ideologisk arbejde.

Der har gennem tiderne været forskellige ansvarsområder for CDR, nogle er føjet sammen, fjernet eller der er kommet nye til alt efter samfundsudviklingen og de forskellige behov, der er opstået eller forsvundet. CDR er således ikke bare CDR, men er et produkt af samtiden og hermed varierer dens position og funktion sig gennem tiden⁽¹³⁾.

Den hierarkiske organisationsstruktur kopierer hele vejen igennem denne struktur af indsatsområder: 12-15 CDR'er i basen danner zona, som igen samlet over et geografisk område danner municipio, der organiseres i provincia, som samlet koordineres fra nationalt niveau, og gennem alle niveauerne er der koordinatorer for div. område. Således er der koordinatorer for ideologisk arbejde på cuadra-niveau (CDR), i zona, municipio, provincia og nacional (se bilag 3).

Jeg vil her kun komme ind på de for denne feltrapport relevante områder, nemlig overvågning og ideologisk arbejde⁽¹⁴⁾. Således vil jeg nu kort beskrive virket for overvågningskoordinatoren og koordinatoren for ideologisk arbejde i den enkelte CDR.

Overvågning

Overvågningsaspektet er som beskrevet det vægtigste aspekt af CDR's 'oprindelsesmyte', jf. rapportens baggrundsafsnit. Der ligger i begrebet vigilancia en dobbeltbetydning, der ikke indfanges af den danske oversættelse. Vigilancia har både betydningen af den disciplinerende overvågning (i tråd med Foucault 1994), men dækker ligeledes over den mere beskyttende 'vågen over nogen'. Der står om overvågningsbegrebet:

A veces se confunda la vigilancia revolucionaria con las guardias. Pero las guardias son sólo un aspecto de la misma. La vigilancia revolucionaria en nuestro país está encaminada no sólo a detectar al contrarrevolucionario, al espía o al diversionista infiltrado, sino también al delincuente, al elemento antisocial que pretenda hacerle daño a la Revolución y a la sociedad. Abarca las 24 horas del día y es constante, permanente.⁽¹⁵⁾ (DNC 1973: 15)

Det fremgår her, at vigilancia både skal konfrontere 'de andre' (fjenden udefra), altså holde vagt og overvåge, tæt forbundet med efterretningsvirksomhed, men også overvåge og finde fjender blandt 'os', der vil skade 'os', altså en beskyttelse af samfundet og Revolutionen, hvorved 'våge over' bliver betonet. Med denne dobbelttydighed på plads fortsætter jeg nu med at benævne Vigilancia 'overvågning', men beder læseren holde dobbeltbetydningen for øje.

Overvågningskoordinatoren skal koordinere den påbudte overvågningsturnus, der skal varetages af hver CDR: Der skal sidde en vagt og notere alt, hvad der sker på denne stump gade: Hvem, der går sammen med hvem, hvornår, hvor længe, hvordan de er klædt, hvordan er deres relation - helt i tråd med Fidels forskrifter fra dannelsen af CDR. De skal lægge mærke til mistænkelig adfærd såsom folk, der forsøger at holde sig skjult eller holder øje med foretagsomheden i cuadraen, folk, der fotograferer vigtige steder (butikker, lagre, politiske centre) eller opholder sig ved militærstrategiske områder som kystlinien, og der bliver gået vagter omkring vigtige bygninger/steder, der kunne være evt. attentatmål. Især skal der være en total overvågning af aktiviteterne omkring dissidenterne: Telefonaflytning, registrering af besøgende, nøje kontrol med korrespondance, og generelt vide, hvornår dissidenten går over den knivskarpe streg, så der skal skrides ind.

Der skal generelt indhentes grundoplysninger om alle i cuadra'en, hvor gamle de er, hvor de kommer fra, hvor de arbejder, hvornår de kom til, og selvfølgelig, hvor de bor i cuadraen, som bliver ført i en særlig bog af overvågningskoordinatoren. Og endelig skal der holdes øje et vågent øje med, hvad folk generelt foretager sig.

Overvågningen i den enkelte cuadra bør baseres på samvittighed eller bevidsthed, som der står om overvågningsarbejdet i CDR:

La vigilancia revolucionaria es - […] - un estado de conciencia, y por ello es importante que esta vigilancia esté acompañada de un trabajo ideológico, clasista, marxista-leninista.⁽¹⁶⁾ (DNC 1973: 15)

Citatet er fra 1973, og den store vægtning af netop klassebevidsthed og den marxistisk-leninistiske ideologi er ikke så fremherskende i dag. Tilbage om forventet embedsførelse står dog aspekter af moral, bevidsthed og samvittighed og en aktiv ideologisk opbakning til Revolutionen, der igen kræver koordination.

Ideologisk arbejde

Ideologisk arbejde refererer til, at man forventes at holde trit med Revolutionens nye ideologiske tiltag. Man skal kende Fidels taler, være inde i de forskellige hoveddokumenter, eksempelvis fra Partikongresserne. Det, koordinatoren har som opgave, er at holde informationsniveauet højt i cuadra'en gennem studiegrupper og at propagandere for den policy og ideologi, der tilskyndes til og udøves af staten. Det vigtigste for ideologisk arbejde-koordinatoren er at sørge for at holde et vist ideologisk øje på CDR'ens medlemmer, så der er sikret et fælles idégrundlag at tale ind i, så mobiliseringen af hele folket kan effektueres gennem reference til det samme paradigme:

La propaganda [sic!] es [una] tarea del trabajo ideológico y en la que más se han destacado los CDR. La gran labor realizada en propaganda explica - aparte de la estructura singular de la organización - que los CDR sean un poderoso vehículo de movilización de las masas en cualquier momento, para el cumplimiento de cualquier tarea.⁽¹⁷⁾ (DNC 1973: 25)

Hermed skulle der være sikret en ensartet og positiv, revolutionær ånd blandt hele Cubas befolkning, men praksis er mere heterogen og knapt så kontrolleret, som der her lægges op til med de to områder, overvågning og ideologisk arbejde.

Jeg vil nu vende mig mod praksis, der er anderledes komplekst og problematisk. Således stiller jeg skarpt mod selve feltarbejdets første stade og de udfordringer, jeg mere eller mindre bevidst satte mig selv overfor. Min strategi var først efter ankomsten at skaffe mig sprogkurser, der skulle være visumgivende, falde til og udbygge min feltforberedelse, inden jeg ville give mig i kast med selve feltarbejdet.

Adgang til felten

Ankomst til La Habana

Jeg kom til Cuba uden at have nogle aftaler på plads i forvejen. Hastige ændringer i placeringen af feltarbejdet til La Habana⁽¹⁸⁾ havde gjort mange forberedelser til Cienfuegos nytteløse, og jeg fandt mig selv i flyveren uden, at nogen anede, at jeg var på vej, uden forskningstilladelse og uden visum til mere end 30 dage⁽¹⁹⁾. Som den absolut sidste passager efter sidste fly tog jeg en taxa ind til byen og fandt et sted at sove for natten.

Næste dag pejlede min rare, men alt for dyre, udlejer mig i retning af universitetet kl. 9, og kl. 11 havde jeg mine første spansktimer. Min lærer viste mig efter undervisning ned til en veninde, der udlejede værelser, hvor jeg indlogerede mig. Jeg havde således allerede på min første dag løst to væsentlige opgaver: Fundet et sted at bo og indskrevet mig på universitets spanskkurser.

Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg ikke var den eneste antropolog, der havde valgt at tage til Cuba. Da jeg begyndte på Universidad de La Habana, var det mere reglen end undtagelsen, at de udenlandske medstuderende også var faglige kolleger indenfor: Antropologi, udviklingsstudier, politologi, eller andre samfundsorienterede fag. Forhindringerne for at dedikere sig til undersøgelser var dog udbredte og mangeartetede: Tidsrøvende visumproblemer; økonomiske begrænsninger i forhold til den uforudsete store udgift til bolig og mad; den knappe adgang til internettets faciliteter; en lille variation i den tilgængelige litteratur; bureaukratiske tovtrækkerier; sproglige forviklinger; og især ikke at være fortrolig med diskursen.

Et eksempel på sådanne problemer var at opnå at forsøge at leve op til de bureaukratiske krav til at modtage mit carné de identidad⁽²⁰⁾. De større konflikter udspillede sig i særdeleshed med sekretærer på diverse kontorer. Mange af mine medstuderende blev fortvivlede over, at disse service-medarbejdere ikke så meget som smilede og sagde "goddag", når man kom indenfor døren. Man blev mødt med et nik og andet nik i retningen af en stol, man kunne sidde på. Dette blev for mig en nærmest karikeret underholdning, mens timerne i ventesalen hobede sig op dag efter dag i over en måned. At følge de andre udenlandske studerendes provokation af dette, de forsøgte taktikker på at håndtere dette ubønhørlige system, der ikke tog sig af, hvis man var så uheldig at ramme imellem kategorierne i bureaukratiet. Mange udenlandske studerende blev på denne bekostning nødt til at forlade landet for at vende tilbage igen med et nyt visum, man så kunne håbe på til den tid at få konverteret til et studievisum. Det bureaukratiske systems uimponerethed over fortvivlede situationer og mødet med et træk på skulderen og "det kan jeg ikke gøre noget ved, prøv det andet kontor igen", var i sig selv et studie værd. Jeg blev meget fascineret af bureaukratiet og dets virkemåde, hvornår dørene åbnede sig uforudset meget og til andre gange var hermetisk lukkede. Dagen jeg modtog mit carné var dog en glædens dag, og jeg fik adskillige timer mere til rådighed om dagen.

Problemer med at springe ud som antropolog

Det var ikke et særsyn for borgerne i La Habana, at der var udenlandske antropologer, og de fleste vidste, hvad en antropolog var og havde et repertoire af forestillinger i forhold til disciplinen. Det var svært at finde ud af, hvilke semantiske associationer, hvis nogen, antropologer som kategori indgød, men et eksempel vidner om de negative konnotationer, der bl.a. var tilknyttet disciplinen.

Jeg kom i en situation, der satte fingeren på, hvordan man som antropolog var 'mærket': Jeg sad med en canadisk antropologistuderende, Rachel, på en paladar (spisested) med fire cubanske venner og en ungarsk medstuderende, og efter et stykke tid kom det hjemvante spørgsmål, 'hvad laver du så?'.

På et tidspunkt rundt om bordet, da vi sad og spiste kylling, spurgte Anna Maria Rachel, "¿Qué haces?", og Rachel sagde, at hun var antropolog, - underlig tavshed, - "ja, ligesom Thea". Jeg læste helt utvetydigt ud af situationen, at antropolog er et uhyre ladet ord. Anna Maria, som jeg havde hængt ud med hele aftenen, kiggede med det samme skråt ned på bordet og med et helt alvorligt blik i øjnene, tilsvarende var Marco tavs og kiggede væk. Kun Rachels kæreste og vores ungarske ven responderede. Jeg har herved fået en tvivl i forhold til, hvordan jeg skal gribe min præsentation af mig selv an. (Fra feltdagbogen, d. 15. sep. 2000⁽²¹⁾)

Jeg havde ikke fortalt, at jeg var antropologistuderende, da min ungarske ven og jeg havde præsenteret os som sprogstuderende. Det var et stærkt moment under mit feltarbejde, for da oplevede jeg, hvordan en sammenkomst her i denne situation blev karakteriseret af tavshed, alvor og bortvendte blikke. Tre sjældenheder i sociale sammenhænge på Cuba. Sociale situationer udmundes sjældent i en pinlig stemning, for normalt vil pinligheder blive afbøjet med humor og andre situationsreddende taktikker.

Jeg havde på dette tidspunkt ikke tilkendegivet overfor den familie, jeg boede hos, at jeg var antropologistuderende, og at jeg var der for at lave feltarbejde om CDR. Grunden var, at jeg ikke ville karakterisere mig som feltarbejdende i første omgang, men netop ville vente med påbegyndelsen af feltarbejdet, til jeg havde større sproglig og social kompetence. Jeg så mig selv som sprogstuderende, hvor jeg ensidigt satsede på at opøve færdigheder indenfor den cubanske variation af spansk. Mine dage gik med fire timers intensiv spanskundervisning efterfulgt af ca. 8 timers hjemmearbejde. Det var dette aspekt og blot at stikke fingeren i jorden, jeg ville arbejde med den første måned. Men som før hørt kan man ikke regne med stringent at kunne følge de planer, man lægger under et feltarbejde.

Jeg fandt efter halvanden uges tid ud af, at jeg boede ved præsidenten for vores CDR. Dette komplicerede, at jeg ikke med det samme havde præsenteret mig som etnograf på feltarbejde. Ovennævnte situation fra feltdagbogen skete et par dage efter, jeg fandt ud af, at jeg boede ved væsentlige potentielle informanter. Jeg var ikke blevet spurgt, hvad jeg lavede derhjemme i Danmark, men der var en konsensus om, at jeg var i La Habana for at lære spansk, hvilket givetvis var sådan, min spansklærer havde præsenteret mig.

Dette gav anledning til store etiske overvejelser. Husmoderens søster var min største bekymring. Hun var den, jeg hurtigst lærte at kende, da hun talte lidt engelsk og gerne ville træne det. Hun boede lige overfor i vores cuadra, men var i vores hus 4-6 timer dagligt for at hjælpe med at underholde bedstemor, samt med rengøring og madlavning. Hun kom op næsten hver dag og hjalp mig med mit hjemmearbejde, hvorefter vi snakkede om revolutionens omkostninger og goder, hendes liv, håb og ønsker. Hun søgte en interesseret lytter, hvilket jeg var. Vi havde talt om personlige emner, politiske emner, og hun havde talt om CDR et par gange.

Nu da jeg vidste, at jeg boede ved CDR-aktive folk, overvejede jeg, hvordan jeg skulle præsentere mig, og det var under disse overvejelser, at jeg oplevede den ovennævnte pinlige episode. Vi var som antropologer negativt mærkede. Det var det, der var mit dilemma: Jeg havde allerede fået nogle oplysninger om mit tema for feltarbejdet af Marianna, som jeg vælger at kalde søsteren. Ganske vist sporadiske oplysninger i uformelle sammenhænge, men hun vidste ikke, at jeg havde et mål med denne information. Også karakteren af informationen vanskeliggjorde min 'afsløring' af, hvem jeg var. Marianna var ganske kritisk overfor organisationen, og havde givet udtryk for nogle holdninger og dubiøse virkemåder i CDR, som hun måske ikke ville have fortalt mig, dersom hun havde kendt til min professionelle interesse i emnet.

Da Marianna fortalte mig, at Carlos, faderen i huset, var præsident for vores cuadras CDR, var det i forbindelse med den forestående fejring af årsdagen for CDR's opståen. CDR fejres hvert år d. 28. september, hvor man i cuadra'en tilbereder en fest-suppe, der holdes en tale, og indvier eventuelle nye medlemmer af CDR i cuadra'en, de, der er fyldt 14 år i det forløbne år og som bakker op om Revolutionen. Det var denne dag, hun fortalte mig om, hvor hun opfordrede mig til at deltage. Selv ville hun helst have været fri for at deltage, men det kunne hun jo ikke som præsidentens svigerinde. Jeg viste mig mere og mere interesseret i CDR, og deltog som husets repræsentant ved tilberedningen af suppen på festdagen. Bedstemor sagde, da hun hørte, jeg var på vej ned på gaden for at hjælpe med til at tilberede suppen, "Hvilken revolutionær!", hvilket fik Marianna til at grine rystende på hovedet, både over det antikverede udtryk, 'revolutionær'⁽²²⁾, og over at det skulle bruges betegnende for mig.

Jeg blev mere eksplicit omkring min interesse for CDR og begyndte lidt efter lidt, bid for bid at fortælle, at jeg studerede antropologi. Undervejs forsøgte jeg ikke at grave i temaet. Jeg ville vente til sprogkundskaberne var i orden, og vigtigst, til jeg havde opnået en vis grad af informeret samtykke. Jeg fik fremført mit projekt på den måde, at jeg var blevet interesseret i CDR gennem vores samtaler og ved min aktive deltagen, og nu hvor jeg var her, kunne jeg udnytte chancen til også at lave noget fagligt. En tvivlsom omgåelse af sandheden, men ikke desto mindre fik jeg fortalt, hvem jeg var, og at det var en faglig interesse, jeg havde til CDR.

Mine bøger var endnu en overvejelse i forhold til dette, da jeg havde masser af fagbøger med. Bøger, Marianna havde set. Hun havde hjulpet mig med at flytte tingene på plads, og hun gjorde værelset rent flere gange for at gøre mig glad. Oftest sad vi ude i mit lille køkken, når vi talte, men vi havde da også siddet inde på værelset, så bøgerne havde hun set. Jeg valgte dog alligevel at holde fast i denne strategi, og med is i maven, ville jeg vente til, hvis Marianna skulle få lyst til at tage fat på denne diskrepans, og så fortælle hvorfor jeg havde valgt at gøre, som jeg nu havde.

Marianna og jeg havde en lang snak under et af de hyppige strømafbrydelser, hvor hun spurgte ud til mine intentioner. Hvorfor jeg interesserede mig for CDR? Hvad skulle jeg bruge informationerne til? Hvem var de til? Hvad ville jeg med det? Og igen, jamen hvorfor jeg interesserede mig for CDR? Denne samtale blev et vendepunkt. Her fik jeg mulighed for at fortælle Marianna om min interesse for CDR og gennem forklaringer lægge afstand til mistolkninger i retningen af spion eller politisk kontrarevolutionær. Jeg havde ikke lov til at lave mine feltstudier fra officiel side, jeg havde ingen forskningstilladelse, så jeg var stærkt afhængig af velvilje fra såvel informanter som institutioner. Jeg var indskrevet på sprogkurser, og det var som sprogelev, og ikke som feltarbejder, at jeg havde opnået mit visum. Vigtigst for mig var, at jeg nu havde det ude i det åbne, hvem jeg var, og hvad mine hensigter var, så måtte jeg tage det derfra og håbe på goodwill.

Forholdet til Marianna blev kølet lidt ned efter dette. Hun var mere mistænksom overfor mig. Men det var ligeså bemærkelsesværdigt, at hun en sjælden gang imellem kom op, når Carlos ikke var hjemme, for at fortælle mig om CDR og nogle kritisable virkemåder, der var blevet institutionaliserede i komitéerne. Jeg fik færre oplysninger, men dem, jeg fik, var på basis af informeret samtykke, hvilket betød meget for mig og min administration af den professionelle relation feltarbejder-informant. Jeg fandt det påfaldende, at hun alligevel, dog i langt mindre grad end før, fortsatte med at fortælle mig om CDR. Jeg vidste, at der var meget på spil for hende.

Denne indledende erfaring om, hvordan jeg præsenterede mig selv, prægede markant mine senere præsentationer af mig selv. Jeg krævede af mig selv at opnå en vis form for informeret samtykke af de folk, jeg ville spørge ud om emnet. Der ville være ligeså meget på spil for dem, som der var for Marianna.

Metode⁽²³⁾

Det, der kunne udløse, at jeg var 'en feltarbejder på feltarbejder', var ofte tilfældigheder: En bemærkning, et hændelsesforløb for en af mine udenlandske kolleger, en sænket stemmeføring, et nervøst blik til alle sider, et tilfældigt møde, en pludseligt opstået situation, mine spørgsmål og spørgende blikke, der bliver mødt enten med forklaring eller fortielse, og hvorfor nu det? Feltarbejdet oplevede jeg som en yderst intens interaktion, og der var konstant noget, der nagede i baghovedet, nogle brikker, der skulle findes plads til i puslespillet, teoretisk revision og nye åbninger, samt fascinationen ved at arbejde med en så kompleks problemstilling. Pendulet svingede mellem at være analytiker og 'almindeligt hverdagsmenneske' ad den ene akse, deltager og observatør på den anden, og ad den sidste akse fra konform til kritisk, svingninger, som delvist styredes af mine egne dispositioner og delvist af pludseligt opstående hændelser.

Her i dette kapitel vil jeg gennem eksempler fra feltarbejdet og ved at eksplicitere de forskellige metodiske indgangsvinkler forsøge at lade læseren forstå, hvilke valg jeg har truffet undervejs i feltarbejdsprocessen. Hvilke begrænsninger jeg stod overfor, hvilke muligheder jeg kunne vælge at gribe, og hvilke jeg måtte lade forpasse. Mine metodikker indbefattede både interviews og deltagerobservation, herunder at modtage undervisning på området og indsamle baggrundsmateriale om emnet.

Interview

Interviewene spændte fra ganske ustrukturerede samtaler til et niveau, hvor jeg indtog rollen som ordstyrende interviewer med minidisc-optager og min interviewguide foran mig på bordet. De ustrukturerede interviews var den mest anvendte form i begyndelsen af feltarbejdet, dels på grund af begrænsede sprogkundskaber, dels for at finde ud af, hvordan ordbrugen var, og for at lade dem, jeg omgikkedes, fortælle mig, hvad de syntes var mest relevant. Jeg lagde således ud med at forsøge at få fortællingerne i den form, mine informanter ville udlægge dem.

Det var karakteristisk, at der var en fortælletrang, at forskellige informanter gerne ville give mig forudsætninger for at forstå Cubas historie, samtiden, og tidens udfordringer for samfundet. Det var straks sværere at komme ind på, hvad mine informanter, syntes om CDR personligt, og hvordan deres eget forhold var til organisationen⁽²⁴⁾. Jeg har et eksempel fra et interview, jeg lavede i den cuadra, jeg arbejdede mest i. Jeg havde lavet flere interviews med forskellige koordinatorer der, og kendte mange af de 'almindelige' beboere også. Jeg fortalte, at jeg godt kunne tænke mig at høre noget mere om de personlige erfaringer med CDR, og mere om hverdagslivet i CDR-kontekst. Jeg blev foreslået at tale med en kvinde, da hun ville fortælle mig mere om CDR i denne retning. Dagen efter kom interviewet i stand med mine værter som mellemled, og jeg kom ud for at lave interviewet. Interviewets grundidé, at skulle udfylde et hul i mine hidtidige interviews, den mere erfarede og personlige relation til CDR, blev dog med det samme redefineret.

Her kommer den første del af transskriptionen af interviewet. Jeg er lige kommet ind i huset, og er blevet taget godt imod med orangeade. Jeg er glad for, at kvinden virker til at være afslappet og velinformeret om mig og mit projekt. Jeg forklarer, at jeg er antropologistuderende og, at jeg laver undersøgelser om CDR, men hun afbryder mig nikkende og afværgende. Inden minidisken sættes til at optage, forklarer jeg, at jeg optager for at kunne grave tilbage i interviewet igen, og hun svarer, at jeg bør tage noter undervejs også, for det vil også kunne hjælpe mig. [Klik her for at se det oversatte interview.]

A: - también puede ayudarte también.
Q: Sí, y es por que a veces me faltan -
A: Claro.
Q: muchas cosas [griner undskyldende] Porque todavía me falta mucho de lengua. Y es más-
A: Más o menos. Lo hago más despacio, lo voy a hacer más despacito, lo vayas[sagt utroligt hurtigt]-
Q og A: [Griner over mit overrumplede udtryk over hastigheden i sproget]
Q: Sí [griner] - gracias.
A: Tú me preguntas algo [grinende] - yo te hablo en general [mere seriøst].
Q: Mmm, mm. [Kigger afværgende i interviewguiden for at købe lidt tid til overvejelse af interviewets retning - ærget over "general"].
A: Me puedes ayudar y también [hendes mand] me ayuda porque a veces hay algunas cosas y, y.. y.. entre nosotros dos podemos hablar [nikker hen til hendes mand, der sidder oppe ved spisebordet lidt væk og har vendt sig mod os] ¿No?
Q: Sí.
A: ¿No hay problemas?
Q: No, no, no, es perfecto, sí.
A: [Griner lidt forlegent]
Q: Bueno. [tsk] Ahora, yo sé algo de la organización -
A: Lo que es la organización de los CDR, la función ya la tú sabes, y los objetivos tú ¿los tienes ya?
Q: Mmm, sí más o menos, pero-⁽²⁵⁾

Kvinden afbryder mig og begynder at tale om CDR's oprindelsesmyte og om organisationens struktur og ansvarsområder. Alle de områder, jeg allerede har hørt om. Min intention om et mere personligt vinklet interview er her i introduktionsfasen og i forhandlingen om interviewets rammer allerede afledt.

Jeg fandt den indledende forhandling for samtalens eller det mere formelle interviews rammer for ganske afgørende og for særdeles informativt. Netop introduktionen af min interesse for CDR og reaktionen herpå var en rig kilde til information. I mere almindelige sociale sammenhænge stødte jeg ofte på en overrasket reaktion, når jeg nævnte CDR. En gang oplevede jeg en mand gå i vrede over, at jeg nævnte organisationen. Han kiggede med afsky på mig og vendte sig om og gik. Andre spurgte mig halvt i sjov og halvt alvorligt, hvorfor jeg dog ville beskæftige mig med noget så ucharmerende og ufestligt som CDR. De mente, jeg burde finde noget, der var mere livsbekræftende. Forsøg på at grave ind i denne opfattelse blev ofte mødt med emneskift eller afvisende træk på skulderen krydret med tavshed, og gentagne forsøg medførte gentagen respons. En bekendt, der mente, at det da måtte være det mest kedelige, at beskæftige sig med, sagde: "Jamen, det er så hverdagsagtigt og … ja, uinteressant", da jeg spurgte ham, hvorfor han syntes, jeg burde koncentrere mig om noget andet. Det var interessant. Jeg vendte spørgsmålet rundt og spurgte ham, hvorfor han dog syntes det, og gennem samtalen brød flere niveauer frem med hvert spadestik dybere:

1. CDR er hverdagsagtigt, kedeligt og allestedsnærværende - de er overalt, de falder ind under det generelle og uinteressante.
2. CDR er en sladreklub og bryder ind i, hvad man går og foretager sig. De blander sig i ens affærer og private anliggender.
3. CDR vil bestemme over en. "¡Hay que cumplir!", der er pligter, som organisationen kræver, man tager del i.
4. CDR er politiagent og anmelder.
5. CDR er den masseorganisation, der mest gennemsyrende er med til at hjernevaske samfundet og skabe illusionen om systemets fortræffeligheder og ufejlbarlighed. Men i virkeligheden er CDR's specialisering undertrykkelse, frygt og ensretning.

Som det fremgår af disse niveauer, er karakteren af relationer til CDR afhængige af, hvilket niveau, man taler på. Det er den samme vel at mærke kritiske mand, der her spænder over de forskellige niveauer: fra a) værdineutral, til at accentuere CDR's virke som e) produktion og reproduktion af et undertrykkende samfundssystem.

Jeg har fokuseret på denne skalære forholden sig til CDR som organisation. Ikke kun i dette tilfælde, men gennem samtaler og interviews med andre informanter. Netop niveau og kontekst for en udtalelse eller handling var signifikant for den videre fortolkning og analyse.

Jeg oplevede, at direkte spørgsmål om kritisable forhold såsom overvågningens ubehagelige karakter, ikke var kilden til information, og at svarene så ofte blev taget op på et meget generelt plan. Jeg spurgte derfor i formelle interviews ofte indirekte ind til overvågningsaspektet, såsom: hvilke informationer blev bragt videre fra cuadra-niveau til zona? Hvor i hierarkiet stoppede videregivelsen af eksempelvis informationer om prostitution? Sort marked? Udlejning? Tyveri? Dissidenter? Hvilke informationer skulle indsamles om alle i cuadra'en? Jeg forsøgte hermed at finde frem til, hvad overvågningen screenede for, finde petitessegrænser og være opmærksom på tvivlsspørgsmål, der kunne antyde praksis' gradbøjning af offentlige retningslinier. Denne information krydsede jeg med indtryk fra mere uformelle samtaler, hvor kritik af overvågningsaspektet var mere udtalt som eks. med min bekendte og med Marianna.

Spørgsmål om ideologi og propaganda udførte jeg i starten på samme indirekte facon, men jeg fandt hurtigt ud af, at det mere skyldtes min forventning om, at det skulle være delikat. At bruge ord som propaganda var jeg ikke vant med. Ordet propaganda optræder ofte i bøger om CDR, og mere ekstrem sprogbrug som 'la ley asesina⁽²⁶⁾' eller 'socialismo o muerte' er en del af mediebilledet og den offentlige diskurs. Her gjorde det skalære forhold sig dog ligeledes gældende, at man kunne tale i den offentlige diskurs med en vis ligegyldighed mens praksis med turistindustriens hjælp lå i skarp kontrast til og ikke blev dækket ind af denne. Direkte ideologisk debat om denne diskrepans opnåede jeg dog ikke i interviews, kun debat om praktiske og økonomiske problemstillinger.

Det var ikke nemt at styre interviewene, da hvert spørgsmål affødte lange svar, der præciserede præmisser og baggrundsstof for svaret, der ligeledes ofte var komplekst. Det var således et vigtigt redskab at have interviewguides som rettesnor for, hvilke spørgsmål, jeg havde fået svar på og for at holde fast i en rød tråd gennem interviewet. Jeg gik derfor i gang med at tegne mind-maps for at finde huller og sammenhænge i det, jeg havde fået at vide. Udfra disse lavede jeg forskellige interviewguides, som jeg ville følge under interviewene⁽²⁷⁾.

Interviewguides

Jeg var startet med få spørgsmål, der gav lange svar, men med interviewguiden blev der lagt mere vægt på de forskellige dele af svarene: navnlig de dele, der besvarede min egen opdeling for relevans, mine emner og underemner i interviewguiden. Det er et redskab, der er effektivt til sin tid og kan virke utydeliggørende for de svar og informationer, man får, hvis anvendt på forkerte tidspunkter. Det er et spørgsmål, der rækker langt ind i den teoretiske debat om universalisme overfor relativisme⁽²⁸⁾. Her vil jeg blot nævne, at jeg var glad for min tilbageholdende, mere passive start på feltarbejdet, hvor jeg forsøgte at fornemme de emiske udlægninger frem for straks at lade det teoretiske tankegods og mine personlige vinkler dominere mine første interviews. Men netop under arbejdet med interviewguides var tidspunkter, hvor jeg reflekterede over de analytiske aspekter af feltarbejdet, og det var her, jeg koblede teori og empiri. En helt uundværlig og uvurderlig tilbagetrukken proces, hvor jeg satte mine personlige, teoretiske og analytiske overvejelser i centrum - og skød overvejelser bort, man gør sig blandt andet om impression management (Goffman 1990 [1959]), når man er ansigt til ansigt med informanter.

Interviewguides er for mig en metodisk proces under feltarbejdet, og udover de nævnte fordele, er det også et redskab, der sætter triangulering af data i system. Jeg kan kopiere dele af en interviewguide til en anden, og derved sørge for at få afdækket samme spørgsmål fra en anden vinkel, fra en anden person. I mine interviewguides søgte jeg således hele tiden at få svar på aspekter af overvågningsdelen som det ideologiske arbejde i CDR og, hvordan man i praksis fortolkede og forholdt sig til CDR.

Rollespil

I interviewsituationerne anvendte jeg ofte rollespil som interviewer. Jeg lagde i starten af feltarbejdet i interviewsituationerne ofte ud med at underkommunikere min viden indenfor feltet. Det var en rolle som Lofland kalder 'acceptable incompetent' (Hammersley et al.1995: 99-100). Denne rolle af selvvalgt naivitet anvendte jeg dels på grund af min usikkerhed i forhold til, hvordan folk ville reagere på mine spørgsmål, og dels fordi jeg endnu ikke havde en forskningstilladelse, hvorfor jeg forsøgte at underkommunikere (Goffman 1990) min status som feltarbejder, også selvom de interviewede var underrettede om mit feltarbejde. Jeg kom i forrige kapitel ind på problemstillinger omkring informeret samtykke, og her vil jeg blot nævne, at denne problemstilling gav anledning til mange overvejelser til mine valg af roller i starten af feltarbejdet, inden jeg fik skabt mig en 'linie' for, hvordan jeg ville håndtere problematikken.

Senere i feltarbejdet fandt jeg det strategisk at anvende en anden form for naiv rolle under interviews med informanter, jeg lavede interviews med for første gang. En rolle, der ikke i lige så høj grad var præget af tabula rasa om emnet, men mere gav plads til, at mine informanter kunne vælge enten den officielle diskurs eller den uofficielle og mere brogede version. Jeg syntes bestemt ikke om denne påtagede rolle, da jeg synes, man som feltarbejder, bør investere sig selv på en så fuld og reel måde som muligt i interviewsituationerne, såvel som man også ønsker, ens informanter gør det. Men det var en måde at vejre på, om jeg havde informanternes tillid, og for at beskytte tidligere interviewede såvel som førstegangsinterviewede i interviewsituationen. Det var i lige så høj grad en beskyttelse af mig selv og mit feltarbejde som en beskyttelse af informanterne.

Beskyttelsen bestod i, at jeg måtte undlade at anfægte de udlægninger, der var i direkte samklang med dem, staten promoverede. Jeg ønskede ikke at "fange" mine informanter, men at give dem mulighed for, at sige: "Det her tør vi ikke alligevel". At jeg lader informanten fortælle mig, at vedkommende ikke tør afvige fra den officielle version, kom ligeledes til udtryk i uddraget fra interviewet, der er medtaget ovenfor. De informanter, der derimod fortalte mig om de mere brogede sider af CDR og samfundet, ville, hvis jeg havde insisteret på at 'komme ind til informantens eget synspunkt' og ikke accepteret den officielle version i nogen af interviewene, være yderst afhængige af mine følgende informanter, at de ikke ville forråde dette nærmest hemmelige selskab med de andre interviewede i mine undersøgelser. Ved at acceptere den officielle version "fredede" jeg så godt, jeg kunne, alle, jeg havde lavet interviews med, idet interviewet blot kunne have været (som det så også nogle gange var) i tråd med de officielle fremstillinger. Denne taktik var jeg stødt på i dagligdagen blandt mine informanter og bekendte. Det var måden, man sikrede sig på. Således kopierede jeg denne taktik fra de emiske taktikker, og jeg er derfor ikke i tvivl om, at mine informanter genkendte strategien og kunne spille med på den. Jeg lagde således ud med at udstikke interviewets rammer, og på svarene var det ganske åbenlyst, om informanten i situationen ønskede at holde sig til den sikre officielle version eller tale mere frit.

Den offentlige version var meget let genkendelig. Det kan i første omgang lyde prætentiøst, at jeg hævder at kunne afkode den offentlige diskurs fra den personlige udlægning. Det var dog ikke svært i dette tilfælde, da jeg gennem aviser, tv, cubanske bøger og en konference, der støttede den cubanske vej, fokuserede meget på denne version. Og den var meget let genkendelig. Ned til mindste sprogbrug, og til hvilke ord, man satte efter hinanden. Jeg et eksempel fra førnævnte interview, der viser, hvordan der er en ord-korrekthed i den offentlige version, og det illustreres her ganske tydeligt, hvor snært 'den offentlige diskurs´' ordvalg er: [Klik her for at se det oversatte interview.]

A: (m) Entonces, como nosotros vivimos aquí, y nosotros sabemos que la vecina de arriba, trabaja hasta las seis de la tarde y no va a poder recibir la pastilla. El de salud publica por el CDR que atiende de la salud publica se encargaría, que cuando llega a las seis de la tarde la mamá con su bebé, de darles la vacuna.
Q: Para que-
A: (k) todo el mundo -
A: (m) todo el mundo se vacune.
A: (k) Sí.
A: (m) De esa forma por ejemplo se erradicó la copa de Cuba.
Q: Aham, muy, muy eficiente.
A: (m) Sí. .. ¡Y! Poco dinero.
Q: Sí. (Afbryder A (k)) Es también una de las causas por que tengo este interés. Es que hay.. Esta organización es tan amplia-
A: (k) No amplio, muy-
A: (m) Masiva -
A: (k) Es masiva-
Q: Masiva.
A: (k + m) Masiva.
Q: (Afbryder igen) Y además que tiene estas posibilidades que muy rápido -
A: (m) Exacto.
Q: es posible, eh, informar a todo el pueblo, o-
A: (m) ¡Llega!
A: (k) Llega.
A (m) Llega hasta las más apartadas.. Llega.
A (k) Mm (affirmerende). Otro es en cuanto a la salud, en cuanto por ejemplo una catástrofe, un ciclón, aquí eso pasa mucho, en por ejemplo en octubre hay ataques de ciclones y esos matan muchas personas...⁽²⁹⁾

Dette interview, tænkte jeg, da jeg gik derfra, var spild af tid. Mine informanter havde talt lige udfra de officielle fremstillinger, ned til mindste detalje. Jeg forsøgte at følge denne version, men faldt igennem på ordvalgene. Jeg forsøgte også i denne situation, at vække tillid til mine informanter, der begge var medlemmer af eksekutivgruppen af denne CDR. Jeg ville vise, at jeg allerede vidste noget om CDR, og at jeg ikke var ude på at hænge organisationen ud.

Informanterne Ernesto og Annabella

Det var svært at finde folk, der turde give et nuanceret og engageret billede af CDR og de udfordringer, CDR stiller for folk generelt. Men min hovedinformant var anderledes. Jeg mødte en godt og vel midaldrende mand, som jeg ad omveje havde hørt nok godt turde tale med mig om CDR, "él habla"⁽³⁰⁾, fortalte en ven mig. Han, 'den talende', Ernesto, var eks-præsident for sin CDR. Han havde en ligefrem indstilling til, at jeg skulle høre om alt det gode som det dårlige, "lo bueno y lo malo", ved CDR. Det var igennem mange løbende samtaler med ham, at jeg fik syn for den forhandling, der sker lokalt i de enkelte CDR'er. Han fortalte mig om den tvist, der ligger mellem administrationen CDR's områder og eksekutivkomitéens opretholdelse af det gode naboskab. Det var gennem disse interviews, jeg fik en vinkel på den lokale fortolkning af, hvad der bør sanktioneres, og hvad der falder indenfor rammerne for tolerance. Opretholdelsen af en privat sfære selv i et system af overvågning og detaljerede informationer om de umiddelbare naboer blev et tema, vi diskuterede ofte. Også sladderen, der var en af CDR's akilleshæle, kom frem under vores samtaler. Et officielt sanktionskrævende område for CDR var den ulovlige økonomiske virksomhed i form af ulovlig udlejning, sortbørshandel og snyd med tal på varer. Dette fremhævede han som et område, der i praksis ikke blev sanktioneret fra CDR's side. Man kunne risikere sanktioner fra politiets side, men CDR ville i lokale sammenhænge vægte naboernes interesser højere på dette område. Som han sagde: "Alle skal jo overleve på en eller anden måde". Han viste mig en usædvanlig tillid, som jeg studsede over. Hvorfor turde han tale så ligefremt om disse emner? Jeg fandt ud af, at hans familie havde været aktive under de blodige år, Revolutionen kæmpede sig til magten. Også hans militære baggrund kom frem. Det var dog stadigvæk ikke helt klart for mig, hvilke bevæggrunde Ernesto havde for at turde tale med mig. Jeg fandt aldrig helt ud af dette.

Jeg fortalte en anden informant, Annabella, om nogle af de informationer, jeg havde fået fra Ernesto (selvsagt uden at angive, hvem han var), dels for at triangulere mine data, dels for at få yderligere information i denne retning. Hun sagde til mig, at den person, jeg havde hørt dette fra, måtte være utrolig sikker. At det var skarpt og præcist, meget nuanceret, men også farligt for ham at fortælle mig om dette. Han måtte være højt oppe i systemet, have en sikkerhed mod repressalier, og han måtte være en person, der vidste noget om det, der foregik. Det var nok for mig at få verificeret mine anelser om Ernestos usædvanligt ligefremme diskussioner med mig. Jeg fik dog sat dette i relief i og med, at Annabella selv bad sig fri for at diskutere CDR på trods af vores meget tillidsfulde relation.

Hun fortalte mig, at hun foretrak ikke at tale direkte om CDR, da hun ikke havde meget godt at sige om det, og så måtte man tie. Hun ville gerne senere have en sympati fra organisationens side. Selv om vi sad i hendes stue midt i hendes lejlighed, så turde hun ikke komme ind på det. Vi sad og hviskede og kommunikerede meget med ansigtsmimik og fagter på trods af, at vi var alene hjemme. Hun stolede på mig og havde tillid til min diskretion, alligevel var sandsynligheden for, at CDR ville vide, hvis hun i fortrolighed fortalte mig om hendes kvaler med dem, for stor. Hun foretrak at fortælle mig om råddenskaben til de lukkede partimøder frem for at diskutere og kritisere CDR. Dette faktum gjorde det tydeligt for mig, hvor gennemsyrende følelsen af konstant overvågning er, og den skræmmende store betydning CDR som nabokomité har frem for den ellers anerkendte sværvægter, Partiet, der som en lukket kreds, udvælger sine nye medlemmer af eliten.

Deltager-observation

Deltager-observationen var et fremtrædende element igennem hele feltarbejdet. En oplagt grund til dette var, at når man lever og bor et sted, indsnuser man måder at gøre ting på. Man er kropsligt tilstede og deltager i de samme rum som andre. Ligeledes observerer man og interagerer konstant med andre, hvorved deltager-observation er et uundgåeligt aspekt af hverdagslivet.

Min vægtning af deltager-observation skyldtes dog også manglen på vovende informanter, der ville indvillige i at stille op til mere formelle interviews under informeret samtykke, som nævnt i foregående kapitel. Det er vanskeligt at sætte et markant skel mellem uformelle interview og deltagerobservation, da det ofte var i sociale kontekster med min egen deltagelse og pauser i samtaler til mere koncentreret observation, der i praksis var mest fremherskende for de mere ustrukturerede sider af feltarbejds-metodikken. Jeg fik dog adgang til en betragtelig del mine data gennem disse uformelle, mere erfarede metoder.

Social kompetence

Jeg beskrev ovenfor under afsnittet om Annabella, at vi havde siddet og hvisket inde i hendes stue. Denne form for erfaring og stemningskondensation er blot et eksempel på, hvordan deltagerobservationen var en integreret del af feltarbejdet. Og det var en kilde til både bevidst og ubevidst at erhverve mig social kompetence.

Jeg forsøgte at lægge mærke til og gøre mig bevidst de mønstre for handlemåder, jeg stødte på i hverdagen, under indkøb på markedet, på gaden eller under spisning i familien, såvel som i interviewsituationer eller andre mere spændte situationer: i diskussioner, under taler, til møder og til demonstrationer⁽³¹⁾.

Denne observationsside af deltagerobservation blev efterprøvet gennem mine egne, i starten lettere ubehjælpelige, efterligninger af, hvordan 'man gjorde'. Det viste sig dog at være meget værdifuldt, da jeg fik en forståelse af, de fine grænser, der i praksis var konsensus om. Og det var meget fine grænser. Det krævede mange forsøg og omstillinger, men efterhånden kunne jeg mærke, at fejlslagene blev færre og færre, og jeg anvendte og opfattede de små tegn i ansigtsmimikken og gestikuleringerne, der var måden at kommunikere det subtile, det uartikulerbare: de løftede øjenbryn, himlen med øjnene, et vift med hånden på de løse håndled, det lette træk på skulderen, en råbt stilhed med et nik, vandrende øjne ledsaget af et suk. Der var mange måder, hvorpå man kunne kommunikere det uartikulerbare. Det var ikke så svært at genkende dem, sværere var det at anvende dem på de rette tidspunkter efter de rette ord.

Min kæreste kom til Cuba og boede sammen med mig i de sidste tre måneder af feltarbejdet, men der var egentlig ikke nogle nævneværdige forandringer i mine roller eller i min relation til informanter fra at have været der alene. Det eneste jeg vil fremhæve, er, at jeg blev mere eksplicit opmærksom på de kompetencer, jeg havde fået socialt set. Jeg måtte forklare en del hændelser, uskrevne regler og sammenhænge for ham, som gjorde, at jeg blev opmærksom på de kompetencer, jeg havde tilegnet mig undervejs. Og hans spørgsmål til sammenhænge og observationer, han gjorde sig, var værdifulde for at trække "selvfølgeligheder" frem til et mere eksplicit og diskursivt niveau.

I takt med, at den sociale kompetence voksede, kunne jeg også mærke, hvordan jeg ændrede mine handlemønstre og disponerede på en ny måde. Jeg opdagede, at jeg ikke nævnte Fidels navn højt, hverken på offentlige steder eller derhjemme. Ligeledes hjemme foretrak jeg at hviske om CDR og politiske emner og blev meget utilpas, hvis nogen, eksempelvis andre udlændinge, i en diskussion løftede stemmelejet og kom med en kritik af den politiske eller sociale situation på Cuba. Jeg kunne mærke, at jeg disponerede udfra en indstilling om hele tiden at være overvåget, at der var en potentiel medlytter med i mine samtaler, stærkest når jeg var ude, men mere bemærkelsesværdigt, også når jeg var hjemme og talte med min kæreste på dansk.

Det var ikke ubehageligt at føle sig overvåget, lige bortset fra når nogen brød overmåde med konventionerne. Det var mere en accept af, at det var sådan, det var. Denne accept havde rod i CDR's praksis. Jeg oplevede flere gange, hvordan CDR's administration af regler for virket blev gradbøjet og prægedes af værdifulde marginer for tolerance.

CDR i praksis

Da jeg først kom til Cuba og tilfældigvis kom til at bo ved cuadra'ens CDR-præsident, som beskrevet tidligere, gik den første tid med at overveje, hvorvidt jeg mon havde tillagt organisationen for stor vægt i mine forberedelser. Havde jeg mon læst for meget ind i den derhjemmefra? Jeg syntes ikke, at jeg kunne fornemme dens tilstedeværelse, for slet ikke at tale om mødeaktivitet. Jeg begyndte at overveje muligheden for, at organisationen havde overlevet sig selv eller på anden måde blot var tilbage som et tomt hylster uden indhold. Først da Marianna begyndte at fortælle om organisationen, begyndte jeg at fornemme det spændingsfelt, jeg havde håbet ville være i relation til organisationen. Det er således ikke sådan, at man, når man kommer til Cuba, straks konfronteres med organisationen. Den arbejder i det dagligdags liv, i hverdagen, og har som formål at være en usynlig garant for reproduktionen af Revolutionens værdier. I praksis er der dog også andre hensyn, der skal tages.

Der er et stærkt eksempel på, hvordan praksis i CDR trodser de af staten udsendte direktiver, men vægter det nære naboskab højere. Jeg oplevede, at medlemmer fra eksekutivkomiteen i min CDR, så godt som hver aften bragte aftensmad til en nabokvinde, Elena. Elena var en meget køn kvinde sidst i tyverne, der var psykisk traumatiseret efter tabet af sin øvrige familie. Familien havde været meget vellidt i cuadra'en, men var døde i et voldsomt trafikuheld. Hun gik aldrig uden for huset og var utroligt sky; hun var angst for mennesker generelt og gemte sig i skyggerne i huset. Elena havde ikke noget job, men tjente nogle pesos som prostitueret, hvor mænd opsøgte hende i hendes hus. Det var, som beskrevet, en utrolig tragisk skæbne at stifte bekendtskab med. Der var flere direktiver, der skulle have været taget i anvendelse overfor hende, eksempelvis loven, der skal sanktionere personer, der ikke har haft job i to år, hvilket Elena ikke havde haft i årevis, da man så kun kan forsørge sig gennem illegale veje, såsom tyveri, prostitution eller illegal selvstændig virksomhed. Denne lov rammer i teorien direkte på begge punkter, men i praksis vælger folkene i cuadra'en i stedet at forsøge at finde arbejde til hende og at komme med mad og andre brugsvarer til hende. Præsidenten for CDR var ovre ved hende en aften for at tilbyde hende arbejde som politimand⁽³²⁾, en velment, men allerede fra starten dødsdømt idé, da Elena var begrænset af sin psykiske lidelse. De vil i cuadra'en ikke kunne forhindre politiet i at arrestere hende, men selv aktivt at angive hende fravælger man klart her, selvom - og vel netop fordi - alle er klar over hendes ulykkelige situation.

På samme måde var der heller ingen, der ønskede at sanktionere genboen, der udlejede et værelse ulovligt til udlændinge. Der blev set igennem fingre med sortbørshandel. En nabo solgte hjemmebrændt rom ulovligt med alles vidende, og en del folk tjente penge ved at løbe ærinder for andre - en i øvrigt meget brugt sidebeskæftigelse, der var uden for sanktionsrækkevidde og således relativt åbenlyst udspillede sig i gadebilledet⁽³³⁾. Omgåelse af loven på økonomiske måder var således ikke et af de i praksis hårde indsatsområder for CDR, som Ernesto også havde fortalt. Marianna forklarede mig engang, da jeg spurgte ind til sanktionerne af lovovertrædelser: "You have got two sick people in your house. One has a cold and the other is sick with cancer. You do not even think about the one who has got the cold as sick, because you just worry about the one with cancer⁽³⁴⁾". Hun forklarede videre med dette billede, at man ikke tog sig af småforbrydelser, men at man først ville gribe ind, dersom der var tale om nogle radikale overskridelser af loven, såsom kontrarevolutionær virksomhed.

CDR havde, dog begrænset, mødeaktivitet, som jeg også kunne deltage i. Mit første møde var, som beskrevet tidligere, til fejringen af CDR opståen. Møderne holdes ude på gaden, hvor overdøvende biler må klemme sig forbi, børn løber råbende rundt og man står ubekvemt stille i de par timer, et møde kan tage. I feltdagbogen har jeg beskrevet et møde, der blev holdt i zona, altså for flere CDR'er, om information af dengue:

Jeg gik hen til cuadra'en for mødet, hvor det første jeg så var et stort rødt flag med en gul stjerne på. Gaden var pyntet op med små cubanske flag, guirlander, store stofflag der hang hen over gaden og der var en diskjockey, der stod med solbriller, et tørklæde om hovedet og spillede høj musik. Han skulle nok trække folk til. Der var sat en mikrofon op, et fjernsyn med video, og langs den væg, hvor også musikpulten var, stod VIPerne. Der var omkring 35-40 mennesker, så det var ikke et arrangement, der havde samlet mange mennesker. Der var sat ca. 5 stole ud på gaden, hvor der sad gamle damer i. Der var i det hele taget mest ældre kvinder, enkelte unge par, nogle ældre mænd, men helt klart flest kvinder generelt. Det var mørkt, vi stod ude på gaden. Selve mødet var ikke begyndt endnu, folk stod og snakkede i små grupper. Jeg blev kigget på med mistænksomhed af et par damer, der stod og snakkede sammen, med et blik, der sagde, "hvad laver du her?! Gå hjem med dig!". Jeg gik om bagved og kom til at stå ved siden af en ældre dame med hvidt kort hår, sminke og briller. Hun stod og talte ud i luften, og det varede lidt, inden jeg fandt ud af, at det var til mig. Hun spurgte mig, om de ville vise noget på fjernsynet. Ja, det troede jeg da, men jeg vidste det ikke. Nå, boede jeg heromkring, spurgte hun. Jeg nikkede ned mod min gade og sagde [navnet]. Hun lyste lidt op, og spurgte mig mere venligt og vendt mod mig, om det var mit første møde. Ja, det var det. Samtalen var holdt i en meget tilbagelænet stil. Der begyndte at være uro oppe blandt VIPerne og musikken blev stoppet. Folk blev lidt mere tavse og kiggede derhen, dog signalerende med kropssprog og blik til hinanden, at de var kritisk afventende. Lidt efter blev videoen tændt på blå skærm. Og så begyndte mødet. Cubas nationalsang lød ud over højttalerne. Allerede ved anden tone havde folk rettet sig op, armene hængende løst ned langs siden, alle havde alvorlige miner, og mange sang med. Det var kun første vers, og da musikken stoppede, ændrede billedet sig ligeså drastisk, ved at folk rev sig ud af denne position, tilbage til de hængende og mere henslængte positurer. En mand, der nok er CDR'ens præsident, trådte hen til mikrofonen, for at byde velkommen og præsentere de folk, der var indkaldt, læger, andre, og der var også nogen for en national organisation - hvilken fik jeg ikke fat i. […] Herefter blev ordet givet til en kvinde, der var læge, hvor hun hurtigt ridsede op, at anledningen til mødet var at informere om myggebekæmpelsen, myggen, der bar dengue. Der havde allerede været mange tilfælde af bekæmpelser med røg, men nu ville hun vise en video for, at man senere kunne tale om det. De satte en kort informationsvideo på, der informerede om dengue og myggenes levetid, reproduktion og forekomst. Efter dette oplæg blev folk opfordret af den første mand til at stille spørgsmål udfra den viste video. Der var ingen, der meldte sig, og der var flere af VIP'erne, der sagde, at nu måtte folk da lige tage sig sammen og stille spørgsmål, det var jo for deres skyld, dette møde var blevet arrangeret, og det forventedes da, at folk ville være interesserede og aktive. En af arrangørerne gik videre med at forklare noget, som han i hvert fald ikke forventede ville være almen kendt, for at give anledning til spørgsmål. Endelig var der en kvinde, der markerede til spørgsmål. Hun startede med at rose arrangementet og gentog i store træk, det informationsvideoen havde foreskrevet for folk med en opfordring til at rette sig efter anvisningerne. Derefter var der få spørgsmål indtil mødet sluttede. Spørgsmålene var konkrete og blev fremsagt på en apatisk måde. En dame måtte spørge to gange for hun syntes ikke, at hun fik svar på sine spørgsmål, så andet spørgsmål var mere karskt i tonen. Spørgelysten kvæles dels af de ubekvemme rammer, hvor folk med suk og blik og demonstrativ ændring af stilling tydeligt signalerer "lad os nu få det overstået!". og dels utilfredshed med manglende resultater. "Ellos hablan y hablan y hablan, pero no pasa nada", som den ældre dame, jeg havde talt med inden mødet, sagde til mig på vej derfra. Der var en blanding af vrede og opgivenhed i tonefaldet, understøttet af hovedrysten og et ringeagtende peg i retningen af de CDR-folk, der stod tilbage for at få protokollen til at passe. (Feltdagbog, d. 25. oktober, 2000)

Der er altså ikke den store folkelige opbakning til møderne. Folk forventes at være aktivt deltagende, men mange står og oser af kritik gennem kropssprog. Et andet møde, jeg var til i vores egen CDR, hvor den delegerede skulle følge op på, hvad der var sket siden sidst, lagde jeg igen mærke til disse kritiske uartikulerede tilkendegivelser. Denne gang blev jeg ikke mødt med skepsis, men med smil og vink fra naboerne, da vi kendte hinanden fra mit første møde. Jeg modtog ofte indforståede blik med ringeagtende nik i retning af talerne. Møderne er ukomfortable, man står stille i op til et par timer, det er svært at høre, hvad der bliver sagt, og mange fryser. Dertil kommer protesten i ikke at ønske at stille spørgsmål eller på anden måde være aktiv i mødet. Flere begyndte at himle voldsomt med øjnene, da en kvinde stillede hendes andet spørgsmål.

Som endnu en diskrepans mellem praksis og regelrethed førtes protokollen gerne højst optimistisk. Til det sidstnævnte møde med den delegerede, talte jeg rundt regnet 40 deltagere, inkluderet dem, der kom og gik. Præsidenten angav til protokollen, at der var 83. Da den delegerede sendte et skeptisk blik over tallet, gik præsidenten "systematisk" til værks og talte fra lejlighed til lejlighed, "tre derfra, fem derfra…", etc., sekretæren nikkede og tilføjede nogle, de talte sammen og nedsatte tallet til 81. Nu skulle det være i orden, og det var det så.

Præsidenten står her i en vanskelig situation, da mandtallet kan have store konsekvenser for beboerne i cuadra'en. De ses fra offentlig side som indikatorer på, hvem, der er en god revolutionær. Hvis en person fra cuadra'en ansøger en god stilling, eksempelvis i et ministerium eller på anden måde overordnet stilling, sender arbejdspladsen repræsentanter ud til ansøgerens CDR for at få en karakteristik. Præsidenten skal her i et skema skrive en kvalitativ beskrivelse og udfylde et afkrydsningsskema om personen. Her kommer bl.a. spørgsmålet om, hvorvidt ansøgeren har været til CDR-møderne, og dersom svaret er utilfredsstillende, at han har været fraværende til nogle af møderne, kan karakteristikken være nok så positiv, ansøgeren vil ikke få jobbet. Det er et aspekt, der giver præsidenten en stor magt: Han kan hermed vælge at give en positiv karakteristik som en god, kammeratlig præsident ville gøre, men stadigvæk sætte ansøgeren i en dårlig position under henvisning til, at sandheden må angives. I det tilfælde der var, mens jeg var der, lovpriste præsidenten manden og angav, at han havde været til alle møderne. De var ikke bedste venner, og manden havde knapt været til et eneste møde. Her er altså endnu et eksempel på diskrepansen mellem forventet regelret opførsel fra systemets side over til praksis, hvor hensynet til naboskabet overstiger hensynet til systemets indbyggede kontrolstruktur.

Der var således flere indikatorer på, hvordan CDR i praksis er klemt mellem relationen til naboerne, der ofte udtrykker sanktionsfri kritik af organisationen, og kravene til den aktive deltagelse i organisationen og varetagelsen af ansvarsområderne. Det var tydeligt både gennem deltagelse til møderne og ved samtaler, at der var en stor folkelig kritik af CDR.

Der var dog områder, hvor CDR fungerede meget effektivt, og hvor informationer om overtrædelser lynhurtigt blev ekspederet videre i systemet. Det var der, hvor der med Mariannas ord, var tale om kræftsyge.

Astrid-casen

Jeg vil her beskrive en case, hvor der var tale om klare overskridelser af den tolerancemargin, der er i CDR's praksis.

Da jeg boede til leje de første par måneder ved CDR-præsidenten og hans familie, udlejede de et værelse til en udenlandsk kollega indenfor samfundsvidenskaberne, Astrid, som jeg kalder hende. Astrid var på Cuba for at lave et feltarbejde om de sidste 10 år på Cuba. Som indskrevet på universitetets institut for sociologi havde hun ikke nogen forskningstilladelse, hun havde som jeg kun hjemmel til at studere på universitetet og ikke til at foretage egne undersøgelser.

Nu var der den drejning i Astrids studier, at hun fokuserede på dissidenternes aktiviteter og deres forhold og oplevelser. Hun havde således valgt den konfrontationskurs i sine studier, som jeg havde valgt fra. Hun havde allerede hjemmefra fået kontakt til dissidenter på Cuba og opsøgte disse. Mest alvorlig og tydeligvis uacceptabelt var, da hun inviterede en dissident med hjem, og altså hjem til en CDR-præsident, for at lave interview med ham der. Ikke nok med, at dette var en provokation, så valgte hun at udføre interviewet nede i familiens stue.

Hun kom grinende op efter interviewet og fortalte mig, hvordan moderen i huset havde siddet og lyttet intenst inde ved siden af. Jeg fortalte hende, at var voldsomt provokarende, det hun havde gjort, og at dette ikke kunne blive siddet overhørigt. Den pragmatiske indstilling og relativt vide tolerance, der karakteriserer CDR's håndhævelse af reglerne under idéen om, at alle skal kunne leve tåleligt og beskytte en idé om privatsfære, ville blive suspenderet i dette tilfælde.

Dagen efter blev hun kaldt ind til en samtale på universitetet, hvor de fortalte hende, at det var kommet dem for øre⁽³⁵⁾, at hun var i færd med at lave uafhængige undersøgelser, hvilket hun ikke havde visum til. Derfor et ultimatum: Enten at forlade landet og søge visum på rette grundlag eller ophør med undersøgelsen. Bestyrtet kom hun hjem og fortalte om det, oprørt over at have været offer for angiveri.

Om aftenen havde jeg en aftale med Ernesto, hvor jeg inde i interviewet forklarede ham om sagens hovedtræk. Han blev meget oprørt over det og forklarede mig, at et sådant tilfælde ikke, som vi havde snakket om tidligere i interviewet, ville lande i hverken CDR's zona-niveau eller municipio, men at en sådan provokation vil ryge direkte og lynende hurtigt fra den enkelte CDR op til CDR-organisationens nationale plan. Her var det et spørgsmål, der vedrørte nationen og ikke kun en zone eller en provins. Dissidenter og deres aktiviteter var et spørgsmål, der vedrørte statens sikkerhed. Jeg forholdt mig lidt skeptisk over for dette udsagn, da den effektivitet, han refererede til, for mig syntes umulig i det klodsede bureaukratiske system, jeg selv havde taget livtag med. Men Ernesto fortsatte: "Skil dig af med hende! Hun er tabu nu! Nu tiltrækker hun sig opmærksomhed, og hun bliver holdt øje med hele tiden. Nu er hele apparatet kørt i stilling omkring hende..". Hun var gået over stregen, og nu måtte CDR som ansvarlig organisation skride til handling og informere sig om, hvem Astrid sås med, hvad hun lavede, hvem hun henvendte sig til, hvem henvendte sig til hende, hvad snakkede hun med folk om, og generelt efterforske hendes gøren og laden.

Det var åbenlyst ligeledes i hans interesse, at jeg holdt mig på den rigtige side af grænsen i forhold til systemets tolerance, for at han ikke også selv skulle blive inkrimineret. Det første, jeg måtte love ham, var, at jeg ikke ville tage kontakt til dissidenter. Det ville være at gå over stregen. Jeg var overrasket over, at Ernesto fordømte dissidenter så voldsomt: "¡Todo es mentira! son descarriados y tú no tienes nada que hablar con ellos"⁽³⁶⁾. Denne hårde kategorisering undrede mig meget, da han ellers kom med nuancerede bud på mange ellers typisk overforsimplede forhold. Men ikke her. Der var kun den ene sandhed. Jeg gav Ernesto mit ord på, at jeg ikke ville opsøge dissidenter og, at jeg ville holde mig lidt på afstand fra Astrid.

Jeg valgte at følge Ernestos formaning med ikke at tage kontakt til dissidenter, da dette ville kunne sætte hele mit feltarbejde over styr. Det var et valg mellem at søge spændende og højspændt data under risiko for deportation eller fængsling, eller at overholde de grænser for accept, de spilleregler, jeg blev præsenteret. Valget var let at tage, også på baggrund af, at jeg ikke ønskede at udføre mit feltarbejde ved at ignorere feltens præmisser og sætte mig selv over dem.

Næste skridt på dagsordenen var at iværksætte en plan, der ville forhindre mig i at komme i problemer. Jeg skulle dagen efter kontakte universitetet, hvor jeg heller ikke på dette tidspunkt havde undervisning, hvilket yderligere inkriminerede min omgåelse af visumbeføjelserne. Jeg var dog i færd med at søge kurser på Facultad latino-americana de ciencias sociales (FLACSO) om det politiske system på Cuba og om masseorganisationernes rolle i samfundet. Jeg måtte tale med min kommende underviser og sekretær for at lade dem give mig beføjelser til at lave egne undersøgelser. Ved hjælp af procedure, som Ernesto instruerede mig i, nøje ordvalg, og attitude lært fra kontoret for carné lykkedes det mig at få lov til at opsøge information med henblik på socialvidenskabelig analyse. Jeg havde godt set, at underviseren og sekretæren havde set overraskede ud, da de havde godkendt, at jeg på egen hånd måtte lave interview⁽³⁷⁾. Overraskede og overrumplede. Det viste sig ugen efter, at de valgte at aflyse kurserne med mig, som ellers skulle være færdigarrangerede for ikke at hænge på det løfte, de gav mig.

Om aftenen ringede Ernesto til mig for at høre, hvordan det var gået. Det virkede som at være med i en spionthriller, da hans kone ringede op for ham, og han spurgte i koder, om jeg havde modtaget min 'vaccination'. Samtalen der blev holdt på dette billedlige plan var kort og fåmælt. Overvågningen føltes intensiveret og tættere på.

Jeg vil godt vende tilbage til Astrid for en kort bemærkning. Da hun var blevet stillet ultimatummet fra universitets side, blev hun chokeret og rystet. Alligevel valgte hun at fuldbyrde de aftaler, hun allerede havde indgået. Hun skulle besøge en af Cubas mest kendte dissidenter et par dage efter, men havde fået en voldsom reaktion, da kvinden, hun havde aftalen med, var sprunget op, havde grebet sin jakke og hastigt undskyldende, at hun ikke kunne holde aftalen alligevel var løbet ud af døren. Ernesto havde haft ret. Hun var tabu. Hendes cubanske venner forsvandt. Og hun blev mødt med kølig distance af stort set alle. For at få styr på den nye situation, tænke sig lidt om, og slippe for det paranoia, der var ved at krybe op ad ryggen på hende, tog Astrid ud af La Habana for at rejse lidt rundt i provinsen. Desværre viste Ernestos anden advarsel sig også at holde stik. At Astrid tog ud og besøgte en embedsmand med gaver fra Sverige resulterede i, at embedsmanden mistede sin overordnede stilling. Astrid var et nationalt anliggende. Hendes sag var således nået helt op til det nationale niveau - og ud igen til de enkelte cuadra'er, hvor end hun kom.

Jeg stod selv uden en tilladelse til at udføre mit feltarbejde. Når jeg alligevel en gang imellem kunne føle overvågningens varme svøbe var det fordi, jeg i min situation på en kompliceret måde var afhængig af CDR's viden om, hvem jeg var, og hvad jeg foretog mig og ikke foretog mig. Dette endda på trods af, at jeg lavede undersøgelser, jeg ikke i første omgang havde beføjelser til. Det var et underligt skisma. Jeg kunne kun satse på, at CDR's informationer om mig var så detaljerede, så de vidste, at jeg overholdt spillereglerne. Der var på denne måde et integritetsbeskyttende aspekt i overvågningen, såvel som en trussel. Begge aspekter, jeg finder grundlæggende i mit feltarbejde, da jeg konstant skulle forholde mig til de to sider.

Undervisning og forskningstilladelse

Jeg fik kontakt til lektor Magaly Rodriguez⁽³⁸⁾, der havde skrevet ph.d. om CDR, og som tilmed underviste i kvalitativ metode på film og tv-fakultetet under Instituto Superior de Arte (ISA). Jeg havde fået kontakt til hende via en ven, der gik på fakultetet.

Jeg modtog undervisning af Magaly, som var en væsentlig ressourceperson for mit projekt. Hun skulle dog spille indenfor de samme regler som jeg, og afveje ligeledes svære spørgsmål i, hvilke informationer, hun kunne give mig, hvor det ville kunne give mig et udbytte, men også uden at kompromittere sig selv i udleveringen af kritisk information. Vores vejleder-studerende forhold blev således karakteriseret af, at vi begge kendte til spillereglerne for vores samarbejde, og fik udnyttet de muligheder, der lå her indenfor. Hun gav mig bøger at læse, vi diskuterede begreber som NGO og civilsamfund, og hun vejledte mig med spørgsmål til materialet. Omstændighederne omkring mine første møder med Magaly var dog noget spændte og karakteriserede af forhandlinger omkring min status som studerende/ikke-studerende og selvstændig feltarbejder.

Jeg mødtes med Magaly på fakultetet, hvor hun underviste, på hendes foranledning. Under det første møde fandt jeg mig selv i en situation, der bedst beskrives som forhør: Hun kom med kontante og uindpakkede spørgsmål til, hvilken vinkel, teoretisk som værdimæssigt, jeg havde, hvordan forholdt jeg mig til organisationen (hvor der i tonefaldet lå, at det er en organisation, der har mange vestlige analytikeres opmærksomhed, da det er et oplagt emne for kraftig kritik, og endnu et sådant indlæg kan Cuba nu godt være foruden), og hvilke hovedbegreber jeg ville arbejde med. Det var svære spørgsmål, når svarene afgjort skulle falde inden for acceptable rammer, uden at virke utroværdige og sleske, og så vidt mulig oprigtigt være tilnærmet mit egentlige projekt. Vi aftalte, at jeg skulle komme med en redegørelse for mine forudsætninger for at lave feltarbejdet til næste møde (se bilag 8).

Da vi skulle mødes igen ugen efter, blev jeg forment at tale med Magaly af fakultetets rektor. Jeg blev kaldt ind på kontoret, hvor jeg måtte redegøre for min status i landet: Jeg var studerende, ikke feltarbejder. Jeg måtte således ikke kontakte Magaly igen her på instituttet, for rektor kunne ikke tillade, at en sådan uautoriseret aktivitet kunne foregå på hans skole under hans myndighed.

Da fik jeg travlt! Jeg havde erfaringer fra andre udenlandske studerende og de problemer, det kan give, når én dør lukkes i, og som dominobrikker, der falder, lukkes alle. Men i særdeleshed gik tankerne til Astrids erfaringer. Jeg gik direkte ind til Magaly og fortalte hende, hvad der var sket. Hun ville finde ud af, hvad der var sat i gang. Jeg selv hastede ud til ISAs hovedbygninger udenfor byen. Her fik jeg forklaret, hvad der var sket til rektoren for cubanske studier, som jeg havde haft kontakt til før. Hun ville tale med rektoren for filminstituttet og Magaly for at høre, hvad der foregik. Der var en bemærkelsesværdig forandring i, hvilke informationer rektoren for cubanske studier havde nu, og hvilke hun havde fra sidst, vi havde talt. Der var således informationer om mig i omløb. Jeg kunne kun frygte at være nået videre i hierarkiet.

Magaly var skolens repræsentant i Partiet: Hun var på den måde en væsentlig nøgleperson, fordi hun både kunne give mig grønt lys, men hun kunne også lige så let umuliggøre mit videre feltarbejde. Hun valgte det første. Jeg blev indskrevet på ISA, uden om filmfakultetet, som studerende tilknyttet Magaly som vejleder, vejleder til de 'investigaciones para su tesis', som de skrev i overførselsbrevet til universitetet. Filmfakultetets rektors afgørelse blev ikke anfægtet, og jeg fik min forskningstilladelse. Jeg tolkede denne tilladelse som en meget konkret blåstempling af mine anstrengelser for at udføre mit feltarbejde indenfor tolerancerammerne. Og dermed også som en tilkendegivet sikkerhed for mine informanter. Jeg havde fået godkendelse af Magaly, og dermed af offentlig side til at lave undersøgelser.

Det var således af afgørende betydning for hele det resterende forløb, at jeg fik undervisning af Magaly Rodriguez. Helt karakteristisk var det, at vi ikke diskuterede mine interviews, heller ikke at jeg lavede dem, og at hun gentagne gange forsøgte at dreje fokus til de mindre kompromitterede områder ved CDR, såsom undervisnings- og sundhedsområderne.

Magaly ville på mine forespørgsler forsøge at etablere kontakten til eksekutivkomitéen på det nationale niveau, her især den nationale koordinator, svarende til cuadra'ens præsident. Jeg havde fra anden side via en venindes veninde, hvor sekretæren for CDR på nationalt plan boede i hendes cuadra, også sat forsøg i værks for at komme til at lave interview med medlemmer af eksekutivkomitéen. På denne måde ved at have to kanaler, der kunne give mig informationer om, hvordan min anmodning om interview blev betragtet og min sag behandlet, fandt jeg ud af, at kontoret kendte til mig. Jeg blev ikke anset for en trussel, men de ønskede dog heller ikke at give interviews til mig. Det var fra sekretærens veninde, jeg først fik at vide, at min sag ikke kom igennem. Magaly forsøgte forgæves i halvanden uge mere at holde mig hen med, at det endnu ikke var afgjort, velsagtens mens hun forsøgte at lobbyere det igennem via andre kanaler. Men til hendes og min ærgrelse kom interviewet aldrig i stand.

Baggrundsmateriale

Det var gennem litteraturen, Magaly gav mig, at den største faglige nytte af vejledningen for mig fik udtryk. Det var herigennem, vi kunne komme tættest på grænserne for rammerne for vores samarbejde. Kan man finde udgivet materiale, kan det være nok så kritisk og skarpt, er det offentligt tilgængeligt, er det kommet igennem censuren, og dermed ikke sanktionerbart. Jeg gjorde også på egen hånd meget ud af at skaffe materiale, der kunne hjælpe mig til at forstå den underlæggende grammatik for argumentationer og vurderinger omkring det cubanske samfund. Bøger om filosofi, samfund, marxisme, deklarationer fra partikongresser og taler af Fidel Castro, Ricardo Alarcon, eller andre af de politiske sværvægtere på Cuba. Jeg købte partiavisen, Granma, hver dag, så nyheder i TV, gik på museer for at fokusere på repræsentationen af historie, Revolutionsmuseet og Museet for Statens Sikkerhed var de mest interessante for mig, og generelt forsøgte jeg at sætte mig ind i, hvordan man for at følge normen skulle tale om samfundet. Jeg var meget interesseret i lære den offentlige diskurs, for at kunne genkende afvigelser fra den, da det lå klart helt fra starten af mit feltarbejde, at der var to parallelle diskurser på spil.

Et gennembrud kom med den internationale konference Segundo Encuentro Mundial de Amistad y Solidaridad, der var en stor femdages konference med 4664 deltagere og et pragtprogram med taler af de politiske spydspidser på Cuba (se bilag 9), krydret med et officielt besøg til en CDR (se lørdag i programmet). Jeg fik igennem deltagelse i konferencen en koncentreret indføring i argumentationer, der passede ind i den offentlige diskurs, og, da det var en international konference, var vidne til mislykkede forsøg på at bekræfte diskursen, ved at falde igennem på baggrund af anvendelsen af eksempelvis andre superlativer, der hører vestlige, socialliberalistiske normer til.

Efter denne konference følte jeg mig bedre i stand til at operere med og søge mere information om den offentlige diskurs ved at fortsætte ovennævnte informationsindsamling.

Analyse

Undersøgelsens fokus er på, hvordan folk i praksis relaterer sig til organisationen CDR, netop forstået som et bindeled mellem staten og borgeren. Herved vil jeg i analysen trække på flere niveauer: det konkrete niveau, hvordan den sociale praksis i forhold til CDR udspiller sig; og det analytiske niveau, hvordan denne forholden sig til CDR har karakter af 'second society' (Hankiss 1988). Herved vil jeg argumentere for, at denne relation bærer karaktertræk af civilsamfund, forstået som: "the realm of social relations not regulated by the state" (Bobbio 1989: 22), det, der er udenfor statens rækkevidde, altså en negativ og eksogen definition af begrebet.

Det er således ikke den typiske definition for civilsamfund, der vil blive anvendt, hvor jeg med typisk mener den mere neoliberalistisk ladede version, der som samfundsmodel anser stat, marked og civilsamfund som tre distinkte aspekter af samfundet (se f.eks. Cohen et al. 1992: ix). Det er oplagt, at denne model ikke vil kunne anvendes på den cubanske case, hvor en adskillelse er umulig, og hvor den grad af civilsamfund, som jeg alligevel ser som værende tilstede, ikke vil blive indfanget gennem denne typisk vestlige version af begrebet.

Jeg opererer heller ikke med en anden udbredt forståelse for civilsamfund som betydende graden af organiserede NGO'er i et samfund, som de fleste ulandsorganisationer opererer med (se Danida 2000). Det cubanske folk er i udstrakt grad organiseret, dog i organisationer tæt knyttet til staten, men det er ikke i graden af organisation, jeg sporer det, jeg vil kalde det cubanske civilsamfund. Alternative organisationer, der vil være helt uafhængige af staten, er på Cuba ofte et udtryk for dissens, hvorved de folk, der organiserer sig i sådanne NGO'er, hovedsagligt viser deres kritiske holdning til styret, og således ikke indbefatter det civile samfund som helhed, men blot den kontroversielle og oppositionelle gren af det, en gren, der blev beskrevet som tabu for den resterende del af det civile samfund og for mig som feltarbejder.

Jeg har på denne måde søgt efter en definition, jeg synes kunne anvendes på den cubanske case, frem for at anvende de for tiden mest fremtrædende definitioner, der ikke med et plausibelt udkomme kunne presses ned over empirien på Cuba.

Relation til CDR og privat/offentlig-dikotomien

Den måde man som almindelig indbygger i la Habana forholder sig til CDR er meget kompleks. På den ene side er det ens egne naboer, som man kender mere eller mindre godt og har mere eller mindre sympatiske relationer med, der inkarnerer organisationen. Det er dem, der er organisationens personlige manifestation i den enkelte cuadra. Herved er der basis for, at CDR har et menneskeligt, sensitivt virke, der tager hensyn til den enkelte borgers forhold. Eksemplet med den prostituerede Elena i sidste kapitel viser nærhedens styrke. Ulempen ved denne konstellation af nærhed og højt informationsniveau er sladder, som man kender det fra landsbysamfund. Diverse utroskaber, omgåelse af regler, eller ulovlig selvstændig virksomhed bliver blotlagt og kendt af nogen (vigilancia) i ens naboskab..

At CDR ikke nødvendigvis reagerer på kendskabet til lovmæssige afvigelser skaber på den ene side et frirum for den enkelte, der tillader en pluralisme i livsførelse. Nogle hænger ud med udlændinge⁽³⁹⁾, andre udnytter deres embede til personlig vinding i byttehandler med nogle, der har adgang til andre goder, eller ulovlige indtjeninger via udlejning, salg eller tjenester. Den gængse opfattelse er, at alle til en vis grad må bryde med nogle regler for at kunne leve. Der er altså en tolerance overfor det, der af CDR-naboerne de facto anses for bagatelagtige brud på reglerne, ikke at forveksle med de jure. Der er på denne måde en slags kontrakt mellem beboerne i en cuadra om ikke-indblanding, og hvor alle i princippet skulle have noget på hinanden.

Det er ligeledes værd at bemærke, at for mange beboere manifesterer man selv en del af det korpus, der udgør CDR. Der er således ikke en helt stringent os/dem-relation mellem beboere i den enkelte cuadra og CDR. Der skal netop findes en præsident og diverse koordinatorer (ni koordinatorer - se afsnittet om eksekutivkomitéen tidligere i rapporten) i hver eneste cuadra, hvormed en relativt stor del af en cuadra's beboere er med i udøvelsen af CDR virke. Udover koordinatorerne bliver eksempelvis overvågningen udført på baggrund af en turnusordning af cuadra'ens beboere. Ligeledes er indsamlingen af genbrugsmaterialer også distribueret ud til andre. En del af billedet er således den meget nære, personliggjorte relation mellem beboer og CDR.

På den anden side er CDR overvældende magtfuldt og skræmmende for den enkelte. Organisationen ved alt om alle, og kommer man på kant med CDR, vil mange døre lukkes uanset, hvor man er på Cuba - metaforen om panoptikon i stor skala er belysende for denne vægtning af CDR som allestedsnærværende magt (Foucault 1994). Dette forhold kom til udtryk i den måde, Annabella for eksempel valgte at undslå sig et formelt interview om CDR. Det var under indstillingen til, at CDR ville vide alt, man foretog sig uanset, at man forsøgte at holde det skjult. Hermed fulgte frygten for repressalier og hun vidste, at hun ville være afhængig af organisationens velvilje til senere at få ansøgninger igennem og gennem CDR blive præsenteret som en 'god' og loyal person. Eksempler på, hvor det kan blive relevant, er ved ansøgning om et godt arbejde, byggetilladelse, ved myndigheders forespørgsel af den ene eller anden grund, eller ønske om at få lov til at komme til udlandet.

I denne kontekst fremstår CDR's praksis af tolerance også som en garanti for, at kommer man på kant med systemet, er der - igen i princippet jf. idéen om, at alle må bryde loven for at overleve - informationer om lovbrud, man har begået, der så kan sanktioneres. Lovbrud, der blot ikke sanktioneres for den almindelige borger, men som kan bringes frem i lyset, når systemet har brug for at sanktionere af den ene eller anden årsag. Ofte vil det være i forbindelse med kritik overfor regeringen eller anden oppositionel virksomhed, der på denne måde sanktioneres gennem den viden, den enkelte CDR ligger inde med.

Det er denne kompleksitet, at naboernes blinde øje kan være til gavn og gøre livet lettere og samtidig være en måde for systemet at have kontrol over den enkelte borger, der er en del af skismaet i relationen mellem borger og CDR.

At finde grænsen mellem det, der kunne tolereres og det, der krævede sanktioner var en balancegang, der krævede opmærksomhed på dikotomien mellem privat og offentlig. Et eksempel på, hvordan et drama kunne udspille sig i forhold til disse kategorier kan være instruktivt.

Jeg havde lejet en cykel af en mand, Andrés, indtil en bestemt dato, hvor jeg skulle aflevere den tilbage. Cykler er værdifulde og kan spare en for meget besvær, men endnu vigtigere, så kan de lejes ud til udlændinge for relativt store summer, hvorved en indbringende biindtægt til husholdningsbudgettet er sikret. Et par dage før afleveringsdagen kom Andrés forbi for at konfirmere aftalen, og jeg kom til den aftalte tid, men ingen var hjemme, så jeg tog hjem igen efter at have ventet en times tid. Dagen efter blev jeg kaldt over til min udlejerske, Maria, der boede lige på den anden side af gaden. Jeg blev vredt blev skældt ud for ikke at passe godt nok på. Uforstående og med spørgsmål fik jeg bid for bid historien om, hvad der var sket. Andrés havde ringet på op til mig senere dagen før, men da jeg ikke var hjemme, havde han råbt efter mig flere etager op. Han råbte op til en nabo, om han vidste, hvor de to udlændinge, der boede deroppe, var. Maria var chokeret gået ud på balkonen, og spurgt, hvad han ville. Og han havde råbt op til hende, at han ledte efter de udlændinge, der boede deroppe. Om vi var rejst? Hun havde sagt, at det vidste hun ikke noget om, men han var blevet ved og spurgte, hvem der var udlejer. Han havde råbt det ud over hele gaden, over cuadra'en. Jeg sad målløs over denne udannede og totalt grænseoverskridende opførsel. Jeg beklagede dybt, forklarede hende, at det drejede sig om hans cykel, som jeg havde lejet, for at forklare hans ihærdighed, og fik hende lovet, at jeg nok skulle give hende hans adresse.

Det der skete her var, at vi boede ulovligt på adressen, dvs. at Maria ikke havde nogen licens. Alligevel vidste både politiet og CDR, at vi boede der. Maria havde været henne at anmelde det til sektionschefen for zona, der er områdets ledende politimand. Det kan lyde modstridende, men det er vigtigere at have kontrol med, hvor folk, især udlændinge, bor og er, end hvorvidt en person i cuadra'en tjener nogle sorte dollars på ulovlig udlejning⁽⁴⁰⁾. Igen med forståelse for nødvendigheden i at bøje lovens bogstav, mens CDR's overvågning og informationsniveau om cuadra'ens beboere skal holdes intakt. Fyrene, der hang nede på gadehjørnet hver dag, vidste udmærket, hvor vi boede, og fortalte ofte min kæreste, om jeg havde fået købt ind i dag eller ej. Alle vidste, at vi boede der. Noget andet er, når en person på gaden, en la calle, råber det op, da rykker konteksten pludseligt fra at være en privat overenskomst til at være et offentligt fænomen og anliggende, der dermed kræver handling i forhold til de offentlige regler frem for den bøjede, interpersonelle praksis af tolerance. Det højst grænseoverskridende, at Andrés spurgte om, hvem der udlejede, var ganske uhørt og var yderst pinligt for Maria, da hun nu offentligt måtte undsige sig, at det var hende, hvorved alle, der hørte det, ville vide, det var en omgåelse af sandheden. Hun blev på denne måde fanget i at måtte trodse de offentlige kodeks ved offentligt at komme ind på spørgsmål om økonomiske relationer og aktivt undvige at besvare det direkte spørgsmål - et svar alle andre på gaden kendte. At jeg valgte at give Maria adressen på Andrés, var den eneste måde, jeg kunne give hende et trumfkort på ham også. Det er i sig selv også normbrydende at give andres adresser videre, men jeg vurderede her, at hendes angst for at stå blottet ville dulmes ved at vide, at hun havde muligheden for at kunne få informationer om ham, dersom han valgte at bryde normerne igen - evt. ved tyveri eller krænkelse på anden måde. Jeg kendte heller ikke Andrés særligt godt, og kunne ikke vurdere hans motiver. Jeg vil være meget overrasket, hvis Maria har anvendt adressen uden yderligere provokation, da opsøgende arbejde om andre folks forhold misbilliges i praksis på det interpersonelle plan. Så en sidste bevæggrund for at bryde koderne var med henblik på, at de kunne have kontrakten på hinanden: at begge kendte til hinandens ulovligheder, og dermed genoprette balancen.

I dette eksempel er det klart, at CDR tager en tolerant position i forhold til min udlejerskes ulovlige forhold. Sagen kommer først i spil i Andrés' brud på normerne for offentlig og privat praksis. Men disse normer relaterer sig igen til CDR som social aktør, der kan vægte enten den offentlige eller den private scene. Det er helt afgørende for den sociale betydning, folk i La Habana tillægger CDR, at praksis varierer i forhold til offentlig/privat-aksen.

Et eksempel på social praksis, der modstrider de værdier, der advokeres fra offentlig side, og som manifesteres i CDR-kontekst, er selve møderne. Her er scenen sat til, at CDR repræsenterer systemet og de offentlige forskrifter dominerer. Der bliver sendt tv-spots, der opfordrer til større aktivitet socialt og organisatorisk i CDR. De regelrette, energifyldte og kammeratlige karakterer, der heri forbilledliggøres, er i grotesk karambolage med praksis. CDR-møderne fremstilles i tv-spots som præget af nysgerrigt engagement, disciplin og steder, hvor folk anerkendende nikker eftertænksomt til de informationer, de får. Spørgelysten er stor, og intet opklarende spørgsmål er for småt. Den folkelige deltagelse er høj, seriøs og engageret. Denne fremstilling står i karikaturlignende kontrast til praksis ved møderne, som beskrevet tidligere i rapporten. Grundene til at modgå de offentlige ønsker til deltagelse kan være mangfoldige, fra protest mod systemets ineffektivitet (som i eksemplet), hvor man enten ønsker mere styrkelse af det eksisterende konkrete system eller et ønske om systemskifte, over ligegyldighed og simpel manglende interesse i lokalpolitik til at være måden at udtrykke sin utilfredshed og modstand mod systemet som hele (se Rosendahl 1997). Udtrykket er under alle omstændigheder meget ens: at trodse kravet til deltagelse ved 'aktiv' passivitet (Melucci 1996).

Jeg oplevede hyppigt, at nogle i mit nærmiljø brød med de værdier og de forsøg på identitetsstyring, der dikteredes ovenfra. Fælles for disse brud var dog deres small scale karakter, som Mette Louise Berg (1999) beskriver det. Det er små, hverdagslige taktikker, der kan vinde en flygtig sejr, modsat mere magtstærke aktører, her især staten, hvis manøvrer nærmere kan betegnes som strategier, hvor varige ændringer, gerne skal finde sted. Hvis man går over i modstandsdiskursen, vil jeg betegne mange af disse praksis som de svages våben (weapons of the weak) ved at være 'hidden transcripts', begreber, der stammer fra James Scotts to monografier (1985 og 1990). Social praksis, der udtrykker kritik gennem 'hidden transkripts' er vanskelig at sanktionere ved at være tilpas bagatelagtig.

Et eksempel på dette er endnu engang passivitet som respons. Måden hvor man lader være med mundtligt at udtrykke kritik, men blot med pege- og langfinger trykker læberne sammen med et uddybende blik. En diskret gestus, der dog udtrykker en betragtelig kritik af grænserne for, hvad 'man kan tale om' i den offentlige diskurs. Blandt andre tegn, der anvendes, er tegn for Fidel Castro. Hans navn anvendes meget sjældent i den private diskurs, mest i den offentlige og oftest i forbindelse med "El comandante en jefe Fidel Castro". I den private diskurs refereres Fidel til med et eller to tegn i kombination: Antydningen af et skæg under hagen og klap på skulderen med pege- og langfinger. Det første henviser direkte til Fidel Castro, og anvendes også af langskæggede som utvetydigt tegn på Fidel, mens det andet tegn refererer bredere til myndighed: Mest direkte henviser det til politi, men også til overvågningsfunktionen i CDR, og altså også til Fidel, som øverste 'politi' og eksponent for 'systemet'. Det at anvende et tegn i stedet for at udtrykke noget mundtligt er i sig selv et tegn på kritik. Der er ikke noget i vejen for at tale om myndighederne, men ved at give tegn i stedet udtrykker man, at man kritiserer dem. Men igen er fagter ikke rigtig sanktionerbare, da de er så ukonkrete på trods af den slående konsensus om anvendelse og afkodning.

Civilsamfund

Staten

For at lave en analyse, der fokuserer på civilsamfund, må man ligeledes se på begrebet 'Stat', eftersom, med Bobbios (1989) anvendelse af begrebet, civilsamfund er det, der ligger udenfor staten. Jeg har ikke her mulighed for at gå ned i detaljen med analysen i denne retning, men jeg vil kort ridse nogle karakteristika op for staten på Cuba:

Den ideologiske krig mellem Cuba og USA er med til at stille ideologiske spørgsmål på dagsordenen, og nødvendiggør et ideologisk ortodoksi for statens legitimitet og som forsvarsvåben mod samfundsomstyrtning. Det er en totalitær stat, der bygger på en enkelt ideologi, som propaganderes bl.a. gennem medierne, der er statskontrollerede. Etpartisystemet forsvares gennem fratagelse af ytrings- og forsamlingsfrihederne, og der er en massiv politidækning til kontrol og informations-indsamling decentralt. Strukturen er gennemgående hierarkisk og bureaukratisk, hvilket sikrer Statens berøring med hidtil ikke-statslige sfærer, såsom naboskab og børneopdragelse⁽⁴¹⁾. Masseorganisationerne er med til at øge den decentrale kontrol og skabe 'transmission belts' (Espinoza 1999: 348) mellem befolkningen og staten. Det, der skal transmitteres gennem disse kommunikationsbælter er en ensartet ideologisk version, der kan lægge grundlaget for 'den offentlige mening' og sprogbrug:

We are talking language not as a system of abstract grammatical categories, but rather language conceived as ideological life. Thus a unitary language gives expression to forces working toward concrete verbal and ideological unification and centralization, which develop in vital connection with the processes of socio-political and cultural centralization. (Bakhtin 1981: 271)

Staten anvender på denne måde sit apparat af masseorganisationer og medier til at søge at udbrede en samlet og ensrettet sprogbrug, der bygger på en enkelt ideologisk basis for at kunne legitimere sig selv, den politik og praksis, den udfører. Dette ser jeg, bortset fra en kolonisering af privatsfæren, også som et forsøg på at lede ud fra et hegemonisk princip af ledelse frem for at herske (Gramsci 1991: 361). Det er afgørende også for den cubanske stat at have befolkningens accept og samarbejdsvilje. Derfor er det væsentligt med en opblødning af de meget magtfuldkomne og absolutistiske karakteristika for at ramme tættere på statens rolle i samfundet. Kun at have et enkelt princip at legitimere sig udfra er en styrke i og med, at det kan gennemsyre den samlede sprogbrug og dermed sikre centraliseringen, som Bakhtin-citatet fremhæver, men er også en svaghed ved at sprogbrugen er let genkendelig, og en kritik af det singulære princip rammer bredt i samfundet og river legitimiteten væk fra staten.

Civilsamfund som praksis

Beskrivelserne af totalitære stater accentuerer magtfuldkomne stater og fraværet af civile samfund. Det er karakteristisk, at man taler om at skulle danne civile samfund i disse med hjælp fra demokratiske stater. Jeg vægter i mine analyser dog de allerede eksisterende taktikker i samfundet til at etablere, reproducere eller generobre en sfære udenfor staten frem for den implicitte vurdering af, et manipuleret, hjernevasket folk. Med Michèlle Barretts ord, indsæt blot 'state ideology' i stedet for:

This is not just a matter of objectifying to patronising castigations of people as suffering from brainwashing by 'capitalist ideology', although this old bogey has a lot of life in it still. (Barrett 1991: 4)

Jeg anerkender selvsagt, at der er hårdt brug for reformer på Cuba og i andre etpartistater, hvis politik er repressiv i forhold til meningspluralisme. Civilsamfunds-fremmende indsatser mener jeg er aldeles uvurderlige i mange samfund, blot opponerer jeg imod synet på befolkningerne i disse regimer som implicit succesfuldt undertrykte og underlagte statens kolonisering af alle sfærer.

Jeg har taget udgangspunkt i Hankiss' opdeling i 'first' og 'second society', til at belyse sfæren, der ligger udenfor statens rækkevidde.

Where the first society is characterized by [a] vertical organization, [b] downward flow of power, [c] state ownership, [d] centralization, [e] political dominance, [f] saturation with the official ideology, [g] diffuseness, [h] visibility, and [i] legitimacy, the second society would be characterized, mainly, by the absence of these characteristics and, sporadically, by the timid emergence of some opposite characteristics. … [T]he dimension of social existence which we propose to call "second society" is not governed by a consistent set of organizational principles. … Its main characteristics are that it falls outside the action radius of the organizational principles of the first society and that, at the same time, it has been unable to develop its own paradigm. At most, some nuclei, some incipient forms of a possible alternative paradigm can be found in this domain. (Hankiss 1988: 36-37, original kursivering)

Det 'første samfund' følger statens udlægninger og understøtter dens magtstruktur og opbygning, mens det 'andet samfund' er karakteriseret ved fraværet af karakteristika fra det første samfund. Der er ikke tale om to forskellige grupper af mennesker, men af "'two dimensions of social existence' that people skilfully negotiate, switching as necessary from one to the other" (Yang 1994: 289). Det er i det 'andet samfund', jeg ser grundlaget for det civile samfund. Det er i fravalget af at inkorporere de organiserende principper fra det 'første samfund' ind i alle socialsfærer.

Det er tydeligt, at den cubanske stat har fulgt en koopteringspolitik af inklusion til et 'mono-organisations' samfund (Yang 1994: 293), hvor sociale organisationer i bred forstand bliver knyttet til statsbureaukratiet og således underlagt en statslig hierarkisk administration:

Pre-existing non-communist organizations were banned, coopted, or merged into new entities created by the state, while the majority of the population was inducted into mass organizations that would serve as "transmission belts" for the party. (Espinosa 1999: 348)

… the party-state that aspires to control every aspect of the polity's political, economic, social, ideological, and cultural life. (Espinosa 1999: 351, n13)

Her kommer det 'andet samfund' ind. Det er ikke lykkes at skabe dette mono-organisationssamfund, hvor staten gennem hierarkisk organisation kontrollerer og berører alle socialsfærer. Forsøg på kolonisering og inklusion fra statens side er blevet mødt med modtaktikker:

Today, however, we begin to see the other side to the call for inclusion and socialization - silence, retreat, and quasi-isolation as forms of resistance to the pervasive tendency of the system to exact participation, communication, the acceptance of one's assigned place in society as an effective processor of information. (Melucci 1996: 183)

Melucci rammer her ind i den sociale praksis i CDR. Ønske om folkelig deltagelse - under rammerne i det 'første samfund' - konfronteres til CDR-møderne med passivitet i en afstandstagen til inklusionsprincipperne.

Det er her helt iøjnefaldende, at i den private kontekst lægges der aktivt afstand til principperne, der karakteriserer den offentlige diskurs i Cuba. Overvågningen i CDR-regi og argumenter indenfor politisk/ideologisk diskurs afstår man fra at bakke op om, og man forsøger at minimere dem i praksis. Det er de aspekter af CDR, der kritiseres mest, og som i den interpersonelle praksis underkendes mest efter holdningen, at 'man ikke bør blande sig i andre folks affærer'. Alligevel synes der også at være en bred folkelig opbakning til Fidel Castro og hans styre - på nogle planer, ikke alle, hvilket bringer skala ind igen. Man kan godt bakke nationens selvbestemmelsesret det internationale samfund op, samtidig med, at man vægter naboernes og egen privatsfære. Den folkelige opbakning til styrets håndtering af Elian-sagen er et eksempel på støtten til staten⁽⁴²⁾. Ligeledes bliver der støttet op om overvågningen af direkte kontrarevolutionær virksomhed, men ikke om den generelle, hverdagsprægede overvågning.

De ledende frem for herskende principper skal her stå deres prøve. Behovet for, at der er en vis grad af folkelige opbakning til styret skinner igennem. Dersom de private, ikke-offentlige principper ikke er direkte inkompatible og grundlæggende undergravende for de offentlige principper, hvilket går videre end 'second society' til at være et 'alternative society', synes dette frirum at være tilbageerobret fra den statslige sfære.

CDR som organisation sætter scenen for mødet mellem de to 'samfund'. Forhandlingen og afvejningen af det 'første' eller 'andet' samfunds organiserende principper som dominerende får igennem CDR et klart udtryk i dikotomien mellem privat og offentlig kontekst. Som vist tidligere forhandles der konstant mellem de to organisationsprincipper i CDR og den situationelle tilpasning og administration af dette repertoire sætter fokus på CDR's nærhed på den ene side og systemiske tilknytning på den anden. Den dobbelte tilknytning, og kravet om at kunne anvende og spille med principperne i de to 'samfund' og forholde sig til privat/offentlig-aksen øger kompetencen til et stærkere civilsamfund.

For tiden er der ganske lidt folkelig opbakning til CDR og mange mener, organisationen har overlevet sig selv. Også udefra presses der på for statens nedlæggelse af CDR, hvis overvågningssystem påtales og gøres til eksponent for det repressive systems omklamrende kontrol og undertrykkelse. For mig at se skaber CDR en modkultur, en praksis af afvisninger af statens organiserende principper, der er meget mere udtalt i CDR-kontekst end i andre offentlige kontekster. Og netop CDR's nærhed til den enkelte og systemtilknytningen på den anden side giver potentiale for at udvikle et alternativt 'samfund', der mere gennemgribende konfronterer det 'første samfund' og nærme sig det, der i international kontekst anses for at være et civilt samfund.

Bilag

Bilag 3: CDR's organisationsstruktur

Kilde: Tamargo 1977: 9

Bilag 4: Kronologisk forløb

d. 4. september 2000. Ankomst til La Habana

d. 5. september 2000. Påbegyndt spanskstudier, og flyttede ind ved CDR-præsident.

d. 13. september 2000. Opdagede, at jeg boede hos CDR-præsident.

d. 25. september 2000. Demonstration, kl. 8 foran USA's interessekontor.

d. 27. september 2000. Fejringen af CDR's jubilæum.

d. 28. september 2000. 40-årsdag for CDR's opståen.

d. 2. oktober 2000. Afsluttede de daglige timerlange gøremål for at imødekomme krav til udstedelsen af carné de identidad. Her, to dage inden turistvisum udløber, modtog jeg mit carné.

d. 17. oktober 2000. Astrid flytter ind.

d. 18. oktober 2000. Protestmarch mod USA.

d. 25. oktober 2000. Deltagelse i første CDR-møde (om dengue).

d. 26. oktober 2000. Sidste spansklektion ved Universidad de La Habana.

d. 31. oktober 2000. CDR-møde (med delegerede).

d. 1. november 2000. FLACSO-kursus bliver planlagt.

d. 9. november 2000. Mødte første gang Ernesto.

d. 10. - 14. november 2000. Deltog i II encuentro mundial de Amistad y Solidaridad⁽⁴³⁾, La Habana.

d. 14. november 2000. Tribuna Antiimperialista de la Solidaridad foran USA's interessekontor [dette var den sidste protestmanifestation - mod USA, arrangeret af Staten og CDR - , jeg deltog i. De fortsatte dog med en hyppighed som tidligere med ca. en manifestation om måneden].

d. 15. november 2000. Talte med Ernesto om Astrid.

d. 16. november 2000. Fik lov til at udføre egne undersøgelser af min underviser på FLACSO.

d. 19. november 2000. Jeg arrangerede et møde for feltarbejdende antropologer i La Habana.

d. 23. november 2000. FLACSO-kursus blev aflyst.

d. 25. november 2000. Flyttede til Miramar, La Habana.

d. 1.december 2000. Kontaktede ISA, estudios cubanos.

d. 6. december 2000. Kontaktede Magali Rodríguez

d. 9. december 2000. Min kæreste kom.

d. 23. december 2000. Flyttede til Centro Habana, La Habana.

d. 24. januar 2001. Fik min formelle forskningstilladelse.

d. 14. februar 2001. Søgte udrejsetilladelse.

d. 2. marts 2001. Kunne hente min udrejsetilladelse.

d. 3. marts 2001. Hjemrejse.

Bilag 5: Oversættelse

A: - også, det vil også kunne hjælpe dig.
Q: Ja, og fordi jeg til tider mangler-
A: Klart
Q: Mange ting. Fordi jeg stadig mangler meget på sprogsiden. Og det er mere-
A: Mere eller mindre. Jeg gør det langsommere, jeg vil gøre det langsommere, du kunne-
Q og A: [Griner over mit overrumplede udtryk over hastigheden i sproget]
Q: Ja. Tak.
A: Du spørger om noget. Jeg taler til dig om det generelle.
Q: Mmm, mm.
A : Du kan hjælpe mig, og [min mand] hjælper mig også, for nogle gange er der nogle ting og, og .. og.. Vi må godt tale sammen mellem os to [hendes mand], ikke?
Q: Jo.
A: Det er der ingen problemer med?
Q: Nej, nej, nej, det er perfekt, ja.
A: [Griner lidt forlegent]
Q: Godt. Nu ved jeg noget om organisationen-
A: Det, som CDR-organisationen er, du kender allerede til funktionen, og formålene, har du dem allerede?
Q: Mmm, ja, mere eller mindre, men-

Bilag 7: Oversættelse

A: (m) Altså. Som vi bor her, og vi ved, at naboen, der bor der oppe, arbejder indtil kl. atten og ikke vil kunne modtage pillen. Ham fra offentlig sundhed i CDR, som tager sig af offentlig sundhed tager sig af, at når hun kommer kl. atten med sin baby, at give dem vaccinationen.
Q: For at -
A: (k) Alle-
A: (m) Alle bliver vaccineret.
A: (k) Ja.
A: (m) På denne måde udryddede man for eksempel kopper i Cuba.
Q: Aham, meget, meget effektivt.
A: (m) Ja. .. Og! For få penge.
Q: Ja. Det er også en af grundene til at jeg har denne interesse. Det er der er.. Denne organisation er så bred-
A: (k) Ikke bred, meget-
A: (m) Talrig-
A: (k) Den er talrig-
Q: Talrig.
A: (k + m) Talrig.
Q: (Afbryder igen) Og derudover at den har disse muligheder, at det meget hurtigt -
A: (m) Netop.
Q: er muligt, øh, at informere hele folket, eller-
A: (m) Den når ud til!
A: (k) Når ud til.
A (m) Når ud til de fjerneste.. Når ud til.
A (k) Mm (affirmerende). Noget andet er angående sundhed, angående for eksempel, når for eksempel der er en katastrofe, en cyklon, her sker det ofte i for eksempel oktober måned, at der kommer cykloner og de dræber mange mennesker...

Bilag 8: Brev til Magaly Rodriguez

Curso en la universidad de Aarhus, Dinamarca, en el quinto año de la carrera antropología social. Quisiera hacer mi trabajo de campo aquí en Cuba, del cual resultaría un informe de 40 páginas. Esto es un momento importante para mis estudios, teniendo como tiempo disponible un año: 6 meses en Cuba y 4 meses escribiendo el trabajo. Llegué el 4 de septiembre del 2000 y regresaré el 3 de marzo 2001. He utilizado el tiempo hasta ahora aprendiendo la lengua.

La base

Estoy interesada en las áreas política e histórica, especialmente en los casos donde una connotación de la validez o no, de la hegemonía sobre moral, verdad, bondad, justificación, ética y los mecanismos de legalización se destaca con más evidencia. Durante mi educación me he interesado por la teoría crítica y la teoría científica marxista. Pudiendo mencionar algunos escritores significativos: Arturo Escobar, Talal Asad, Ranajit Guha, Ernesto Laclau y Chantal Mouffe, Michel Foucault, Imanuel Wallerstein, Ian Hacking, Luis Althüsser, Raymond Williams y Antonio Gramsci, quienes precisamente se ocupan de una crítica de las verdades hegemónicas del mundo y participan en los debates de racionalismo-subjetivismo (otras parejas de concepto pueden ser racionalismo-relativismo, objetivismo-subjetivismo, universalismo-relativismo).

Mi punto de partida es la versión nórdica de la antropología social. Quisiera acentuar la autoreflexión como una característica de esta rama de antropología que debo mencionar, una humildad con respecto al material humano con que se trabaja. Otra característica es dejar a las personas investigadas hacerse oír; entendiendo que no se impongan conceptos creados en otra realidad social con las significaciones adjuntas que traen consigo. Esto son algunos aspectos del universo conceptual que traigo conmigo, mis recursos para mi trabajo de campo.

A mi me parece que con lo arriba escrito es implícito que unas investigaciones a partir de estas premisas y fuentes de inspiración no tendrán intenciones prefijadas, ni en pro ni en contra de fenómenos sociales. El objetivo de la ciencia mencionada es intentar comprender la situación social, política e ideológica, - la idiosincrasia, el ideario, la ilación - dentro del propio universo fenomenológico. Nunca sería posible obtener este ideal totalmente, sino un acercamiento.

Mi causa por elegir a Cuba como la región de mis investigaciones es basada en que Cuba es un símbolo de modo alternativo, históricamente, políticamente y con sus organizaciones masivas. Cuba ha seguido caminos propios y la significación política e ideológica de esto ha creado que la literatura de ciencias sociales de Cuba, escritos de teóricos extranjeros, sea caracterizada en buena parte de la importación de conceptos, una ilación impropia, y tratamientos de poner a Cuba en una posición solamente adecuada para abstracciones, banalizando la realidad compleja. Quisiera hacer una investigación fiel a la realidad social.

He elegido los Comités de Defensa de la Revolución (CDR) para mis investigaciones. ¿Por qué? Porque los CDR son un vínculo entre todos los niveles, desde la más pequeña cuadra por mediación de varios planos hasta el nivel nacional. Está presente en toda Cuba, una organización realmente masiva, que abraza toda la sociedad cubana. Las palabras claves son: ayuda y asistencia entre los vecinos, salud pública, educación, política - discutir los proyectos de leyes al nivel de cuadra que van subiendo con las modificaciones propuestas hasta el nivel nacional - , seguridad y vigilancia, ideología, la vida diaria, y asistencia en la recolección de materia prima. Fueron estos los aspectos interesantes y de significación social que me inspiró a optar a los CDR para mi objeto de investigación.

Bibliografi

Barrett, Michèle 1991. The politics of Truth. From Marx to Foucault. Polity Press.

Berg, Mette Louise 1999. Localising Cubanness: Place Making and Social Exclusion in Old Havana. Masters thesis. Specialerække nr. 142, Institut for antropologi, Københavns universitet.

Bobbio, Norberto 1989. Democracy and Dictatorship. The Nature and Limits of State Power. Polity Press.

Bohemia 1959. Contra el Comunismo. Editorial 2^o. i: Bohemia, año 51 - no. 2. 11. januar 1959.

Castro, Fidel 1968. Discursos de Fidel en los aniversarios de los CDR 1960 - 1967. Instituto del Libro, La Habana, Cuba.

CIA World Factbook 2002. CIA World Factbook.Cuba. <http://www.cia.gov/cia/publications/factbook/> (9. juni 2002).

Cohen, Jean L. og Arato, Andrew 1992. Civil Society and Political Theory. The MIT Press.

Los Comités de Defensa de la Revolución (CDR) 1981. Síntesis histórica de los Comités de Defensa de la Revolución. "Año del XX aniversario de Girón", Palacio de las convenciones, La Habana.

Danida, Udenrigsministeriet, Danmark 2000. Strategi for dansk støtte til civilsamfundet i udviklingslandene - herunder samarbejdet med de danske NGO'er. Partnerskab 2000. <http://www.um.dk/danida/civilngostrategi/> (22. maj 2002).

Den store danske encyklopædi (DSDE) 2000. Den store danske encyklopædi. Danmarks Nationalleksikon. Gyldendal.

Dirección Nacional de los CDR (DNC) 1973. (ed.) Síntesis histórica de los CDR hasta el XII aniversario. Imprenta "Federico Engels", Departamento de Orientación Revolucionaria del Comité Central del PCC, La Habana, Cuba

Espinosa, Juan Carlos 1999. Civil Society in Cuba: The Logic of Emergence in comparative Perspective. I: Cuba in Transition, vol. 9. Papers and Proceedings of the Ninth Annual Meeting of the Association for the Study of the Cuban Economy (ASCE), Miami, Florida, USA.

Goffman, Erving 1990 [1959]. The Presentation of Self in Everyday Life. Penguin Books

Gramsci, Antonio 1991. Fængselsoptegnelser - i udvalg. vol. I og II. Museum Tusculanums Forlag, Københavns Universitet.

Granma. Órgano oficial del comité central del partido comunista de Cuba 36/#233. Año 36/ número 233. Miércoles 18 de octubre del 2000, año del 40 aniversario de Patria O Muerte, Ciudad de la Habana.

Foucault, Michel 1994. Overvågning og straf. DET lille FORLAG, Frederiksberg.

Hammersley, M. og Atkinson, P 1995. Ethnography. Principles in Practice. 2^nd Edition. Routlegde.

Hankiss, Elemér 1988. The "Second Society": Is There an Alternative Social Model Emerging in Contemporary Hungary? I: Social Research, vol. 55, no. 1-2, p. 13-42.

Lara, José Bell 1999. Cuba into the 21^st Century. i: José Bell Lara (coordinator): Cuba in the 1990s. Instituto cubano del libro, editorial JOSÉ MARTÍ, La Habana, Cuba.

Melucci, Alberto 1996. Challenging Codes - Collective Action in the Information Age. Cambridge University Press. Kap. 10.

Rivera, Mario A 1998. Second Economy, Second Society, and Political Control in Cuba: Perspectives from Network and institutional Economics. I: Cuba in Transition, vol. 8. Papers and Proceedings of the Eighth Annual Meeting of the Association for the Study of the Cuban Economy (ASCE), Miami, Florida, USA.

Rosendahl, Mona 1997. Inside the Revolution. Everyday Life in Socialist Cuba. Cornell University Press, Ithaca & London.

Rosendahl, Mona 2000. Sounds of Silence. Uncertainty, Language and Politics in the Cuban Economic Crisis. Endnu ikke udgivet.

Salomonsens Konversationsleksikon (SKL) 1916. Bind V: Cikorie - Demersale. J.H. Schulz A/S, København.

Scott, James 1985. Weapons of the Weak. Everyday forms of peasant resistance. Yale University Press.

Scott, James 1990. Dominance and the Art of Resistance. Hidden transcripts. Yale University Press.

Skaanes, Thea 1999a. Eksamensopgave i Centrale etnografiske Debatter v. Susanne Dybbro. Afd. for Etnografi og Socialantropologi, Århus Universitet.

Skaanes, Thea 1999b. Eksamensopgave i Etnografisk Metode og Feltøvelse v. Jens Seeberg. Afd. for Etnografi og Socialantropologi, Århus Universitet.

Tamargo, José Antonio 1977. (ed.) ¿Qué son los CDR? Ediciones Orbe de Divulgación. La Habana, Cuba: Editorial ORBE, Calle 17, no. 1057 e/ 12 y 14, Vedado, Ciudad de La Habana, Cuba.

Wapner, Paul 1994. Environmental Activism and Global Civil Society, in Dissent, vol. 41, no. 3.

Yang, Mayfair Mei-Hui 1994. Gifts, Favors, and Banquets: The art of social relationships in China. Cornell University Press, Ithaca & London.

Noter

1. I 1953 udgjorde indkomsten for de fattigste 40% af befolkningen kun 6,5% af den samlede nationale indkomst, mens i 1986 var indkomstprocenten steget til 26% af helet for de fattigste 40% (Lara 1999).

2. USA havde i 1854 tilbudt at købe Cuba af Spanien for 120 mio. dollars, men Spanien afslog, og kun den amerikanske borgerkrig forhindrede en krig mellem USA og Spanien. USA pustede til uafhængighedsbevægelserne på Cuba og tilskyndede en uafhængighedskrig. Da disse kom i slutningen af 1800-tallet under ledelse af Maximo Gomez og Antonio Maceo gik USA ind i kampen i 1898, hvor krigen blev vundet. I 1900 udarbejdede man i Cuba en egen forfatning, der vedtogedes i 1901, men USA's betingelser blev omfattende: "Cuba blev derefter en Republik, som dog kom til at staa i et vist Afhængighedsforhold til de forenede Stater. Den konstituerende Forsamling havde ikke klargjort Forholdet til Staterne, hvorfor disses Kongres tog Sagen op og formulerede sine Betingelser, at Cuba ikke skulde kunne overlade nogen tredie Magt noget af sit Landomraade og ikke maatte optage Statslaan uden Billigelse af de forenede Stater, og at disse ligeledes skulde have Ret til at have Kulstationer pa Øen og til at gribe ind i Republikkens Styrelse i Tilfælde af Uroligheder. … 1906 udbrød et Oprør, og da den cubanske Regering ikke kunde dæmpe det, maatte Præsidenten overdrage Styrelsen til de forenede Stater, …, og først i 1909, efter rolige Tilstande var indført, overlodes Regeringen atter til Cubanerne, …" (SKL 1916).

3. Det er værd at bemærke dobbeltheden i 'Vamos', som både kan høres som 'lad os' og som 'vi vil' (grammatisk nær fremtid), hvilket forskellige tolker forskelligt, alt efter om man ønsker at fremhæve det ledende eller det herskende (Gramsci 1991: 361) i Fidel Castros taler. Her i rapporten gengiver jeg således originalteksten i selve brødteksten for at spansklæsende på egen hånd kan fortolke herudfra og i fodnoter vil jeg præsentere oversættelser:

"…[L]ad os danne et kollektivt overvågningssystem, lad os danne et kollektivt, revolutionært overvågningssystem. (Klapsalver) Og lad os se, om imperialismens lakajer så kan røre på sig her, når vi, når det kommer til stykket, bor i hele byen. Der findes ikke en eneste bygning med boliger, cuadra, blok eller kvarter, som ikke rigeligt er repræsenteret her. (Klapsalver) Overfor imperialismens aggressionskampagner vil vi gennemføre et kollektivt, revolutionært overvågningssystem, således at alle vil vide, hvem ham, der bor i blokken er, og hvad han laver; og hvilke relationer han havde med tyranniet; og hvad han beskæftiger sig med; hvem mødes han med; og hvilke aktiviteter, han indgår i. For hvis de tror, at de kan lægge sig ud med folket, må de tro om igen! For vi vil danne en revolutionær overvågningskomité i hver blok… (Klapsalver), så folket holder vagt, så folket observerer, og så for at de skal se, at når folkemassen organiserer sig, vil hverken imperialister, imperialisternes lakajer, sælgere til imperialisterne eller imperialisternes instrumenter kunne røre på sig. (Klapsalver)

De leger med folket, og de ved endnu ikke, hvem folket er; de leger med folket, og de ved endnu ikke, hvilken enorm revolutionær kraft, der er i folket". (Egen oversættelse)

4. Oversat: Revolutionens forsvarskomiteer.

5. Oversat: "Ved den Revolutionære styrelses opråb organiserede CDR sig for at overvåge og bekæmpe fjenden. Med lanceringen af det morderiske angreb ved Svinebugten iværksatte Forsvarskomiteerne en energisk hjælp til Statens Sikkerhedsorganer, for til sidst at lamme enhver intern aktion blandt de kontrarevolutionære elementer". (Egen oversættelse).

6. Årsopgørelserne af antal CDR angiver: 1960: 5 581 og 1961: 107 000 (DNC 1973: 62).

7. At det ikke var den oprindelige tanke, at Revolutionen skulle være kommunistisk, kan ses i bilag 2, der er en leder i nyhedsmagasinet Bohemia (1959).

8. Se rapportens bilag 3 for oversigt af niveauerne i organisationen.

9. Oversat: "Den nationale og internationale situation forandredes. Partiet behøvede alle masse- og revolutionære organisationer for udførelsen af det vitale ideologiske arbejde. På grund af sin struktur, antallet af medlemmer og variationen i aktiviteter blev CDR nødt til at gøre sig til en endnu mægtigere gren for Partiet i den ideologiske udvikling blandt masserne". (Egen oversættelse).

10. COMECON (eller CMEA): COuncil for Mutual ECONomic Assistance. Koordinerende organ (1949-1991) for de nye socialistiske økonomier i Østeuropa og senere også for Mongoliet, Cuba og Vietnam (DSDE).

11. Jeg var fortrøstningsfuld i forhold til dette forhold, da jeg tidligere har lavet en undersøgelse om overvågning. Se Skaanes 1999 for min behandling af militærnægteres forhold til overvågning og disciplinering.

12. Kilde: CIA world factbook. Antal telefoner skal ses i forhold til, at øens befolkning er på godt 11 mio.

13. Det har vist sig vanskeligt at få informationer om de konkrete omstruktureringer i CDR. Mine informanter kan ikke huske de konkrete sager, der foranledigede skiftene, og ofte er der tilstræbt en kontinuitet i de bøger, CDR selv udgiver om sig. Det var et aspekt, jeg ønskede at gå dybere ind i, men jeg har ikke opnået de informationer under dette feltarbejde.

14. Den sociale praksis, som er den tredje søjle i problemformuleringen vil jeg komme mere ind på i analyseafsnittet.

15. Oversat: "Til tider blandes den revolutionære 'overvågning/vågen over' sammen med det at holde vagt. Men vagterne er kun et aspekt af det. Den revolutionære 'overvågning/vågen over' i vores land har til formål ikke kun at opspore kontrarevolutionære, spioner eller infiltrerede afhoppere, men også forbrydere og antisociale elementer som tilstræber at skade Revolutionen og samfundet. Det indbefatter 24 timer i døgnet og det er konstant, permanent". (Egen oversættelse).

16. Oversat: "Den revolutionære overvågning er en bevidstheds-/samvittighedstilstand, og derfor er det vigtigt at denne overvågning er ledsaget af et ideologisk arbejde, klassebevidst [og] marxistisk-leninistisk". (Egen oversættelse).

17. Oversat: "Propagandaen er en opgave for ideologisk arbejde, og [en opgave] hvormed CDR er blevet fremhævet mest. Det store arbejde, der er gjort inden for propaganda forklarer - bortset fra organisationens enestående struktur - at CDR er et magtfuldt instrument til mobiliseringen af masserne til enhver tid og til udførelsen af en hvilken som helst opgave". (Egen oversættelse).

18. Generelt er selvforståelsen blandt indbyggerne i La Habana, at de er mere kritiske i forhold til revolutionens magtcenter end i provinsen. Jeg må derfor understrege, at denne feltrapport er baseret hovedsagligt på La Habana som ramme og ikke på Cuba som helhed.

19. Mine første planer til feltarbejdets placering på Cuba var at tage til en provinsby, Cienfuegos, hvor universitetet ville kunne give den fornødne spanskundervisning. Alt var forberedt, jeg var indskrevet på universitetet, kollegiepladsen var reserveret, jeg kunne bykortet udenad, da jeg 14 dage før afrejsen måtte ændre planer p.g.a. visumregler. Jeg ville ikke kunne få visum til at befinde mig på Cuba i de planlagte 6 måneder, medmindre jeg studerede på universitetet under hele opholdet. Da sprogvisning for udlændinge er dyr, og jeg ikke ville have råd til at betale for 6 måneders studium for et visum, valgte jeg at søge til La Habana, hvor der findes flere og mindre dyre kurser, og jeg vurderede, at mulighederne generelt var større for at finde og blive indskrevet på visumgivende aktiviteter.

20. Carné de identidad: I Cuba er det populære pas afløst af dette dokument, der med billede angiver navn, alder, hvor man bor (CDR), arbejdsplads, fornavnene på forældrene og eventuelle bemærkninger fra myndigheder om f.eks. tidligere lovbrud og fængselsophold. Carné'et er det vigtigste dokument for en cubaner, da det er lovpligtigt at have på sig, og fordi det er et hyppigt påkrævet dokument, der giver læseren mange informationer om den pågældende. Cubanerne ejer generelt ikke pas, og kan derfor ikke frit rejse ud af landet, men kan få tilkendt et pas ved at arbejde i udlandet eller at blive inviteret til udlandet, enten privat eller, ofte, som led i kulturel udveksling. Mit carné angav de samme oplysninger, hvor jeg hele tiden skulle bære carné'et og mit visumpapir som myndighedernes bemærkning.

21. Gennem mine feltnoter har jeg løbende anonymiseret alle, jeg nævner. Navnene er således ændrede.

22. Revolutionær: Betegnelsen har været brugt på Cuba som angivelse af 'gode, vellykkede, kompetente, energiske og socialt ansvarlige' folk (Rosendahl 1997), men har i de senere år været mindre brugt (Rosendahl 2000). Betegnelsen hører ind under den offentlige diskurs, og her anvendtes den i en privat kontekst, hvilket fik Marianna til at grine over bedstemoderens forvirrede anvendelse af kategorier. Jeg vil komme meget mere ind på privat og offentlig diskurs senere i rapporten.

23. For en kronologisk optegnelse af formelle hændelser under feltarbejdet, se bilag 4.

24. Med undtagelse af Marianna, der havde lagt ud med meget personlige beretninger om CDR.

25. For en oversættelse se bilag 5.

26. Betegnelse for USA's immigrationslove: den ene for verden, den anden for cubanere. 'Asesina' refererer til, at cubanere har ladet livet i Floridastrædet under flugtforsøg. Konflikten mellem, at flygtninge er ved at blive en del af det cubanske samfund i Miami, der omtales som terroristisk, og at fastholde en version af, at de bliver lokket - udelukkende af økonomiske årsager! Ikke politiske - bliver ikke problematiseret.

27. Se bilag 6 for eksempler på mindmaps og interviewguides.

28. Se for uddybning af min stillingtagen til denne debat: Skaanes (1999).

29. For en oversættelse se bilag 7.

30. Her menes der implicit: han taler om politik og andre kontroversielle emner.

31. I de seks måneder jeg var på Cuba var der i gennemsnittet en manifestation om måneden, enten i form af demonstration eller protestmarch, mod USA.

32. Der er stor mangel på politifolk på Cuba, hvorfor staten sendte besked ud om, at CDR måtte gå ind i hvervningen blandt beboerne.

33. Der er meget få selvstændige erhverv tilladt på Cuba. Inden for service er der: Kok, taxakørsel, mekaniker, elektriker, produktsælger og privat restaurantvirksomhed i et lille omfang (i eget hjem). Inden for produktion er der: kød- og afgrødeproduktion og industriproduktion i begrænset omfang. Hertil er disse hverv kun tilladt, dersom man har en salgstilladelse, og man er begrænset i og med, at det er ulovligt at hyre lønnet arbejdskraft uden for familien (se Rivera 1998).

34. Her talte vi engelsk, da Marianna gerne ville træne sit engelsk.

35. Formuleringen er i disse sager upersonlig: "Nos han dicho…" - direkte oversat: "De har fortalt os…"

36. Oversat: "Det er løgn det hele! De er vildfarne, og du har ikke noget at tale med dem om".

37. Om tilladelse til at lave egne interview: Mette Louise Berg beskriver i sit speciale, at hun som feltarbejder på Cuba måtte overlade selve interviewstyringen af 'almindelige mennesker' til den forskningsenhed, hun blev tilknyttet. Hun ville kun få lov til at være til stede under interviewene (Berg 1999:23).

38. Magaly Rodriguez er naturligvis ikke anonymiseret, da dette ikke ville give mening.

39. Cubanere måtte indtil for få år siden ikke omgås udlændige. Det var forbudt ved lov. I dag er det ilde set, at unge cubanere byder sig til for udlændinge, som venner, kærester eller guider. Betegnelsen jineteros anvendes om disse unge professionelle 'venner', der tjener penge i form af gaver fra udlændinge og gennem venskaber eller kæresteforhold får adgang til en tilværelse med et for den almindelige cubaner ekstravagant forbrug og goder: at komme ind på de dyre diskoteker, ulovligt bo på airconditionerede værelser (kun udlændinge må leje værelser af private og på hoteller) eller komme rundt i landet, noget kun få har råd til.

40. Jf. CDR's dannelse og Fidels tale - cf. rapportens kapitel "Introduktion til feltet".

41. Disse aspekter hører traditionelt familien til. Familien, der i teorihistoriske lys har været statens modpol i inddelingen af samfundets sfærer, altså en deling mellem staten og familien (Bobbio 1989, Hankiss 1988, Cohen & Arato 1992, Espinosa 1999).

42. Se bilag 1.

43. Andet verdensmøde for solidaritet og venskab med Cuba.