"Min kone skal være…"
Tre fortællinger om arrangerede ægteskaber

Mikkel Rytter

Originally published in Jordens Folk: Etnografisk tidsskrift, No.2, 2003
See the journal's homepage, at: http://www.jordensfolk.dk/

AnthroBase.com

To download, print, or bookmark, click: http://www.anthrobase.com/Txt/R/Rytter_M_01.htm.
To cite, quote this address and the download date. Not for commercial use.
© 2003 Mikkel Rytter. Distributed with permission, by www.AnthroBase.com.
Do not remove this notice from digital or paper copies of this text. 

 

Indhold

Hvad er et arrangeret ægteskab?
Hvad nu hvis man selv finder en pige?
Hvor skal vi bygge og hvor skal vi bo?
Hvem er "rigtige" prinsesser?
Er vi i grunden så forskellige?
Epilog


"Der var engang en prins, han ville have sig en prinsesse, men det skulle være en rigtig prinsesse. Så rejste han hele verden rundt, for at finde sådan en, men alle vegne var der noget i vejen, prinsesser var der nok af, men om det var "rigtige" prinsesser, kunne han ikke ganske komme efter, altid var der noget, som ikke var så rigtigt. Så kom han da hjem igen og var så bedrøvet, for han ville så gerne have en virkelig prinsesse." (H. C. Andersen, Prinsessen på Ærten)

I eventyret må prinsen efter sin mislykkede søgen erkende to ting. For det første er det ikke altid så let at finde sig en prinsesse! For det andet skyldes hans manglende succes i høj grad ham selv. Det er nemlig ham, der vurderer, hvem der er, og hvem der ikke er, "rigtige" prinsesser.

Også i virkelighedens verden kan det være svært at finde sig en partner, som man kan blive gift med. På et eller andet tidspunkt i vores liv er vi alle prinsen (eller prinsessen), der ønsker os en partner, men vi har vidt forskellige måder at søge på. Nogle mennesker overlader det til de højere magter, andre jagter i stigende desperation "den eneste ene", og andre igen mener, at det er tilfældighedernes spil, der afgør hvem af deres tidligere og kommende kærester, de faktisk bliver gift med. Endelig er der også nogle, der langt hen ad vejen lader fornuften råde og diskuterer valget af ægtefælle med deres forældre - denne sidste måde er det, der kaldes et arrangeret ægteskab.

I virkelighedens verden er det heller ikke alle, der kan "rejse hele verden rundt" for at finde sin prinsesse. Den nuværende VK regering fik nemlig sammen med Dansk Folkeparti, i hast inden sommerferien sidste år (2002), vedtaget en række nye regler for ægtefællesammenføring til Danmark. Lovændringerne vil ikke få nogen konsekvenser for de fleste "gammeldanskere". Vi vil forsat kunne gifte os på tværs af nationale grænser. Omvendt forholder det sig for unge med anden etnisk baggrund end dansk. De vil få endog meget svært ved at opfylde lovens strenge krav, og i praksis vil det sandsynligvis betyde, at hovedparten af unge med anden etnisk baggrund end dansk fremover må gifte sig her i landet.

Med lovændringerne ønsker VK regeringen at lukke Danmarks grænser og forhindre yderligere indvandring. Integrationsminister Bertel Haarder har imidlertid flere gange påpeget, at ændringerne også er lavet for at forhindre arrangerede ægteskaber. Dette er interessant. For på trods af at der blandt forskere og i diverse rådgivningsorganer hersker stor uenighed om, hvad arrangerede ægteskaber reelt indebærer, så vælger regeringen at reagere på de simplificerede fremstillinger, der jævnligt bringes i medierne. Her præsenteres arrangerede ægteskaber som en ubegribelig horribel praksis, hvor hjerteløse forældre tvinger deres børn ind i ægteskaber mod deres vilje - altså en praksis der ligger milevidt fra "danske" måder at vælge sin partner på!

I et forsøg på at komme bag om forsidehistorierne og undersøge hvorvidt et arrangeret ægteskab ikke også kan have et andet forløb, og om ikke der er fundamental forskel mellem et arrangeret og et påtvunget ægteskab, har jeg, i perioden fra september 2001 til marts 2002, interviewet 26 unge mænd med pakistansk baggrund om deres erfaringer med ægteskab og partnervalg. Under disse interviews blev jeg gentagne gange præsenteret for en udtalelse, der strider mod regeringens ønsker, idet mange unge forklarede: "Det kan være svært at finde en partner i Danmark, fordi der er så få at vælge imellem!".

Jeg vil i denne artikel forsøge at forklare (Bertel Haarder o.a.), hvad de unge mener med denne udtalelse, og hvorfor det er så svært at finde sin prinsesse i Danmark.

Hvad er et arrangeret ægteskab?

Der har været talt og skrevet meget om arrangerede ægteskaber. Alligevel indtræffer der jævnligt begrebsforvirring og misforståelser i den offentlige debat. Derfor vil jeg indledningsvis kort skitsere, hvad et såkaldt arrangeret ægteskab indebærer.

Både i Pakistan og blandt pakistanere i Danmark er det arrangerede ægteskab den mest almindelige måde at finde sin partner på. Der er forskel på forløbet af et ægteskabsarrangement, alt efter om man er pige eller dreng, men eftersom denne artikel udelukkende præsenterer emnet fra drengenes perspektiv, kunne et typisk arrangeret ægteskab hos en pakistansk familie i Danmark forløbe således:

Når den ældste dreng i familien er i 20'erne og ved at færdiggøre sin uddannelse, begynder han at tale med sine forældre om hvilke piger indenfor familien eller i deres omgangskreds, der vil kunne blive en god hustru for netop ham. Hans forældre har sandsynligvis allerede nogle konkrete forslag, ligesom drengen ofte vil have nogle piger i tankerne, som han finder attraktive på den ene eller anden måde. Hvis de når frem til en kandidat, som alle kan stå inde for, begynder en længere indledende fase. Forældrene sonderer terrænet og undersøger, hvorvidt pigen, men først og fremmest hendes familie, overhovedet vil være interesseret i at indgå i et ægteskab. Først derefter kan et regulært frieri blive aktuelt. Konventionerne skal overholdes:

"Det er sådan, at hvis jeg selv finder en, så kan jeg ikke gå hen til pigens forældre (og bede om hendes hånd), fordi så vil jeg blive betragtet som et uopdragent skarn. Af hendes forældre og af mine forældre - det gør man ikke. Det er ikke en uskreven regel, det er en regel." Shahid 23 år.

I pakistanske familier er det forældrenes ansvar og pligt at få deres børn gift. Derfor har en ung mand brug for sine forældres hjælp og indflydelse, hvis "det skal gøres rigtigt". Årsagen til at arrangementet skal ske via forældrene er, at det ikke bare er drengen og pigen, der skal giftes. Et ægteskab etablerer en intim forbindelse mellem de respektive familier, og derfor er det et spørgsmål, der involverer alle i familien.

Shahid, der udtaler sig ovenfor, er 23 år og bor hjemme hos sine forældre. Han er færdiguddannet og har fået fast arbejde. Både hans storesøster og storebror er gift med ægtefæller fra Pakistan. Shahid har derimod besluttet (belært af sine søskendes ægteskaber), at han vil giftes med en pakistansk pige fra Danmark, og sammen med sine forældre er han i gang med at undersøge, hvilke muligheder der er. De har indtil nu ikke haft held med deres forehavende, men Shahid er fortrøstningsfuld og håber, at det vil lykkedes.

Eksemplet med Shahid ligger indenfor det brogede spektrum, der kaldes arrangerede ægteskaber. Dels fordi hans forældre deltager aktivt i udvælgelsen af hans kommende ægtefælle og etablerer forbindelsen til hendes familie, og dels fordi Shahid accepterer og respekterer deres deltagelse, da de har større erfaring i disse spørgsmål end han selv.

Hvad nu hvis man selv finder en pige?

Hvis man er en ung mand med pakistansk baggrund og gerne vil giftes med en pige med samme baggrund her i Danmark, er der en række forhold, som man må tage højde for.

For det første er der rent numerisk et begrænset antal personer af det modsatte køn. Ifølge Danmarks Statistik var der den 1. januar 2002 i alt 7724 personer med pakistansk baggrund i alderen 15-35 år i Danmark. Her af er ca. halvdelen af det modsatte køn, men mange er jo allerede gift og er derfor ikke potentielle ægtefæller. Så rent numerisk er udvalget begrænset.

Dertil kommer traditionen purdah, der i varierende omfang praktiseres i Pakistan, og som indebærer, at drenge og piger adskilles når de kommer i puberteten. I Danmark er purdah ikke institutionaliseret i det offentlige rum, da fx uddannelsessteder jo ikke er kønsopdelte. Alligevel er det kutyme blandt pakistanere i Danmark, at mænd og kvinder ved religiøse eller kulturelle arrangementer holdes adskilt. Det samme gælder under mere private forhold i hjemmet. Får en familie gæster, sidder kvinderne ofte i et lokale og mændene i et andet. Af samme grund omgås drenge og piger heller ikke i fritiden, med mindre de har en konkret opgave, som fx lektier, at løse sammen. Generelt har man som ung mand ikke social omgang med pakistanske piger, hvilket besværliggør tingene:

"De (mine forældre) leder jo med lys og lygte, og det prøver jeg også selv. Men det er ikke så nemt, for jeg er lidt genert hvad angår piger… altså ok, hvis det var en dansker, så havde jeg overhovedet ikke været genert, men det er meget mere svært med en pakistansk pige, for der skal man jo passe på med, hvad man siger og ting og sager. Så det vil være meget svært." Shahid 23 år.

Shahid føler sig usikker i selskab med pakistanske piger. Dels fordi der er så mange konventioner omkring, hvad man må og ikke må, og dels fordi han betragter pakistanske piger som potentielle ægtefæller, hvilket ikke er tilfældet med de danske piger, han kender. Det er dog langt fra alle, der har det som Shahid! Problemet ved selv at finde sin ægtefælle er imidlertid ofte, at forældrene ikke kan eller vil acceptere børnenes valg. Det var tilfældet for Amir.

Amir er i dag 26 år. Da han var i starten af 20'erne, havde han fundet en pakistansk pige i Danmark. De havde besluttet, at de gerne ville giftes, men da Amir foreslog hende som en mulighed for sine forældre, opstod problemet:

"Jeg (havde) en pakistansk kæreste et år... kæreste og kæreste det… altså vi kunne godt lide hinanden. Vi var aldrig sammen seksuelt eller noget, men vi kunne virkeligt godt lide hinanden, og vi håbede på, at det kunne blive os to, men i Pakistan der har de nogle... altså de kører stadigt med kastesystemer, og desværre var det således, at hendes kaste den var lavere end vores, og det gjorde, at vi ikke kunne blive gift med hinanden, fordi vi tilhørte to forskellige kaster." Amir 26 år.

Amirs problem med kastesystemet går igen i mange fortællinger. I Pakistan fungerer kaste, eller zaat som det hedder på punjabi, som et etnisk klassifikationssystem, idet man ved fødslen tildeles samme zaat som sin far. Navnet på en zaat oplyser, hvilken klan en person tilhører, det fortæller hvilket geografisk område pågældende familie kommer fra, samt hvilket erhverv de traditionelt har bedrevet (om de er jordejere, tømrere, smede, musikere, osv.). Zaat er altså noget, man deler med en gruppe af mennesker, og som adskiller én fra andre grupper.

Forældrene til de tre unge i denne artikel er født og opvokset i Pakistan, og de er derfor bekendt med og influeret af alle de gode sider ved zaat systemet. For dem er det nærmest utænkeligt, at deres børn skal giftes med en fra en "fremmed" zaat. Omvendt har børnene, der er født i Danmark, ofte ikke andet forhold til zaat end hvad deres forældre har fortalt dem. Sådan er det for Amir. For ham er det ligegyldigt, om hans kæreste er fra den ene eller den anden zaat. Alligevel bliver resultatet, at hvis han vil have pigen, så må han bryde forbindelsen til sine forældre:

"De unge i dag de går ikke så meget op i det (zaat), men det gør de ældre […] så efter kort tid der besluttede vi os for, at vi ikke ville såre vores forældre ved bare at flytte et eller andet sted hen, så vi stoppede vores forhold, og efter et stykke tid tog jeg så ned til Pakistan." Amir 26 år.

Den sidste af de unge mænd, der bidrager til denne artikel, er Nazir. Også han fandt en pige, som hans forældre havde svært ved at acceptere, men alligevel stod han ved sit valg. Nazir er i dag 25 år og bor sammen med sin kone og deres datter. Hans kone har tyrkisk baggrund. De mødte hinanden på deres videregående uddannelse, hvor de gik på samme årgang. De forelskede sig og besluttede sig for, at de ville hinanden. Hans forældre havde imidlertid andre planer:

"Min mor […] havde lige spurgt mig, en uge før hun tog til Pakistan, om hun skulle finde en pige til mig. Og der svarede jeg: Nej, det behøver du ikke at gøre, og så tænkte hun ikke mere over det. Men så da min mor kom tilbage, da fortalte min far: ham her han har fuldstændig andre planer, han vil giftes med en tyrker! Og så gik min mor amok, og så gik min far amok, og sådan gik det i et halvt til et helt års tid, men så til sidst der […] stod jeg selv for mit bryllup, og sagde: Ved I hvad, enten er det på min måde, og ellers så kan I lade være med at komme. Så jeg fastsatte en dato og sagde: Det bliver denne her dato, har I tænkt jer at komme, så kom, og hvis ikke så ses vi bagefter, og så kan I hilse på min kone." Nazir 25 år.

Nazirs forældre havde truet med, at hvis han valgte pigen, så ville de ikke længere have noget med ham at gøre. Alligevel accepterede de nødtvungent ægteskabet. Dog kun fordi den Imam, der skulle foretage vielsen, forklarede forældrene, at om pigen havde pakistansk eller tyrkisk baggrund var underordnet. Så længe hun var muslim, var der fra en religiøs synsvinkel absolut intet forkert i deres ægteskab.

I valget mellem pigen de selv har fundet og deres forældre, vælger Amir og Nazir forskelligt. Mange vil måske (fra en "dansk" vinkel) mene, at Amirs fravalg af kærligheden er mærkeligt. Men fra en pakistansk synsvinkel er det Nazir, der træffer det utraditionelle valg ved at gifte sig på trods af sine forældres ønsker. Mange (inklusiv Amir) oplever slet ikke valget mellem deres forældre og pigen, de selv har fundet, som et reelt valg. Men hvorfor ikke?

Hvor skal vi bygge og hvor skal vi bo?

Den måske vigtigste årsag til at forældrene har så meget at sige i spørgsmål om børnenes ægteskab, er den pakistanske tradition med at bo sammen i storfamilier. Mange bor i virilokale hushold, hvilket betyder, at et nygift par flytter ind og bor hos mandens familie. Derfor er det vigtigt, at ikke bare drengen, men også hans forældre kan bo sammen med pigen. Årsagen til at man bor hos forældrene er, at det er en voksen søns ansvar at tage sig af sine forældre.

"Man siger i Pakistan, når en dreng bliver født: Han bliver i fremtiden sin far og mors arme og ben, dvs. sådan som de har opdraget ham. Ligesom de passede ham, da han var lille, på samme måde bliver de selv som børn, når de bliver ældre… Jeg kunne ikke finde på at flytte for mig selv." Shahid 23 år.

Det er således en drengs pligt at tage sig af sine forældre, når de bliver gamle. Plejehjem betragtes ikke som en regulær mulighed. Ideen med at gemme sine gamle forældre væk på dertil indrettede institutioner forekommer alle, jeg har talt med, uhyrlig og utænkelig. Så vil man hellere påtage sig sit ansvar og passe dem i hjemmet. Da det er så dybtfølt at påtage sig et ansvar for sin familie, forekommer Amirs valg ikke længere så absurd. Han oplevede aldrig det at fravælge sine forældre som en reel mulighed:

"Jeg var faktisk ligeglad med mig selv, for jeg syntes bare, at jeg mistede alt, og jeg tænkte: Ok, jeg nedprioriterer mig selv! Det vigtigste for mig det er, at jeg prioriterer mine forældre, for de har gjort så meget for os (ham og hans søskende), så nu må jeg gøre noget for dem." Amir 26 år.

Med at "nedprioritere sig selv" refererer Amir ikke bare til, at han vil opgive sin kæreste, men også at han efterfølgende tager til Pakistan og gifter sig med en kusine på sin mors side. En pige der lever op til hans forældres forestilling om en god svigerdatter ved bl.a. at kunne hjælpe til i husholdningen og med årene overtage styringen af hjemmet.

Modsat valgte Nazir at flytte sammen med den pige, han selv havde fundet. På grund af uenighederne internt i familien, da de blev gift, var det aldrig på tale, at de skulle bo hos hans forældre. Nazir har dog i dag tæt kontakt til sine forældre. Samtidig har hans yngre brødre påtaget sig forpligtelsen og ansvaret for forældrene i hjemmet. Med fravalget af det virilokale hushold har Nazir imidlertid mistet en række af dets privilegier, fx støtter hans familie ham ikke længere økonomisk. Så for at kunne forsørge sin lille familie har Nazir indstillet sin uddannelse og er begyndt at arbejde.

Hvem er "rigtige" prinsesser?

For mange pakistanske familier fungerer et ægteskab som et statement. Alt efter hvilken pige man finder til sin søn, tilkendegiver familien overfor omverdenen: Sådan er vi, dem er vi!

I et arrangeret ægteskab kan en dreng ikke komme uden om sine forældres indflydelse, hjælp og autoritet. Og han må acceptere, at de også har præferencer vedrørende hvilken pige, de ønsker at få ind i familien. Præferencer der måske er anderledes begrundet end sønnens. Faktisk er der i mange familier divergerende opfattelser af, hvilken pige der er en "rigtig" prinsesse - og dette kan skabe konflikter.

For alle tre fortællere gælder det, at deres forældre helst så dem gift med en pige fra Pakistan. Det skyldes, at forældrene i bund og grund er meget usikre på fremtiden. Men hvis de (som i Amirs tilfælde) kan få sønnen gift med en pige fra en velanset familie evt. deres egen familie i Pakistan, da mener mange forældre sig relativt sikre på, at de får en god svigerdatter, som kan holde sammen på husholdet, når de selv bliver ældre. At få sin søn gift i Pakistan er derfor en strategi til at kapere sin usikkerhed i forhold til fremtiden som gammel i Danmark.

En anden væsentlig grund til at mange forældre foretrækker svigerdøtre fra Pakistan, er at de mener, at piger med pakistansk baggrund i Danmark er meget prægede af danske familiemønstre og omgangsformer. Det er fx en udbredt opfattelse, at pakistanske piger herfra er "rapkæftede", at de vil gøre karriere, at de ikke vil acceptere arbejdsfordelingen i hjemmet, eller at de måske slet ikke vil bo sammen med svigerfamilien - hvilket sikkert er rigtigt i mange tilfælde!

Hvis forældrene (som i Shahids tilfælde) accepterer at søge efter en svigerdatter i Danmark, så kræver det sociale kompetencer for at få et ægteskab arrangeret. Familien skal have et stort netværk af bekendtskaber for at kunne finde en pige, som både drengen og hans forældre kan blive enige om. Men vigtigst af alt kræver det tålmodighed. Shahid har allerede været søgende i et par år, og hans forældre har en enkelt gang afgivet et ægteskabstilbud til en familie i deres omgangskreds. De afslog imidlertid tilbuddet, fordi deres datter skulle giftes med én fra familien i Pakistan. Efter et sådan afslag må de starte helt forfra. Og når man hver gang måske skal bruge måneder eller år på at skabe så tæt et forhold til en anden familie, at et ægteskabstilbud bliver realistisk, så kan enhver regne sig frem til, at man ikke skal "satse" på den forkerte alt for mange gange i træk. En 20-årig pakistansk fyr, jeg interviewede, sammenfattede dette dilemma og sagde med et grin: "Det er helt ufatteligt. Det vil sige, at hvis jeg regner med at blive gift som 25-årig, så skal jeg faktisk til at gå i gang nu!".

En familie, der får afslag på deres frieri, risikerer endvidere at blive stillet i et dårligt lys blandt andre pakistanere i Danmark. Det er altid mistænkeligt, når nogle får et afslag, og hurtigt går snakken: Hvad mon der egentlig var galt med ham eller hende, siden forbindelsen blev afbrudt? Derfor resulterer mislykkede ægteskabsarrangementer ikke kun i bristede hjerter, men ofte også i social stigmatisering af hele familien.

Men en ting er, hvad forældre kan og skal gøre, noget andet er, hvorfor drengene selv har så svært ved at finde en ægtefælle i Danmark. Der er som nævnt en række faktorer, der spiller ind. 1: Rent numerisk er der ikke så mange ugifte piger med pakistansk baggrund i Danmark. 2: Det er kutyme med en vis afstand mellem drenge og piger. 3: Forældrene modsætter sig ofte ægteskaber på tværs af zaat. 4: Drengene kan ikke kun tænke på dem selv, men må også lede efter en pige, der vil kunne leve sammen med deres forældre. Det er et kompliceret regnestykke at få til at gå op, og hvis man fastholder, at alle disse kriterier skal opfyldes, kan det blive endog meget svært at finde en pige!

Shahid vil gerne giftes med en pige, der har samme baggrund og opvækst som han selv. Samtidig er han helt afklaret med, at hvis det mislykkes for ham og hans familie at finde en ægtefælle i Danmark, da bliver Pakistan en nødløsning, fordi: "Dernede er der så mange at vælge imellem!". Så i stedet for at udvide gruppen af potentielle prinsesser i Danmark, foretrækker han det sikre valg i Pakistan.

Amir derimod er blevet skilt fra sin pakistanske kone. Deres ægteskab kom aldrig til at fungere, og selvom de prøvede et par år og fik et barn sammen, så han ingen anden udvej end at lade sig skille fra hende. Han bor i dag sammen med en dansk kæreste:

"Jeg regner med og håber også, at jeg bliver gift igen, og får nogle børn… æh… om det så bliver med en dansker, eller en der bor her (læs: pakistansk pige der bor her) eller med en dernede fra, det er sådan set lige meget. Det er nogle helt andre kriterier, jeg går efter." Amir 26 år.

Selvom han bor sammen med en dansk kæreste, så er han endnu ikke afklaret omkring, hvorvidt hun kan blive en rigtig prinsesse for ham - men muligheden eksisterer! Amir forklarer efterfølgende, at de "helt andre kriterier", han taler om, er, at han ikke igen vil giftes, uden at der er følelser involveret. Det har han prøvet, og det fungerede ikke for ham.

Nazir har med sit valg af en pige med tyrkisk baggrund udvidet kategorien af potentielle ægtefæller. Parret giftede sig på tværs og på trods af deres nationale baggrund. Således er de forgangseksempel for den mere religiøse udlægning af ægteskabet, hvor en muslim er en muslim uanset nationalitet, zaat eller andet. Derudover har de været med til at rokke ved forestillingen om forældrenes ubestridelige autoritet i spørgsmål omkring ægteskab. For når én ung mand pludselig viser, at man selv kan vælge, kan andre måske også få den ide:

"Det der sker i dag, det er, at min families omgangskreds de venter bare på, at vi to bliver skilt, fordi så kan de sidde og sige: Det der med kærligheds ægteskaber det holder ikke, det skal være et arrangeret ægteskab." Nazir 25 år.

Er vi i grunden så forskellige?

De tre unge mænd i denne artikel præsenterer nogle forklaringer og motiver til partnervalg og ægteskab, der måske virker fremmede for mange majoritetsdanskere. Men mon ikke de fleste af os alligevel har mere eller mindre udtalte præferencer, når det gælder valget af ægtefælle? Ender vi ikke ofte med at gifte os med personer af samme højde, drøjde, alder, uddannelsesniveau / erhverv, religion, interesser, nationalitet samt fra samme egn eller by som os selv? Forskellen er for mig at se, at i et arrangeret ægteskab må alle disse præferencer udtrykkes og diskuteres på forhånd, inden man tager kontakt til en pige og hendes familie. Hvorimod det for majoritetsdanskeren ofte er nogle mere implicitte kriterier, nogle fornemmelser man tager med sig i byen, hvis man er på udkig efter en kæreste og måske kommende ægtefælle. Der er måske forskel i måden, hvorved Shahid, Amir, Nazir og jeg selv søger efter en ægtefælle, men set i bakspejlet er logikken samt resultatet langt hen ad vejen det samme. Vi har alle forestillinger om, hvem der er "rigtige" prinser eller prinsesser for os. Og ligesom vi kategoriserer andre på denne måde, bliver vi også selv vurderet og kategoriseret som rigtig eller forkert, god eller dårlig, acceptabel eller uacceptabel, osv. - disse vurderinger er uundgåelige og foretages konstant i social interaktion mellem mennesker.

Danmark er, og vil i fremtiden videreudvikle sig som, et multikulturelt samfund. I et sådan samfund skal der være plads til forskelligheden. Uden at berøre de problemer der vitterligt kan være ved arrangerede ægteskaber, vil jeg plædere for, at det arrangerede ægteskab bør være en legitim og accepteret måde at finde sin ægtefælle på, hvis det er det man ønsker, i fremtidens Danmark.

Med stramningen af reglerne for ægtefællesammenføring tvinger VK regeringen og Dansk Folkeparti unge med en anden etnisk baggrund end dansk til at finde deres partner i Danmark, uagtet at de måske er forelskede på tværs af nationens grænser. Regeringen forsøger hermed ved lov at gennemtrumfe nogle forandringer i "de andres" ægteskabsmønstre. Det mener jeg ikke, er måden at gøre tingene på i et samfund, hvor alle borgere burde tildeles samme rettigheder og forpligtelser. Det er uanstændigt at lave love, der sigter mod at regulere hvorvidt nogle må, og andre ikke må, gifte sig på tværs af nationens grænser.

I stedet burde de respektive politikere have betragtet spørgsmålet udfra et historisk perspektiv. Så ville de erfare, at partnerpræferencer og ægteskabsmønstre forandrer sig hele tiden. Denne artikel giver netop eksempler på sådanne forandringer. For ved at gifte sig med sin kusine i Pakistan, traf Amir måske nok det valg, der var det gængse blandt unge mænd med pakistansk baggrund i Danmark for bare 10år siden.

Men de tre fortællinger illustrerer også, hvordan unge mænd med anden etnisk baggrund end dansk fortsat vurderer og revurderer hvilke piger, der kan blive en passende ægtefælle for netop dem. De accepterer ikke bare en vilkårlig pige, som forældrene har fundet til dem i deres første hjemland.

Et historisk perspektiv viser endvidere et stigende antal skilsmisser blandt pakistanere i Danmark. Få år tilbage var det nærmest utænkeligt at blive skilt. Og selvom skilsmisseprocenten blandt pakistanere ligger betragteligt lavere end gennemsnittet af befolkningen, så bliver skilsmisse stadigt mere almindeligt. Faktisk i en sådan grad, at flere af dem jeg har interviewet, med et glimt i øjet har sagt: "Måske er vi pakistanere faktisk ved at blive danske…"

Epilog

Afslutningsvis vil jeg ønske de tre fortællere al mulig held og lykke fremover med deres ægteskaber. Jeg håber, at Amir vil få afklaret med sig selv, hvorvidt hans nuværende kæreste, kan blive hans kone. At Nazir og hans kone aldrig vil komme til at opfylde omgangskredsens forhåbninger. Endelig vil jeg krydse fingre for, at Shahid og hans familie vil finde en "rigtig" prinsesse i Danmark, og at de må leve lykkeligt til deres dages ende…


Mikkel Rytter er udannet fra Institut for Antropologi, Københavns Universitet.