Når mand vil gå som kvinde

Om kønskategorier, performance og følelser

Gitte Olesen

INTRODUKTION

Hvad er køn? Er det noget, vi er født med? Eller er det noget samfundsskabt? Er det noget, som er i os, på os, eller mellem os? Kan kønnet ændres? Hvad er det egentlig for en størrelse, der er en så integreret del af vores sprog, at vi refererer til alle mennesker som enten 'han' eller 'hun'?

Disse spørgsmål satte jeg mig for at undersøge gennem et feltarbejde blandt mennesker, som ved at iklæde sig det modsatte køns beklædning bevæger sig på tværs af de konventionelle kønskategorier; nemlig transvestitter og transseksuelle. Mit udgangspunkt var, at et fokus på det alternative, det anderledes og grænseoverskridende kunne bidrage til synliggørelse af det sædvanlige (Søndergaard 2000: 16), og derved kaste lys over det usagte og indforståede; det vi tager for givet.

Specialet er først og fremmest en fortælling om danske transvestitter og transseksuelle, og dets formål er at nærme sig en forståelse for disse menneskers livsverden, defineret som 'den hverdagsvirkelighed som subjekter lever, erfarer og tager for givet' (Schutz og Luckmann 1973: 3). Mennesket forstås således i sammenhæng med den kultur, hvori det indgår: "Without men, no culture, certainly; but equally, and more significantly, without culture, no men" (Geertz 1993: 49). Udfra en overbevisning om, at vi for at skabe analytisk forståelse for transvestitter og transseksuelles livsverden også må forstå den specifikke kontekst, hvori de lever, søger jeg derfor tillige forståelse for de kulturhistoriske processer, som producerer disse subjekter (Foucault 1994: 79), samt for de kulturelt betingede opfattelser af køn, som ligger til grund herfor og udtrykkes heri. Formålet med at fokusere på konstruktioner af kønskategorier og -klassifikationer er at finde frem til de underliggende og uudtalte antagelser om køn, for herved at kunne undersøge i hvilken udstrækning disse influerer på transvestitter og transseksuelles livsverden. Jeg søger således at skabe analytisk forståelse for:  

Hvorledes kulturelle konstruktioner af køn influerer på og udtrykkes i transvestitter og transseksuelles tilegnelse af kønsidentitet.

På baggrund af min belysning af problemstillingen ønsker jeg tillige at diskutere:
Hvilke muligheder og begrænsninger rummer specialets analytiske tilgang for forståelse herfor?

SPECIALETS STRUKTUR

Første kapitel, Felten, indeholder en beskrivelse af feltarbejdets forløb og af de væsentligste informantgrupper, transvestitter og transseksuelle. Jeg reflekterer tillige over implikationer ved at udføre feltarbejde i ’eget samfund'.

I kapitel 2, Transvestitter og transseksuelle i antropologien, redegør jeg for væsentlige antropologiske studier af transvestisme og transseksualitet. Da disse studier er udført i ikke-vestlige samfund, er der ved komparasion mulighed for at synliggøre dét, der er kendt for forskeren selv (Samuelsen og Steffen 1992: 430). Redegørelsen lægger vægt på de kulturspecifikke klassifikationer af køn og fastslåelse af kønsidentiet, samt på transvestitter og transseksuelles forskellige positioner i de respektive samfund. Ud fra de skitserede studier viser jeg, at der kan skelnes analytisk mellem det biologiske køn og det sociale køn, på baggrund af hvilken distinktion jeg definerer min forståelse af det sociale køn. 

Det følgende kapitel 3, Gender performances, tager udgangspunkt i informanternes primære formål med omklædning: At kunne indgå i samfundet i den sociale rolle kvinde. Jeg ser nærmere på, hvorledes de iscenesættelser  kroppen ved at anskue transformationsprocesen som et overgangsrite. Herefter følger en skitsering af min analytiske approach, en performativ tilgang, som jeg operationaliserer i den efterfølgende analyse af informanternes overvejelser og erfaringer i forbindelse med mødet med ’den Anden' under deres gender performances. Jeg viser, at denne situation er risikabel for dem, idet de ikke ved, om de bliver afslørede, eller om de kan gå som kvinde. 

I kapitel 4, Kønsidentitet og følelser, ser jeg på forskelle mellem transvestitter og transseksuelle. Det vil fremgå, at de adskiller sig fra hinanden ud fra deres kønsidentitet, som de fastslår på baggrund af følelser. Dette danner baggrund for en diskussion af den anlagte performative tilgangs muligheder og begrænsninger, som resulterer i fremførelsen af specialets argument: I kraft af, at transvestitter og transseksuelles kønsidentitet involverer væsentlige følelsesmæssige aspekter, er det nødvendigt, at inkorporere følelser i den analytiske begrebsramme, som en væsentlig del af det sociale køn, for at vi kan forstå relevante aspekter af transvestitter og transseksuelles tilegnelse af identitet i en vestlig kontekst. Jeg viser, at informanternes centrale placering af følelser i deres kønsidentitet må forstås i sammenhæng med konstruktionen af kønnet, selvet og seksualiteten inden for den vestlige videnskab.

Kapitel 5, Relationer mellem kategorier, tager udgangspunkt i en analyse af det på specialets forside gengivede forbud fra Det gamle Testamente og Politvedtægten for København fra 1913, der forbyder samme handlinger. Jeg anskuer forbuddene som et udtryk for kategorisering af køn og søger herved forståelse for, hvorledes transvestitter og transseksuelle er inkorporeret i det kulturelle klassifikationsssytem i vesten. Herefter ser jeg nærmere på, hvorledes relationen mellem mand og kvinde konstrueres inden for det vestlige klassifikationssystem og begrebsliggøres af transvestitter og transseksuelle. Med baggrund heri diskuterer jeg, hvorvidt transvestitter og transseksuelle overskrider eller reproducerer kønsdikotomien i det vestlige kønssystem.

Herefter følger Konklusion.

KAPITEL 1: FELTEN OG FELTARBEJDET

1.1. FELTARBEJDETS FORLØB

Specialet er baseret på data fra mit feltarbejde i danske transvestitmiljøer fra oktober 2000 til juli 2001. Den primære setting har været Transvestitforeningen i Danmark (TID), som jeg meldte mig ind i ved feltarbejdets start for at kunne deltage i foreningens arrangementer og følge medlemmerne. TID blev oprettet i 1993 og har ca. 150 medlemmer, hvilket gør den til Danmarks største af sin art. Derudover har jeg deltaget i enkelte arrangementer i transvestitforeningen Free Personal Expression - Northern Europe (FPE-NE), som tjener stort set samme formål som TID. Blandt medlemmerne i TID er der både transvestitter, transseksuelle og andre trans-personer[1]. Hovedparten af medlemmerne er biologiske mænd i alderen 45 til 60 år. Det yngste medlem er 16 år og det ældste er 80 år. Størstedelen er enten gift med en kvinde eller har et ægteskab bag sig. De fleste er veluddannede (en stor del inden for IT), og de har faste jobs. En anden stor gruppe er på efterløn, og endelig er der en gruppe på overførselsindkomster. Desuden er der blandt medlemmerne en enkelt biologisk kvinde, der iklæder sig herretøj og et lille antal biologiske kvinder, som enten er ægtefælle, ex-ægtefælle eller kæreste til et af de mandlige medlemmer.  

Foreningen afholder medlemsmøder hver fjortende dag i København og seks gange årligt i provinsen. Møderne har karakter af hyggelige sammenkomster, hvor der aftenen igennem snakkes uformelt over en kop kaffe eller et glas vin. Derudover afholdes der to årlige fester, et åbent-hus arrangement under Kulturnatten i København, samt et varierende antal specialarrangementer inden for foreningen eller i samarbejde med lignende foreninger i Danmark og Norden. Blandt sidste års arrangementer var et besøg hos en parykmager, et foredrag med titlen: 'Lær at gå som kvinde', samt et kursus i farvesammensætning og påførelse af make-up. Medlemsbladet udkommer seks gange årligt, og foreningen har en velbesøgt hjemmeside samt en rådgivningstelefon. En del af medlemmerne ser hinanden udenfor foreningsregi og arrangerer restaurant besøg, by- og shoppingture, lancier-aftener og andre sociale aktiviteter. Men for flere af de nyudsprungne er foreningen det eneste offentlige rum, de bevæger sig i, når de er klædt som kvinder.  

Min deltagelse i foreningslivet har givet mig kontakt til 60 transvestitter og transseksuelle, samt 8 ægtefæller og kærester, som jeg har talt uformelt med ved diverse sammenkomster. 14 af dem har jeg udført deciderede interviews med. Jeg blev inviteret til frokost eller middag i deres hjem, og et typisk interview forløb over fem-seks timer, hvor vi talte løst og fast om emnet ud fra min interviewguide. Jeg vurderer mine interviews som indeholdende væsentlige data, men det er gennem min deltagelse i foreningslivet, at jeg føler, jeg har fået mit virkelige kendskab til felten. Det er gennem det afslappede sociale samvær og de mange uformelle samtaler, at jeg er kommet tæt på mine informanter, har oplevet dem som kvinder i sociale sammenhænge, observeret deres interaktion med hinanden - og deraf har været i stand til at producere relevante data. Som metode har interviews været sekundær til deltager-observation. 

En anden væsentlig datakilde har været internettet. Dels har jeg fået adgang til en stor informationsmængde ved at orientere mig indgående på danske hjemmesider lavet af transvestitter og  transseksuelle og kommunikere med disse ved at respondere på deres hjemmeside, samt ved at følge debatten på en postliste for transvestitter og transseksuelle, med 99 tilmeldte personer og 640 sendte mails. Dels har jeg fået adgang til perspektiver fra transvestitter og transseksuelle, som ikke kommer i foreningerne, og på den måde kunne kontekstualisere de i foreningsregi producerede data, idet jeg blandt andet har fået kendskab til yngre transvestitter, som er en underrepræsenteret gruppe i foreningen. I min informantgruppe indgår således tillige de 40 transvestitter og transseksuelle, jeg har kommunikeret med via internettet, men som jeg ikke har haft personlig kontakt med. Yderligere datakilder har været dokumentariske TV-udsendelser og film om emnet, avisartikler, foldere, fotos og medlemsblade.

1.2. FELTARBEJDE I ’EGET SAMFUND’

Et af de første arrangementer, jeg deltog i, var et kaffemøde i Transvestitforeningen i Danmark (TID). Mødet blev holdt i et lånt klasselokale i Københavns midtby, og i det følgende skal jeg beskrive aftenens forløb.

Der er et langbord, pyntet med røde papirduge, fyrfadslys og blomster. Der er kaffe/the, kage, øl, vand og vin. Ved min ankomst sidder der seks biologiske mænd klædt i dametøj og to biologiske kvinder i dametøj. Jeg går rundt og hilser; giver hånd til dem jeg ikke har set før, og et knus til de to jeg kender. Snakken går, der er god stemning og lagt op til en hyggelig aften. Jeg sætter mig, skænker en kop kaffe og forsøger så godt jeg kan at falde ind i snakken, som på det tidspunkt handler om den svingende kvalitet i blækpatroner til printere. 

En mand klædt i mandetøj stikker hovedet ind ad døren til lokalet, siger 'Hej tøser', og bliver hilst tilbage med 'Godt at se dig, Leif. Det er længe siden'. Han går igen med det samme, og samtalerne fortsætter hvor de slap. Jeg spekulerer på, hvorfor han gik igen - det virkede som om, at han var velkendt og velkommen, men der er ikke nogen, der kommenterer det, så jeg nævner heller ikke noget. Der kommer løbende flere transepiger til, og der bliver hentet flere stole, så der er plads til alle ved bordet. Jeg sludrer og snakker, lytter interesseret og stiller spørgsmål - jeg hænger med andre ord ud og laver uformelle interviews.

Timerne går hurtigt, det bliver opbrudstid og løbende går transepigerne rundt og siger farvel. En mand iklædt mandetøj - Leif, som jeg tidligere bemærkede men ikke senere så i lokalet - kommer igen ind i lokalet. Til min undren går også han rundt og siger farvel. Da han kommer hen til mig, giver han mig hånden, siger 'Tak for i aften, det var hyggeligt at snakke med dig'. Jeg sidder måbende, for jeg mindes ikke at have talt med en mand i mandetøj i løbet af aftenen. Han kan se på mig, at jeg er forvirret, og spørger om jeg da ikke kan kende ham: 'Det er mig, Lene, jeg har siddet ved siden af dig det meste af aftenen!'. Så falder 10-øren. Det går op for mig, at Leif er Lene, og at Lene er Leif. Jeg fortæller, at uden den stramme kjole, make-up'en, den store barm, smykkerne, og ikke mindst uden den lange paryk kunne jeg ikke finde synlige lighedstegn mellem de to. Jeg siger, 'Selv tak for en hyggelig aften, Lene'. Med en let hovedrysten og et delvist overbærende smil bliver jeg promte irettesat med afskedskommentaren: 'Nej, nu er jeg jo Leif. Lene er her ikke lige nu. Det kan du vel godt se!'. Leif tager afsted, og jeg sidder forvirret tilbage med følelsen af ikke at have nogen føling med, hvad der foregår omkring mig. De to transepiger, der sidder ved siden af mig, forklarer mig, at det er yderst uhøfligt at anvende et drengenavn om en person, der er klædt som kvinde og omvendt. Man kan jo ikke være kvinde og samtidigt have et drengenavn, får jeg fortalt. Den bider jeg mærke i og tager til mig. Der går dog ikke længe, før der igen bliver sendt lange sigende blikke hen over bordet i min retning. Denne gang drejer det sig om, at jeg spurgte om ham, der var klædt ud i den blå kjole og det stribede tørklæde om halsen var ny i foreningen, for han havde virket lidt genert og tilbageholdende. I en noget hårdere tone end da jeg før blev irettesat, bliver jeg spurgt, om jeg da mente, at Jannie lignede en mand, siden jeg omtalte hende som han, og selv om jeg gjorde var det altså ikke pænt af mig at vise det så åbenlyst, for det var et tegn på mangel på respekt!. Pinligt berørt søger jeg at forklare, men bliver affærdiget med kommentaren, at der for øvrigt heller ikke er nogen, der klæder sig ud. 'Vi klæder om' får jeg udtrykkeligt at vide, 'det er jo ikke fastelavn, du er kommet til, vel'. Med en tiltagende rød kulør i ansigtet føler jeg mig rimelig akavet og siger ikke noget. 'Nå, det var jo ikke ondt ment, men du kan jo lige så godt lære det med samme, så du ikke sårer folk', og det bliver den afsluttende kommentar til mine mildest talt uheldige udtalelser. Efterfølgende medbragte jeg altid en buket blomster til værtinden ved interviews for netop at tilkendegive, at jeg så dem som kvinder.

Ovenfor er der illustreret to helt centrale aspekter, som udgør grundstenene i informanternes delte kulturelle viden. De anvender alle et navn, der stemmer overens med det køn, de er klædt som. De selvvalgte pigenavne har ofte samme forbogstav som de ved fødslen givne drengenavne, eller det er et navn, som for den pågældende signalerer kvindelighed. Det mest populære navn er Charlotte, men højt på listen ligger også Birgitte, Susanne og Tina. Når de er klædt som kvinder, forventer de, som beskrevet, at andre anvender deres pigenavn ved tiltale, og de feminine betegnelser 'hun', 'hende' og 'hendes', når de omtales i tredje person. At de klæder om til kvinder er en af de mest essentielle emiske termer. At deres praksis ikke er leg og langt mere seriøs end for eksempel fastelavn, som de forbinder med sjov og ballade, søger de netop at signalere ved at anvende begrebet omklædning, og det udtrykkes tillige i deres anvendelse af et pigenavn.

Selv om jeg har udført feltarbejde i såkaldt eget samfund, har det miljø, som jeg har bevæget mig i, været helt nyt med fremmedartede praksisser og talemåder blandt en minoritet, som jeg før feltarbejdets start ikke havde personligt kendskab til. Den kulturelle scene kan være fremmedartet, selv under feltarbejde i eget samfund.

Når det så er sagt, skal det siges, at efter det første 'kulturchok' havde fortaget sig, blev transepigerne og deres sociale omgangsmåde dog hurtigt normaliserede. I modsætning til for eksempel antropologen Jean-Paul Dumont, som måtte kæmpe sig vej til felten (1978), og mod egne forventninger, havde jeg ingen problemer med at få adgang til felten - tværtimod. Samtlige af de mennesker, jeg har haft kontakt med, har været interesseret i at deltage i mit projekt, og de har inviteret mig med til langt flere arrangementer, end jeg har haft mulighed for at deltage i. Det har til tider været overvældende, jeg har indimellem følt mig hevet og revet i, klemt imellem ønsket om at få så meget viden som muligt og behovet for langsomt at synke informationerne og reflektere over dem. Jeg har i perioder haft svært ved at rumme de mange personlige fortællinger - alle havde en masse på hjerte, som de gerne ville dele, og den evigt lyttende, interesseret spørgende og forstående etnograf var tilsyneladende et godt øre at tale til. 

Disse forhold leder tankerne hen på, at også informanterne kan have deres egne projekter at forfølge (Winsløv 1991: 25). I dette tilfælde er det mit indtryk, at de dels har håbet på, at jeg kunne bidrage med nogle perspektiver, der kan supplere eller nuancere deres egen forståelse for sig selv, og dels har jeg kunnet bekræfte dem i deres identitet som kvinde. Da en stor del af dem holder deres praksis hemmelig over for deres omgangskreds, har jeg for flere desuden været blandt de få biologiske kvinder, de har kontakt med og kan socialisere med som kvinder. Så jeg har følt mig yderst velkommen og accepteret i felten, og jeg faldt hurtigt til. Halvvejs inde i forløbet begyndte de at drille mig med, at jeg selv er transvestit - at jeg til daglig hedder Peter men kommer omklædt i foreningen som Gitte, og jeg blev opfordret til at stille op til bestyrelsen i TID. Det takkede jeg dog nej til, da jeg vurderede, at det evt. kunne skabe forvirring omkring min position i foreningen. Dét, at jeg befandt mig godt i felten, har uden tvivl været positivt i forhold til produktionen af data - uden den gode, afslappede stemning og gensidige respekt ville jeg næppe have kunne opnå samme grad af fortrolighed og åbenhed fra informanternes side. Men medaljen har som bekendt en bagside, og her har den især vist sig i to forhold.

For det første en manglende undren og forbløffelse over informanternes praksis. Den forbløffelse, som ifølge den danske antropolog Kirsten Hastrup udgør forudsætningen for produktionen af data overhovedet (1992: 7), blev for mit vedkommende langsomt flyttet fra informanterne og i stedet rettet mod udenforståendes syn og reaktioner på transvestitter og transseksuelle. Det drejer sig især om de to generelle forestillinger, informanterne ofte møder: At transvestitter er homoseksuelle, og at transvestitter og transseksuelles omklædning har et seksuelt formål. Som det vil fremgå i det følgende, er jeg i lige så høj grad 'drevet af' en søgen efter forståelse for de kultur-historiske processer, som har medført disse stereotype (og til tider fordomsfulde) antagelser om, hvad transvestisme og transseksualitet er for fænomener, som for informanternes livsverden. Det er diskrepanserne mellem de to, der har vækket min antropologiske forbløffelse. 

For det andet etiske 'problemer' ved at (re-)præsentere de mennesker, som jeg er kommet tæt på. Processen (læs: reduktionen) fra informant, ven og fortrolig til analytisk objekt har taget flere måneder og har ikke just været uproblematisk. Hvornår er detaljer for intime? Hvor går grænsen mellem fortællinger fortalt i fortrolighed og informationer til brug? At jeg tillige ved, at de kritisk vil læse det, jeg skriver, og at de har forventninger til indholdet, har absolut ikke lettet processen. Selv om de selv har indvilliget i at deltage, og selv om det er klart, at jeg ikke skal tilfredsstille deres ønsker endsige fremstille dem, som de ønsker at blive fremstillet, er der nu stor afstand mellem denne intellektuelle forståelse og den vedvarende følelse af at øve symbolsk vold mod informanterne (Hastrup 1995: 142).

I forsøget på at lette processen har jeg, som foreslået af antropologen Elizabeth A. Sheehan (1993: 87), anonymiseret samtlige informanter, selv om det er en beslutning, der går imod nogles ønsker. Det er hovedsageligt dem, der lever fuldtids som kvinde, som har ønsket at blive nævnt ved navn, da de gerne vil stå frem. De fortæller, at de sagtens kan stå inde for dét, de har fortalt, og ikke mindst, hvem de er. Men på dette punkt har jeg som led i skabelsen af distance til informanterne valgt at benytte synonymer for deres navne.

Et andet aspekt af problematikkerne omkring feltarbejdet er, at informanterne har talt samme sprog som jeg selv. Og her tænker jeg ikke på det danske sprog som sådan, men på sprogbruget - de anvender indtil flere af de antropologiske fagtermer: De taler for eksempel om performance, udførelse af ritualer, transformationsprocesser og biologisk køn versus socialt køn. De har beskæftiget sig med emnet i flere år, de følger med i forskningen både inden for psykologien, sexologien og lægevidenskaben, har anbefalet mig faglitteratur, og har i det hele taget en langt større viden om emnet, end jeg nogen sinde kan gøre mig forhåbninger om at opnå. De er yderst reflekterede og det er i lige så høj grad dem, der har analytiske blikke rettet mod sig selv, som det har været mig.

Dét, som antropologen kan biddrage med, kan konceptualiseres ved hjælp af Hastrups skelnen mellem viden og forståelse. Hvor førstnævnte refererer til den intime og implicitte kropsliggjorte viden, som informanterne har, fremkommer antropologisk forståelse via et eksternt perspektiv på denne viden:

"The native point of view is part of the ethnography, but the goal of scholarship is not just to record the world as seen from a particular point of view, but also to contextualize and question it in an attempt of understanding. The anthropological quest for understanding goes beyond any particular local knowledge" (Hastrup 1993: 153).

1.3. INFORMANTERNE

Størstedelen af mine informanter er transvestitter, der har valgt at melde sig ind i en forening. Samtlige af dem har i en lang periode klædt om i det skjulte og holdt deres praksis hemmelig over for familie, venner og omgangskreds, før de fandt modet til at springe ud og melde sig ind i en forening. De anslår, at det er et fåtal af transvestitter, der nogensinde kommer så langt som at vise sig offentligt iført dametøj endsige melde sig ind i en forening. Omklædning er en praksis, som for langt de fleste transvestitter og transseksuelle tilhører intim- og privatsfæren og foregår bag lukkede døre og nedrullede gardiner, hvilket komplicerer adgangen til data. Mit materiale kan derfor ikke betegnes som repræsentativt for feltet, ligesom mine informanter ikke kan betragtes som repræsentative for transvestitter generet.

Udfra mine data søger jeg derfor ikke at sige noget generelt om transvestitter. Derimod viser mit materiale, hvorledes de praktiserer omklædning efter de er sprunget ud, og hvilke erfaringer de har gjort sig, når de er indgået i samfundet iført en beklædning, der overskrider de kulturelt definerede grænser for, hvilken beklædning der er passende for biologiske mænd. Antropologisk set er det et uudforsket felt, da der ikke tidligere er foretaget antropologiske studier i danske transvestitmiljøer.

Ud fra en formodning om, at medlemmerne af transvestitforeningen ville være transvestitter, havde jeg før feltarbejdets start defineret mit projekt som et studie af transvestisme. I tråd med TID's informationsfolder, definerede jeg transvestitter som 'personer, der har en trang til at iklæde sig det modsatte køns tøj' (2000: 1). Det blev dog hurtig klart, at det ikke kun er transvestitter, der udøver denne praksis: Blandt mine informanter er der både transseksuelle, transgendere, transepiger, transere og cross-dressere. Der er lesbiske mænd, kvindelige bøsser, pre-op, post-op, K-t-M (kvinder, der klæder sig som mænd) og M-t-K (mænd, der klæder sig som kvinder). Der er fritids-, halvtids-, lejlighedsvis- og fuldtidstransvestitter. Der er heteroseksuelle, homoseksuelle og biseksuelle. Kort sagt, mine informanter er en broget skare af mennesker.

Med hensyn til de mange emiske kategorier og betegnelser er der blandt informanterne ikke enighed omkring deres definition og betydning. Det er et tilbagevendende diskussionsemne både i foreningen og i cyberspace, hvor der på de forskellige hjemmesider er opført indtil flere modstridende definitioner af kategorierne og grænserne mellem dem. De følgende definitioner er således hverken endegyldige eller absolutte. Det er kategorier, som jeg har konstrueret på baggrund af de differentieringskriterier, som hovedparten af mine informanter har fremhævet som værende væsentlige. Men uanset hvordan jeg vælger at definere termerne, vil der altid være informanter, som er uenige, og de mange nuancer og variationer vil nødvendigvis træde i baggrunden, når der konstrueres kategorier, der er anvendelige i analytisk øjemed.

1.3.1. TRANSVESTITTER

Transvestitter er biologiske mænd, som iklæder sig kvindetøj. De har en mandlig kønsidentitet og ønsker ikke at gennemgå en kønskorrigerende operation. Med undtagelse af en enkelt er alle de transvestitter, jeg har haft kontakt med heteroseksuelle. En del har eksperimenteret med seksuelle partnere af begge køn, men ser det netop som et eksperiment, der ikke ændrer ved deres selvopfattelse som heteroseksuelle. Der er store variationer transvestitterne imellem, som jeg skal søge at illustrere ved at præsentere tre informanter: 

Der er den nyudsprungne Annie på 26 år, der i al hemmelighed klæder om hver anden måned. Hun er først for nylig begyndt at gå udenfor omklædt, men hun er ikke helt tryg ved situationen. Hun foretrækker at være derhjemme og evt. chatte på internettet under en kvindelig identitet. På hendes hjemmeside er der fotos af hende, og fortællinger om hendes forløb og overvejelser i forbindelse med at springe ud som transvestit. Hun skulle have flyttet sammen med sin kæreste igennem fem år, og besluttede i den forbindelse at fortælle hende, at hun er transvestit. Det fik desværre det resultat, at kæresten forlod hende. Der er indtil flere, der har skrevet til Annie via hendes hjemmeside og fortalt om ligende episoder, hvor deres kæreste/kone har haft umådeligt svært ved at håndtere deres transvestisme, og for indtil flere har det været årsag til skilsmisse. 

Det er anderledes for Cecilie på 55 år. Hun er gift og har to voksne børn. Både hendes ægtefælle, Elin, og børn ved, at hun er transvestit. Det er kun sønnen, der ikke vil se hende i dametøj. Cecilie og Elin har været gift i 28 år, men indtil for fem år siden, hvor Elin fandt noget dametøj, der ikke tilhørte hende, var det en velbevaret hemmelighed, at hun er transvestit. Efter beskyldninger om utroskab fortæller Cecilie, hvordan tingene hænger sammen - at hun er transvestit, og at hun siden ungdomsårene i skjul har gået med kvindetøj. Som mange andre ægtefæller, der finder ud af, at deres mand er transvestit, får Elin et mindre chok. Men efter mange gode samtaler med hendes mand og en psykolog accepterer hun, at han klæder om. Efterhånden ser hun på Cecilie som en ny veninde, med hvem hun kan tale om ting, hun ikke kan tale med hendes mand om. I dag klæder Cecilie om op til fire gange om ugen og deltager sammen med Elin både i foreningslivet og andre sociale aktiviteter.

Sanne på 63 år har ikke været lige så heldig med sin families reaktion. Siden hun efter en skilsmisse for fire år siden besluttede at leve fuldtids som kvinde, har hendes børn og hendes mor ikke længere ønsket at have kontakt med hende. De vil ikke møde hende, hvis hun er klædt som kvinde. Hun synes, at det er hårdt, men hun fortryder ikke sit valg. Under interviewet fortæller hun glædestrålende om blandt andet effekterne af de kvindelige hormoner. Hvor dejligt det er at se sin krop antage kvindelige former og mærke, at brysterne vokser. Hun fortæller, at hun ser frem til, at hun får en b-skål. Større skal brysterne ikke være, for, som hun siger, skal det jo ikke se unaturligt ud. Selv om hun lever fuldtids som kvinde og forventer at gøre det resten af livet, ønsker hun ikke en kønskorrigerende operation. Primært fordi hun mener, at kønnet sidder mellem ørene frem for mellem benene, og så kender hun indtil flere opererede, som ikke har været tilfredse med resultatet og ikke har kunne finde sig tilrette med deres nye kønsidentitet. Andre fuldtidstransvestitter fortæller, at de fravælger operation, da de føler, de er blevet for gamle, at de er angste for det operative indgreb og ikke har tiltro til den tekniske ekspertise, eller at de slet og ret ønsker at bevare deres penis. Men som med alt andet er heller ikke det statisk. Hvis en fuldtidstransvestit ændrer holdning og ønsker en kønskorrigerende operation, definerer personen sig imidlertid ikke længere sig som transvestit, men som transseksuel.

1.3.2. TRANSSEKSUELLE

I modsætning til transvestitter har transseksuelle en kvindelig kønsidentitet. De ser sig selv som værende født i det forkerte køns krop og føler bogstavelig talt, at de er 'kvinder fanget i en mands krop'. Det er årsagen til, at de ønsker at gennemgå en kønskorrigerende operation. Samtlige af de transseksuelle, jeg har været i kontakt med, er enten blevet opereret, ønsker operation på et senere tidspunkt eller gennemgår det forberedende forløb på Rigshospitalets Sexologiske Klinik, der er det eneste sted, hvor  kønskorrigerende operationer udføres i Danmark. Termerne 'pre-op' og 'post-op' tilkendegiver om personen befinder sig før eller efter en kønskorrigernede operation og anvendes kun af og om transseksuelle.

Flere af de transseksuelle udtrykker et decideret had over for deres krop og deres køn. Lene, som er en transseksuel på 44 år, har aldrig haft seksuelt samvær med en pige, da hun ikke kan forlige sig med at skulle være så tæt på den kvindekrop, som hun ønskede, hun selv havde. Hun fortæller, at hun bliver ked af det, hver gang hun går i bad og direkte bliver konfronteret med en krop, hun slet ikke kan identificere sig med. Hun kan ikke acceptere sin penis, den store hårvækst og manglen på bryster. Hun er i gang med det forberedende forløb på Rigshospitalet og håber på at blive opereret inden for de næste to år.

Nina er 53 år og lever sammen med sin ægtefælle, Anne. For Nina er det naturligt at være iklædt kvindetøj, og stod det til hende, levede hun fuldtids som kvinde. Selv om hendes ægtefælle accepterer og respekterer, at hendes mand klæder sig som kvinde, føler hun, at der er mange hensyn at tage - både i forhold til jobbet, resten af familien og lokalmiljøet. Snakken går hurtigt i små provinsbyer, og hun ved, at det kan koste hende jobbet, hvis det kommer ud, at hun er transseksuel. Hun kører derfor altid til større byer, når hun vil gå ud som kvinde og gør sit bedste for ikke at blive afsløret. Hun er en af mine hovedinformanter, vi har brugt meget tid sammen og er kommet tæt på hinanden, men hun har ikke ønsket at fortælle mig hverken sit mandenavn, sin bopæl, stilling eller hvilken virksomhed, hun arbejder for. Tilsvarende har jeg heller ikke set hende, når hun er klædt som mand. Hun sætter en meget skarp grænse mellem sit liv som kvinde og sit liv som mand.

Nina omtaler sig selv som en lesbisk mand. 'Mand' refererer til hendes fysiske krop, men eftersom hun er transseksuel, har en kvindelig kønsidentitet, og er seksuelt tiltrukket af kvinder, følger det, at hun ser selv sig som lesbisk. Ligeledes definerer transseksuelle K-t-M'er (biologiske kvinder, der har en mandlig kønsidentitet), der er tiltrukket af mænd, sig som kvindelige bøsser. Det er dog kun et fåtal, der er lesbiske mænd eller kvindelige bøsser. Langt størstedelen af de transseksuelle M-t-K'er (biologiske mænd, der har en kvindelig kønsidentitet) er tiltrukket af mænd og ønsker et forhold til en mand - en heteroseksuel mand vel at mærke. De ser sig selv som kvinder, har en kvindelig kønsidentitet og især for de opererede gælder, at med til livet som kvinde hører ønsket om også at indgå i et kærlighedsforhold som kvinde. Men det er svært. Der er ind imellem en solstrålehistorie, men langt de fleste lever alene og har indstillet sig på en tilværelse som single.

1.3.3. TRANSEPIGER

KAPITEL 2: TRANSVESTITTER & TRANSSEKSUELLE I ANTROPOLOGIEN

Der er foretaget mange antropologiske studier af transvestisme og transseksualitet. Kendetegnende for disse studier er, at de er blevet udført i ikke-vestlige samfund (Morris 1995: 570). På trods af grundig research har jeg ikke fundet frem til empiriske undersøgelser af transvestisme og transseksualitet i vesten udført af antropologer. Når antropologer beskæftiger sig med transvestisme og transseksualitet i vesten, er det ikke på baggrund af feltarbejde, men udelukkende som kontekstualisering af data fra ikke-vestlige samfund. Dermed ikke sagt, at emnet er uudforsket. Tværtimod. Der findes en stor mængde litteratur om transvestitter og transseksuelle i vesten. Både i form af biografier skrevet af transvestitter og transseksuelle (fx Elbe 1988; Falk 1994; Hobbe 1986; Holten 1992; Jakobsen 2000) og akademiske studier af emnet, der er velstuderet inden for både psykologien (fx Almås 1993; Benestad 1993; Bullough og Bullough 1997; Cullberg 1997), sexologien (fx Hertoft 1984, 1987, 1989; Hirshfeldt 1991) og ikke mindst kønsforskningen (fx Garber 1992; Hausman 1995; Hawkes 1995; More og Whittle 1999; Raymond 1979). Men antropologer har valgt at vende de analytiske blikke mod blandt andet Hijras i Indien, Xanith på Omar, Travestis i Brasilien og Fa-fainer på Samoa frem for mod transvestitter og transseksuelle i vestlige samfund[2].

Min hensigt med specialet er ikke at indskrive det i hverken psykologien, sexologien eller kønsforskningen, og min intention er ikke at biddrage til de igangværende diskussioner om emnet inden for disse fagområder, men jeg har orienteret mig i litteraturen og inddrager perspektiver herfra, som er relevante i forbindelse med belysning af specialets problemstilling.

2.1. HIJRAS I INDIEN

Seerena Nanda er en af de antropologer, der har beskæftiget sig med de indiske transvestitter, Hijras, og deres position i det hinduistiske samfund (1999). Hijra er biologiske mænd, der klæder sig kvindeligt. Nanda definerer dem som 'en institutionaliseret tredje kønsrolle, der hverken er maskulin eller feminin, men som indeholder elementer af begge' (ibid.: 226). De er ofte kastrerede og lever ideelt set som asketer, hvorfor de fra samfundets side opfattes som aseksuelle. Da kønsidentiet i Indien defineres ud fra kønsorganerne og evnen til reproduktivet (ibid.: 228), og da Hijras ikke kan reproducere sig i kraft af, at de enten er impotente eller kastrerede og ej heller har kvindelige kønsorganer, bliver de hverken opfattet som kvinde eller mand, men som et tredje køn.

Hijras lever sammen i fællesskaber af mellem fem til femten medlemmer, primært i Nordindiske byer, hvor de udfører deres traditionelle rolle som performere ved bryllupper, dåber og festivaller. De er alle hengivne til Bahuchara Mata, som er en af de mange Moder Gudinder, der tilbedes over hele Indien, og i rituelle kontekster identificerer de sig tillige med andre kvindelige gudinder eller med ægtefæller til visse mandlige guder.

Hijras er ikke blot accepteret og tolereret i det indiske samfund, de er værdsat (ibid.: 236). Nanda argumenterer for, at årsagen hertil er, at de kan relateres til guder og fortællinger i hindumytologien:

"Several different aspects of Hindu thought explain both the ability of Indian society to absorb an institutionalized third gender role, as well as to provide several contexts within which to handle the tension between the ideal and real aspects of the role" (ibid.: 235).

Hindumytologien indeholder adskillige eksempler på både androgyne guder og guder, som kan ændre køn og antage form af det modsatte køn. For eksempel kan de tre store hindu guder, Shiva, Visnu og Krishna, alle transformere sig til kvindelige skikkelser, og interagere med jordiske mennesker både i maskulin og feminin form. Ligeledes har Ram, helten i den store hindu fortælling, Ramayana, velsignet transvestitter, og Arjuna, der er helteskikkelsen i fortællingen Mahabharata, levede selv i en periode som transvestit. Herved er der indtil flere forskellige kontekster, i hvilke Hijras kan relatere sig selv og af andre blive relateret til hinduguder og helte og derved udvikle et positivt syn på deres feminine praksis (ibid.: 236).

Hijras identifikationer med hinduguder og helte ville ikke have den store betydning for deres position i samfundet, hvis ikke det var fordi, at disse myter er en vigtig og integreret del af populærkulturen, kendt og respekteret af medlemmerne af det indiske samfund (ibid.: 235). At guder kan transformere sig og ændre køn er almen viden blandt hinduer, fortællingerne Ramayana og Mahabharata udgives i tegneserieform og er kendt af såvel børn som voksne. Derfor er der ikke noget abnormt over Hijras, og derfor kan de indtage en værdsat position i det indiske samfund.

2.2. XANITH PÅ OMAR

Xanith er homoseksuelle mænd, der lever af prostitution. De er en institutionaliseret transseksuel kønsrolle på Omar, og således ikke et tredje køn som Hijras i Indien. Antropologen Unni Wikan definerer transseksualitet i en Saudi Arabisk kontekst som, 'et socialt accepteret rolle mønster, hvorved en person agerer og bliver klassificeret som var han/hun en person af det modsatte køn i forhold til et antal vigtige formål' (1977: 304). I sin definition lægger Wikan således vægt på det omgivende samfunds syn frem for på de pågældendes egen selvidentifikation, og hun betoner, at det ikke er en permanent tilstand, men en midlertidig status, som ændres alt efter konteksten.

Xanith behandles stort set som var de kvinder, men de tillades ikke at bære den kvindelige klædedragt. Ikke fordi de anatomisk er mænd, men fordi de socialt set er, hvad kvinder ikke bør være: Prostituerede. Det ville være respektløst overfor kvinder, hvis de bar den kvindelige klædedragt (ibid.: 310). Ifølge Wikan skal transseksualitet i Oman forstås i relation til de kulturelle klassifikationer af køn:

"Here then may be the key to an understanding of transsexualism in Oman. It is the sexual act, not the sexual organs, which is fundamentally constitutive of gender. A man who acts as a woman sexually, is a woman, socially. And there is no confusion possible in this culture between the male and the female role in an intercourse. The man 'enters', the woman recieves, the man is active, the woman is passive " (ibid.: 309).

Trods deres levebrød som prostituerede, er Xanith accepterede og respekterede medlemmer af samfundet. Dette beror ifølge Wikan på to forhold: Dels det grundlæggende livssyn i Oman, at verden ikke er perfekt. At være kritisk og fordømmende over for mennesker, som ikke lever op til idealerne opfattes derfor som taktløst og selvhævdende (ibid.: 311). Dels er opfattelsen af personen ikke essentialistisk, men differentieret. En given handling eller aktivitet ses som blot et aspekt af personen, og kun en facet af en kompleks personlighed (ibid.: 312). På Oman dømmes Xanith således ikke udelukkende på deres profession, og ifølge Wikan kan de indtage en respekteret position i det muslimske samfund i kraft af det differentierede syn på personen og den store tolerance over for afvigere.

2.3. TRAVESTIS I BRASILIEN

Travestis er prostituerede mænd, der har sex med andre mænd. De går kvindeligt klædt og størstedelen af dem tager kvindelige hormoner og har silikone i enten brysterne eller hofterne. De er en af de mest marginaliserede sociale grupper i det brasilianske samfund, og i de fleste byer oplever de en så stærk diskrimination, at de helst undgår at gå udenfor i dagslys (Kulick 1999: 575).

Ifølge den svenske antropolog Don Kulick defineres kønsidentitet i Brasilien, som i Oman, udfra seksuel opførsel, dvs. den pågældendes rolle som enten aktiv eller passiv i seksualakten. Selv mænd, der har sex med andre mænd, men som er aktive under seksualakten, opfattes ikke som værende homoseksuelle (ibid.: 574). I modsætning til Xanith, er Travestis ikke passive i den seksuelle omgang med deres kunder. Ifølge Kulick ønsker langt størstedelen af deres kunder, at Travestis tager den aktive rolle, mens Travestis i deres private forhold insisterer på, at deres partner er den aktive i seksualakten. Selv om travesits har sex med andre mænd, defineres de således inden for den brasilianske begrebsramme ikke som homoseksuelle (ibid.: 578).

Efter at have fastslået, at kønsidentitet konstitueres på baggrund af seksuel opførsel, argumenterer Kulick imod de tidligere forståelser af Travestis som en tredje kønskategori. Han viser, at de kun kan forstås inden for en binær begrebsramme, der er baseret på en dikotomisk opfattelse af køn. Denne er dog forskellig fra den europæiske-amerikanske kønsdikotomi, mand vs. kvinde:     

"There is a binary system of opposites very firmly in place and in operation. But the salient difference in this system is not between men and women. It is, instead, between those who penetrate (…) and those who get penetrated (…) in a system where the act of being penetrated has transformative force" (ibid.: 580).

2.4. FA'AFAFINE PÅ SAMOA

Fa'afafine er biologiske mænd, der klæder sig kvindeligt og indgår i samfundet som kvinder. De er entertainere både ved offentlige og private sammenkomster. Antropologen Jeanette Maego ser dem som transvestitter, og hun definerer dem som et tredje køn, placeret imellem de to andre køn, mand og kvinde (1992: 443). Maego karakteriserer det samoanske samfund som værende rollebaseret, idet opfattelsen af personen er baseret på dennes sociale rolle (persona), og adskillelsen af kategorierne mand og kvinde sker ud fra roller frem for personlige kvaliteter eller følelser:

"When people step beyond the bounds of social role and act instead on personal feelings, Samoans are prone to perceive them as possessed by impulses and compelled to act in unreasoning ways, for in Samoa, consious identity is affiliated with the persona" (ibid.: 453).

2.5. BIOLOGISK KØN - SOCIALT KØN

De skitserede studier af transvestisme og transseksualitet viser, at køn er en universel kategori, men de kriterier, ud fra hvilke kategorien defineres, varierer fra kultur til kultur. De kriterier, der er relevante i et samfund, kan være ubetydelige i et andet, og spektret af signifikante kriterier spænder lige fra den mest intime privatsfære til adfærd og fremtræden i det offentlige rum. Hvad enten kønsidentitet fastslås ud fra anal penetrering i seksualakten, seksuelle organer, reproduktivitetsevne, social rolle eller andet, så er det kriterier, der er meningsfulde i deres specifikke kulturelle kontekst, hvor de dels udgør grundlaget for definering af kønskategorier, og dels influerer på de måder, hvorpå køn tænkes, italesættes og praktiseres.

Ligeledes er transvestitter og transseksuelles forskelligartede sociale positioner i samfundet kulturelt betinget. De bliver både marginaliseret, accepteret og respekteret alt efter, hvor i verden de befinder sig, og indtil flere faktorer har betydning for, hvorledes det omgivende samfund anskuer dem. Både religion og mytologi, det klassifikatoriske kønssystem, indstillinger til livet og synet på personen, kan være væsentlige i denne sammenhæng og influere på, hvorledes de og deres praksis bedømmes og værdilades af andre.

De skitserede studier opererer alle med en skelnen mellem det biologiske køn (sex) og det sociale køn (gender). Det er en af de mest grundlæggende analytiske distinktioner i den antropologiske kønsforskning. Den oprindelige hensigt med distinktionen var at vise, at kønnenes forskelligartede positioner i samfundet er kulturelt betinget, og at disse derfor ikke kan reduceres til universelle biologiske forskelle (Mead 1969). Begrebet det sociale køn udfordrer det essensialistiske og universalistiske syn, at biologi er determinerende for kønsforskelle. Herved overskrides den biologiske reduktionisme og forskelle mellem kønnene forstås som kulturelle konstruktioner, der opfattes som resultater af betydningstillæggelse på biologisk kønnede individer (Stolcke 1993: 19). Det er blandt andet disse forskelle, som antropologer har søgt at afdække ved at rette deres analytiske blikke mod forskellige aspekter af det sociale køn.      

I studiet af transvestitter og transseksuelle er skelnen mellem sex og gender relevant ved, at deres omklædning skaber divergens mellem deres biologiske køn og deres sociale køn. At der ikke er 'en lige linie' mellem sex og gender, men et komplekst forhold mellem de to begreber udtrykkes så at sige i praksis. Der er således mulighed for at udforske spændingsfeltet mellem sex og gender og undersøge, hvorledes gender skabes, når det divergerer fra sex.

I 1949 skrev Simone de Beauviour, at 'one is not born a woman, one becomes a woman' (1965). I samme stil argumenterer den feministiske kønsforsker Judith Butler for, at køn hverken er en essens, en enhed eller en kvalitet, vi har. Hun dekonstruerer det kønslige selv, idet hun definerer gender som:

" (…) not an expression of what one is, but as something that one does: the stylished repetition of acts through time" (1990: 141).

Det vil sige, at det kønslige selv ikke tillægges nogen ontologisk status foruden de handlinger, som det udgøres af. Køn ses ikke som en konsekvens af en indre kraft eller et resultat af vores kroppe, men som noget vi gør gennem vore handlinger (Søndergaard 2000: 43). Køn opfattes som blivende konstitueret gennem stilisering af kroppen og de adskillige gestus og bevægelser, vi foretager os i hverdagen[3] (Butler 1997: 402). Som følge heraf er det analytiske fokus på måderne, hvorpå køn konstitueres i social praksis. Køn anskues således ikke som noget, vi har eller er, men som noget, vi gør.

Med baggrund i denne forståelse af gender skal jeg i det følgende se på, hvorledes danske transvestitter og transseksuelle konstituerer køn i forbindelse med, at de transformerer deres sociale køn fra mænd til kvinder.

KAPITEL 3: GENDER PERFORMANCES

3.1. TRANSFORMATIONSRITUALET

Ifølge van Gennep er overgangsriter kendetegnede ved, at de altid indeholder tre faser: en adskillelsesfase, en liminalfase og en reintegrationsfase (1977). Ligeledes kan der identificeres tre faser i transepigernes transformationsproces, som er paralleller til overgangsriternes faser: afklædningsfasen, omklædningsfasen og den omklædte fase. Den indledende afklædningsfase er relativ kortvarig og rummer ikke de store implikationer for transepigerne. Pragmatisk set drejer det sig om at lukke og låse døren til badeværelset, afklæde sig den mandlige beklædning, tænde for det varme vand og gå i bad.

Overgangen til omklædningsfasen sker under opholdet i badet og tager sin begyndelse i det øjeblik, barberkniven tages frem. Det handler om den strategiske iscenesættelse af den fysiske krop og manipulering af dens ydre fremtoning, som ofte ikke får meget plads i analyser af køn (Kulick 1999). Der skal fjernes skæg, næse- og ørehår samt rettes øjenbryn. Ansigtshårene er særdeles vigtige at få fjernet, og stor er opmærksomheden på at få barberet skægget helt i bund, da selv små skægstubbe er umulige at dække med foundation og pudder. Men også hår under og på armene, på fingre, fødder, ben og bryst bliver fjernet, såfremt den valgte kvindelige beklædning ikke vil dække disse kropsdele. Ifølge mine informanter harmonerer behårede ben ikke med en lårkort nederdel, nylonstrømper og høje hæle, men med en lang kjole og lange støvler føler de, at det går an. I givet fald er barbering af benene for dem en forfængelighedssag, men benene barberes sjældent, såfremt den pågældende på et senere tidspunkt forestiller sig at gå i shorts, eksempelvis i forbindelse med sportsudøvelse eller ved sommertid. Det samme er tilfældet, hvis ægtefællen ikke kender til denne side af sin mand. Pludselig manglende behåring på benene er svært at (bort-)forklare, og det kan tage måneder, før de igen er groet ud. 

Efter badet og barberingen starter påklædningen med alt, hvad det indebærer af brug af cremer, parfume, makeup, neglelak, evt. kunstige negle og kunstige øjenvipper, smykker, kvindelige beklædningsgenstande fra inderst til yderst, samt de for transepigerne uundværlige artefakter; parykken og håndtasken. Udover håndtaskens umiddelbare praktiske funktion, at der kan opbevares nødvendige ting i den, har den tillige en anden nyttig funktion: Den hindrer armene i at svinge hurtigt frem og tilbage ved gang, da den ene hånd kan placeres på selve tasken og den anden på remmen. På den måde kan hænderne holdes tæt ved kroppen. Det er et trick, som de fleste transepiger kender og bruger, da det at gå og bevæge sig som en kvinde volder flere af dem problemer. 

Langt de fleste af transepigerne foretrækker at være alene under omklædningsfasen. De ønsker ikke, at andre skal se dem i perioden, hvor de ændrer deres fysiske fremtoning:

"Omklædningen er jo meget hemmelig. Når jeg gør det herhjemme prøver jeg at gøre det, så min kone ikke ser det. Jeg render ikke rundt med pigetøj på, uden paryk og make-up. Det kan jeg simpelthen bare ikke lide. Og i nogle situationer undervejs ser man underlig ud. Man er jo hverken mand eller kvinde. Når man er færdig, så er det ligesom om, at det er en helhed, og så er det ok. Jeg holder meget fast ved, at det skal være en helhed, eller så kunne man rende herhjemme og se tosset ud med kjole på og uden paryk, eller med paryk og skistøvler. Det er jo ikke kønt. Og det er overgangsperioden heller ikke. Den ville jeg aldrig nogensinde vise andre. Det bliver helt for mig selv. Der er flere, som gerne vil se mig klæde om, for de synes, at det kunne være utrolig spændende at se. Og det kan jeg godt forstå, men det er så følsomt. Man går jo ind som et menneske og kommer ud som et andet, så det er virkelig følsomt" (Hanne).

Som Hanne giver alle mine informanter udtryk for, at de har svært ved at håndtere denne midtimellem tilstand, hvor de hverken føler sig som mand eller kvinde. De er liminale i ordets eksakte betydning: Udenfor samfundet, i ingenmands land. De fortæller, at først når den sidste hånd er lagt på makeup'en, tøjet taget på og parykken sat, ser de ikke længere sig selv som hverken-eller, men derimod som kvinder.

Med påsætning af parykken slutter omklædningsfasen. Den fysiske transformation er fuldført, og herefter starter den omklædte fase. Det altoverskyggende formål under denne fase er at kunne indgå i samfundet med sin nye sociale rolle og praktisere det sociale køn kvinde. I det følgende viser jeg, at den omklædte fase med fordel kan anskues som en performancefase, hvorfor jeg ser nærmere på denne situations implikationer via en performativ tilgang.

3.2. EN PERFORMATIV TILGANG

Min forståelse af en performativ tilgang rummer definitioner af de i denne sammenhæng helt centrale analytiske begreber: gender og performance. Med udgangspunkt i den i forrige kapitel skitserede forståelse af køn definerer jeg med Butler gender som handling (jf. p. 28f). Det er disse handlinger, jeg konceptualiserer med begrebet performance. Butler anvender selv begrebet performance i sine analyser af køn, men min definition af performance afviger fra Butlers af to væsentlige årsager. Dels er hun ikke klar i sin definition af begrebet, hvilket blandt andet kommer til udtryk ved, at dets adskillelse fra det lignende begreb ’performativitet’ ikke er tydelig:

”The [Butlers] lack of clarity about how a performance is to be understood leads to a paradoxical position. (…) [I]t suggests that a performance is itself performative. The distinction seems to be of little help. Indeed it raises more questions than it answers” (Morris 1999: 209).

Dels har antropologer i løbet af især de sidste to årtier anvendt og problematiseret begrebet performance (Scheffelin 1998: 194), hvorfor det er oplagt at vende blikket mod den foreliggende antropologiske faglitteratur. Jeg trækker derfor på deciderede antropologiske indsigter i min definition af begrebet performance.

I artiklen 'Problematizing Performance' (1998) gør antropologen Edward Schieffelin op med den gængse brug af begrebet performance, hvor det defineres med henvisning til udførens/performerens bevidste intention med performancen. Hans argument er, at det i praksis nærmest er umuligt at afgøre, hvorvidt der er tale om performance eller ej, såfremt dette er det afgørende kriterium. I stedet argumenterer han for, at vi skal se performance som en 'fortløbende proces', der er karakteriseret ved at være interaktiv og risikabel.

Schieffelins udgangspunkt er, at iboende al menneskelig handling er performativitet og ekspressivitet, og det er gennem disse, at vores handlinger kommunikeres og gøres forståelige overfor andre – uanset vores intentioner. I den forstand er vi mere performative, end vi har til hensigt at være, og vi er så at sige ’underkastede’ performativiteten i vores handlinger. I forlængelse heraf argumenterer han for, at alle handlinger har en ekspressiv dimension, idet de afslører noget om aktøren og situationen, og de bliver tolket af 'de andre' i situationen. Sidstnævnte er central i hans argumentation, idet det er ud fra dette forhold, at han diskvalificerer den bevidste intention som en essentiel del af performancen: Andres tolkning af vores performance kan være anderledes end vores intention dermed.

Dette medfører tillige, at kontrollen over ekspressiviteten ikke tilhører aktøren, men derimod selve situationen. Det er en vigtig pointe, for det er udfra denne anskuelse, at denne definition af performance som en fortløbende proces bliver meningsfuld. I og med at en proces pr. definition er fortløbende, kan definitionen forekomme intetsigende, når den står for sig selv. Ses den derimod i sammenhæng med ovenstående argument fremgår det, at det fortløbende refererer til vigtigheden af at holde sig for øje, at performancen bliver tolket af andre mennesker. Og det er i dette forhold, at det fortløbende består. Performancen stopper ikke, når performeren har udført handlingen; den fortsætter i og med, at andre tolker på den. Denne eksplicitte måde, hvorpå Schieffelin inddrager de andre i situationen, mod hvem performancen er rettet, ser jeg som grundlaget for hans definition af performance som altid værende interaktiv.

Det risikable kommer ind i billedet umiddelbart i forlængelse heraf. I og med at fokus er flyttet fra performerens bevidste intention til performerens interaktion med andre, bliver performancen risikabel for aktøren, da denne ikke kan have kontrol over, hvorledes andre tolker performancen. Muligheden for misforståelser vil altid være der, og andre kan have egne agendas, hvilket medfører, at der altid er noget på spil, og noget kan altid gå galt. Det uforudsigelige bliver på denne måde inkorporeret i den performative tilgang.

Når jeg i det følgende anlægger en performativ tilgang, er det udfra den her skitserede forståelse. Med Butler definerer jeg køn som handling, og jeg følger Schieffelin i min brug af begrebet performance, hvorfor mit fokus er på relationerne mellem performeren og andre i situationen - herunder det element af risiko, som performancen indebærer for performeren.

3.3. PERFORMANCEFASEN: MØDET MED 'DEN ANDEN'[4]

Mine informanter giver udtryk for, at performancefasen er alt andet end problemfri for dem. De er især usikre på, om transformationsritualet vil have den ønskede effekt, og om det er tilstrækkeligt til, at de kan indgå i den sociale verden som kvinder. Både før og under performancefasen er de meget optagede af overvejelser omkring, hvordan ’den Anden’ vil opfatte dem. Situation er risikabel for dem i den forstand, at de ikke har kontrol over andre menneskers reaktioner på deres performance. De ved ikke, om de kan gå som kvinder, eller om de bliver afsløret. Når som helst under performancen kan der indtræffe noget, som afslører dem og strider mod det indtryk, som de søger at give. Transepigernes frygt for afsløring rummer to dimensioner: Afsløring som mand, og afsløring som person.

3.3.1. FRYGT FOR AFSLØRING SOM MAND

Hvad angår afsløringen som mand, har det at gøre med, at for at transepigen kan opretholde sin identitet som kvinde, er hun nødt til at få fornemmelsen af, at andre også er overbevist om hendes troværdighed. En informant, Stine, fortalte entusiastisk om hvordan en flok unge piger reagerede, da hun en aften omklædt gik hjem:

”Jeg havde været til julefrokost på mit arbejde, og gik hjem ved totiden en fredag nat inde midt i byen, hvor der var fyldt med mennesker, der var i godt humør. Jeg tænkte, at jeg hellere måtte holde mig til de oplyste veje i stedet for at gå ad småvejene, som jeg ellers gør, for man ved jo aldrig, hvad der kan ske. Jeg havde en del ting med, som havde været brugt til arrangementet, så jeg havde to store tasker med. Jeg mødte en flok unge piger, som var i højt humør, og lige da de gik forbi mig hørte jeg den ene sige: ”Hold da kæft, så du de tasker, hun slæbte rundt med?”. Og det ser jeg jo som positivt, for det som de bemærkede, var mine store tasker. Det var ikke noget med ’hans’, nej, det var ’hendes tasker’. De havde ikke lagt mærke til noget, og med det humør som de var i, så ville jeg helt sikkert have hørt det. Jeg voksede en halv centimeter. Jeg følte mig som svævende på en forårsdag. For det er det, vi søger og gerne vil opleve: At vi bliver set som kvinde, mødt som kvinde og behandlet som kvinde.”    

Stine blev ikke afsløret som mand. Tværtimod blev hun bekræftet i sin identitet som kvinde. Dels var det noget uden for hende selv, taskerne, der blev kommenteret af pigerne, og dels blev de omtalt som hendes takser frem for hans tasker. At pigerne havde været i ’højt humør’ overbeviste hende yderligere om, at de så hende som kvinde - det er som bekendt fra børn og fulde folk, at man skal høre sandheden. Andre transepiger reagerer lige så stærkt og positivt, når de direkte bliver bekræftede i, at andre - tilfældige mennesker på gaden - opfatter dem som kvinder. Bekræftelsen kan enten ske ved, at andre taler om dem som kvinder, eller ved at de ingen kommentarer og lange blikke får, hvorved de overbevises om, at de blev set som kvinder. De taler om sådanne oplevelser i termer som ’jeg blev helt høj’, ’det var et kick uden lige’, ’jeg kunne have vendt om og kysset ham’, ’det varmede helt ind i hjertet’, og ’jeg var euforisk længe efter’.

Transepigernes bekymringer omkring afsløring som mand går også på mulige følger af en afsløring, som for eksempel at blive latterliggjort eller kommenteret i en nedværdigende tone. Skrækscenarierne er at blive direkte fysisk forulempet, eller at få frarøvet den vigtige artefakt: Parykken. Flere informanter fortæller, at frygten for potentielle følger af afsløring er så stor, at de ikke tør gå udenfor omklædte, selvom de brændende ønsker at gøre det. Selv dem, der er fysisk stærke holder sig inden døre, da de er angste for at møde for eksempel en flok unge drenge, som de formoder vil kunne finde på at forgribe sig på dem. Og det til trods for, at de har en klar fornemmelse af, at de er i stand til at forsvare sig selv, såfremt en sådan situation skulle opstå. Af dem som vover sig ud, er der flere som vælger at vende om og gå tilbage, eller som går over på det modsatte fortov, hvis der kommer nogle mod dem. Både i dagslys og når det er mørkt, reagerer de på denne defensive måde.

Det er dog de færreste, som har været ude for nogle af de ovenfor skitserede episoder. En af mine informanter har fortalt, at hun fik et regulært lag tæsk af en gruppe unge mænd en nat, hun var på vej hjem fra byen, hvor hun blev efterladt blødende på gaden med tøjet revet itu og frarøvet sine penge. Men ellers har langt de fleste oplevet, at de mennesker, de møder på gaden ikke reagerer nær så negativt og fordømmende, som de havde forestillet sig, at de ville. Men trods de positive erfaringer sidder angsten dybt i dem og er noget, alle transepiger forholder sig til.

Hvor afsløringen som mand omhandler transepigernes relationer til fremmede, ukendte mennesker, de tilfældigt støder på en enkelt gang, når de omklædt går på gaden, vedrører afsløringen som person transepigernes relationer til mennesker, de kender. Det være sig familie, venner, bekendte, naboer, kolleger, forretningsforbindelser eller andre, som potentielt vil kunne genkende dem og afsløre deres personlige identitet.

3.3.2. FRYGT FOR AFSLØRING SOM PERSON

Det er de transepiger, som ikke er sprunget ud, der frygter afsløring af deres personlige identitet. ’At springe ud’ er et udtryk, som er hentet fra de homoseksuelles terminologi, hvor bøsser/lesbiske, der har fortalt deres omgangskreds om deres seksualitet, siges at have sprunget ud. For transepiger kan udtrykket ligeledes referere til, at omgangskredsen er blevet orienteret om, at personen er transepige, men det kan også referere til den første gang, de var udenfor omklædte. At springe ud er en lang proces, som involverer mange overvejelser før beslutningen tages. Følgende uddrag af e-mailkommunikation på en postliste for transepiger illustrerer begivenhedens vigtighed:

For Lise er det at springe ud forbundet med at gå udenfor omklædt i sin egen by. Som mange andre transepiger er hun startet med at køre til en nærliggende større by, hvor hun ikke kender nogen, for at gå en tur omklædt, og på den måde har hun mindsket risikoen for at blive afsløret som person. Men for hende er gåturene i en fremmed by ikke tilstrækkelige til, at hun kan betragte sig selv som værende sprunget ud. Det at springe ud er for hende forbundet med, at hun har bevæget sig udenfor i byen, hvor hun er bosat. 

Måden Lises e-mail er skrevet på og Kirstens lykønskning illustrerer begivenhedens vigtighed, hvilket yderligere fremhæves ved, at de begge har noteret sig datoen for, hvornår de sprang ud. Det er kendetegnende, at transepiger husker denne dato. Hvad enten det at springe ud refererer til den første gang de gik omklædt i deres egen by, til at de fortalte kæresten, at de er transepige, eller til dagen, hvor de besluttede at leve fuldtids som transepige, så husker de datoen og kan fortælle meget detaljeret om, hvordan det foregik, hvilke tanker de gjorde sig, og hvad de følte. En af mine informanter fejrer dagen, hun sprang ud på samme måde, som hun fejrer sin fødselsdag, og taler om ’dagen, da hun blev født som kvinde’.    

Generelt er mine informanters erfaring, at kvinder reagerer mindre fordomsfuldt på dem, end mænd gør. De oplever, at de fleste kvinder er søde og imødekommende, mens de fleste mænd reagerer defensivt og trækker sig tilbage. En informant, Lone, giver sit bud på årsagen hertil:

"Mænd – selvfølgelig ikke alle mænd, men mange mænd – kan simpelthen ikke forstå det. De føler, at vi svigter vores køn. De kan ikke forstå, at vi kan synke så langt ned og blive kvinde – undskyld udtrykket".

Oplevelsen af, at kvinder har lettere ved at acceptere dem i deres sociale rolle som kvinder, end mænd har, udmønter sig tillige i, at de bruger mere tid sammen med veninder, når de er omklædte, end de gør med venner. De taler meget positivt om deres samvær med veninderne, de biologiske kvinder. I særdeleshed om situationer, når de har været del af en ren pigegruppe, hvor der er blevet talt om emner, som de betragter som deciderede ’pigeting’, der ikke bliver diskuteret på samme måde, når der er mænd tilstede; graviditet, menstruation, forhold til kærester, følelser, etc. At de ’får lov’ at deltage i disse samtaler er for dem et tegn på accept af deres sociale rolle som kvinde, og de føler sig bekræftede i deres identitet som kvinde.

Denne bekræftelse finder de også i transvestitforeningerne. I modsætning til de skitserede implikationer, der kan opstå i transepigers møde med ’den Anden’, er risikoelementet på det nærmeste fraværende i de performances, der finder sted i transvestitforeningerne. De sociale relationer er karakteriseret ved, at alle er forstående og omsorgsfulde overfor hinanden. Der er ikke nogen, der stiller spørgsmålstegn ved, om de kan gå som kvinde. Alle kender 'spillets regler' – og handler derefter. Møderne i transvestitforeningerne har i høj grad karakter af hyggeligt samvær. Med musik i baggrunden, et langbord dækket op med dug, stearinlys, kaffe/the og kage, øl og vand, adskiller disse møder sig ikke væsentligt fra andre typer af sociale sammenkomster. Dette afspejles også i den sociale interaktion, hvor der snakkes og sludres hele aftenen. Emnerne spænder lige fra gode steder at købe højhælede sko i størrelse 44 over gode mærker af printerpatroner til bivirkninger ved indtagelse af kvindelige hormoner. Der fortælles om familierelationer, vises billeder fra ferien, gives gode råd og lægges planer for fremtidige arrangementer.

3.3.3. FRYGTENS SPÆNDINGSASPEKT

Frygten for afsløring, og de begrænsninger denne lægger på den enkeltes udfoldelsesmuligheder, betragtes hovedsageligt som negative af transepigerne, men de erkender samtidigt, at der også er et positivt aspekt ved frygten - den skaber spænding:

"Hvis det bliver fuldstændig legalt at være transvestit herhjemme, så ryger lidt af det spændende fra, kan man godt sige, for det er da lidt af et spændingsmoment, og lidt af et kick, når man går ud i et samfund med pigetøj, fordi man ved, at det ikke er normalt" (Karen).

Det er især de transepiger, som har været sprunget ud i mange år, og som er tilstrækkelig afklarede med deres situation, der taler om de positive aspekter ved frygten for afsløring. De nyder grænseoverskridelsen, udfordringen af ’det normale’ og den opmærksomhed de får, når andre mennesker sender dem lange blikke i uvished om det var en mand eller kvinde, der gik forbi dem. De finder det nervepirrende ikke at vide, om de bliver afsløret, eller om de kan gå som kvinder. En af mine informanter fortæller, at hun følelsesmæssigt reagerer så stærkt, de gange hun har turdet møde andre på samme fortov, at hun får fornemmelsen af, at hun må have taget euforiserende stoffer. De opfatter det forbudte som udfordrende og spændende, og de glæder sig over den lille sejr, det er, hver gang de har fået fornemmelsen af, at andre har set dem som kvinder.

Med ovenstående har jeg søgt at vise, at frygten for afsløringen er en reel frygt, som transepiger lever med, forholder sig til, og som unægtelig er en del af det at være transepige. Det er en dobbelttydig størrelse, som på en gang virker handlingsbegrænsende og følelsesforstærkende. Hvor frygten for afsløringen som person er størst i forbindelse med, at de springer ud, er frygten for afsløring som mand vedvarende. Selv garvede transepiger, som i mange år har gået omklædte, fortæller, at de kan få et sus i maven, når de møder fremmede på gaden. Der er altid en potentiel risiko for at blive afsløret, og det kræver mod at bevæge sig ud i verdenen iført en klædedragt, der overskrider de kulturelt definerede grænser for hvilken beklædning, der er passende for mænd.

KAPITEL 4: KØNSIDENTITET OG FØLELSER

4.1. TRANSVESTITTER: TØJET FREMKALDER FØLELSER

Nina er midt i halvtredserne og transvestit. Indtil for fem år siden vidste hendes familie ikke, at hun indimellem iklæder sig dametøj. Det var en hemmelighed, som hun holdt for sig selv. Når hun skulle til arrangementer i TID skete det under påskud af at være til møde, og hun klædte om i bilen på vej derhen. Men på et tidspunkt opdager ægtefællen Mette, at hendes mand har noget kvindetøj liggende, som ikke er hendes. Efter en konfrontation med beskyldninger om utroskab fortæller Nina, hvordan tingene hænger sammen - at hun er transvestit, og at hun siden ungdomsårene i skjul har gået med kvindetøj.  

Som mange andre koner, der tilfældigt opdager, at deres mand er transvestit, får Mette et mindre chok. Men efter mange gode snakke med hendes mand og samtaler med en psykolog accepterer hun, at han tager til arrangementer i TID, blot han ikke klæder om derhjemme. Efter et stykke tid får Nina overtalt Mette til at tage med til et arrangement, for at hun kan se, hvad det er, og stille og roligt accepterer Mette mere og mere af Nina. I dag er de begge medlemmer i TID, og de deltager sammen i flere andre aktiviteter, mens Nina er omklædt.  

Her følger et uddrag af et interview med Nina og Mette, hvor vi taler om de forskelle, der er mellem Nina og Nicolaj:

Gitte:
Nina, vil du fortælle lidt mere om, hvordan det hele hænger sammen for dig? 

Nina:
Det starter jo med tøjet. Det er meget væsentligt. Jeg har tænkt lidt over, hvordan det kunne forsvares, for nogle ville sige, 'hvad pokker betyder udseendet?'. Men det betyder meget. Jeg vil ikke sige 100%, men det betyder utrolig meget. Og det er jo ikke bare tøjet, det er også makeuppen, håret, neglene, parfumen, og hvad ved jeg. Alt det, der hører til. Smykkerne. Og der er en form for kropssprog, som tilsammen kalder det andet [kvindeligheden] frem. Eller understøtter det. For mit vedkommende har jeg følt det utrolig stærkt. Når jeg har det her på [kvindetøj], så kommer Nina, uden at jeg skal tænke mere over det, men hvis jeg ikke tager det på, så kommer hun ikke. Så ligger hun og slumrer inde bagved.

Mette:
Som jeg oplever det, så er der mange ting, Nina kan gøre, som Nicolaj ikke er særlig god til. Nina er bedre til at digte og være kreativ, og jeg kan snakke med Nina om ting, som jeg ikke kan snakke med Nicolaj om. Nina er heller ikke så indadvendt som Nicolaj. Hun smiler og ler mere. Til gengæld er hun ikke særlig god til at køre bil! 

Nina: 
Ja, der er mange forskelle. De mandlige og kvindelige egenskaber er der jo hele tiden, uanset hvad man har på, men tøjet virker som en fremkalder, der siger, at nu er det altså herovre det sker. Og når jeg så tager det af igen, så går det over til den anden side. I og med at jeg foretager den fysiske forvandling, så kommer automatisk den psykiske forvandling eller omskiftning.

Nina giver udtryk for, at hun ikke kan udtrykke de kvindelige sider af sin person uden kvindetøjet. Når hun til daglig er iklædt mandetøj udtrykker hun andre sider af sin personlighed, end når hun er klædt som kvinde, og selv om de kvindelige egenskaber er der, under overfladen, kan de ikke komme frem uden kvindetøjet. Mette har oplevet det samme og lagt mærke til flere forskelle i hendes mands måde at være på, når han er klædt som hhv. mand og kvinde. De har begge en opfattelse af, at den psykiske forandring følger efter den fysiske forandring. Claudia giver udtryk for samme synspunkt:

"Jeg er mand, og det vil jeg blive ved med at være. Jeg er far til mine børn. Jeg har været gift og jeg tænder seksuelt kun på kvinder - jeg er ikke i tvivl om min kønsidentitet, men ind imellem har jeg altså lyst til at komme i kontakt med min feminine side, og det kan jeg kun ved at klæde om til dametøj".

Det er kendetegnende for transvestitter, at de har en mandlig kønsidentiet, uanset om de er klædt som mænd eller kvinder. Tøjet ændrer ikke deres kønsidentitet, men de oplever, at omklædningen giver dem mulighed for at udtrykke sider af sig selv, som de ikke kan lade komme til udtryk iklædt mandetøj. De fortæller, at de iklædt kvindetøj 'kan være sig selv', 'slappe af', 'gøre sig fri af forventninger', 'hente overskud til dagligdagen som mand' og 'komme i kontakt med deres følelser'.

Når den kvindelige beklædning tillægges så stor betydning for, hvordan de føler og agerer, kan beklædningen anskues som en 'kontekstmarkør', der aktiverer en bestemt betydning af det sociale (Ardener 1992: 27). Kvindetøjet kan siges at fungere som den specifikke form, der kan frembringe indholdet - kvindesindet. Med andre ord fungerer kvindetøjet som en kontekstmarkør, en fysisk ramme, som tillader et specifikt udtryk, og uden hvilken udtrykket ikke ville være muligt. Det er dog vigtigt at holde fast i, at det ikke er et hvilket som helst udtryk, der er muligt. De opfatter indholdet som værende der hele tiden - uafhængigt af det formmæssige udtryk - som noget blivende og eksistentielt, der er del af dem. Ved anvendelse af den kvindelige beklædning, kan de fremkalde det kvindelige fra dybet af deres indre univers, og der skabes mulighed for, at det kan blive til et ydre udtryk. For transvestitter kommer kvindesindet med kvindetøjet.  

"De første gange, man begynder at trække i pigetøj, glatte strømper, lange skørter osv., jamen der får man en kanonudløsning, det er helt…..man er fuldstændig tændt…..får et kollosalt seksuelt kick" (Pia).

"Jeg tænder altså på…jeg bliver opstemt og glad…hvis det er et par rigtig lækre strømper og undertøj, så mærker jeg altså noget" (Lone).

"I mange år tog jeg noget undertøj på og måske en kjole eller lignende, sad i det og gik lidt rundt i huset, mest foran spejlet. Efter nogle timer var det ud og 'spille den af'. Straks efter jeg havde fået udløsning mistede jeg interessen for det tøj, jeg havde på og tog det af igen" (Helene).

"I starten var det utrolig stimulerende på mig, at have et snørrekorset på. Jeg følte mig rigtig kvindelig med de rigtige kvindelige former. Da var der noget ved det. Og der kunne nogle gange komme en bule i bukserne. Men det har jeg ikke brugt så meget de senere år, og det har heller ikke gjort så meget ved den der bule i bukserne som tidligere" (Susan).

Stort set alle de transvestitter, jeg har været i kontakt med har på et tidspunkt erfaret, at kvindetøjet har gjort dem seksuelt opstemte. For mange starter transvestisme med seksuel lystfølelse ved at iføre sig kvindelig beklædning. De fremhæver især kvindeligt blondeundertøj, hofteholdere, nylonstrømper og stilethæle som lystvækkende.

Den typiske fortælling er, at det specielt er i starten, i ungdomsårene, at det seksuelle fylder meget men efterhånden aftager. Når spændingen ved det nye og anderledes undertøj forsvinder, bliver andre aspekter - så som at kunne gå som kvinde og indgå i sociale relationer som kvinde - vigtige (jf. kapitel 3). Alligevel har de fleste dog et ønske om også at kunne være klædt kvindeligt i det intime samvær med partneren, at kunne sove iført natkjole og vågne op som kvinde, men det er de færreste som reelt har mulighed for at gøre det. Konen eller kæresten er ofte ikke interesseret i intimt samvær med sin partner iklædt kvindetøj, da de ikke tænder på ham iført kvindetøj. 'Transvestisme stopper ved soveværelsesdøren', har jeg ofte fået fortalt. Transvestitterne forklarer deres partners manglende lyst med, at 'min kone er jo ikke lesbisk, og hun har ikke giftet sig med en kvinde', 'når jeg iklæder mig sexet kvindeundertøj, tager jeg jo de virkemidler, min kone bruger for at tænde mig fra hende' og 'hvorfor skulle det tænde noget i en kvinde at se en mand i små lyserøde blondetrusser, selvsiddende nylonstrømper og hofteholder?'. Drømmen og fantasien om at kunne være kvinde i seksuelle sammenhænge forbliver for langt de fleste netop drømme og fantasier.

Hvad enten de kvindelige beklædningsgenstande kan fremkalde det kvindelige sind eller vække de seksuelle lystfølelser, oplever transvestitter, at tøjet 'gør noget ved dem'. Det har en betydning som rækker ud over dét, at de bliver i stand til at kunne gå som kvinder: Tøjet frembringer følelser. Også transseksuelle vægter følelser, men som det vil fremgå af det følgende, er det på anderledes måder og af andre årsager end transvestitter.

4.2. TRANSSEKSUELLE: FØDT OG FANGET I DEN FORKERTE KROP

Tina er 54 år og transseksuel. Hun lever fuldtids som kvinde, og forventer at gennemgå den kønskorrigerende operation på Rigshospitalet inden for et år. Indtil en skilsmisse for 5 år siden holdt hun sin trang til at iklæde sig kvindetøj hemmelig, og det var først efter skilsmissen, at hun begyndte at iklæde sig kvindetøj offentligt. På hendes arbejdsplads ved de, at hun er transseksuel, og de har accepteret hende, ligesom hendes to sønner har. Hun fortæller, at hun altid har følt sig anderledes, men at det først var for 6-8 år siden, at hun blev klar over, at hun var transseksuel. Under interviewet spørger jeg, hvad det er, der tiltaler hende ved at være klædt kvindeligt:

Tina:
"Det er, at jeg er mig selv, og det er ikke noget med, at jeg skal forstille mig, eller spille en rolle. Jeg skal ikke tænke på, hvordan jeg nu er. Jeg er bare mig. Det er alt det, der er om at være kvinde. Og det er igen fordi, jeg ikke kan fordrage det her med at være mand. Jeg føler ikke, at jeg passer ind i en mandeflok, for jeg føler mig ikke som mand. Jeg har prøvet at undertrykke det kvindelige og levet et mandeliv, men efterhånden får det kvindelige alligevel overtaget. Jeg kan ikke holde det tilbage. Jeg føler mig som kvinde. Det er den situation, jeg føler mig hjemme i. Det er der, jeg ved, hvordan jeg skal opføre mig”.

Gitte:
"Er du anderledes, når du er klædt som mænd, end når du er klædt som kvinde?"

Tina:
"Der er kun få gange her på det sidste, hvor jeg har forklædt mig som mand. Egentlig er jeg den samme person. Jeg er en kvinde. Men jeg vil også gerne udadtil være en [kvinde]. Det er ikke nok, at jeg føler det indvendigt. Omverdenen skal også se mig, som den jeg er, kvinde. Og der føler jeg egentlig ikke, at jeg i herretøj kan være mig. Det vil være en udklædning, og det har jeg altså fået nok af. Jeg føler mig som kvinde, men min krop siger noget andet, og det søger jeg nu at råde bod på”.

Som Tina opfatter transseksuelle sig som kvinder og har en kvindelig kønsidentitet - selv når de er klædt som mænd. Det er en af de væsentligste forskelle mellem transseksuelle og transvestitter, hvis kønsidentiet som vist er mandlig. Ligeledes er det væsentligt, at den kvindelige beklædning for transseksuelle ikke giver anledning til ændringer i deres sind på samme måde, som det er tilfældet for transvestitterne, hvilket Nina giver udtryk for.

Når transseksuelle er iklædt mandetøj, taler de om det som 'forklædning', 'udklædning' og 'at spille skuespil', mens de klædt som kvinde kan 'være sig selv', 'vise hvem de inderst inde er' og 'få det ydre til at stemme overens med det indre'. De føler sig fanget i den forkerte krop og har en opfattelse af et kønnet selv, og ved at klæde sig kvindeligt søger de at få deres ydre fremtoning til at stemme overens med deres indre følelser. De kan ikke forlige sig med udelukkende at skulle praktisere det sociale køn mænd, når de inderst inde føler sig som kvinder.

4.3. VURDERING AF DEN PERFORMATIVE TILGANG

I forrige kapitel anvendte jeg en performativ tilgang indenfor hvilken det sociale køn forstås som ”(…) not as an expression of what one is, but as something that one does: ’the stylished repetition of acts through time” (Butler i Lloyd 1999: 196). Indenfor denne tilgang og begrebsramme tillægges det kønslige selv ikke nogen ontologisk status foruden de handlinger som det udgøres af, og det antages ikke at eksistere i sig selv, men udelukkende som blivende til gennem handlinger (jf. p. 28f). Kønnet er ikke noget, som er. Det er noget, der skabes. Med denne tilgang var det muligt at skabe forståelse omkring informanternes centrale placering af relationer til andre mennesker og implikationer herved, idet vægtningen var på performancens interaktive aspekter. 

I modsætning til ovenstående syn på selvet, har for eksempel Nina en klar opfattelse af, at selvet eksisterer uafhængigt af praksis. Når hun giver udtryk for, at Nina ligger og slumrer inde bag facaden, og at hun er der uanset påklædning, er det ikke et syn på selvet, som udelukkende eksisterende i praksis. Andre informanter giver udtryk for en lignende holdning, når de fortæller, at de iklædt kvindetøj føler, at de er sig selv, og at de kan være det menneske, de inderst inde føler, at de er. De taler om 'trangen' til iklæde sig kvindetøj, om at 'udleve' deres transvestisme og transseksualitet. Begge begreber vidner om, at de har en forestilling om at der er noget - et kønnet selv - inde bag facaden, som de gerne vil udtrykke. De har en tydelig opfattelse af, at der er et selv, at der er en essens, og disse betragtninger udfordrer den anvendte performative tilgang. 

Et andet aspekt af problematikken er, at i kraft af at forskellene mellem transvestitter og transeksuelle ikke findes i deres sociale praksis men i deres kønsidentitet, som de vel at mærke fastslår på baggrund af følelser og ikke social praksis, kan vi med et fokus på performances ikke indfange variationerne mellem transvestitter og transseksuelle. Modsat transvestitterne, hvis kvindelige sind kommer med den kvindelige beklædning, opfatter de transseksuelle, som Tina fortæller, altid deres sind som kvindeligt. De har en kvindelig kønsidentitet uanset beklædning. 'Transseksuel er ikke noget man bliver, det er noget man er'. De opfatter deres kønsidentitet som værende baseret på en indre følelse, som ikke lader sig ændre og som eksisterer uafhængigt af social praksis. Fordi de er kvinder, ønsker de at blive kvinder.

De markante uoverensstemmelser mellem de skitserede analytiske indsigter og informanternes udsagn giver anledning til overvejelser omkring, hvordan der kan skabes forståelse for de empiriske data. Som vist har den performative tilgang sin styrke i dens centrale placering af interaktivitet og risikoelementet, og der kan redegøres for relationen mellem det biologiske køn og det sociale køn. Men i kraft af dens dekonstruktion af selvet medføres en begrænsning, idet det ikke er muligt at skabe forståelse omkring informanternes opfattelse af selvet som havende ontologisk status, ligesom forskellene mellem transvestitter og transseksuelle kan ikke indfanges, da disse ikke ligger i deres sociale praksis, men i deres følelser og kønsidentitet.

Frem for at diskvalificere den performative tilgang pga. ovennævnte forhold, viser jeg i det følgende, at en mulig måde at opnå forståelse for de mange aspekter af transepigernes identitet er ved at supplere den performative tilgang med et begreb om følelser, som giver mulighed for, at der kan redegøres for relationen mellem på den ene side det sociale køn og på den anden side følelser og selvidentifikationer. Jeg argumenterer således for, at følelsesdimensionen må inddrages som en væsentlig del af det sociale køn, når der studeres transvestitter og transseksuelle i en vestlig kontekst.

4.4. FØLELSER

Transvestitter og transsesksuelle adskiller sig som vist fra hinanden på baggrund af deres kønsidentitet, som de fastslår udfra følelser. Det væsentligste differentieringskriterie er, at transseksuelle føler sig som kvinder udstyret med en mands krop, mens transvestitter har en mandlig kønsidentitet. Når transseksuelle klæder om eller gennemgår en kønskorrigerende operation er den altoverskyggende årsag hertil, at de ønsker at bringe hhv. det sociale og det biologiske køn i overensstemmelse med det køn, de føler, at de tilhører. De placerer således følelser centralt i deres kønsidentitet. Ifølge antropologen Robert I. Levy er et af de karakteristiske træk ved følelser, at de kræver handling:

"Feeling can be considered as that subgroup of awareness that entails a sense of pressure for action of some kind (…)" (1984: 220).

Han illustrerer sit argument med, at hvis vi oplever iltmangel, så justerer vi 'automatisk' vejrtrækningen, men hvis denne respons ikke er tilstrækkelig, så vælger vi for eksempel enten at åbne et vindue eller holde op med at løbe alt efter i hvilken kontekst, vi befinder os i (ibid.: 220). Vi reagerer på følelsen. Selv om Levy her taler om følelser, der mærkes rent fysisk, kan argumentet udvides til også at omfatte andre typer af følelser. På denne måde kan transseksuelles omklædning og kastrering ses som en reaktion på følelsen af at være kvinde. Følelsen ligger forud for og motiverer handlingen.

I artiklen 'Toward an anthropology of self and feeling ' (1984) gør antropologen Michelle Z. Rosaldo op med den analytiske distinktion mellem tanker og følelser. Hun argumenterer for, at de to ikke kan adskilles, og hun definerer følelser som thoughts embodied - kropsliggjorte tanker:

"Emotions are thoughts somehow 'felt' in flushes, pulses, 'movements' of our livers, minds, hearts, stomachs, skin. They are embodied thoughts, thoughts seeped with the apprehension that 'I am involved' (…). Feelings are not substances to be discovered in our blood but social practices organized by stories that we both enact and tell. They are structured by our forms of understanding" (ibid.: 143).

Hun forstår følelser som sociale processer, der ikke kan adskilles fra andre kulturelle aspekter:

"(…) culture makes a difference that concerns not simply what we think but how we fell about and live our lives. Affects, then, are no less cultural and no more private than beliefs. They are instead, cognitions - or more aptly, perhaps, interpretations - always culturally informed, in which the actor finds that body, self, and identity are immediately involved" (ibid.: 141). 

Dette syn på følelser medfører, at det i forståelsen af informanternes vægtning af følelser ikke drejer sig om at fastslå, om de virkelig føler dét, de siger, de føler, og om vi virkelig har et selv, men om at problematisere de kultur-historiske forhold, som medfører, at de italesætter selvet og følelser, på lige præcis de måder, som de gør, og videre, hvorledes dette influerer på deres forståelse af sig selv.

Antropologen Robert C. Solomon giver udtryk for en lignende anskuelse, når han skelner mellem 'feelings' (følelser) og 'emotions' (emotioner). Distinktionen beror på opfattelsen, at der antropologisk set ikke er adgang til informanternes følelser - det ligger uden for det antropologiske projekt (1984: 239). Dét, vi kan studere, er informanterens fortolkning af deres følelser, hvorfor han definerer emotioner ikke som følelser men netop som fortolkninger (ibid.: 248). Da han ser fortolkninger som værende kontekstafhængige og kulturspecifikke, argumenterer han videre for, at italesættelse af emotioner beror på kulturelle begreber:

"(…) the concepts that make up virtually all emotions are essentially tied to the community and its conceptual apparaturs (….) [it is] understanding that what people say about their emotions and what they actually feel, though not precisely correlated, are part of the same cultural package" (ibid.: 251f).

Det vil sige, at emotioner ikke kan forstås uafhængigt af det givne kulturelle konceptuelle system - de er del af samme 'kulturelle pakke'. Ifølge denne tankegang er emotionerne i sig selv influerede af den kulturelle begrebsramme, da denne betinger de mulige emotioner.

I det følgende skal jeg se nærmere på denne kulturelle pakke og dens indhold for herved at skabe forståelse omkring transvestitter og transseksuelles fortolkning af deres kønsidentiet som værende baseret på følelser. Jeg vil vise, at de væsentlige kulturelle aspekter, som muliggør denne opfattelse udgøres af synet på kønnet og opfattelsen af transvestisme inden for den vestlige videnskab.

4.5. DEN VESTLIGE VIDENSKAB

Begrebet transvestisme er af latinsk oprindelse (trans: hinsides, modsat; vestius: iklædt). Det blev introduceret i videnskaben af den tyske sexolog Magnus Hirschfelt, som i begyndelsen af forrige århundrede foretog det første videnskabelige studie af transvestisme, udgivet under den sigende titel: Transvestites - the erotic drive to cross-dress (1991 [1910]). Som det udtrykkes i titlen, anså Hirschfelt transvestisme som værende erotisk betinget, et udtryk for seksuelle forstyrrelser, på hvilken baggrund han karakteriserede transvestisme som en behandlingskrævende lidelse (op.cit.).

Selv i dag bliver transvestitter kategoriseret som seksuelle afvigere inden for den akademiske forskning:

"To date, the bulk of research into transvestism has been contained within the closed circuit of medical and psychiatric specialist journals. It focuses on transvestism in a way that places it squarely within the arena of psychosexual disorders requiring treatment, cure or prevention" (Woodhouse 1989: xi).

Skismaet er, at disse studier alle tildeler det seksuelle den helt centrale plads i deres forståelse for transvestisme, men selv om informanterne giver udtryk for, at det seksuelle er betydningsfuldt (jf. p. 47), så viser min undersøgelse, at transvestisme ikke kan reduceres hertil. Som det foregående gerne skulle have illustreret, er transvestisme andet og mere end seksualitet, og disse væsentlige aspekter går tabt, hvis transvestisme udelukkende italesættes inden for en seksualitetsdiskurs. Der er stor afstand mellem defineringen af transvestisme som en seksuel afvigelse og informanternes egen placering af seksualiteten:

 "I det perspektiv [betoningen af det seksuelle] føler jeg mig ikke som transvestit. Så vil jeg ikke vedgå, at jeg er transvestit, jeg vil kun vedgå, at jeg er menneske. Med stor forkærlighed for at klæde mig kvindeligt" (informant Ellen).  

"Seksualitet er da en del af transvestisme. Lige så vel som seksualitet er en del af kærlighed. Men ligesom du ikke kan reducere kærlighed til seksualitet, kan du heller ikke reducere transvestisme til seksualitet" (informant Helle).

I det følgende ser jeg nærmere på de processer og bagvedliggende antagelser om kønnet, som har været medvirkende til, at transvestisme er blevet klassificeret som en seksuel forstyrrelse i den vestlige videnskab. De teoretiske perspektiver hentes hovedsageligt fra den franske filosof, Michel Foucault (1994), samt fra antologien 'Socialkonstruktivisme. Bidrag til en kritisk diskussion', redigeret af sociologerne Margareta Bertilsson og Margaretha Järvinen (1998).

4.5.1. KLASSIFIKATION SOM VIDENSKABELIG METODE

Klassifikation som videnskabelig metode er hentet fra botanikken. Den svenske botaniker Carl von Linné gik i anden halvdel af 1700-tallet i gang med det omfattende projekt at klassificere alle dyr, mineraler og planter i verden (Rosenbeck 1998: 139). Godt et århundrede senere var mange andre typer af fænomener blevet klassificeret - herunder også køn og seksualitet. Det omfattende klassifikationsprojket indebar en systematisk, logisk hierarkisering af alverdens fænomener, og der udvikles en empirisk baseret rationel doktrin, der fastslår, dels at naturen kan forstås gennem menneskelig erfaring, og dels at der er fornuftige forklaringer på alle naturlige fænomener (Hastrup 1999:  21).

Ifølge Michel Foucault er trangen til at klassificere et af de væsentligste kendetegn for den moderne videnskab, og han opfatter klassifikationer som kulturelle konventioner og historiske konstruktioner. Han beskriver, hvorledes de vestlige samfund i det 19. århundrede udstyrer sig med en scientia sexualis, inden for hvilken medicinen, psykiatrien og pædagogikken varestod udarbejdelsen af det uendelige register over lystfølelser og grundlæggelsen af klassifikationer (1994: 72). Herved fremkom der en hel stribe diskurser om arter og underarter af perversioner: homoseksualitet, transvestisme, pæderasti og "psykisk hermafrodistisme" (ibid.: 107). Man 'opdagede' og navngav tillige ekshibitionister, fetichister, zoofile, zooeraster, automonoseksualister, mixoskopofile, gynekomaster, presbyofile, seksoæstetisk homofile, dysparaneutiske kvinder, etc. (ibid.: 53). Kønnet blev et offentligt anliggende, omkranset af diskurser, viden, analyser og påbud (ibid.: 36). For første gang blev der defineret en særlig sygelighed for det seksuelle, og mænd, der iklæder sig dameklæder, italesættes inden for denne seksualitetsdiskurs - opfattet som mentalt syge og klassificeret som seksuelt perverse.

Begrebet transvestit kommer på denne måde til at dække over langt mere, end ordets umiddelbare og oprindelige betydning 'modsat iklædt'. Iboende begrebet var antagelser om sygdom og pervers seksualitet, og begrebet har således været objekt for en massiv værditillæggelse:

"Det helt afgørende og kulturskabende træk ved sproget er nemlig, at det ikke kun er deskriptivt, men også normativt. Det er forestillingen om rigtigt og forkert - tilladt og forbudt, godt og ondt, retfærdigt og uretfærdigt - der giver tilværelsen retning, mens beskrivelserne blot giver os en vis orden og identifikation" (Thielst 2000: 24).

4.5.2. KØNSIDENTITET OG SEKSUALITET I VIDENSKABEN

På det tidspunkt, hvor Hirshfeldt foretog sit studie af transvestisme, var det centrale i de videnskabelige klassifikationer at påvise 'de afvigende' fænomeners medfødthed. Det skabte tilsyneladende større forståelse for disse afvigere, da de derved ikke kunne holdes ansvarlige for deres afvigelse. Men ved sin udformning af kategorier var videnskaben samtidigt med til at låse menneskene - både de såkaldte 'normale' og 'unormale' - fast i bestemte kategorier og identiteter. Også mandligheden og kvindeligheden blev til meget faste kategorier, som gensidigt definerer og udelukker hinanden (Rosenbeck 1998: 140). Der blev talt om køn i ahistoriske og universelle termer, og i kraft af kønnets direkte relation til biologi, blev køn noget, man er - uforanderligt og iboende den menneskelige natur, som vi alle lægger under for og ikke kan ændre. Køn blev set som en biologisk og ontologisk kategori. I det følgende illustreres de kriterier, der anvendtes i fastslåelsen af individers køn via et eksempel med kønskategorisering af hermafroditter.   

Det klassiske eksempel er fortællingen om hermafroditten Herculine Barbin, også kaldet Alexiana/Abel  (ca. 1840-1868), hvis erindringer Foucault udgav i 1978. Indtil sit 23. år, havde Alexina levet som kvinde, men som følge af en række begivenheder blev det 'afsløret', at hun havde både mandlige og kvindelige ydre kønsorganer. I flere århundreder havde videnskaben antaget, at hermafroditter havde to køn, men i kraft af opblomstringen af de biologiske teorier i 1800-tallet blev tanken om en blanding af de to køn i en og samme krop forkastet (Rosenbeck 1998: 141). Det blev vigtigt, at alle havde deres primære kønsidentitet, hvorfor Alexinas kønsidentitet som enten mand eller kvinde måtte fastslås. Lægerne interesserede sig således ikke for at konstatere tilstedeværelsen af de parallelle eller sammenblandede køn, eller for at bestemme hvilke af de to køn, der dominerede over det andet, men snarere for at dechiffrere det sande køn, som de mente gemte sig bag et forvirret ydre (Foucault 1978: 8). Rosenbeck fremhæver, at lægerne og eksperterne ene og alene var optaget af de fysiologiske og biologiske faktorer i forsøget på at klassificere Alexina/Abels køn. De mente, at kunne konstatere en slags sperm-ligende fluidum, hvilket blev det første kriterium. Det andet var hendes/hans seksuelle adfærd:

"Størst diagnostisk interesse knyttede sig til kønsdriften og dens retning. Havde disse individer en normal kønsdrift, ville den rettes mod det modsatte køn og dermed være en vejledning til bedømmelse af kønnet" (Rosenbeck 1998: 143).

Eftersom en 'normal' kønsdrift ville være rettet mod det modsatte køn, og Abel var tiltrukket af kvindekønnet, blev hans seksuelle adfærd uden diskussion fastslået som en mands. Essensen, som man var så optaget af, lå således ikke kun i anatomien men også i seksualdriften. Det helt centrale i denne sammenhæng er, at der sættes et eksplicit lighedstegn mellem kønsidentitet og seksuel orientering. De grundlæggende antagelser bag sammenkædningen af disse begreber er 1) at mænds seksualitet er rettet mod det kvindelige køn - og omvendt; 2) at kønsidentitet kan fastslås ud fra seksuel orientering; 3) at det kønslige selv er en essens. Biologi og seksuel orientering blev således betragtet som konstituerende for kønsidentitet.

Det essensialiserende syn på kønnet og selvet har også stor betydning i forhold til opfattelsen af de i forrige afsnit skitserede 'perverse afvigelser'.  I artiklen 'Social Konstruktion af homoseksualitet' (1998) viser Karen Lützen, hvorledes disse opfattelser medvirker til skabelsen af 'Det homoseksuelle Menneske'. I og med at homoseksualitet opfattes som en essens, antages den at være universel og nedlagt som en indre kerne i de mennesker, som så er 'homoseksulle'. Kun mennesker med denne homoseksuelle indre kerne kan 'blive' homoseksuelle - til gengæld kan de så ikke blive andet (ibid.: 156). Den homoseksuelle blev til en personlighed, og intet han er eller gør undslipper hans seksualitet. Overalt i ham er den tilstede og ligger til grund for alle hans handlinger (Foucault 1994: 52). Homoseksualiteten bliver således opfattet som hele den homoseksuelles væsen - hans natur. Den historiske konstruktion af kategorien 'homoseksuel' ledsagedes således af konstruktionen af 'Det homoseksuelle Menneske', med det særlige kendetegn, at det besad en særlig homoseksuel kerne (Lützen 1998: 157). Overføres perspektiverne på 'Det homoseksuelle Menneske' til 'Mennesket Transvestit', ville de også været blevet konstrueret som en særlig personlighed, med en særlig indre kerne. En indre tilstand, som ikke kan ændres, og som vil betinge alle aspekter af deres livsførelse.

Ifølge Foucault bliver seksualiteten - som det kønnede selv - konstrueret som en 'indre kerne', der ligger bag alle handlinger, som deres oprindelige årsag og egentlige betydning. Sandheden om mennesket antages at ligge i dets seksualitet (Bech 1989: 8). Seksualiteten bliver herved indpodet i kroppen, og da den antages at være ukontrollabel for mennesket selv, bliver der igangsat et omfattende apparat, som har til formål at kontrollere og styre seksualiteten (op.cit.). Dette sker gennem frembringelse af viden og sandhed om seksualiteten ved at få menneskene til at bekende:

"I alle tilfælde er bekendelsen (…) blevet en af den vestlige verdens højest vurderede teknikker for produktion af sandhed. Vi er i høj grad blevet et bekendende samfund. (…). I vesten er mennesket blevet et bekendende dyr" (Foucalut 1994: 66f).

Stort set alle institutioner på alle niveauer i samfundet er involverede i frembringelsen af denne bekendelse. Forpligtelsen til tilståelse kommer derved til at blive så fast indpodet i os, at vi ikke opfatter bekendelsen som et udslag af magt, som tvinger os. Tværtimod ser vi det ifølge Foucault som et udtryk for magt, hvis ikke sandheden i vores inderste bliver italesat og frigjort (ibid.: 67). Vi tror, at må udtale vores hemmeligheder, sige hvem vi er, hvad vi skjuler, hvad vi tænker på og ikke tænker på, for kun derved tror vi, at kan vi 'være os selv' (ibid.: 69).

4.6. OPSUMMERING

Da den performative tilgang viste sig utilstrækkelig til belysning af væsentlige forskelle mellem transvestitter og transseksuelle, samt deres centrale placering af følelser i deres kønsidentiet, har jeg for at skabe forståelse omkring disse aspekter vendt blikket mod synet på kønnet i den vestlige videnskab.

Med Judith Butler kan det siges, at 

"(…) although gender is a set of acts, it works and derives its compulsive force from the fact that people mistake the acts for the essens and, in the process, come to belive that they are mandatory" (Butler i Morris 1995: 573).

Når der for informanterne eksisterer et kønnet selv, kan det forstås som en konsekvens af de historisk betingede diskurser om kønnet som essens, og som et eksempel på den magt, der er iboende diskurserne. De tænker om sig selv som værende den form for subjekter, som blandt andet de videnskabelige diskurser har konstrueret: At de har et uforanderligt selv.

Når transvestitter og transseksuelle fastslår deres kønsidentitet udfra følelser, er det med baggrund i opfattelsen af selvet som essens. Med antropologen Clifford Geertz kan de siges at forstå selvet som det dynamiske center, ud fra hvilket forestillinger, følelser og handlinger springer (1984: 126). Det er udfra det empiriske forhold, at jeg har argumenteret for nødvendigheden af at tildele følelsesdimensionen en væsentlig plads, når der søges forståelse for, hvorledes transvestitter og transseksuelle konstituerer kønsidentiet.

Den overordnede hensigt med kapitlet har været at illustrere, at måderne, hvorpå transvestitter og transseksuelle italesætter deres -isme og konceptualiserer sig selv hænger tæt sammen med den samfundsmæssige orden, klassifikation og magt. Ordene vi tænker med, måderne vi begrebsliggør fænomener på, præmisserne for vores erkendelse; de udløber alle af specifikke kulturhistoriske processer, der har udspillet sig i kontekster af magt. Vi kan tænke frit, men i de ord og begreber, vi har at tænke med, er magt og moral indlejret. Skjult, så vi kun sjældent lægger mærke til det i vores daglige brug af dem. Og det er i det forhold, at vi ikke registrerer det, at den virkelige og reelle magt består. Uvidende om dens konstante eksistens taler og tænker vi videre, og sørger derved for magtens opretholdelse.

KAPITEL 5: RELATIONER MELLEM KATEGO