Kasper Tang Nielsen - En fuldkommenhed i forskellighed: Starbucks Coffee og yumcha: Konsumption, identitet og globalisering - mellem opfattelser af det vestlige og det kinesiske blandt Hong Kongs yngre universitetsuddannede

En fuldkommenhed i forskellighed
Starbucks Coffee og yumcha: Konsumption, identitet og globalisering - mellem opfattelser af det vestlige og det kinesiske blandt Hong Kongs yngre universitetsuddannede

Indholdsfortegnelse

Af alt det, der er fælles for mennesker, er følgende det, de er allermest fælles om: de må spise og drikke. Og netop dette er ejendommeligt nok det mest egoistiske, det som mest ubetinget og umiddelbart er forbeholdt individet: det jeg tænker, kan jeg lade andre vide, det jeg ser, kan jeg lade andre se, det jeg siger, kan hundredevis af andre høre - men det, den enkelte spiser, kan ingen anden under nogen omstændigheder spise. Det forekommer ikke på nogen af de andre højerestående områder, at det den ene absolut skal have, må den anden absolut give afkald på. Men eftersom dette primitivt fysiologiske element er noget absolut almenmenneskeligt, bliver det indhold i fælles handlinger, og derved opstår måltidets sociologiske form, der netop i spisningens eksklusive egoisme knytter sig til hyppigt samvær og en tilvænning til et fællesskab, som man kun sjældent opnår ved højerestående og åndelige lejligheder. Personer, der ikke har særlige fælles interesser, kan finde hinanden ved et fælles måltid. I denne mulighed, der er knyttet til en primitiv materiel interesse og derfor alment gældende, ligger måltidets store sociologiske betydning.

Simmel 1998 [1910]:135-136

No culture is more obsessed with food; not even in France is so large a part of the conversation devoted to restaurants and cooking.

Anderson 1988:172 om det sydlige Kina

In the North of China they say that people in the South will eat anything with four legs - except a table!

Radio Television Hong Kong's Radio 3

Prolog

Caffé Latte og to Mini Lamingtons

Det er eftermiddag, og vi er i Tsim Sha Tsui - et af Hong Kongs centrale og hektiske områder. Som altid vrimler tusindvis af mennesker i alle aldre rundt mellem hinanden, mens støjen og bilosen fra busserne og taxaerne uundgåeligt sætter præg på stemningen. Modebutikker, elektronikforretninger, britiske pubber, McDonald's, kinesiske spisesteder og meget andet ligger side om side. På en bygning med store glasfacader ser vi et rundt skilt i grønne farver, hvorpå en havfrue er afbilledet. Skiltet bærer navnet Starbucks Coffee, og Eric - min ledsager - foreslår, at vi får os en forfriskning.

På Starbucks Coffee mødes vi af et "hello" fra et smilende personale, der er klædt i hvide t-shirts og grønne forklæder. De er alle i gang med at brygge forskellige kaffedrikke, mens de på enten engelsk eller kinesisk betjener de kunder, der står i kø ved disken med kager og sandwich. På en tavle ovenover personalet står kaffedrikkenes navne præsenteret - Caffé Americano, Iced Caffé Mocha, Caramel Frappuccino m.fl. Ligesom på skiltene ved kagerne, der bærer navne som Raspberry Muffin og Chocolate Brownie, efterfølger en kinesisk beskrivelse de engelske produktnavne. Vi bestiller begge en Caffé Latte og to Mini Lamingtons, inden vi finder os et sted at sidde.

Kaffebaren er indrettet med små caféborde, caféstole og enkelte store sofastole. Såvel kinesisksprogede som engelsksprogede aviser og blade står til fri afbenyttelse, og en kunstig pejs 'brænder' i hjørnet, mens amerikansk blues musik lyder fra højtalerne. En dæmpet belysning og en rolig stemning præger stedet, og kontrasten til omgivelserne uden for kaffebaren er åbenlys - også for folk på gaden, der gennem ruderne kan se os sidde og konversere i store og bløde sofastole. På væggen over os bemærker jeg et billede af en varm kop kaffe med en tekst på både engelsk og kinesisk - der står "Discover the Starbucks Experience".

Jasmin te og dim sum

Få dage senere er det ikke kaffebryggere i grønne forklæder, men en værtinde klædt i den kinesiske kjole cheungsam, der møder os. Vi står foran Maxim's Palace Chinese Restaurant i shoppingcentret New Town Plaza i bydelen Shatin, hvor det er blevet tid til frokost. Kvinden konverserer kort med et par af mine ledsagere - vi er i dag fem personer sammen - inden hun sender os videre ind i restaurantens store og lyse lokale. En tjener opdager os hurtigt og fører os øjeblikkeligt hen til et ledigt bord, mens han spørger, hvilken te vi ønsker at drikke.

Umiddelbart efter stiller han en kande jasmin te på bordet, mens spisepinde, en lille skål, en underkop og en tekop ligeledes bliver placeret. Rundt mellem bordene går kvinder med vogne, der indeholder små stykker mad af forskellige slags - de såkaldte dim sum. På vognene står navnene på vognens dim sum skrevet på kinesisk, og vi kalder snart en kvinde hen til bordet. Smilene er sparsomme, da hun på vores opfordring stiller forskellige bambuskurve med diverse typer af dim sum på bordet. Jeg aner ikke, hvad de indeholder, men får forklaret, at nogle af dem er med rejer, andre med svinekød og endnu andre med ris. Enkelte er desuden indpakket i en speciel type dej.

Talrige andre dim sum spises af folk, der sidder tæt omkring os ved de store og runde borde. Hvor de mindste borde har plads til fire personer, er de største beregnet til minimum fjorten. En fantastisk larm lyder i restauranten fra folk, der snakker højlydt sammen, og tekopper og spisepinde, der klirrer mod underkopperne og de små skåle. Tjenernes lynhurtige og effektive borddækning og afrydning bidrager til larmen, der skaber en nærmest kaotisk stemning.

Men som alle andre nyder vi det. Vi snakker, smiler og griner højlydt sammen, mens vi drikker vores te og spiser de mange forskellige dim sum. Tæt omkring os sidder både ældre damer, store grupper af unge, familier i flere generationer, grupper af kollegaer og ældre ægtepar, der ligesom os både bidrager til larmen og nyder deres te og dim sum. Alle tager vi del i den konsumptionsaktivitet, som Hong Kong folk betegner yumcha.

Introduktion

Den 1. Juli 1997 tilbageleverede det britiske kolonistyre sin politiske kontrol over Hong Kong til Kina. Union Jack og et særskilt kolonialt Hong Kong flag blev ved overdragelsesceremonien nedtaget, mens det kinesiske flag og et nyt Hong Kong flag blev hejst. Folks pas med en identifikation som "British National Overseas" er efter overdragelsen blevet erstattet af nye pas, der definerer dets ejer som borger i et Hong Kong, der besidder prædikatet "Special Admistrative Region of China".⁽¹⁾ Sammen med andre forhold som f.eks. en mere udbredt kinesisksproget snarere end engelsksproget undervisning i gymnasierne reflekterer disse postkoloniale forandringer, at Hong Kong historisk har befundet sig i et skæringsfelt mellem en vestlig kolonimagt og et kinesisk moderland.

Foranlediget af sin enorme økonomiske udvikling i sidste halvdel af det 20. århundrede rækker Hong Kongs karakter imidlertid ud over en simpel øst-vest dikotomi. Filippinske tjenestepiger, amerikanske forretningsfolk og indiske gadesælgere; hollandske radioprogrammer, taiwanske internetsider og australske tv-stationer; franske caféer, japanske sushibarer og kantonesiske restauranter; buddhistiske templer, kristne menigheder og konfucianistiske dogmer samt adskillige andre forskelligartede globale strømme konstituerer storbyens heterogene, komplekse og mangfoldige virkelighed. Som en af verdens betydeligste metropoler underminerer Hong Kong i lighed med talrige andre regioner enhver tidligere samfundsvidenskabelig forståelse af verden som udgjort af afgrænsede og homogene enheder - en underminering, der ikke alene har tilskyndet Clifford Geertz til for nylig at skildre verden som "The World in Pieces", men desuden til at spørge: "[H]ow is it, in so multifold a world, that political, social, or cultural selfhood comes to be?" (Geertz 2000:225). Hvordan - i en broget verden af forskelligartede fænomener, der krydser grænser og eksisterer både her, dér og alle vegne - konstruerer mennesker egentlig egne identiteter?

Med denne undren som baggrund er det denne afhandlings overordnede formål at belyse, hvorledes yngre universitetsuddannede personer i Hong Kong skaber deres liv og identitet i deres postkoloniale verden, der dels eksisterer mellem vestlige og kinesiske påvirkninger, dels er konstitueret af uensartede transnationale bevægelser og i denne forstand fremstår som indbegrebet af nutidens globalt forbundne verden.

I tidligere studier har flere antropologer udforsket de yngre universitetsuddannedes position mellem "det vestlige" og "det kinesiske", der i øvrigt repræsenterer empiriske kategorier og i denne afhandling diskuteres som sådan. Hvor studierne på grundlag af interviews og narrativer skildrer positionen som oppositionel og konfliktfuld (Tam 2001:66, Mathews 2000), belyser nærværende afhandling problemstillingen med afsæt i de yngre universitetsuddannedes praksis snarere end i deres italesatte virkelighed. I reaktion mod den berømte Sapir-Whorf-hypotese, der betoner, at sproget ikke blot formidler kulturelle opfattelser, men også determinerer dem, hvormed eskimoernes tre ord for sne betyder, at de opfatter tre og kun tre typer af sne (jf. Ardener 1989:163-164), påpeger Edwin Ardener med begrebet om kategoriers "semantiske tæthed", at sproget ikke udtømmer menneskers virkelighed. Enhver sproglig kategori indeholder ifølge Ardener et tæthedspunkt, der er mest karakteristisk for kategoriens overordnede betydning, og tætheden afsløres ikke af sproget, men udjævnes i ordene (ibid. 169).⁽²⁾ Som Kirsten Hastrup illustrerer fra sit feltarbejde på Island, hvor islændingenes mange sproglige tavsheder var uforståelige for hende, indtil hun fik del i deres praktiserede liv, finder megen kulturel viden kun udtryk i handlinger og ligger dermed hinsides ordene (Hastrup 2003:211-214). Sproget reflekterer med andre ord ikke verden, og da dets betydning desuden er tæt forbundet til menneskers praktiske erfaring, er en opmærksomhed på praksis fundamental for antropologiske analyser.

De ovennævnte 'interviews og narrativt baserede studier' af de yngre universitetsuddannedes position mellem det vestlige og det kinesiske såvel som de samfundsvidenskabelige skildringer af globaliseringen - her forstået som analytisk begreb for de transnationale udvekslinger og strømme af varer, mennesker, informationer, viden og billeder (Featherstone 1990:1), der knytter fjerne lokaliteter sammen og gør deres respektive muligheder til en del af menneskers forestillingsverden (Liep & Olwig 1994:9) - der udelukkende beror på interviews eller statistiske beregninger, bevidner således kun den del af virkeligheden, som mennesker fortæller eller udregner (f.eks. Barber 1995, Mathews 2000). Skønt denne afhandling ligeledes er baseret på interviews og uformelle samtaler, er de verbale udsagn suppleret af indsamlede data via deltagerobservation, der i kraft af sit fokus på praktisk indlevelse giver indblik i de universitetsuddannedes praktiserede liv. Hvor de interviews og narrativt baserede studier portrætterer disse som eksistentielt splittede mellem vestlige og kinesiske elementer (Mathews 2000, Tam 2001:66), mens andre analyser beskriver nutidens menneskers liv generelt som fragmenterede mellem globale og lokale forhold (Barber 1995), udforsker nærværende afhandling således identitetskonstruktion i relation til menneskers ageren mellem forskelligartede fænomener - for måske afspejler pointerne om eksistentiel splittelse og fragmenterede liv kun en italesat og ikke en praktiseret virkelighed?

De pågældende studiers fokus på individers verbale udsagn reflekterer en generel tendens i nyere antropologisk forskning. I erkendelse af at det antropologiske objekt ikke udgør homogene og stabile kulturelle ordener, men snarere repræsenterer heterogene og komplekse kulturelle processer, har antropologer i stigende udstrækning flyttet opmærksomheden fra de samfundsmæssige strukturer hen mod individet (Liep & Olwig 1994:12, Liep 1999:62). Betydningen af metoder som narrativer, interviews og livshistorier er på denne baggrund tiltaget, da individet og dets egen forståelse af og formuleringer om verden konstituerer metodernes omdrejningspunkt. Som illustreret af ovenomtalte studier bevirker dette imidlertid, at visse analyser negligerer de uudtalte dele af menneskers virkelighed, dvs. betydelige dele af deres praktiserede liv, men drejningen hen mod individet foranlediger desuden flere studier til en negligering af de strukturelle rammers indvirkning på menneskers livsudfoldelse (Liep 1999:63). Individers handlinger er ikke dikteret af overgribende strukturer, men de er ej heller frie og uanfægtede af diverse konventioner, magtforhold, økonomiske strukturer etc., hvad antropologiske analyser til stadighed må medtænke.

Konsumption som betegnelse for menneskers meningsfulde brug af materielle produkter (Carrier 1996:128), hvormed termen betegner "… the human appropriation of materiality, as this is acted out or desired by social agents" (Wolff 1999:14), antager på denne baggrund signifikant værdi.⁽³⁾ Ikke blot angiver termen en menneskelig praksis, men som analytisk begreb betegner konsumption et sammenfald mellem identitet og økonomi, idet begrebet på den ene side refererer til menneskers ønsker (identitet) og på den anden side til overførelsen af værdi til materielle produkter (økonomi) (Wolff 2001:12). De økonomiske forhold - såsom menneskers finansielle formåen og virksomheders forsøg på at kontrollere sine produkters symbolske værdi via reklamer, mærker etc. - danner begrænsende rammer for individers udfoldelse af deres konsumptionsønsker i kapitalistiske markedssamfund, uden at rammerne dog determinerer ønskerne. På denne baggrund repræsenterer et etnografisk blik på menneskers konsumptionshandlinger en praksistilgang, hvor såvel struktur som handlingsfrihed fordrer analytisk refleksion.⁽⁴⁾ Med begrebets betegnelse af bl.a. individers ønsker fremstår konsumption desuden som en optik, hvorigennem forskeren kan studere menneskers identitetskonstruktion, idet specifikke konsumptionsmønstre beror på de givne aktørers ønsker, strategier og generelle forståelser af verden såvel som på deres begrænsende livsbetingelser. Konsumptionshandlinger konstituerer på denne vis en praktisk realisering af identitet (Friedman 1994:16), der indledningsvist kan betragtes som en persons selvdefinering både i relation til og som betinget af andre personer på såvel individuelt (personlig selvforståelse som adskilt fra andre) som på kollektivt niveau (fælles selvopfattelse med ligesindede i distinktion fra andre) (ibid., Mathews 2000:16-17).⁽⁵⁾ Sagt med andre ord: En konsumptionstilgang tilskynder en analytisk ramme, hvor forskeren nødvendigvis må integrere refleksioner om såvel partikulære strukturelle forhold som menneskers frie ageren i konstruktionen af egne identiteter.

I en regional Hong Kong kontekst besidder denne tilgang navnlig relevans. Ikke alene fremhæver turistbrochurer metropolens talrige shoppingcentre som nærmest selvstændige seværdigheder, men flere akademiske artikler skildrer desuden konsumption som "… a central part, even the essence, of the Hong Kong way of life" (Lui 2001:25). To af de tre citater, der indleder nærværende afhandling - det ene fra en akademisk monografi og det andet et nordkinesisk ordsprog - understreger denne opfattelse og fremhæver i øvrigt, at særligt mad og drikke tiltrækker Hong Kong befolkningens opmærksomhed. Jævnligt under det feltarbejde, der udgør fundamentet for de kommende kapitler, spurgte yngre universitetsuddannede i tråd hermed enten ivrigt til min viden om diverse specialiteter inden for det kantonesiske køkken⁽⁶⁾ eller betonede deres egen begejstring for mad generelt, der ofte udgjorde et hovedtema i deres samtaler. De yngre universitetsuddannedes fortæring af mad og drikke fremstår på dette grundlag som en slags semantisk tæthed af deres konsumptionsmønstre, idet denne praksis foruden at udgøre en af de hyppigst praktiserede konsumptionsaktiviteter fremtræder særlig signifikant i relation til andre konsumptionshandlinger - og af denne årsag antager praksissen så central betydning, at den sågar forekommer at repræsentere en semantisk tæthed af deres identitetskonstruktion: "In particular in the business of eating, their identity is made sense of and acted out in a continuous manner", som Maria Tam formulerer det generelt om folk i Hong Kong (Tam 2001:51, min kursivering). Et empirisk fokus på de yngre universitetsuddannedes konsumption af mad og drikke muliggør således en analytisk indsigt i deres konstruktion af identitet fra en vinkel centreret om en særlig betydningsfortættet praksis.

Med denne afhandlings opmærksomhed på lokale aktørers opfattelser, kategorier og handlinger tilslutter den følgende analyse sig således en kontekst- og ikke en objektorienteret tilgang til konsumption, idet den sociale situation omkring konsumptionen snarere end selve det konsumerede produkt er i fokus (jf. Wolff 2001:10-12). Som Bente Wolff pointerer, går en forståelse for konteksten altid forud for indsigten i materielle produkters betydning, da denne er afgjort af produktets position i relation til andre elementer i den lokale sociale og kulturelle kontekst (ibid.).⁽⁷⁾ Ingen forsker kan derfor forud for mødet med den empiriske felt definere betydningen af kontekstens givne materielle produkter eller bestemme, om nogle af disse fremstår forskelligartede for de lokale aktører. Afhandlingens fokus på uensartethed beror således på de yngre universitetsuddannedes egne opfattelser af Hong Kong som præget af forskellighed, såvel som deres optagethed af mad og drikke først tiltrak min etnografiske interesse efter feltarbejdets begyndelse. Navnlig to konsumptionspraksisser fremtrådte især relevante for analysen af deres identitetskonstruktion, idet praksisserne ifølge informanterne konstituerer en hhv. vestlig og kinesisk aktivitet, hvorfor de reflekterer Hong Kongs heterogene karakter - på den ene side det vestlige Starbucks Coffee og på den anden den kinesiske yumcha praksis⁽⁸⁾; kaffe versus te (se prolog). Aktiviteternes forskellighed objektiverer så at sige de yngre universitetsuddannedes praktiserede liv mellem vestlige og kinesiske elementer, såvel som forskelligheden ligeledes repræsenterer deres daglige ageren i sammensuriet af uensartethed. Det er på dette grundlag denne afhandlings altdominerende udgangspunkt, at et koncentreret etnografisk blik på disse konsumptionspraksisser vil bibringe en detaljeret indsigt i de yngre universitetsuddannedes konstruktion af identitet.

Med fokus på Starbucks Coffee og yumcha er det således afhandlingens primære formål at belyse Hong Kongs yngre universitetsuddannedes konsumption af mad og drikke i relation til deres identitetskonstruktion mellem vestlige, kinesiske og andre forskelligartede kulturelle strømme. Som sekundære formål tilskynder problemstillingen desuden til tematiske diskussioner af begreberne konsumption, identitet og globalisering - ikke mindst deres indbyrdes relationer - skønt dette i den følgende analyse forbliver dels af mere implicit karakter, dels med en regional forankring i Hong Kong konteksten.

Eftersom ingen antropologisk viden imidlertid eksisterer uafhængigt af forskeren og de udforskede, men altid er både "… "about somewhere" and "from somewhere"…" (Gupta & Ferguson 1997:35), er det indledningsvist påtrængende at skitsere de forhold, hvorpå nærværende vidensproduktion beror.

Empiriens tilblivelse og metodologiske refleksioner

I en artikel om kulturel identitet i det postkoloniale Hong Kong anfører Gordon Mathews, at yngre universitetsuddannede synes blandt de mest berørte af regionens overdragelse til Kina. Den yngre, rigere og bedre uddannede del af befolkningen forekommer mere distanceret fra det kinesiske moderland og mere orienteret mod den vestlige verden, bl.a. i form af rejser og sprogkundskaber, end den ældre, mindre rige og mindre uddannede del (Mathews 2001:291-292). Idet størsteparten af de yngre universitetsuddannede endvidere - på den ene side - er uddannet under et kolonialt styre med britisk uddannelsessystem og - på den anden side - er opvokset med kinesiske forældre, der i 1950'erne og 60'erne emigrerede fra Kina til Hong Kong, tog mit feltarbejde i perioden marts til august 2002 afsæt i netop yngre universitetsuddannede. Problemstillingen om identitetskonstruktion mellem vestlige, kinesiske og andre forskelligartede kulturelle strømme forekommer mest betydelig for denne gruppe af Hong Kongs befolkning.

På dette grundlag indskrev jeg mig på The Chinese University of Hong Kong og boede i forbindelse hermed på et tilhørende kollegium, hvorfra jeg etablerede kontakt til nogle af universitetets kandidatstuderende. Eftersom disse dels repræsenterede yngre universitetsuddannede i kraft af deres bachelorgrad, dels kunne formidle kontakter til allerede kandidatuddannede venner og bekendte, kom min primære informantgruppe til at udgøre 22 personer - 14 kvinder og 8 mænd - hvoraf 12 besad en kandidatgrad, 8 var nuværende kandidatstuderende med opnået bachelorgrad, og 2 var bachelorstuderende. Aldersmæssigt befandt de sig alle mellem 23 og 35 år med størstedelen mellem 24 og 28 år. Alle var desuden født, opvokset og uddannet i Hong Kong med undtagelse af to personer, der som teenagere var emigreret til Hong Kong fra Kina, og to personer, hvis bachelor- og kandidatgrad var erhvervet i England. I uddannelsesretning repræsenterede de alt fra "Business Engineering" til "Fine Arts in Chinese Language and Culture", såvel som de 12 færdiguddannede besad jobs, der på tilsvarende vis varierede fra "General Manager" i en konsulentvirksomhed til stewardesse.⁽⁹⁾

I forhold til alder, uddannelse og social status ligner mine informanter således min egen person som ung og universitetsuddannet middelklasseborger. Indretningen, servicen, maden, drikkene, musikken etc. på flere af de globalt udbredte konsumptionssteder - bl.a. Starbucks Coffee - var mig ydermere velkendt, hvorfor jeg uagtet forskellene i relation til informanternes etnicitet, opvækst mv. undertiden følte mig hjemme i omgivelserne og informanternes selskab. Feltarbejdet udgjorde i denne forstand lejlighedsvist et 'feltarbejde hjemme' - skønt ikke i mit eget, men i et fremmed samfund - og min position som 'radikal anden' var derfor i visse situationer snarere et resultat af bevidst stræben herefter end udtryk for et spontant kulturchok.⁽¹⁰⁾ Vores fælles referencepunkter foranledigede desuden, at informanterne positionerede mig som enten ven eller medstuderende, hvormed vores relation antog en gensidig fortrolighed, der skærpede de indsamlede datas pålidelighed.

På baggrund af de etablerede kontakter indledte jeg feltarbejdet med en række formelle interviews, hvor bl.a. informanternes konsumptionsmønstre, præferencer, antipatier, bevæggrunde og adfærd i forbindelse med deres konsumption af mad og drikke konstituerede hovedtemaerne. I erkendelse af vores ovennævnte personlige ligheder opfordrede jeg informanterne til at udpensle deres opfattelser af empiriske udtryk såsom det vestlige og det kinesiske, vestlige og kinesiske spisesteder, et rigtigt måltid mv. for således ikke at tage betydningen af deres anvendte kategorier, udsagn og handlinger for givet. På tilsvarende vis gennemførte jeg endvidere to fokusgrupper med hhv. fire og fem deltagere, og hvor informanterne i enkeltinterviewene ikke blev udfordret i f.eks. deres anvendelse af kategorierne "vestlig" og "kinesisk" om diverse spisesteder, korrigerede de i fokusgrupperne hinandens udtalelser, hvormed gruppernes dynamik i form af deltagernes uenigheder og diskussion supplerede de mere monologiske enkeltinterviews (jf. Nielsen 2002).

Med tiden udviklede visse af de etablerede relationer sig til tætte bekendtskaber, der rakte ud over den formelle interviewsituation og muliggjorde min deltagelse i forskellige aktiviteter af informanternes daglige liv. Især en gruppe på fem personer inviterede mig jævnligt med til forskellige sociale og kulturelle sammenkomster som Tea Parties, foredrag og diverse restaurantbesøg, hvor jeg via deltagerobservation fik indblik i informanternes faktiske konsumptionsadfærd samt maden og drikkenes betydning for deres sociale interaktion i forskellige kontekster. Deltagerobservationen blev på denne vis anvendt i forskellige sammenhænge - såvel i situationer uden konsumption af mad og drikke som begivenheder fokuseret omkring konsumptionen - og metodens fokus på praksis gjorde det muligt at komme bag informanternes verbale udsagn i en søgen efter forskelle mellem det handlede og det talte, efter den tavse og praktiserede kulturelle viden samt efter den kropsliggjorte viden, der giver erkendelse og kontinuitet med informanterne (Okely 1994:45-46).⁽¹¹⁾

I kraft af informanternes udsagn og ageren tiltog min opmærksomhed efterhånden på Starbucks Coffee og yumcha som udtryk for hhv. det vestlige og det kinesiske. Med observationer af Starbucks kaffebarerne og yumcha restauranternes indretning; personalets og kundernes adfærd på forskellige tidspunkter på dagen; menukortenes beskrivelser af produkter; kundernes køn, aldersgruppe og køb af mad og drikke mv. supplerede jeg mine allerede indsamlede data (fra interviewene og deltagerobservationen) om disse konsumptionspraksisser for herved at erhverve mig et udførligt kendskab til dem. Grundet Tams tidligere analyser af yumcha (Tam 2001, 1997a, 1997b) fokuserede jeg særligt på det antropologisk ustuderede Starbucks Coffee. Foranlediget af andre studiers pointer om betydningen af at inddrage produktionsmæssige og marketingstrategiske aspekter i konsumptionsanalyser (f.eks. Watson 1997) kontaktede jeg derfor gentagende gange Starbucks Coffee ledelsen i Hong Kong, der imidlertid aldrig reagerede på mine forespørgsler om interview. Information om virksomhedens strategier for promovering og udvikling af kaffebarerne søgte jeg derfor i deres årsrapporter, internethjemmesider, akademisk businesslitteratur og diverse avisartikler, og selv om globalt udbredte virksomheder ofte anvender samme strategier overalt i verden, begrænser ledelsens manglende interesse for feltarbejdet min viden om Starbucks Coffee fra et regionalt forankret produktionsmæssigt og marketingstrategisk perspektiv.

På denne bricolage af metoder influerer et centralt sprogligt forhold, idet feltarbejdet udelukkende er udført på engelsk i konsekvens af mine manglende kinesiske sprogkundskaber. Ikke alene er mit kendskab til kinesiske ord og udtryk, der besidder kulturelle spor, af denne årsag begrænset, men under min deltagerobservation konverserede informanterne indimellem på kinesisk, hvilket komplicerede min dataindsamling trods informanternes villighed til at oversætte. Da stort set kun den veluddannede del af Hong Kongs befolkning i øvrigt evner at samtale på engelsk - uagtet dette sprogs dominerende status i Hong Kongs uddannelsessystem under det britiske kolonistyre og dets fortsatte betydning i adskillige uddannelsesinstitutioner (Lau 1997:101-103) - indbefatter mine data kun sparsomme udsagn fra andre end veluddannede personer. På trods heraf fandt jeg ikke besværet med at anvende en tolk lønsomt, eftersom mine informanter netop tilhører den engelsksprogligt velbevandrede del af befolkningen og - som bemærket ovenfor - velvilligt agerede oversættere af såvel tekst som samtaler i det begrænsede omfang, som dette var relevant. Med Mathews' pointe, at ingen nævneværdig forskel eksisterer mellem indholdet af hans informanters udtalelser på kinesisk versus engelsk (Mathews 2001:292), finder jeg desuden det forhold, at samtlige af feltarbejdets konversationer er foregået på informanternes andet- og ikke førstesprog, uden signifikant betydning for dataenes karakter.⁽¹²⁾

Afhandlingens disposition

På baggrund af de indsamlede data præsenterer kapitel 2 en empirisk beskrivelse af informanternes praktiserede konsumption på Starbucks Coffee og til yumcha. Praksissernes begrænsende rammer og informanternes frie ageren inden for disse danner omdrejningspunkt for kapitlets skildring af den markante forskellighed, der dels eksisterer mellem kaffebarerne og yumcha restauranternes konkrete materialitet (produkter, priser etc.), dels mellem informanternes adfærd i den ene aktivitet versus den anden, dels mellem praksissernes respektive sociale og kulturelle betydninger.

Aktiviteternes forskellighed konstituerer fundamentet for analysen i kapitel 3 af konsumptionens relation til informanternes praktiserede identitet mellem det vestlige og det kinesiske. På grundlag af en udforskning af disse termers empiriske indhold sættes informanternes konsumption på Starbucks Coffee og til yumcha i forhold til dette indhold, og analysen af informanternes konstruktion af identitet i uensartetheden mellem vestlige og kinesiske kulturelle elementer beror efterfølgende på den pointe, at deres konsumption på Starbucks Coffee og til yumcha repræsenterer en hhv. vestlig og kinesisk praksis.

I afhandlingens kapitel 4 udfoldes analysen til ikke blot at omhandle informanternes konsumption og identitetskonstruktion mellem det vestlige og det kinesiske, men til at diskutere deres praksis i en verden præget af heterogene globale strømme. Informanternes ageren på Starbucks Coffee og til yumcha analyseres derfor i relation til de analytiske begreber 'det globale' og 'det lokale', såvel som deres følelse af hjem og identitet i Hong Kongs virvar af forskellighed diskuteres. Et kritisk blik på globaliseringsbegrebet afslutter dette kapitel, inden alle kapitlernes hovedpointer sammenfattes, diskuteres og perspektiveres i afhandlingens endelige konklusion.

Forud for alt dette går imidlertid en introduktion til de ovennævnte kapitlers regionale og tematiske ramme. Kapitel 1 præsenterer konsumption, identitet og globalisering i en postkolonial Hong Kong kontekst.

Kapitel 1
En triadisk ramme: Konsumption, identitet og globalisering i postkoloniseringens Hong Kong

Da Kinas kommunistiske revolution begyndte i 1949, blev ethvert antropologisk studie af landet bandlyst som imperialistisk. Antropologer med interesse for kinesere måtte i stedet rejse til Taiwan og Hong Kong, hvor de i sidstnævntes tilfælde snart søgte ud til landsbyerne for at studere, hvad der var tilbage af det 'traditionelle Kina'. Med enkelte undtagelser (f.eks. Ward 1985) tiltrak den hurtigt voksende storby ingen antropologisk opmærksomhed, og først med Kinas åbning for omverdenen og dermed også for antropologer i 1980'erne, kom metropolen Hong Kong til syne som antropologisk forskningsområde. Foruden at være inspireret af den samtidige nye antropologiske interesse for enhver kulturel verden - såvel blandt minoriteter som majoriteter, landsbyer som storbyer, 'ude' som 'hjemme' etc. - var det nye fokus på det moderne Hong Kong tilskyndet af udsigterne til genforeningen med Kina i 1997 og en stigende kulturel debat om en Hong Kong identitetsfølelse (Evans & Tam 1997:1-2). Siden da er erkendelsen af Hong Kongs relevans for antropologisk forskning blot eskaleret - måske bedst illustreret af titlen på Gordon Mathews' artikel The Contemporary Meanings of Culture: On Why Hong Kong May Be the Most Exciting Place in the World in Which to Do Anthropological Research (Mathews 1998).

På baggrund af dette relativt nye fokus på Hong Kong som etnografisk region præsenterer dette kapitel tre temaer, der grundet deres centrale betydning for mange Hong Kong folks sociale og kulturelle liv - ikke mindst de yngre universitetsuddannedes - konstituerer nærværende afhandlings triadiske ramme. Med fokus på såvel Hong Kongs regionale specificitet som mere generelle og tematisk relaterede antropologiske diskussioner vil først Hong Kongs opståen som metropol i processer af globalisering, dernæst fremkomsten af en Hong Kong identitetsfølelse og endelig konsumptionen af materielle produkter i almindelighed og mad og drikke i særdeleshed blive introduceret. Snarere end ontologiske forhold udgør temaerne analytiske abstraktioner, der præsenteres relativt uafhængigt af hinanden, hvorefter deres gensidige relationer tydeliggøres i afsnittet om Hong Kong folks spisning og drikning. Indledningsvist må metropolen imidlertid placeres på verdenskortet.

Hong Kongs opståen i processer af globalisering

I det sydlige Kina omgivet af det sydkinesiske hav ligger Hong Kong placeret på omtrent 1100 km².⁽¹³⁾ Med et befolkningstal på cirka 6.8 millioner, hvoraf 95% er etniske kinesere, er Hong Kong et af verdens mest befolkningstætte områder med en gennemsnitstæthed på 6.250 mennesker pr. km² - og op til 50.000 mennesker pr. km² de mest befolkede steder. Metropolen består geografisk af tre områder: Hong Kong Øen, der foruden at besidde 7% af arealet og 20% af befolkningen huser den centrale finansverden; halvøen Kowloon, der med sine 4% af arealet og 30% af befolkningen ikke blot er blandt de mest befolkede områder, men også udgør det største turistområde; og De Nye Territorier, der inklusive de 234 omkringliggende øer dækker de resterende 89% af arealet og er hjem for halvdelen af befolkningen (www.info.gov.hk). Det ulige forhold mellem områdernes størrelse og fordelingen af mennesker forårsages bl.a. af det udbredte klippelandskab og af de 40% af arealet, der er naturpark og derfor fredet område (Mathews & Lui 2001:12). Selv i De Nye Territorier er folk derfor nødsaget til at bo på små arealer, og for hovedparten af befolkningen udgør boliger på 20-40 m² for familier på 4-5 personer snarere en regel end en undtagelse. Den begrænsede fysiske plads influerer selvsagt på adskillige dele af folks daglige praksis, hvad bl.a. den nedenstående beskrivelse af konsumptionen af mad og drikke vil illustrere.

Oprindeligt udgjorde Hong Kong en del af den kinesiske Guangdong provins, men under det 19. århundredes opiumskrige blev først Hong Kong Øen i 1842 og siden Kowloon i 1860 overtaget af England. En 99-årig lejeaftale om territoriet nord for Kowloon og syd for Shenzhen blev desuden indgået i 1898, hvor de nyerhvervede områder blev døbt De Nye Territorier (Lau 1997:xi). I perioder med politiske uroligheder og økonomiske trængsler i hovedlandet Kina tilbød Hong Kong nu som britisk koloni et flugtsted for mange kinesiske emigranter. Eftersom grænsen til Kina stod åben, strømmede kinesere til og fra kolonien afhængigt af tilstandene i Kina, og fra 1841 og frem til sidst i 1940'erne voksede befolkningen fra få tusinde mennesker til omkring 1.8 millioner.⁽¹⁴⁾ Med den kinesiske borgerkrig i 1949 og dernæst Mao Zedongs kommunistiske revolution nåede befolkningstallet cirka 3 millioner i 1960 (Ng 1989:388-392).

Selv om tilstrømningen af migranter skabte problemer med blandt andet utilstrækkelighed af boliger (Rooney 2001:54-57) og medicinske behandlinger (Cheng 2001:20), medførte befolkningsvæksten øget arbejdskraft, viden, evner og kapital. På denne baggrund udviklede entreprenører og forretningsfolk først transithandel mellem Kina og den øvrige verden og siden et industrielt og finansielt center, da både kapital og avanceret teknologi nu kunne importeres fra lande som England, USA og Japan. I kraft af forbedringer i bl.a. infrastrukturen, den internationale lufthavn og containerhavnens kapacitet samt udvikling af nye kommunikationsteknologier bredte markederne for Hong Kong producerede produkter sig snart ud over de sydøstasiatiske lande til Europa, Japan, Nordamerika og Australien (Ng 1989:392-394). Materielle produkter, information og meget andet fra andre verdensdele blev modsat importeret til Hong Kong, der foruden sin status som vigtigste port for Kinas import og eksport således blev etableret som både producerende og konsumerende såvel som eksporterende og importerende metropol. Positionen som Asiens vel nok mest betydningsfulde økonomiske knudepunkt var hermed indtaget.

Grundet disse betydelige transnationale bevægelser af mennesker, kapital, teknologi, viden, materielle produkter etc. beror metropolen Hong Kongs historiske udvikling på processer af globalisering. I den nyere antropologiske forskning vises processerne stigende opmærksomhed i erkendelse af globaliseringens indvirkning på lokale sociale og kulturelle forhold i en sådan grad, at "… attention limited to local processes, identities, and units of analysis yields incomplete understanding of the local" (Kearney 1995:548). Som Hong Kongs historiske udvikling og koloniseringen i almindelighed anskueliggør, repræsenterer globaliseringen snarere en historisk nedarvet proces end en ny verdensudvikling, da varer, mennesker, information etc. altid har krydset grænser. I de seneste årtier er globaliseringsprocesserne imidlertid intensiveret (Liep & Olwig 1994:9), hvorfor nyere antropologiske studier har forladt den rumlige opdeling af verden i centre og periferier og nu forstår rum som globalt og multidimensionalt med grænseløse og ofte usammenhængende og tværgående 'sub-rum' (Kearney 1995:549). Antropologer forstår således ikke længere rum som adskilte enheder, og da mennesker, varer og andre fænomeners rumlige bevægelse foregår med stadig stigende hastighed, skildrer flere forskere globaliseringen som en "time-space compression" (f.eks. Harvey 1989). Inspireret af bl.a. denne erkendelse er den tidligere antropologiske forståelse af kultur som homogene og afgrænsede helheder knyttet til bestemte geografiske steder blevet dekonstrueret og erstattet af et dynamisk kulturbegreb præget af kompleksitet og deterritorialisering, da sted og betydningsrum ikke nødvendigvis kongruerer (Hastrup & Olwig 1997).⁽¹⁵⁾

Som antydet har disse processer nærmest været evigt eksisterende i Hong Kongs historie. I kontrast til andre regioner, hvor kulturel udvikling er foregået på grundlag af lokal forhistorie, og hvor de seneste årtiers globalisering har repræsenteret en stigende kontakt mellem det lokale og det globale, er metropolen Hong Kong med den engelske kolonisering og strømmene af kinesiske migranter opstået i processer af globalisering.⁽¹⁶⁾ I lighed med Karen Fog Olwigs pointe om caribiske samfund, der ligeledes udsprang af globale strømninger grundet den engelske kolonimagts udryddelse af den indfødte befolkning og efterfølgende introduktion af afrikanske slaver under plantagesystemets etablering i 1600-tallet, muliggør Hong Kong konteksten således et historisk perspektiv på et fænomen, der ofte betragtes som af relativ ny årgang (Olwig 1993:9) - og som i øvrigt mere studeres i lokaliteter grundlagt på lokal forhistorie end i samfund udsprunget af globaliseringsprocesser (f.eks. Yan 1997).

I den forstand at Hong Kong ikke blot modtager, men også bidrager til globaliseringens strømme af varer, mennesker, information etc. og sågar er opstået i konsekvens af dem, repræsenterer byen med andre ord en global metropol. Ikke blot transnationale bevægelser fra vesten til resten af verden, men også fra resten til vesten indgår således i globaliseringsbegrebet (Cwiertka 2001:7). På denne baggrund beskriver det følgende afsnit Hong Kong folks søgen efter en lokal identitetsfølelse i virvaret af de globale strømme, der konstituerer metropolen. Skønt dele af det følgende relaterer til urbanantropologien, da den lokale identitetsfølelse opstår parallelt med Hong Kongs udvikling til international storby, vises Hong Kong byen som helhed ikke opmærksomhed, da en "anthropology in the city" og ikke en "anthropology of the city" udgør omdrejningspunktet (jf. Sanjek 1996:555). Mens sidstnævnte har selve byen som objekt og dermed repræsenterer et særskilt antropologisk tema, konstituerer førstnævnte efter min bedste overbevisning ikke en særegen antropologi, da storbyers karakteristika på linie med eksempelvis landsbyers karakteristika blot udgør de betydningsfulde rammer, som ethvert antropologisk studie altid må medtænke.⁽¹⁷⁾

En Hong Kong identitetsfølelse mellem det vestlige og det kinesiske

Med udviklingen fra transithavn til global metropol opstod i efterkrigstiden et stigende behov for uddannede fagfolk og ledere. Op gennem 1960'erne og 1970'erne fremkom på denne baggrund en yngre og veluddannet middelklasse, der dels nød godt af Hong Kongs økonomiske fremgang (Chan 2000:99-102), dels udgjorde hovedaktørerne bag en ny udvikling i Hong Kongs historie. I første halvdel af det 20. århundrede og i årene umiddelbart efter anden verdenskrig betragtede Hong Kongs indbyggere kolonien som et transitsted, hvor livet kun gjaldt om at udnytte den hurtige økonomiske udvikling og derefter komme videre. Det sociale liv var domineret af strømmen af migranter, der ikke bekymrede sig om det lokale samfund og derfor ikke besad en kollektiv identitet. Folk var blot kinesere, englændere eller af anden national oprindelse (Watson 1997:96, Tam 1997a:300-301). Med lukningen af grænsen til Kina i 1950 og fremkomsten af den yngre middelklasse af voksne, der var børn af de kinesiske migranter og derfor født, opvokset og uddannet i Hong Kong, opstod for første gang nogensinde en Hong Kong identitetsfølelse. Skønt Barbara Ward i sit studie af en fabriks organisation i 1960'erne undersøgte de involverede socioøkonomiske relationers kinesiske særpræg og ikke omtalte særlige Hong Kong karakteristika (Ward 1985),⁽¹⁸⁾ hersker en bred enighed blandt antropologer om identitetsfølelsens opståen sidst i 1960'erne (Mathews 2000:127, Cheung 2002:103). Mange folks selvbeskrivelse som heunggongyahn (hongkongesiske) frem for junggwokyahn (kinesiske) markerede den nye identitetsfølelse, men navngivningen havde antageligt også formativ betydning for folks selvforståelse. Som Edwin Ardener pointerer, udgør navngivninger aldrig blot passive betegnelser, da de aktivt påvirker folks konstruktion af etnicitet (Ardener 1975:345-351), som f.eks. Hastrup illustrerer det i sit fokus på betydningen af termen "islændere" for etableringen af en etnisk islandsk identitet (Hastrup 1982:150-153). Med heungongyahn's betydning som "… not only […] a life-style, but also something more than a resident yet less than a people" (Evans & Tam 1997:9) har navngivningen ganske givet tilskyndet forestillingen om en særegen Hong Kong virkelighed og dermed en Hong Kong identitet.

For de yngre voksne var denne virkelighed præget af den engelske kolonimagt og de kinesiske forældre. På den ene side kendte de kun Hong Kong som hjem og identificerede sig derfor med byens stigende velstand og vestlige livsstil og forbrugskultur, hvormed de markerede en afstandtagen fra kommunismens Kina og Maos kulturrevolution. På den anden side tilsluttede de sig kinesiske traditioner og leveformer for herved at distancere sig fra den vestlige kolonimagt og befolkning (Mathews 2000:127-128, 1998:118, Evans & Tam 1997:3-4). De yngre voksnes opvækst med kinesiske forældre i et Hong Kong med engelsk styre og ikke mindst uddannelsessystem grundlagde således en identitetsfølelse, der med Maria Tams ord "… is to be both Chinese and Western […] as well as to be non-Chinese and non-Western" (Tam 1997a:303-304, original kursivering). I takt med Hong Kongs vedvarende velstandsstigning bredte identitetsfølelsen sig efterhånden til at omfatte andre end den yngre middelklasse, om end nyere studier fortsat påviser en stærkere Hong Kong identitetsfølelse blandt højere uddannede end lavere uddannede og blandt yngre end ældre (Hong Kong Transition Project 1995-2002).

Med de engelsk-kinesiske forhandlinger om Hong Kongs fremtid efter udløbet af lejeaftalen om De Nye Territorier og den endelige aftale i 1984, der under idéen om "et land, to systemer" deklarerede Hong Kongs overdragelse til Kina i 1997, tilspidsede folks følelse af en Hong Kong identitet.⁽¹⁹⁾ Trods umiddelbar optimisme om fremtiden grundet Kinas begyndende åbenhed mod den kapitalistiske verden og aftalens garanti om Hong Kongs fortsatte eksistens med uændret økonomisk, juridisk og socialt system i endnu 50 år, udviklede mange snart en frygt for at blive opslugt af det kommunistiske Kina - en frygt særligt opildnet af massakren i forbindelse med studenteroprøret på Den Himmelske Freds Plads i Beijing i 1989. Som katalysator forstærkede frygten folks tanker om en Hong Kong identitet særskilt fra en kinesisk identitet uden dog at insistere på en engelsk forbindelse, som efter overdragelsen ville være tåbelig at opretholde. Skønt den kinesiske stat har påbegyndt forsøg på nationalisering,⁽²⁰⁾ og skønt et stigende antal Hong Kong borgere beskriver sig som "Hong Kong kinesere", "Hong Kong folk i Kina" eller "kinesere i Hong Kong" frem for "hongkongesiske", fastholder mange Hong Kong folk i dag - cirka fem år efter overdragelsen - fortsat en identitetsfølelse som både blandet af og adskilt fra det kinesiske og det vestlige (Mathews 2000:128-135, Tam 2001).⁽²¹⁾

Massekonsumptionens udvikling i Hong Kong

I konsekvens af 1960'erne og 70'ernes økonomiske udvikling antog konsumptionen af materielle produkter snart en stigende betydning i mange Hong Kong folks daglige praksis. Hvor konsumption af andet end basale fornødenheder tidligere var forbeholdt de rige og turisterne, forårsagede de mange nye arbejdspladser, at særligt teenagere og yngre voksne ud over at bidrage til familiens fællesøkonomi nu også kunne engagere sig i konsumptionsaktiviteter som biografture, køb af modetøj mv. (Lui 2001:30-32). Da konsumptionspraksisserne adskilte sig markant fra forældrenes konsumption og enhver praksis i kommunismens Kina, var de på én gang med til at inspirere såvel som udtrykke identitetsfølelsen som hongkongesiske snarere end kinesiske blandt den yngre middelklasse af indfødte voksne.

Med forskellige omdrejningspunkter har flere studier påpeget denne pointe om konsumptionens betydning i 1970'erne og senere 1980'ernes Hong Kong. Sociologen Lui Tai-lok beskriver eksempelvis, hvordan 1970'ernes unge generation gennem nye konsumptionspraksisser i shoppingcentret Ocean Terminal begyndte at føre en anderledes livsstil end forældrene og dermed at udtrykke sin egen identitet (ibid. 35-38). Medieforskeren Paul S. N. Lee pointerer desuden, at konsumptionen af tv i såvel 1970'erne som 1980'erne dels samlede folk via fælles oplevelser og opdyrkede en følelse af fællesskab med præsentationen af lokale nyheder, dels fremmede idéen om Hong Kong folks særegenhed gennem populære tv-seriers karikerede fremstillinger af mennesker fra andre lande (Lee 2000:371-381). Antropologen Maria Tam bemærker videre, at ophøjningen af kantonesisk fra dialekt til status som sprog og den efterfølgende etablering af følelsen som hongkongesiske funderet på dette sprog meget var hjulpet af konsumptionen af lokalt produceret musik og film på kantonesisk frem for engelsk eller mandarin (Tam 1997a:301-302). Om end andre faktorer som anti-korruption demonstrationerne, officielle aktiviteter som Hong Kong festivalerne m.m. ligeledes tilskyndede fremkomsten af identitetsfølelsen (ibid., Turner ms), har pointen om konsumptionens betydning tværfaglig opbakning.

Efterhånden som velstandsstigningen er fortsat ind i 1990'erne og shoppingcentre er opstået overalt i Hong Kong, har konsumptionspraksisserne fået betydning ud over de indfødte Hong Kong folks differentiering fra hovedlandets kinesere. I kraft af den tidligere status som transitsted, strømmen af migranter og byens hurtige økonomiske udvikling har faste klassestrukturer haft vanskeligt ved at etablere sig i store dele af Hong Kongs historie. Ingen stabile klasseforhold har dannet sig på baggrund af kulturel kapital, hvorfor folks indbyrdes kamp om social status hovedsageligt er funderet på økonomisk formåen (Mathews & Lui 2001:7-11, Yeung 2000:40). Som følge af materielle produkters evne til fremvisning af økonomisk kapital i denne kamp for social status, skildrer Lui en tiltagende status- og mærkebevidsthed blandt mange forbrugere (Lui 2001:39-40). Annie H. Chan påpeger desuden, at medlemmer af Hong Kongs middelklasse gennem deres konsumptionspraksis ikke alene fremviser social status i distinktion fra andre sociale klasser, men ligeledes søger at udtrykke særskilte identiteter og status inden for klassen (Chan 2000). Som adskillige andre studier ligeledes pointerer (f.eks. Mathews & Lui 2001) og som bemærket i introduktionen, konstituerer konsumptionspraksisser således en central del af Hong Kong folks daglige liv og for konstruktionen af såvel en kollektiv lokal identitet i en global metropol som mere individuelle identitetsparametre. Sådanne pointer er imidlertid funderet på mere teoretiske og tematiske diskussioner om konsumptionens relation til konstruktionen af identitet, hvorfor den regionale kontekst nu forlades for en stund til fordel for netop disse diskussioner.

Konsumption og identitet

Med Mary Douglas og Baron Isherwoods afvisning af konsumptionshandlinger som blot økonomisk rationelle praksisser motiveret af et fysisk behov for overlevelse og Pierre Bourdieus pointe om smagen som kulturelt produkt af social oprindelse og uddannelse antog konsumptionsforskningen i 1980'erne og 1990'erne stigende antropologisk opmærksomhed (Douglas & Isherwood 1978, Bourdieu 1984).⁽²²⁾ Studiernes erkendelse af menneskets projektion af social og kulturel betydning i materielle produkter var dog ikke nyskabende, da talrige etnografiske "thick descriptions" - navnlig indenfor udvekslingsstudierne - havde berørt materielle objekters betydning i lokale kontekster af levet liv (Wolff 1999:9). Douglas og Isherwoods fokus på konsumptionens symbolske og udtryksfulde dimensioner som markører af sociale positioner og Bourdieus påvisning af konsumptionsadfærd som udtryk for klasseposition i det franske samfund opmuntrede imidlertid til en hidtil uset opmærksomhed på relationen mellem konsumptionspraksisser og konstruktionen af meningsfulde liv - bl.a. i Jonathan Friedmans Consumption and Identity (Friedman 1994).

Som udgangspunkt skal det i denne forbindelse pointeres, at ingen materielle produkter besidder en iboende betydning eller værdi, da denne tillægges af menneskelige aktører gennem aktiv omgang med og forholden sig til produkterne. I The Gift beskriver Marcel Mauss eksempelvis, at materielle objekter i Polynesien antager værdi og betydning grundet de lokale aktørers udveksling af dem, idet objekternes spirituelle kraft (hau) tvinger modtagerne af en gave til at give en gengave (Mauss 1966:6-16). Karl Marx argumenterer desuden, at arbejdere investerer deres liv i produktionen af materielle produkter, der foranlediget af 'forlængelsen' af arbejdernes liv i produktet får betydning og værdi (Marx 1961:69-70). Frem for et fokus på selve objektet må studier af materielle produkter derfor fokusere på lokale aktørers praksis samt på, hvorledes aktørerne identificerer, kategoriserer og tillægger produkterne betydning i henhold til dels et bredere system af klassifikation, dels deres specifikke forestillinger om 'et godt liv' (Wolff 2001:10, Friedman 1990:105). Ethvert objekts betydning er med andre ord bestemt af lokale aktørers forståelse af objektet i relation til andre elementer i den lokale sociale og kulturelle kontekst samt af deres vurdering af dets værdi for realiseringen af det liv, som de stræber efter at leve - 'det gode liv'. Objektets betydning er derfor aldrig statisk, men i forandring, da aktørernes evigt skiftende livsbetingelser forandrer deres lokale kategorier og opfattelser af livet (Wolff 2001:9-12).

Såvel som i handlinger af produktion (Marx) og udveksling (Mauss) tilskriver mennesker således betydning til materielle produkter i konsumptionspraksissen. En persons konsumption af ét materielt produkt frem for et andet forlener det udvalgte produkt med en særegenhed, idet dette produkt og ikke det andet indgår i personens stræben efter det gode liv, hvorfor forbrugeren identificerer sig med det, såvel som andre mennesker forbinder produktet specifikt med vedkommende - bl.a. illustreret af udtryk som 'min trøje', 'din bil' etc. Produktets relation til andre produkter i den lokale sociale og kulturelle kontekst frembringer dermed en dimension, hvorigennem forbrugeren udtrykker sin sociale position (Miller 1987:190). I Bourdieus forståelse er materielle produkter med andre ord arrangeret på en bestemt måde i det fysiske rum, og i konsumptionen overfører mennesker så at sige det fysiske til det sociale, idet det konsumerede produkts position i det fysiske rum karakteriserer forbrugerens position i det sociale rum (Bourdieu 2000:134-135). Som Douglas og Isherwood pointerer, konstituerer materielle produkter således et informationssystem til markering af sociale positioner, og enhver konsumptionspraksis aktiverer uundgåeligt begrebsparret inklusion og eksklusion, da forbrugeren hhv. inkluderer sig i kategorier af mennesker med samme konsumptionsadfærd og ekskluderer sig fra mennesker med anden konsumptionsadfærd (Douglas & Isherwood 1978:71-95). Aktørerne konstruerer på denne vis et identitetsrum eller en livsstil - dvs. en materiel realisering eller forsøg herpå af deres ønsker for et godt liv - i konsumptionen (Friedman 1990:105), hvorfor talrige studier påpeger, hvorledes mennesker gennem specifikke konsumptionspraksisser fremviser identitet på forskellige niveauer - det være sig køn, alder, klasse, etnicitet, nationalitet, religiøsitet etc.

Et blik på begrebet objektivering kan imidlertid nuancere dette forhold. Daniel Miller skildrer objektiveringsbegrebet som en dialektisk proces, hvor mennesker projicerer betydning i materielle produkter for herefter at reabsorbere denne betydning. Mennesker aktiverer processen i konsumptionspraksisser, og pointen er, at materielle produkter ikke blot er symboler, der reflekterer en a priori betydning eller værdi, men betydningen, værdien og den kulturelle form, som de udtrykkes i - her de materielle produkter - skabes tværtimod i samme handling. Eller udtrykt anderledes: Det, som objektiverer, og det, som er objektiveret, opstår i samme proces (Miller 1987, 1995a:277). Det franske bourgeoisis konsumption reflekterer eksempelvis ikke kun deres høje sociale klasse, men udgør et middel til at opretholde og skabe den i opposition til andre sociale klasser (Bourdieu 1984) - nøjagtig som termen heunggongyahn på en gang udtrykte og formede Hong Kong identitetsfølelsen. På lignende vis overfører mennesker ikke alene de materielle produkters position i det fysiske rum til det sociale rum gennem konsumptionen, men forbrugerne installerer lige så meget deres sociale positioner i det materielle produkt og påvirker derved dettes position i det fysiske rum (Bourdieu 2000:134-135). Millers objektiveringsbegreb afviser således adskillige studiers forrang af subjektet over objektet, idet begrebet tilskriver materielle produkter en aktiv deltagelse i konstruktionen af identiteter:

Mass goods represent culture, not because they are merely there as the environment within which we operate, but because they are an integral part of that process of objectification by which we create ourselves as an industrial society: our identities, our social affiliations, our lived everyday practices (Miller 1987:215).

I en artikel om markedsmentaliteten i antropologien kritiserer John Liep, at nogle antropologers syn på kulturelle processer fremstår som blot kreative individers frie valg af elementer fra et ubegrænset udbud af muligheder (Liep 1999:63). Den ovenstående redegørelse for konsumptionens relation til konstruktionen af identitet synes at tendere til samme syn på konsumptionen som en ubegrænset praksis, der reducerer identitetsbegrebet til et produkt, som mennesker frit vælger fra forretningernes hylder. Dette er langt fra meningen. Da socialvidenskaben med Douglas og Bourdieu i spidsen proklamerede konsumption som væsentligt socialt fænomen, reagerede de mod datidens gængse skildring af praksissen - f.eks. hos Marx og de klassiske økonomer - som blot en funktion, et epifænomen, af produktionen (Friedman 1994:1-11). Denne forandring i synet på konsumptionen må imidlertid ikke anspore til en negligering af produktionen, der i kapitalistiske samfund ikke kun betegner materiel fabrikation, men også forsøget på at producere produkternes symbolske værdi med bl.a. reklamer og mærker (Bourdieu 1993). Nok tillægger lokale aktører betydning til materielle produkter i lokale sociale og kulturelle kontekster, men i markedssamfund sker det i interaktion med producenternes marketingsstrategiske forsøg på at forlene produkterne med bestemte værdier. Forbrugere er derfor hverken frie individer, der aktivt konstruerer sig selv i ubegrænsede muligheder, eller slaver, der passivt reagerer på virksomheders materielle produktion og symbolske markedsføring (Miller 1987:168-169). En afvejning af forholdet mellem konsumptionen på den ene side og produktionen på den anden er således obligatorisk for ethvert konsumptionsstudie.

Erkendelsen af konsumptionen som mere end blot produktionens funktion indtraf sideløbende med den i introduktionen beskrevne drejning i antropologien, der gjorde op med strukturanalyserne og satte aktørerne i centrum. Blandt andre argumenterer f.eks. Nigel Rapport for en større opmærksomhed på individet og dets narrativer, da måden, hvorpå individer "… ongoingly write their own worlds …" snarere end, hvordan de er indskrevet i en "… pre-given socio-cultural reality…", må i fokus (Rapport 1997:63). Mange antropologers analytiske opmærksomhed er således i bevægelse væk fra en objektivisme hen imod en subjektivisme forstået i Bourdieus terminologi som to modstridende teoretiske opfattelser af den menneskelige praksis. Hvor førstnævnte betragter aktørers handlinger som mekaniske reaktioner styret af bagvedliggende strukturer, forstår sidstnævnte dem som resultater af bevidste og velovervejede planer, hvormed den sociale verden reduceres til individernes repræsentation af den (Bourdieu 1994:53, Bourdieu & Wacquant 1996:106). Skønt antropologer sjældent realiserer en radikal subjektivisme såvel som en radikal objektivisme, influerer de seneste års individfokus på forståelsen af identitetsbegrebet. Mens bagvedliggende strukturer i objektivismens syn determinerer menneskers identitet, der i den forstand ligger hinsides individets frie vilje, konstruerer individet i subjektivismens forståelse sin identitet gennem egne valg. Megen nyere antropologisk forskning tilskriver således ofte individet en større betydning end tidligere for skabelsen af eget liv og identitet.

Med fremstillingen af menneskers konsumption som enten et resultat af passive individers reaktion på virksomheders markedsføring eller af aktive aktørers selvkonstruktion ud fra ubegrænsede muligheder konvergerer produktionen versus konsumptionen med objektivismen versus subjektivismen (Miller 1987:168). Erkendelsen af forbrugeres aktive interesse og deltagelse i konsumptionspraksisser reflekterer på denne vis antropologiens generelle bevægelse fra en opmærksomhed på rammerne for menneskers livsførelse hen imod individet og dets syn på verden. Som Liep påpeger, var det tiltrængt at få åbnet de stive strukturanalyser med procesperspektiver, der anerkender mennesker som medkonstruktører af de former, som deres liv udspiller sig i, men de samfundsmæssige strukturer må som nævnt i introduktionen ikke negligeres (Liep 1999:63). Tværtimod må antropologer analysere aktørerne og strukturerne som konstant interagerende, hvilket eksempelvis Bourdieu med habitusbegrebet og Hastrup med handlingsteatret gør det (Bourdieu 2000, Hastrup 2000). I Bourdieus forståelse mødes to forskellige historier - aktørernes på den ene side og strukturernes på den anden - som inkorporeres i habitus i form af systemer af dispositioner, der gør individet i stand til at handle i overensstemmelse med givne konteksters konventioner, uden at dispositionerne determinerer handlingerne (Bourdieu 2000:138-155).⁽²³⁾ Menneskers identitet er således hverken dikteret af strukturerne eller til frit valg for individet, men et produkt af den frie handlings kontinuerlige interaktion med specifikke livsbetingelser. Snarere end at udgøre en kerne er identiteten af denne årsag i en endeløs tilblivelses- eller omskabelsesproces grundet de evigt skiftende livsbetingelser og individets nye valg og handlinger. I den forståelse at mennesker som følge heraf bestandigt integrerer nye oplevelser på basis af tidligere erfaringer, er identiteten desuden i stadig forandring (Bourdieu 2000:161, Hastrup 2000:17). Ifølge Anthony Cohen er identiteten således det sted, hvor mennesker opbevarer erfaring (Cohen 1994:95), hvorfor enhver tale om menneskers skift mellem forskellige identiteter aldrig må opfattes i radikal forstand, men snarere skal betragtes som udtryk for identitetens karakter som multidimensional (ibid. 18).

Studier af konsumptionspraksissers relation til menneskers konstruktion af identitet bør således nøje overveje produktionens og konsumptionens, aktørernes og strukturernes gensidige påvirkning og desuden bemærke, at identitetens karakter som en tilbliven snarere end en væren logisk medfører, at processerne inklusion og eksklusion ikke er absolutte, men situationelle. Hertil kommer, at ethvert menneskes identitet altid er betinget af interaktionen med andre, da man med Hastrups ord "… ikke [kan] være konge, med mindre andre anerkender én som sådan" og da "… individualitet [altid] forudsætter (mindst) en anden" (Hastrup 2000:17). For konsumptionspraksissers relation til konstruktionen af identitet er andre personers afkodning af de konsumerede materielle produkters betydning derfor væsentlig.

Mange Hong Kong folks konstruktion af såvel en kollektiv Hong Kong identitetsfølelse som mere individuelle identitetsparametre gennem deres konsumption af materielle produkter i en global metropol, der er opstået i konsekvens af globaliseringsprocesser, må nødvendigvis forstås i sammenhæng med de ovenstående pointer om konsumptionens generelle relation til konstruktionen af identitet. Inden dette tydeliggøres i den etnografiske beskrivelse og påfølgende analyse af informanternes konsumption på Starbucks Coffee og til yumcha, skal Hong Kongs mad og drikke og globaliseringens, identitetskonstruktionens og konsumptionens indbyrdes relationer imidlertid præsenteres.

Hong Kongs mad og drikke: Konsumption, identitet og globalisering

Grundet Hong Kongs mere end 20.000 spisesteder (jf. Wu & Cheung 2002:10) proklamerer turistbrochurer, journalistiske artikler og anden litteratur ofte Hong Kong som et paradis for madelskere. Side om side i shoppingcentrene og på gaderne ligger amerikanske fastfoodkæder, franske caféer, engelske pubber, japanske sushibarer, indiske tandoori restauranter, kinesiske urtetebutikker, kantonesiske fiskespecialiteter og meget andet. Hvor statussen som center for det sydlige Kinas madkultur tidligere tilhørte Guangzhou,⁽²⁴⁾ har Hong Kong i takt med sin økonomiske fremgang og Guangzhous samtidige kommercielle nedgang under Maos kommunistiske revolution overtaget titlen som "delikatessernes himmerige" (meih sihk tin tohng). Et sprogligt udtryk, der førhen lød "sikh joih gwong jau" - "at spise, tag til Guangzhou" - er derfor i dag erstattet af vendingen "sihk joih heunggong" - "at spise, tag til Hong Kong" (Tam 2001:55).

Indvirkende på konsumptionen er folks forestillinger om mad og drikke. Informanten Eric,⁽²⁵⁾der er 23 år og specialeskrivende i sociologi, fortæller eksempelvis om sin opfattelse af et tilfredsstillende måltid:

Usually for me I think at least I have to have some carbohydrates like rice or noodles and have just like a solid diet. I also have vegetables and meat, and if it's better then we may have the soup.

Udsagnet illustrerer mange Hong Kong folks forståelse af et måltid, der først og fremmest hviler på en portion af tilberedte gryn betegnet fan - overvejende ris, men også nudler - hvortil forskellige grøntsager (svampe, broccoli, vandspinat m.m.) og kød (særligt fisk, svin, kylling og and) serveres under en samlet betegnelse som sung - bedst oversat som "tilbehør til ris". Termen ts'ai med betydningen "grøntsager" refererer til sung's separate bestanddele (også dem af kød), og et afbalanceret måltid fordrer en tilpas mængde af både fan og ts'ai (Anderson 1988:112-114, Chang 1977:7-8). I tilberedningen af sidstnævnte anvendes flere ingredienser, som sædvanligvis skæres i stykker og kombineres til særskilte retter, hvis særegenhed af denne årsag hverken afhænger af et eksakt antal ingredienser eller et specifikt produkt - præcis som et større måltid består af en kombination af lige betydningsfulde retter (Chang 1977:8-9). Mange Hong Kong folks opfattelse af en given konsumptionspraksis som enten en snack eller et måltid, hvortil te i øvrigt vanligvis udgør drikken, bestemmes almindeligvis i henhold til disse forestillinger.

Ligevægten mellem fan og ts'ai samt retternes kombination af ingredienser reflekterer vigtigheden af harmoni og balance i kroppen. På grundlag af traditionelle kinesiske yin og yang principper, der oprindeligt refererede til hhv. skyggesiden og solsiden af samme bjerg og derfor signalerer balance, relaterer mange Hong Kong folk spisning og drikning til sundhed, idet de afbalancerer forskellige typer af mad og drikke i konsumptionen. Blandt de betydeligste idéer er kategoriseringen af diverse mad og drikke som enten "varme" eller "kolde", der ikke refererer til produkternes temperatur, men til deres effekt på kroppen. Mens stærkt krydret, olieret og stegt mad samt fedtholdigt kød eksempelvis indgår i kategorien "varme", er salat, vandmelon og visse bønner vanligvis "kolde" (ibid. 10, Anderson 1988:189-192). Eftersom et godt helbred opretholdes af balance, fortærer folk i større udstrækning varme produkter om efteråret og vinteren og kolde produkter om foråret og sommeren (Cheung 2002:102). Også ved særlige højtider såsom det kinesiske nytår, hvor retter med lykkebringende navne serveres - f.eks. nudler og hele fisk som symboler på hhv. lang levetid og rigdom - søger folk konsumptionens balance bibeholdt.⁽²⁶⁾

Skønt ovenstående beskrivelse måske snarere repræsenterer ældre menneskers kategorier end yngres, vedvarer forestillingerne at influere på Hong Kong folks konsumption af mad og drikke. Når David Wu og Tan Chee-Beng pointerer, at globaliseringen forandrer kinesere og Hong Kong folks konsumptionsmønstre grundet vestlige fastfoodkæder og japanske sushibarers stigende udbredelse, og at de unge ikke længere fokuserer på traditionel kinesisk mad (Wu & Tan 2001:13), må det tilføjes, at import af fremmed mad og drikke har fundet sted i århundreder i Kina - f.eks. med peanuts og søde kartofler fra kysthandelsskibe under Ming dynastiet fra 1368 til 1644 (Chang 1977:7). Som Wu og Tan dog selv bemærker, er kinesernes opfattelser af "real eating" fortsat de samme (Wu & Tan 2001:13), hvorfor enhver idé om automatisk forandring af lokale kategorier og forståelser som følge af globaliseringen er kritisabel.

Med den stigende velstand i 1970'erne tiltog Hong Kong folks konsumption af mad og drikke uden for hjemmet. I nutidens Hong Kong konsumerer store dele af befolkningen alle dagens måltider på offentlige spisesteder - bl.a. grundet husstandenes dårlige køkkenfaciliteter - hvorfor den gængse vestlige opfattelse af 'at spise ude' som en særlig fornøjelig og luksuriøs aktivitet fremtræder meningsløs i det moderne Hong Kong (Wu & Cheung 2002:10). Grundet de sparsomme boligforhold fungerer spisestederne som folks sociale mødesteder, da samvær med familie, venner og bekendte almindeligvis foregår uden for hjemmet og ofte på restauranter, caféer eller lignende. Alle spisesteder er derfor altid fyldte med mennesker, hvilket desuden er relateret til den i introduktionen omtalte interesse for mad såvel som mange folks stolthed over byens status som Sydkinas gastronomiske center. Adskillige studier pointerer på denne baggrund madens centrale betydning for kinesere i almindelighed (Chang 1977:11-14, Mintz 2002:xvii) og for sydkinesere som Hong Kong folk i særdeleshed (Anderson 1988:172, Watson 1997:78).

I denne forbindelse foreslår Sidney Cheung, at Hong Kong folks forskellige spisevaner kan ses som en repræsentation af en Hong Kong identitet, der inkluderer alt fra øst og vest. Imidlertid påpeger han, at konsumptionen snarere beror på en idé om "friheden til at vælge", der dog må forstås i lyset af Hong Kong folks søgen efter en identitet, da "… ways of mixing, combining, prioritizing and re-inventing become indicators of expected identity and status" (Cheung 2002:110). Uanset forklaringen forbinder Cheung således konsumptionen af mad med konstruktionen af identitet, og også andre forskere som Wu og Tan bemærker, at Hong Kongs spiseformer repræsenterer Hong Kong identitet (Wu & Tan 2001:4).⁽²⁷⁾ Eric Kit-wai Ma fremfører desuden, at Hong Kong folks konsumption af alkoholiske drikke indgår i deres vedvarende kamp om social status (Ma 2001), hvormed pointen om konsumptionens relation til konstruktionen af såvel kollektive som mere individuelle identitetsparametre genfindes i studierne af Hong Kongs mad og drikke.

Hvorvidt kinesere og Hong Kong folk i deres optagethed af mad adskiller sig fra mennesker i andre egne af verden er imidlertid diskutabelt. Nøjagtig som tilfældet med konsumptionens generelle relation til identitet er ovenstående pointer om madens identitetsmæssige betydning funderet på en samfundsvidenskabelig interesse for mad og drikkes sociale og kulturelle betydning. Som illustreret af nærværende afhandlings indledningscitat påpegede Georg Simmel allerede i 1910, hvordan mennesker transformerer deres fysiologiske og naturlige behov for spisning til en social og kulturel betydningsladet aktivitet grundet måltidets mange forskrifter for konsumptionsadfærden, f.eks. retternes faste rækkefølge, brugen af bestikket etc. (Simmel 1998). Siden har blandt andre Mary Douglas påvist, hvorledes Det gamle Testamentes tredje og femte Mosebogs kostregler udtrykker en struktur af opfattelser om hellighed som helhed, renhed og fuldendthed (Douglas 1966), hvormed hun argumenterer for en 'dechifrering' af måltiders kulturelle koder (jf. Douglas 1975). Mad og drikkes betydning som tilgang til forståelse af kulturelle verdener er på denne vis en længe kendt antropologisk pointe, der taler imod den hyppigt fremførte forestilling om konsumptionen som et relativt nyt samfundsvidenskabeligt forskningsfelt (se f.eks. Mathews & Lui 2001:3-4).

Parallelt med ovennævnte konsumptionsstudier betoner nyere antropologiske madanalyser ligeledes konsumptionens markering af social status og identitet (Wu 2001:73). For at blive ved Moselovens kostregler pointerer Karen Lisa Goldschmidt Salamon eksempelvis, at jødernes spisevaner fungerer som samlende identitetsfaktor i opposition til ikke-jøder (Salamon 1996), og også hos Bourdieu konstituerer franskmændenes konsumption af mad og drikke et af felterne for objektiveringen af deres sociale klasse (Bourdieu 1984:179-200). Sociologen Alan Warde bemærker imidlertid, at Bourdieus analyse næppe kan overføres til England, hvor mad antageligt besidder mindre kulturel betydning, og hvor folk mere udtrykker klasseskel gennem bl.a. accent og bolig end spisning (Warde 1997:40-41). Mad og drikkes anvendelighed som distinktionsmiddel må således relateres til deres betydning som materielle produkter i den specifikke lokale sociale og kulturelle kontekst. På denne baggrund synes ovenstående studiers argumentation for Hong Kong folks objektivering af identitet gennem spisning og drikning ganske logisk qua den udbredte begejstring og optagethed af mad og drikke. Imidlertid pointerer Warde, at forskellige konsumptionspraksisser virker efter forskellige rationaler, hvorfor enhver konsumptionsanalyse må bero på en erkendelse af de givne materielle produkters særlige kendetegn. I forhold til andre konsumptionspraksisser såsom af tøj og biler er konsumptionen af mad og drikke ofte en mere social, kortvarig, mindre udgiftskrævende og måske mere ureflekteret og vanebaseret aktivitet (ibid. 180-181). Med andre ord besidder konsumptionspraksissen en række egenskaber, som influerer på den type af identiteter, som mennesker konstruerer herigennem.⁽²⁸⁾

Relationen mellem Hong Kong folks konsumption af mad og drikke og konstruktionen af identitet på forskellige niveauer antager imidlertid et yderligere perspektiv i lyset af metropolens opståen i globaliseringsprocesser. Jævnfør den tidligere redegørelse for Hong Kong identitetsfølelsen adskiller mange Hong Kong folk sig fra hovedlandets kinesere gennem identifikation med vestlige kulturelle elementer, hvormed de realiserer en selvforståelse som "Hong Kong as apart from China" (Mathews 2000:122). I studiet af shoppingcentret Ocean Terminal skildrer Lui f.eks., hvordan 1970'ernes unge blev bekendt med verden udenfor Hong Kong i kraft af shoppingcentrets udbud af fremmede mærkevarer, telex maskiner med internationale nyheder og telefoner med mulighed for udenlandske opkald. Forbindelsen til den øvrige verden adskilte de unge fra både forældrene og det mere isolerede Kina (Lui 2001:36-38), og endnu i dag fremhæver mange Hong Kong folk kontakten til den internationale verden som afgørende for deres forskellighed fra hovedlandets kinesere (Mathews 2001:298-300). Importen af utallige materielle produkter såsom film, musik, tøj og ikke mindst mad og drikke materialiserer denne kontakt i konsumptionsfeltet, og James L. Watson beskriver f.eks., hvordan McDonald's i 1970'erne udgjorde et 'in-sted' for mange unge Hong Kong folk, der ønskede at tilslutte sig den afslappede, ikke-hierarkiske livsstil, som de forbandt med Amerika (Watson 1997:86). Den transnationale strøm af diverse fænomener fra den vestlige verden medfører med andre ord muligheden for at konstruere en identitetsfølelse i distinktion fra Kina.

På den anden side betegner samme identitetsfølelse en differentiering fra den tidligere kolonimagt via folks tilknytning til kinesiske traditioner og leveformer, hvormed de aktiverer en selvopfattelse som "Hong Kong as a part of China" (Mathews 2000:122). Også dette er synligt i Hong Kongs konsumptionsfelt, hvor kinesiske materielle produkter står side om side med de importerede varer, og hvor særligt folks stolthed over kinesisk mad og drikke objektiverer deres identitets kinesiske tilhørsforhold. Med såvel kinesere som Hong Kong folks deltagelse i de transnationale strømme - både gennem migration og eksport af varer, information etc. - konstituerer også de kinesiske kulturelle elementer en del af globaliseringen. De kinesiske spiseformers udbredte og kontinuerlige indflydelse på madvaner overalt i verden udgør et synligt eksempel herpå (Wu & Cheung 2002:1).

Hong Kong identitetsfølelsen beror således på processer af globalisering og objektiveres gennem konsumptionen af globale materielle produkter. Foruden de vestlige kulturelle elementers betydning for den kollektive identitetsdistinktion fra hovedlandets kinesere er de transnationale strømme af materielle produkter fra den vestlige verden signifikante for Hong Kong folks interne kamp om social status - f.eks. for middelklassens fastholdelse af en særskilt livsstil gennem konsumptionen af vestlige mærkevarer (Lui 2001:39-40). Således bemærker Mathews og Lui, hvordan "… a higher valuation [is] often given to 'the West' than to China" (Mathews & Lui 2001:11), hvorfor Hong Kong folks objektivering af status, prestige og magt ofte sker gennem vestlige materielle produkter (se f.eks. Ma 2001, Yeung 2000).

Konklusion

Begreberne konsumption, identitet og globalisering danner således en triadisk ramme for en analytisk refleksion over Hong Kongs yngre universitetsuddannedes praktiserede liv i den globale metropols virvar af vestlige, kinesiske og andre forskelligartede strømme. Processerne af globalisering har bibragt sammensuriet af den uensartethed, hvori mange Hong Kong folk - herunder de fleste yngre universitetsuddannede i kraft af deres fødsel, opvækst og uddannelse i et britiskstyret Hong Kong - har konstrueret en identitetsfølelse i distinktion fra det kinesiske moderland såvel som fra den vestlige kolonimagt ved både at være vestlig og kinesisk og dermed hverken det ene eller det andet. Foranlediget heraf opstiller flere studier ifølge Grant Evans og Maria Tam forskellige karakteristika for hhv. et "moderne vestligt samfund" og en "traditionel kinesisk kultur" i en diskussion af, hvorvidt og i hvilken udstrækning Hong Kong folk adskiller sig fra eller besidder samme egenskaber som vesterlændinge og kinesere. Dette er problematisk, idet studierne således dels beror på to tænkte typer af Vesten og Kina, dels portrætterer Hong Kong folks kulturelle verden som et statisk system af organiserede (vestlige og kinesiske) dele (Evans & Tam 1997:9-13). Folks egen forståelse af det vestlige og det kinesiske såvel som deres bevæggrunde for og i hvilke kontekster, de enten tilslutter eller distancerer sig fra vestlige og kinesiske elementer, forbliver i studierne uberørt, hvorfor disse ikke belyser folks praktiserede liv i metropolens forskelligheder. Som Fredrik Barth pointerer i en kritik af kulturbeskrivelser som organiserede systemer, må processerne bag social og kulturel konstruktion af virkeligheden i fokus, hvis antropologer ikke skal reducere menneskers virkelighed til systemer af sammenhængende dele, men derimod skildre deres liv og praksis i al kompleksitet og heterogenitet (Barth 1993). For at forstå de yngre universitetsuddannedes identitetskonstruktion i virvaret af forskellighed må opmærksomheden således rettes mod deres konkrete ageren i uensartede kontekster. Informanternes konsumptionspraksis på Starbucks Coffee og til yumcha konstituerer to væsensforskellige dele af deres praktiserede liv, og da denne afhandlings argument lyder, at menneskers eksistens i verdens sammensurium af heterogenitet kun er begribelig på grundlag af en udførlig etnografisk opmærksomhed (hvad afhandlingens konklusion vil uddybe), præsenterer næste kapitel en "thick description" af disse aktiviteter.

Kapitel 2
Det praktiserede konsumptionsrum: Starbucks Coffee og yumcha

I sit arbejde med handlingsteatret pointerer Kirsten Hastrup, at der mellem teaterscenen og verden er ontologisk kontinuitet. Som skuespillernes ageren på de skrå brædder handler ethvert menneske i samspil med den aktuelle scenes fysiske forhold, handlingens tid, forestillingen om plot, hensynet til medspillerne samt illusionen om den givne situations konventioner eller regler (Hastrup 2000, 1999:293-294). Menneskers handlinger udspiller sig således inden for en række rammer, der konstituerer en reel materialitet i enhver livsudfoldelse (Hastrup 1999:295). Tilsvarende foregående kapitels skildring af mødet mellem aktørerne og strukturerne begrænses individers handlingsfrihed af materialiteten, der ikke determinerer handlingerne, men danner kontekst herfor og derfor aldrig kan adskilles fra det sociale liv. For ikke at ignorere hverken struktur eller agens betragtes Starbucks Coffee og yumcha i dette kapitels præsentation af mit empiriske materiale som handlingsteatre. I centrum vil således dels være materialitetens indvirkning på informanternes konsumptionsadfærd, dels informanternes frie udfoldelse inden for materialiteten.

En samtidig opmærksomhed på forholdet mellem produktionen - såvel den materielle som den symbolske - og konsumptionen vil desuden være i fokus. Da store dele af materialiteten som eksempelvis det fysiske rum er skabt med marketingsstrategiske hensyn, må det undersøges, hvorledes informanterne på den ene side er påvirket af bevidst markedsføring og på den anden side er frie forbrugere. Kapitlet centrerer således ikke blot om materialitetens indvirkning på informanternes individuelle udfoldelse, men på tilsvarende vis om produktionens indflydelse på konsumptionen.

Trods pointen om materialitetens uadskillighed fra den sociale handlen er kapitlet for argumentets klarheds skyld opdelt i hhv. et fokus på 'Konsumptionsstedets materialitet' (del I) og 'Konsumptionsrummets socialitet' (del II). I sin skelnen mellem sted og rum skriver Michel de Certeau, at gaden som et sted transformeres til et rum af fodgængerne. Stedet udgør den orden, som elementerne på stedet er distribueret i overensstemmelse med, og er som sådan en øjeblikkelig konfiguration af positioner. Derimod er rummet aktiveret af bevægelser og opstår gennem de handlinger, der giver det retning, lokaliserer det, tidsliggør det og giver det funktion. Rummet er et praktiseret sted (Certeau 1984:117). De omtalte dele af kapitlet svarer til denne skelnen. Hvor del I beskriver og analyserer Starbucks Coffee og yumcha restauranterne som steder med bestemte konfigurationer - eller en særlig materialitet - af elementer og positioner, fokuserer del II på informanternes skabelse af sociale rum gennem informanternes praksis på stederne.

I kapitlets tredje del rettes opmærksomheden mod den sproglige repræsentation af såvel materialiteten som socialiteten. Eftersom sprogets forhold til menneskelig erfaring er dialektisk, idet erfaringerne tager form i sproget, som samtidig påvirker muligheden for at opfatte senere erfaringer (Hastrup 1999:271) - i øvrigt på samme måde som Millers objektiveringbegreb betegner det dialektiske forhold mellem materielle produkter og deres betydning - eksisterer sproget på én gang som del af materialiteten og af socialiteten. Den ovennævnte uadskillighed herimellem fremtræder således med særlig tydelighed i den sproglige repræsentation, der af denne årsag vises særskilt opmærksomhed.

I: Konsumptionsstedets materialitet

I princippet er Starbucks Coffee og yumcha restauranterne som konsumptionssteder ensartede med stole, borde, produkter, priser, personale etc., men inden for ensartetheden eksisterer også stedernes forskellighed. De følgende empiriske beskrivelser af konsumptionsstedernes materialitet tager derfor udgangspunkt i uniformitetens diversitet og søger at beskrive rammerne for informanternes praktiserede konsumption. Da historien altid påvirker menneskers forståelse af verden, er det logisk at begynde med Starbucks Coffee og yumchas historiske udvikling som materialitetens første del.

Hvor Starbucks Coffee repræsenterer en af Hong Kongs nyeste beværtninger, går yumcha praksissen adskillige år tilbage i historien. Ifølge de fleste historikere fulgte praksissen i Hong Kong i tiden før 1949 de samme mønstre som i Guangzhou, der på dette tidspunkt udgjorde det politiske og kommercielle center i det sydlige Kina. Yumcha blev typisk praktiseret af kinesiske handelsfolk, der besøgte tehusene for at udveksle information og forhandle med hinanden under indtagelsen af kinesisk te. Foruden at udgøre en afslappende fritidsbeskæftigelse konstituerede tehusene i Guangzhou på denne vis handelsfolkenes andet kontor og yumcha en slags uformelle forretningsmøder (Tam 2001:52-53).

I tehusene fik kunderne serveret to stykker dim sum, der snarere skulle komplementere tedrikningen end have forrang for teen. Frem for at fungere som et egentligt måltid opretholdt spisningen af dim sum balancen i smag og substans i overensstemmelse med folks konventionelle forestillinger om vigtigheden af at afbalancere forskellige typer af mad og drikke i konsumptionen (jf. kapitel 1). Dim sum varianterne var derfor begrænsede, men da konkurrencen mellem tehusene blev større, udvidede disse deres udvalg, og dim sum kvaliteten og mangfoldigheden antog vægtigere betydning i yumcha (ibid. 53-54).⁽²⁹⁾

Efterhånden som Hong Kong overtog statussen som center for det sydlige Kinas madkultur, tiltrak byens restauranter stigende opmærksomhed fra alverdens restauratører. Hvor Guangzhou tidligere satte standarden, er Hong Kong i dag målet for andre regioners imitationer af yumcha som eksempelvis efterligningerne af dim sum menukort på restauranter i Taiwan og Japan (Tam 1997a:296-297).⁽³⁰⁾ Økonomiens fremgang betød desuden, at yumcha, der i det gamle Guangzhou havde været en luksusvare for alle undtagen kapitalisterne såvel som den arbejdsfrie klasse, blev tilgængelig for næsten alle Hong Kong folk (Tam 2001:61). I dag er de utallige mennesker, der dagligt nyder deres kinesiske te og dim sum, det mest synlige udtryk for denne udvikling. Yumcha er blevet Hong Kong folks generelt set mest foretrukne konsumption af mad og drikke uden for hjemmet.

Med sine rødder i Hong Kongs regionale kontekst står yumcha i modsætning til Starbucks Coffee's grundlæggelse i Seattle i 1971, hvor tre amerikaneres åbning af deres første detailbutik med salg af kaffebønner fandt sted. Historien om Starbucks Coffee tog imidlertid først for alvor fart med ansættelsen af Howard Schultz i 1982, der på en rejse til Milano det efterfølgende år blev så begejstret for den italienske kaffekultur, at han to år senere forlod Starbucks Coffee for at åbne sine egne kaffebarer.⁽³¹⁾ Med inspiration i de italienske kaffebarers varme, trygge og hyggelige stemning (Bollier 1996:213) fik Schultz så megen succes, at han i 1987 opkøbte Starbucks Coffee og ændrede sine kaffebarers oprindelige navn, Il Giornale, til Starbucks Coffee. Schultz' vision om at forene den eksisterende kaffeindustri med en forbrugsoplevelse på kaffebarer var hermed blevet en realitet (Pendergrast 1999:367-371).

De efterfølgende år ekspanderede Starbucks Coffee over det meste af USA, og da et antal på 676 kaffebarer var åbnet i slutningen af 1995, vendte ledelsen med Schultz i spidsen blikket mod nye markeder. I 1996 åbnede de den første Starbucks Coffee uden for Amerika i Japan, og siden fortsatte ekspansionen i Singapore, Taiwan, New Zealand, Storbritannien, Kuwait, Kina m.fl. (Koehn 2001:254). I dag besidder Starbucks Coffee rundt regnet 6.000 kaffebarer fordelt i 28 lande, og med en målsætning om i fremtiden at have 25.000 kaffebarer åbner for tiden omkring 1200 nye kaffebarer årligt - med andre ord 3-4 i døgnet (McMillan 2001, Clements 2002).

I maj 2000 blev Hong Kong inkluderet i denne ekspansion. På daværende tidspunkt var Hong Kongs kaffebarer fåtallige, men i et konsortium med Maxim's Caterer Ltd., er 32 Starbucks kaffebarer nu åbnet på 28 måneder.⁽³²⁾ Tilsvarende har det lokalt ejede og amerikansk inspirerede Pacific Coffee ekspanderet med omkring 15 nye kaffebarer siden Starbucks Coffee's ankomst.⁽³³⁾ Ekspansionsfrekvensen og de meget besøgte kaffebarer vidner om den popularitet, som ikke alene har gjort Hong Kong til et af Starbucks Coffee's hurtigst voksende markeder i Asien, men generelt har sat byens marked for kaffebarer i rivende udvikling.

På trods af yumchas og Starbucks Coffee's forskellige regionale oprindelse eksisterer begge nu som populære konsumptionssteder i Hong Kong. Som del af materialiteten er deres respektive historiske oprindelse og udvikling signifikant for informanternes opfattelse af stederne. Eric - den 23-årige sociologistuderende - fortæller:

For the first few times that I went to Starbucks Coffee I did not know what to order. I did not know what kind of drinks that I could order, because I was not familiar with the coffee. I did not know their names so I usually asked my friends what kind of drink that is good.

Mange Hong Kong folk betragter på denne vis Starbucks Coffee som et nyt og ukendt konsumptionssted. Som historisk nedarvet praksis kender alle derimod yumcha, hvorfor Erics bekymring om produkterne på Starbucks Coffee ikke genfindes til yumcha. Konsumptionsstedernes historiske udvikling påvirker således informanternes opfattelse af praksisserne og influerer på deres ageren, idet Eric måtte rådføre sig med vennerne om drikkenes smag. Stedernes fysiske organisering - den fysiske materialitet - er ikke mindre signifikant.

Et blik på Starbucks Coffee's adresseliste afslører en overvejende koncentration af kaffebarer i det centrale Hong Kong. I alt er 22 af de 32 kaffebarer placeret i områderne Central, Wan Chai, Tsim Sha Tsui og Causeway Bay, der er hjem for Hong Kongs finansverden, utallige arbejdspladser, shoppingcentre, hoteller m.m. Områderne hører til Hong Kongs mest trafikerede og er karakteriseret af en enorm befolkningstæthed med relativt mange højtuddannede erhvervsfolk, fastboende udlændinge og turister. Af de tilbageværende ti kaffebarer er tre lokaliseret i lufthavnen, hvor udlændinge ligeledes er talrige, mens de resterende kaffebarer er placeret i befolkningstætte områder uden for centrum som f.eks. i Shatin. Snarere end at være tilfældigt situerede er kaffebarernes beliggenheder et resultat af Starbucks Coffee's ekspansionsstrategi, der i Kina, Hong Kong og Taiwan bl.a. omhandler en placering af kaffebarerne i velstående og trafikerede områder, hvor mange udlændinge færdes (Siam Future 2000).⁽³⁴⁾

Uden for kaffebarerne hænger Starbucks Coffee's runde, grønne logo med afbildningen af en havfrue omgivet af navnet Starbucks Coffee. Store vinduer udgør kaffebarernes facader, og udsyn både ind i og ud af kaffebarerne er således let tilgængeligt. Med undtagelse af kaffebarernes størrelse, der varierer fra de mindste med plads til ca. 25 gæster til de største med kapacitet til omkring 75, er de næsten identiske i interiør. Små caféstole ved runde caféborde med plads til to eller tre personer og i enkelte tilfælde fire personer optager det meste af kaffebarernes plads, mens få store, bløde sofastole i grupper på to til fire er placeret ved vinduerne omkring små sofaborde. På væggene hænger enkelte indrammede plakater med billeder af udvalgte kaffedrikke, og i stil med eventuelle andre billeder eller malerier og i overensstemmelse med møblementet er plakaterne i brune og grønne farver med mørke nuancer. Diskrete lysspots giver kaffebarerne en afdæmpet belysning, og rolig blues- og jazzmusik lyder fra højtalerne. Aviser og blade hænger endelig til låns på et stativ i alle kaffebarerne.

I modsætning til Starbucks Coffee findes yumcha restauranter af varierende standarder overalt i Hong Kong. På trods af deres spredte beliggenheder og forskelle i bl.a. pris, interiør og udvalg af dim sum besidder restauranterne nogle gennemgående karakteristika, som både turistbrochurer, aviser, litteratur og Hong Kong folk selv fremhæver i forbindelse med yumcha.

Uden for restauranterne hænger navnet på restauranten sædvanligvis med store typer på et skilt over indgangen. På jorden står mindre skilte med enkelte priser og billeder af dim sum. De største restauranter har plads til omkring 400 mennesker, og uanset størrelse er alle restauranter fyldte med runde borde, hvor de mindste som regel er beregnet til fire personer, mens de største er til minimum fjorten. Bordene står tæt placeret, og pladsen mellem dem er særlig trang om søndagen, hvor restauranternes personale jævnligt indsætter ekstra borde. Foruden hvide stofduge ligger spisepinde, skeer, små skåle, små tallerkener og tekopper klar på alle bordene, der desuden har en holder stående med seddel, hvorpå tjenerne kan registrere antallet og typen af det givne selskabs konsumption af dim sum. Tilsvarende dugene og servicet er hovedparten af restauranternes inventar såsom stolenes betræk, gulvet og væggene i lyse farver. Lamper i loftet gør endvidere lokalerne klart oplyste, og kun eventuelle billeder og malerier på væggene besidder muligvis mørkere farver.

Skildringerne af Starbucks Coffee og yumcha restauranternes beliggenhed og interiør illustrerer konsumptionsstedernes uensartede fysiske materialitet. Nøjagtig som lokaliseringen af teatret The Globe i randen af renæssancens London uden for byens formelle autoritet var afgørende for Shakespeares dramatik (jf. Hastrup 1997:75-78), fremstår også Starbucks Coffee og yumcha restauranternes beliggenhed signifikant. Den strategiske placering af Starbucks Coffee i befolkningstætte områder med mange udlændinge og højtuddannede lokale og yumcha restauranternes udbredelse over hele Hong Kong antyder konsumptionsstedernes forskellige marketingsstrategiske syn på deres respektive kundegrupper. Mens ledelsen på Starbucks Coffee ønsker at tiltrække udlændinge og højtuddannede lokale, betragter yumcha restauratørerne snarere konsumptionen af te og dim sum som en allemandspraksis.

Interiørets forskellighed fremtræder ligeledes betydningsfuldt. Hvor Starbucks Coffee udgør relativt små steder med mørke farvenuancer, afdæmpet belysning, små borde og store sofastole, er yumcha restauranterne store steder med lyse farver, klar belysning og store, opdækkede samt tæt placerede borde. Stedernes fysiske organisering relaterer tæt til konsumptionspraksisserne som eksempelvis illustreret af yumcha restauranternes borde, hvis tætte placering umiddelbart forekommer at bero på Hong Kongs sparsomme plads og høje huslejer, men som i høj grad også beror på en særlig opfattelse af stedets organisering. Således har yumcha restauranterne blandt Hong Kong migranter i Australien ligeledes tæt placerede borde på trods af områdets rigelige plads, og som Maria Tam bemærker: "[I]f tables were placed too far apart, it was not the yumcha way" (Tam 1997b:11, original kursivering). Som Hastrups pointe om nødvendigheden af fysisk at markere teaterscenen som et særligt sted, for at teatret kan virke (Hastrup 1997:81), må også yumcha restauranterne besidde en bestemt fysisk materialitet, for at det er yumcha. Tilsvarende beretter 24-årige Evelyn, der netop har afsluttet sin MA uddannelse i statskundskab:

I live in Kowloon Bay and in the shopping areas beside our apartment there is a Starbucks Coffee corner, not a coffee shop, between the escalators. Very, very small, and it is really weird, because when I think of a coffee shop, I just think that it is this very westernised or very relaxing environment, but not between the escalators […] So I don't like that kind of Starbucks Coffee.

Evelyns udsagn sætter pointen på spidsen. Som ophængningen af et tæppe ikke udgør en tilstrækkelig markering af teaterscene, hvis tæppet ikke erkendes som sådan, er en fysisk markering af Starbucks Coffee utilstrækkelig, hvis forbrugerne ikke erkender markeringen. For Evelyn indgår en Starbucks Coffee beliggende mellem to rulletrapper ikke i hendes forståelse af en kaffebar. Ikke blot er stedernes fysiske materialitet på denne vis afgørende for informanternes opfattelse af Starbucks Coffee og yumcha restauranterne som uensartede konsumptionssteder, men den fysiske materialitet indvirker tillige på konsumptionspraksissen og oplevelsen heraf. Produkterne og priserne som dele af den fysiske materialitet og dernæst nogle af informanternes medspillere i form af personalet må imidlertid i fokus, før dette vises opmærksomhed.

Personalet på Starbucks Coffee betjener kunderne ved en disk, hvor forskellige sandwich, kager og desserter ligger bag en glasrude. Produkternes navne og priser står skrevet på små skilte foran dem såsom "Finger Sandwich: 25 HK$" (sandwich med tun, kalkun eller æg), "Mushroom & Chicken Pie: 18 HK$", "Danish Pastries: 12 HK$" (kanelsnegle), "Chocolate Brownies: 12 HK$" etc.⁽³⁵⁾ De forskellige drikke og deres tilhørende priser er præsenteret på en tavle ovenover disken, f.eks. "Espresso", "Caffé Mocha", "Caffé Americano" og "Caramel Macchiato", der alle udgør varianter af kaffe blandet med enten mælk, pisket fløde, chokolade og/eller karamel. Alle drikke findes i forskellige størrelser - "short", "tall" eller "grande" - og afhængigt af type og størrelse varierer priserne fra 14 HK$ til 30 HK$. Som alternativ til kaffe fås endvidere kildevand, friskpresset juice, varm kakao, en enkelt type varm te samt nogle blendede iste såsom "Raspberry Tea Frappuccino" og den nyligt introducerede "Green Tea Frappuccino".⁽³⁶⁾ Endelig sælges ydermere et udvalg af kaffebønner, kaffekrus, kaffekander såvel som diverse andet kaffeudstyr, der alt sammen bærer Starbucks Coffee logoet.

Hvor Starbucks Coffee sælger sine produkter fra tidlig morgen til sen aften, serverer yumcha restauranterne den kinesiske te med dim sum om morgenen og til frokost. Mens tjenere serverer teen på bordet i en tekande indeholdende enten jasmin te, grøn te, sort te, oolong te eller lignende, vælger kunderne selv deres dim sum fra vogne, som personalet kører rundt i restauranten. Foran på vognene hænger skilte med navne på vognens udvalg af dim sum, som personalet serverer i enten bambuskurve eller på små tallerkener med tre til fire identiske stykker.

I alt eksisterer der mellem 1000 og 2000 forskellige dim sum, hvoraf medium til større restauranter i gennemsnit serverer omkring 150 til 200 varianter dagligt. Dim sum fra let krydrede til søde, fra varme til kolde, fra dampede til friturestegte, fra vegetariske til kødrige etc. er at finde i udvalget, der f.eks. indbefatter hargau (dampede rejer i svøb), siumai (dampede boller med svinekød og rejer), chun guehn (stegte forårsruller) og fuhng jauh (stegte hønsefødder). Variationen konstituerer en signifikant del af yumcha, idet praksissen bl.a. beror på konsumptionen af forskellige typer af mad, hvilket ifølge den 34-årige Leo, der er chef i en konsulentvirksomhed, udgør yumchas 'skønhed':

And also the beauty of dim sum. Dim sum means small dishes. Usually when we go to dim sum we would like to try different things - different little dishes - just like the tapas of the Spanish.

Afhængigt af typerne er priserne normalt mellem 10 og 30 HK$ pr. bambuskurv eller tallerken, hvorfor yumcha som oftest koster mellem 30 og 40 HK$ pr. person. Imidlertid varierer priserne på tværs af restauranterne, da nogle restauranter eksempelvis tilbyder dim sum i specielle designs til dyrere priser - f.eks. en hargau i form som en lille kanin med små ører af gulerødder siddende på en seng af strimmelskåret salat til tre gange den normale pris (Tam 1997a:299).⁽³⁷⁾

Starbucks Coffee og yumchas produkter vidner igen om konsumptionsstedernes uensartede fysiske materialitet. Ikke alene står kager og sandwich over for dim sum såvel som kaffedrikningen over for tedrikningen, men selv Starbucks Coffee's tedrikke adskiller sig i både smag (f.eks. hindbær) og konsistens (f.eks. med blended is) fra teen til yumcha. I lighed med den fysiske organisering af interiøret markerer produkterne så at sige konsumptionsstederne, da informanterne erkender maden og drikkene som integrerede dele af konsumptionen - dim sum med kaffe ville de eksempelvis aldrig betragte som yumcha og ej heller forbinde med Starbucks Coffee.

Sidstnævntes priser betragter informanterne desuden som relativt høje, da adskillige fastfood restauranter tilbyder hele måltider til samme eller billigere pris end f.eks. en Caffé Latte. Køber man foruden kaffe også en kage eller en sandwich, er prisen for mange Hong Kong folk en betragtelig udgift. Yumcha er derimod mulig at praktisere i forskellige prisklasser afhængigt af restauranternes standard, og langt de fleste Hong Kong folk besidder derfor tilstrækkelige økonomiske midler til undertiden at gå til yumcha. Med vigtigheden af variationen i konsumptionen af dim sum er informanternes opfattelse af pris imidlertid afhængig af antallet af personer. Shirley, en 32-årig kandidatstuderende i økonomi, fortæller:

It is expensive to go to yumcha with only two people, because we don't have so many choices. So if you want to try everything it could be expensive.

Nøjagtig som skuespillernes optræden på teaterscenen foregår i samspil med dramaets plot, udgør konsumptionen af forskellige dim sum det plot, som informanterne til yumcha forholder sig til. Som en del af materialiteten medfører plottet, at flere informanter betragter yumcha for to personer som en dyr fornøjelse. Overordnet set tilkendegiver yumcha restauranternes priser dog praksissens brede tiltrækning - om end visse restauranter imidlertid henvender sig til velstående forbrugere i kraft af f.eks. de specielle dim sum designs til dyre priser - mens Starbucks Coffee's høje prisniveau derimod signalerer ledelsens marketingsstrategiske forsøg på først og fremmest at erhverve økonomisk velstillede forbrugere.⁽³⁸⁾ Ligesom Starbucks Coffee og yumcha restauranternes forskellige beliggenheder konstituerer priserne således en fysisk materialitet, der ikke er ubetydelig for stedernes kundegrupper.⁽³⁹⁾

Skuespillernes ageren på teatret og informanternes konsumption på Starbucks Coffee og til yumcha foregår imidlertid ikke blot med stedets historiske udvikling, dets fysiske organisering og plottet som betydende materialitet. Da skuespilleres rolle altid delvist formes af de medvirkende kollegaers handlinger (Hastrup 2000:15), må nogle af informanternes medspillere i centrum.

Starbucks Coffee's ansatte udgør primært voksne mellem 20 og 30 år, som alle er velbevandrede i det engelske sprog. I hvide t-shirts og grønne forklæder praktiserer de Starbucks Coffee's servicepolitik, som de har indlært gennem et obligatorisk 24 timers kursus om bl.a. de serverede produkter, kundeservice, kaffens historie og brygningen af den perfekte kop kaffe (Bollier 1996:221, Koehn 2001:241-242). På kurset lærer personalet at producere alle kaffedrikke efter diverse retningslinier, som de indstuderer og udfolder i praksis - eksempelvis "[t]hou shalt brew a double espresso shot between eighteen and twenty-three seconds and serve it within ten seconds of brewing it, or throw it out" (Pendergrast 1999:374). De bedste ansatte videreuddanner sig og når med tiden toppen af kaffebarpersonalets uddannelsespyramide - "The Coffee Master Programme". Som supplement til kaffebarernes gratis foldere om "The Best Coffee At Home", "The Story of Good Coffee" m.fl. fungerer Coffee Masterne med deres erhvervede viden som rådgivere om god kaffe gennem afholdelse af særskilte kaffeseminarer, hvor de for interesserede kunder og særlige kundegrupper såsom restauratører og kontorpersonale gennemgår forskellige kaffebønners karakteristika, vandets ideelle temperatur, de bedste kager at spise til sin kaffe etc. (Chapel 2002).⁽⁴⁰⁾

Også i den daglige service rådgiver personalet på lignende vis om kaffe. Spørgsmål fra kunderne besvarer de velvilligt, mens deres produktion af kaffedrikke foregår med effektivitet i overensstemmelse med retningslinierne. 24-årige Joanne, der besidder en bachelorgrad i jura, men arbejder som stewardesse, fortæller ydermere om servicen på Starbucks Coffee:

[…] and also the fact the staffs smile at you. When there was no comparison the Pacific Coffee was okay. The staffs were friendly. But then compared with Starbucks Coffee, eh, sometimes you can say that they are rude [på Pacific Coffee][…] But in Starbucks Coffee people are very friendly. Even if you have no idea about what you want to drink, then they will suggest that maybe you would like to try this or that.

Betjeningen sker således med et smil og en imødekommenhed, som desuden finder udtryk i det "hello" og "bye-bye" eller "thank you", der følger såvel alle udlændinge som lokales ankomst til og afgang fra kaffebarerne. På Starbucks Coffee er det service med et smil.

Til yumcha er personalets smil derimod sparsomme. Ved indgangen til restauranten møder kunderne en værtinde, der ofte iklædt den kinesiske kjole cheungsam administrerer rækkefølgen af ventende kunder. På baggrund af et nummersystem sluser hun kunderne ind i restauranten til et ledigt bord, hvor mandlige og kvindelige tjenere klædt i hhv. bukser og nederdele med skjorte hurtigt serverer kundernes ønskede te. Uden de store smil afrydder og opdækker tjenerne konstant nye borde uden hensyntagen til den larm af klirrende skåle, kopper og spisepinde, som dette forårsager, og tjenernes servering af yderligere te eller andet sker ligeledes hurtigt og effektivt. Blandt yumcha restauranternes personale står effektiviteten snarere end smilet i højsædet.

Generelt gælder denne beskrivelse for størstedelen af restauranterne, men som Tam beskriver, er mandlige tjenere på visse dyre restauranter ikke blot klædt i bukser og skjorte, men i et sort jakkesæt med hvid skjorte og sort butterfly. Inkorporationen af dette element supplerer disse restauranters øvrige integration af ekstraordinære elementer som eksempelvis et piano eller guld beklædte tallerkener (Tam 1997a:299). Som med de specielle dim sum designs er en sådan personalebeklædning og øvrig indretning af stedet en del af de dyre restauranters forsøg på tiltrækning af økonomisk stærke forbrugere.

Atter en gang fremtræder Starbucks Coffee og yumchas forskelligartede materialitet. Mens førstnævnte med sine foldere og seminarer om kaffe udfolder endnu en af sine marketingsstrategier i praksis; visionen om at belære og udvikle kundernes kaffekendskab og -bevidsthed (Byczkowski & McCarthy 1995:25-26), ville en lignende rådgivning om te og dim sum på yumcha restauranterne være meningsløs grundet alle Hong Kong folks 'indfødte' kendskab hertil. Starbucks Coffee's uddannelse af personalet foregår ikke blot med denne belæring af kunderne for øje, men også med henblik på kvalitetssikring og udstråling af den passion for kaffe, som Starbucks Coffee med kaffeseminarerne som helhed, Coffee Masterne i særdeleshed samt den daglige service i almindelighed tilstræber at udstråle (Koehn 2001:239). Hvor personalet udfolder passionen i et smil, udtrykker yumcha personalet snarere en lignende kvalitetssikring og passion i effektivitet.

Forskellen mellem 'service med et smil' og 'service med effektivitet' reflekterer forskellige opfattelser af smilet. I sit studie af McDonald's beskriver Watson, hvordan mange Hong Kong folk i kontrast til amerikanere er mistænkelige overfor et smil fra fremmede. Som Watsons kantonesiske assistent udtrykker det: "If you buy an apple from a hawker and he smiles at you, […] you know you're being cheated" (Watson 1997:90-91). Blandt yngre mennesker har McDonald's mangeårige insisteren på 'service med et smil'⁽⁴¹⁾ imidlertid medvirket til et mere positivt syn på den smilende service, der dels er blevet af-mistænkeliggjort, dels af mange i dag betragtes som god service. Adskillige Hong Kong folk forbinder dog fortsat god service med bl.a. dygtighed, uforstyrrende adfærd og effektivitet frem for smil (Watson 1997:91-92). Starbucks Coffee og yumcha personalet repræsenterer disse uensartede opfattelser af god service.

Som medspillere på scenen influerer personalet og deres forskelligartede servicehandlinger på informanternes ageren og oplevelse af konsumptionen. Modsat Joannes udsagn i det foregående og tillige alle øvrige informanters positive ytringer om personalet på Starbucks Coffee kom dette negativt til udtryk hos Eric:

This is the thing. Maybe it [servicen] is much worse at cha chaan ting [kinesiske caféer], but in those kind of Starbucks Coffee, eh, I feel that this is a warm place, so at least they should have a welcome smile. You know the places are so comfortable and this should be like that, but those people are so cool, and that is not what I expect.

Medspillernes manglende velkomstsmil og deres cool attitude anfægter Erics konsumptionsoplevelse. Ej heller hans adfærd er upåvirket af deres ageren:

And I always feel that those cashiers are very arrogant […] So I just try not to talk too much with them. I just say: "I want this one". Just like that.

Skønt Erics syn på personalet udgør en undtagelse blandt informanternes opfattelse af servicen på Starbucks Coffee, eksemplificerer hans udtalelser medspillernes betydning for informanternes konsumptionspraksis. Ikke alene påvirker personalet Erics ageren, men han forbinder desuden konsumptionspraksisserne med bestemte servicehandlinger, idet han accepterer en mindre god betjening på cha chaan tings, men forventer et smil på Starbucks Coffee. Således handler det ikke blot om personalet som medspillere, for servicen konstituerer en del af informanternes forestilling om plot, da de på Starbucks Coffee forventer smil og til yumcha effektivitet. Plotforestillingerne griber ind og påvirker informanternes oplevelse og praksis.

I form af den historiske udvikling, scenens fysiske beliggenhed, interiøret, produkterne, priserne, personalet som medspillere