"Der er kun så mange kopper kaffe man kan drikke"
En etnografisk undersøgelse af hvordan det er at være udstationeret for en dansk virksomhed i Melbourne, Australien, med hovedvægt på hvordan det er for medfølgende ægtefælle og børn
Jane Midtgaard Madsen
Feltrapport, magisterkonferens,
Afdeling for etnografi og social antropologi,
Aarhus Universitet
Vejleder: Ton Otto
|
To download, print, or bookmark, click: http://www.anthrobase.com/Txt/M/Madsen_J_M_01.htm. |
1. Interessefelt og problemstillinger
1.1 Definiering af felten og problemformulering
1.2 Begrebsafklaring
1.3 Udvælgelse af informanter
2. Metode
2.1 Adgang til felten / hjemmet
2.2 Deltagerobservation
2.3 Interview
2.3.1 Interviewteknikker
2.4.1 Validitet
3. Tre overordnede emner/centrale spørgsmål
4. Køn
4.1 Medfølgende hustru
4.2 De udstationerede mænd
4.3 Børnene
4.4 Perspektiverende diskussion
4.4.1 Equity & equality
4.4.2 Australske normer
4.4.3 Håndtering af ændret rollefordeling
4.4.4 Forholdet til børnene
5. Arbejde
5.1 Forlade jobbet i Danmark
5.2 Lysten til at genoptage arbejdet
5.2.1 Motivation
5.3 Historier om arbejde
5.4 Perspektiverende diskussion
5.4.1 Arbejde på australske præmisser
5.4.2 Prioriteret rækkefølge
6. Socialt netværk
6.1 Opbyggelse af socialt netværk
6.1.1 Netværk igennem børnene
6.1.2 Australske venner
6.2 Netværk gennem den udstationerede mands firma
6.2.1 Danske venner
6.2.2 Relation til kernefamilien
6.2.3 "Strategier for erstatning af netværk"
6.3 Brud på relationer
6.4 Perspektiverende diskussion
6.4.1 Vigtigheden af netværk
Interessen for udstationering blev skabt i forbindelse med faget "International Human Ressource Management", som jeg fulgte på Handelshøjskolen i Århus. Faget gav blandt andet anledning til undren, idet der ikke syntes at være litteratur som omhandlede udstationeredes ægtefæller. Min nysgerrighed for at undersøge udstationering blev yderligere vakt, da jeg i et interview i forbindelse med etablering af kontakt til en samarbejdende virksomhed blev opmærksom på, at det blandt virksomhederne ikke blev anset som et problem at være udstationeret. På trods af dette nævnte virksomhederne flere områder, hvor det ofte går galt under udstationeringen. F.eks. var det ofte ikke noget problem for den udstationerede at være sendt ud, men tit kunne udstationeringen være et problem for familien, og specielt ægtefællen (Mortensen 2002).
Litteraturen som omhandler udstationering er centreret omkring managementstudier og socialpsykologien, og hvad jeg ser som indenfor følgende tre hovedområder:
Når virksomheder udstationerer medarbejdere, forventes det ofte, at medarbejderen selv dækker ovenstående kategorier 2 og 3. Til gengæld bruger virksomhederne ofte mange ressourcer til forberedelse på kategori 1. Den megen praktiske forberedelse er måske medvirkende til, at der ikke opstår de store problemer på det område. I stedet er det et anerkendt problem, at den vigtigste årsag til, at en udstationering afbrydes før tid skyldes, at ægtefællen føler sig ensom, isoleret og vil hjem før planlagt (Di Cieri et. al. 1991, Solomon 1994, Tung i Schjelde 1997).
Man kan undre sig over hvorfor virksomheder generelt ikke gør noget for at fokusere mere på ægtefællen, hvis det efter sigende er det største problem. Teoretisk er det heller ikke et område, der har været meget fokus på. "Some research has examined the impact of international assignments on managers.... but there have been few attempts to consider the effects on the spouse or partner" (De Cieri et. al. 1991:377). Dette ønsker jeg at gøre ved at belyse følgende arbejdsspørgsmål:
Jeg ønsker at supplere den nuværende forskning med en etnografisk og kvalitativ tilgang, hvor fokus er på den medfølgende ægtefælle og børnene, og i mindre grad på den udstationerede. Hvordan opleves det at opgive job og socialt netværk i Danmark for i stedet at blive medfølgende hustru i Australien? Hvilke rolleændringer giver det at flytte til Australien? Er der blandt de medfølgende hustruer tilfredshed med deres nye rolle som hjemmegående, eller ønsker de at genoptage arbejdet? Hvis ja hvad er motivationen bag, og hvilke muligheder er der for at arbejde i Australien? Derudover vil jeg komme ind på, hvordan den medfølgende hustru opbygger et socialt netværk i Australien. Hvor går hun hen for at lære andre at kende, og hvem opsøger hun?
Den geografiske afgrænsning af felten, "dvs. det område af konkrete aktiviteter, man deltager i og observerer undervejs i feltarbejdet" (Rubow 2000:14), blev Australien. Australien blev valgt fordi det ville give mig en sproglig fordel, da jeg taler flydende engelsk. Dette ville gøre kommunikationen i kontakten med virksomhederne lettere, når jeg skulle finde frem til mulige informanter. Et yderligere plus ved at vælge et land, hvor sproget er engelsk, var, at det ville forbedre min medfølgende kærestes muligheder for at få arbejde i den tid, feltarbejdet fandt sted.
I definering af informanterne valgte jeg at fokusere på danske virksomheder, der havde danske udstationerede. Motivet bag dette var, at det også på dette område ville give mig en sproglig, og desuden kulturel fordel. Som LeCompte formulerer det:
"An important dimension of any kind of membership and participation in others´ lives is familiarity with the language or idiom of those studied". (LeCompte 1993:94).
Også Bernard (1995:154) omtaler, at det er en fordel at kunne sproget, der tales i felten. Derudover er han inde på, at ved at studere et felt i ens egen kultur har forskeren mindre chance for kulturchok. Wadel taler også om det positive i at have en fælles viden at trække på ved feltarbejde i egen kultur, idet man har, hvad han kalder en felles-kunnskap (Wadel 1991:19). Selvom mine informanter som udstationerede eventuelt ville tilhøre en anden social gruppe fra det danske samfund end mig selv, ville vi have en fælles viden og dele det samme sprog. Desuden ville både informanterne og jeg have en oplevelse af, hvordan det er at bo i Australien i en begrænset tidsperiode.
I forventningen om ovenstående lighedspunkter mellem informanterne og mig selv regnede jeg med derved at kunne fungere som min egen informant (Rubow 2000, Wadel 1991) og trække på mine egne oplevelser i kraft af, at også jeg var bosiddende i et andet land for en tid.
Til udvælgelse af danske virksomheder, der efter ovenstående afgrænsning af felten kunne være relevante for mit feltarbejde, benyttede jeg "Datterselskaber i Australien", Udenrigsministeriets liste over danske virksomheder med datterselskaber i Australien. Jeg kontaktede deres moderselskaber i Danmark med det formål at lave ustrukturerede interviews med personaleansvarlige for at finde frem til, om de havde danskere, der var udstationerede i Australien, og i givet fald hvor og hvor mange. Det viste sig hurtigt, at der ikke var mange, der havde udstationerede danskere, enten fordi det var for dyrt, da de skulle have mere i løn, eller fordi datterselskabet var for lille, og det ofte bare var et salgskontor.
Jeg fik kontakt til en medarbejder fra shippingfirmaet Clipper’s hovedkontor i Danmark. Hos Clipper havde de mange udstationerede og også nogen stykker i Melbourne, Australien. Kontaktpersonen fortalte, at der skulle være en samling af danske shippingvirksomheder repræsenteret i Melbourne, og det gav et godt grundlag for feltarbejdet. Personen jeg talte med formidlede endvidere kontakten til det australske datterselskab, og også der blev ideen til mit feltarbejde godt modtaget, og hermed var kontakten skabt.
Fordelen ved valget af shippingbranchen er, at den er meget international, og at udstationering foregår som en naturlig del af arbejdet. Allerede under shippinguddannelsen forberedes eleverne på, at der er megen rejseaktivitet, ligesom der er kultur på skemaet (www.mise.edu). Dette gør, at branchen måske vil have nogle andre erfaringer end mere "traditionelle" brancher og dermed være et godt "best practice" eksempel på, hvordan udstationering kan gøres. Problemformuleringen kom dermed til at være:
Udstationering. En etnografisk undersøgelse af, hvordan det er at være udstationeret for en dansk shipping virksomhed i Melbourne, Australien, med hovedvægt på, hvordan det er for medfølgende ægtefælle og børn.
Midt i august 2002 tog vi (min kæreste og jeg) til Melbourne, og jeg begyndte feltarbejdet, der skulle køre indtil starten af januar 2003. Efter et interview med min kontaktperson hos Clipper i Melbourne og den anden udstationerede i virksomheden, hjalp de mig videre og gav mig kontakter til danske shippingfolk fra andre danske virksomheder.
Opgaven var derefter at finde frem til og tage kontakt til de danske udstationerede shippingfolk i Melbourne.
Flere af de shippingfolk, jeg talte med, viste sig dog at være startet som udstationerede, men var "blevet hængende", og var nu på lokal kontrakt og så ikke sig selv som udstationerede mere. Andre var australsk gift, og dermed var de i Australien på mere permanent basis, og de kunne dermed heller ikke betegnes som værende udstationerede. Det gik op for mig, at "begrebet udstationering" var en gråzone og sværere at definere, end jeg havde forestillet mig.
Definitionen af en klassisk udstationering er: "…den situation, at en medarbejder midlertidigt udfører arbejde i et andet land end det, hvor medarbejderen sædvanligvis udfører sit arbejde". (Dansk Industri 2000b:18). I modsætning til udstationering er lokalansættelse som defineres: "Hvis en medarbejder derimod bliver ansat i et selskab i udlandet, fx i et dansk selskabs udenlandske datterselskab eller dets udenlandske moderselskab, er der tale om arbejde i udlandet" (Dansk Industri 2000b:18 ).
Derudover skriver Dansk Industri i "Vejledning om udstationering – for virksomheden" (2000b:18), at danske virksomheder ofte sondrer mellem tre former for udstationering 1). Tjenesterejser (fra få dage til et par uger. 2). Kortvarige udstationeringer (fra tre til tolv måneder). 3). Langvarige udstationeringer (op til fem år). Dansk Industri tilføjer, at de fleste virksomheder i deres undersøgelse arbejder med udstationeringen som værende fem år (Dansk Industri 2000b:9). Efter australsk lov må udstationerede højst arbejde i Australien i fire år (http://www.australian-embassy.de/visa/visas/working/457OBS.html).
På baggrund af ovenstående, samt mit interview med kontaktpersonen fra Clipper i Danmark, var mine forventninger hjemmefra, at informanterne hovedsagligt ville tilhøre gruppe tre.
Det viste sig, at flere af mine informanter følte sig som udstationerede på trods af, at de havde været 6 eller 8 år i Melbourne, var kommet på lokalkontrakt og ikke regnede med at vende hjem til Danmark. På den anden side ville de heller ikke helt afskrive muligheden og opgav derfor ikke deres danske statsborgerskab til fordel for et australsk. De gav udtryk for, at det var for stort et skridt og ville gerne holde en "udvej" åben. Derfor søgte de højest permanent opholdstilladelse, som ville give dem lov til at bo og arbejde i landet, så længe de havde lyst.
Dette uventede problem gav mig nogen kvaler, for hvem var reelt udstationeret og kunne dermed medvirke i projektet? Ideologisk set var de danskere, der arbejdede på lokal kontrakt i en anden situation. Jeg bestemte mig for at udvide projektet til ikke kun at omfatte udstationerede, der hørte ind under den ovenstående klassiske definition, men også at medtage de danskere hos de danske datterselskaber, der var gået fra udstationeringskontrakt til lokalkontrakt, men som stadig følte sig som udstationerede.
Definitionen af mine informanter lød derfor som følger: "at de skulle være danske udstationerede, udsendt for danske virksomheder på en udstationeringskontrakt eller, hvis de var overgået til lokal kontrakt, og stadig følte sig som udstationerede".
På trods af udvidelsen af definitionen ville der ikke være nok informanter i shipping branchen, så meget tidligt i forløbet valgte jeg at udvide undersøgelsesfeltet til også at inkludere danske virksomheder indenfor andre brancher. Ordet shipping blev slettet i problemformuleringen, og den kom til at hedde:
Udstationering. En etnografisk undersøgelse af, hvordan det er at være udstationeret for en dansk virksomhed i Melbourne, Australien, med hovedvægt på, hvordan det er for medfølgende ægtefælle og børn.
Ifølge den danske eksportrådgiver i Australien var der på tidspunktet for feltarbejdet cirka 9000 danskere i staten Victoria, men kun en håndfuld der var udstationerede. Melbourne er hovedstaden i Victoria og har over tre millioner indbyggere, og derfor var det ikke så lige til at finde frem til hvem, der var danske udstationerede.
For at finde frem til yderligere informanter gik jeg videre med listen over danske datterselskaber. Desuden spurgte jeg dem, jeg interviewede, om de kendte andre danske udstationerede, og igen om de kendte nogen. Derudover kontaktede jeg de to danskerklubber i Melbourne, Danmarks Eksportråds handelskontor, Det danske generalkonsulat, en dansk mødregruppe og en dansk journalist, og til slut havde jeg 30-35 potentielle navne.
Efter jeg frasorterede nogen, da de efter ovenstående definition ikke var udstationerede(1), kom feltarbejdet til at inkludere danskere fra 6 virksomheder indenfor brancher som shipping, vindmølleindustri, mobiltelefoni og ingeniørvirksomhed. Derudover medvirkede også en udsendt læges familie og en dansk præst. Informanterne var fordelt på 10 familier med børn samt én der var ugift. Da ikke alle havde tid til at deltage i projektet, medvirkede i flere tilfælde enkelte medlemmer af hver familie. Fordelingen var 8 kvinder, 7 mænd og 10 børn i alderen 5-15 år.
Fællestrækkene for alle familierne var, at det var manden, der var udstationeret og konen, der var den medfølgende ægtefælle. Desuden havde alle de gifte mænd lederstillinger, og alle kvinderne havde korte eller mellemlange uddannelser. At det typisk var mænd, der var udstationeret, og at det var ledende medarbejdere og ledere der var udstationeret, har ved flere undersøgelser fra forskellige lande vist sig at være en meget typisk situation ved udstationering (De Cieri et. al. 2001:412, Dansk Industri 2000b:9, Fish & Wood 1997, Schjelde 1997).
Det, at informanterne i undersøgelsen deltog som privatpersoner, stillede visse krav til metode og dataindsamling, hvilket jeg vil redegøre for i det efterfølgende kapitel.
Dette kapitel omhandler en diskussion af de metodiske redskaber, jeg har valgt at benytte til belysning af problemstillingerne i feltarbejdet.
Som nævnt i indledningen til feltrapporten har jeg lagt fokus på, hvordan det er at være udstationeret, men med hovedvægt på den medfølgende ægtefælle og børnene. Hovedspørgsmålene i feltarbejdet er centrerede omkring informanternes opfattelser af udstationeringen. Som det primære redskab blev interview dermed valgt, da denne metode især er egnet til at beskrive menneskers oplevelser, og til at undersøge deres eget perspektiv på deres livsverden (Kvale 1997:111).
Det supplerende redskab, deltagerobservation, blev benyttet, da det som Wadel formulerer: "er den mest uinnskrenkede måte at få innsikt i andre menneskers kultur og samfunn". (Wadel 1991:27). Deltagerobservation ville dermed kunne give mulighed for, at jeg selv får mulighed for at se, hvordan det var at være udstationeret. Tilsammen giver de to redskaber mig indsigt i forskellige aspekter af livet som udstationeret og medfølgende ægtefælle.
Jeg har valgt at indlede med, hvordan jeg fik adgang til felten og ikke mindst de udstationerede familiers hjem, hvor størstedelen af deltagerobservationen foregik. Derefter følger et afsnit om interview samt interviewteknikker, for til sidst at afrunde kapitlet med en diskussion af etik og validitet i feltarbejdet.
I forbindelse med adgang omtaler Wadel problemer med at få adgang til nogen "arenaer" og ikke til andre (1991:40-43). Her nævner han specielt hjemmet som en svært tilgængelig arena, som informanter ofte vil blokere adgangen til. I første omgang oplevede jeg ikke den samme utilgængelighed. Når jeg ringede og præsenterede projektet og ønskede at lave et interview, var alle meget søde og imødekommende og ville gerne medvirke. Stort set alle de medfølgende hustruer inviterede mig straks hjem til sig, når interviewet skulle laves, og der var ikke noget problem med at få adgang til hjemmet.
Indskrænkningerne i mine muligheder for adgang til familiernes hjem opstod i forbindelse med deltagerobservationen. Problemet lå ikke som skitseret ovenfor i formelt at få lov til deltagerobservation, og familierne var åbne overfor metoden. Snarere var det som leCompte formulerer det:
"Often ethnographers have no real role or plausible reason for being in a setting other than the desire to study it. They are dependent on participants for friendships…" (leCompte 1993:95)
Netop det, ikke at have en naturlig grund til at være sammen med familierne, besværliggjorde muligheden for adgang til deltagerobservation. Wadel er derudover inde på at: "Feltarbeiderens kjønn og alder kan… gjøre det vanskelig å få adgang til mange arenaer." (Wadel 1991:42). Bernard (1995) har samme pointe og nævner desuden, at andre personlige karakteristika, som om man er forælder eller ej, kan give forskeren mulighed for visse ting eller udelukkelse fra andre.
At der var en aldersforskel på 10-20 år imellem mig selv og de medfølgende hustruer, samt at de alle havde familier med børn, var medvirkende til, at jeg, som midt i tyverne og uden børn, ikke kunne falde naturligt ind. Selvom jeg følte, jeg fik rollen som "den nye dansker", ligesom de medfølgende hustruer selv havde været i starten, havde jeg på grund af ovenstående ikke en naturlig rolle, der kunne give mig adgang til mere uformelle møder med informanterne.
Desuden var min tid til feltarbejdet, 4-5 måneder, begrænset, og flere af informanterne mødte jeg først sent i forløbet, og jeg havde derfor ikke tid til at forhandle mig til en anden rolle blandt de udstationerede. Jeg havde ikke mulighed for at optræde som "en del af dem" som Wadel (1991) udtrykker det. Det gjorde det heller ikke nemmere at enkelte informanter selv nævnte, at det var trættende hele tiden at skulle lære nye mennesker at kende der alligevel rejste hurtigt igen.
Udover ovenstående hindringer i muligheden for adgang til deltagerobservation, fik jeg endnu en "overraskelse". Fokus for feltarbejdet var, hvordan det var for den medfølgende hustru at følge manden på udstationeringen, så derfor valgte jeg at fokusere deltagerobservationen på kvinderne. Udfra teori (Pascoe 1992) om medfølgende ægtefæller havde jeg fået indtrykket af, at langt de fleste gik hjemme, og jeg ville dermed have god mulighed for at følge dem. Til min overraskelse arbejdede de fleste halvtid. At følge en sygeplejerske en hel dag var ikke muligt, og jeg måtte finde en anden måde at gribe det an på.
For at udvide deltagerobservationen forsøgte jeg at finde alternative "arenaer", som var mere offentlige og dermed nemmere at få adgang til, og hvor det var muligt at møde de udstationerede på en mere uformel måde. Dette blev dog besværliggjort af, at informanterne rent geografisk boede meget spredt i millionbyen Melbournes forstæder(2), så der var ingen geografiske samlingspunkter. Derudover brugte de sjældent de to danskerklubber, der var i Melbourne, og som jeg anså for naturlige mødesteder(3).
I stedet for kontakten informanterne imellem, havde jeg flere gange den opfattelse, at det var mig der udgjorde bindingen, da det ofte var mig der kendte mere til hvilke danskere der var i Melbourne end informanterne gjorde. Det var som 10 familier i en millionby, der stort set ikke havde noget med hinanden at gøre og ikke som Wadel taler om "et sosialt felt for en rekke handlende enheter av større og mindre omfang" (Wadel 1991:111).
På trods af ovenstående problemer med adgang virkede deltagerobservationen alligevel i kraft af, at jeg valgte den løsning ikke kun at følge kvinderne, men at følge hele familien fra om eftermiddagen. Dermed ville det være muligt ikke kun at få indblik i den medfølgende hustrus hverdag, men også få del i interaktionen familiemedlemmerne imellem. Styrken ved deltagerobservation er netop, at det kan give mulighed for at få en generel forståelse for, hvordan en social institution eller organisation fungerer (Bernard 1995:143). I mit feltarbejde var fokus på, hvordan hverdagen er for den medfølgende hustru, men ved at inkludere hele familien i deltagerobservationen bevægede jeg mig stadig indenfor samme relevante kontekst, og havde derudover mulighed for at tilføje en ekstra dimension ved at observere interaktionen familiemedlemmerne imellem. Deltagerobservation har endvidere den fordel, at:
"The strength of participant observation is that you, as a researcher, become the instrument for both data collection and analysis through your own experience". (Bernard 1995:145)
Ved selv at være der sammen med familien og at "hænge ud", som Bernard (1995:151-152) omtaler det, opbygger det tillid, og med tillid muligheden for at "trænge dybere ind" og stille andre spørgsmål, der går mere tæt på (Bernard 1995:151-152). Derved blev det muligt for mig at få andre oplysninger end ved et interview.
Når jeg foreslog at følge familien en eftermiddag, var den umiddelbare respons ofte, at så måtte de "finde på noget interessant", for det var jo bare almindelig hverdag. De var med på ideen, og jeg tilbragte flere eftermiddage og aftener hos fire familier. Dette gjorde det muligt at observere familiens interaktion med hinanden og hvem, der gjorde hvad.
Hos en familie var jeg med en moder henne og hente den yngste fra børnehaven og med den ældste til Basket, og så hvordan en eftermiddag kunne forløbe. Hos en anden familien mærkede jeg, at i løbet af en eftermiddag kom børnene allerede til at kende mig lidt bedre. Dette gav sig blandt andet udslag i, at de snakkede mere uformelt med mig, og en af pigerne endte med at vende rollen om, og interviewede mig med sin legetøjsmikrofon.
En af mødrene foreslog derudover, at jeg kunne komme med sønnen i skole en dag for at prøve det, og jeg tog gladeligt imod muligheden for at gå i femte klasse for en dag. Ved selv at opleve en skoledag fik jeg lidt mere indblik i, hvordan børnenes hverdag kunne være og hvordan en australsk skole fungerede, og det gav mig noget mere at tale ud fra, når jeg interviewede børnene.
Når jeg tilbragte tiden med familierne, viste det sig dog flere gange, at det kun var med den medfølgende hustru og børnene. Den udstationerede mand kom i alle tilfældene hjem til aftensmad eller senere, og ofte efter jeg var gået.
Dermed blev fokus i deltagerobservationen i sidste ende alligevel drejet mod den medfølgende hustru og børnene At faderen ikke altid var der i deltagerobservations situationen, fik mig til at tænke på, om det mon var et godt billede af, hvilken indflydelse udstationeringen havde på familielivet. At den medfølgende hustru får mere tid sammen med børnene, men at faderen for en stor dels vedkommende er fraværende i løbet af dagen. Dette er et emne, der bliver taget mere hul på i de nedenstående kapitler om køn, arbejde og socialt netværk.
Interview var det vigtigste metodiske redskab under feltarbejdet. Fordelen ved interview er, at det, i modsætning til deltagerobservation, er en kendt metode for informanterne. For at skabe en form for fortrolighed i forhold til mine informanter var det derfor også interview, jeg valgte at starte med at foreslå, når jeg kontaktede de udstationerede og deres familier. Det var desuden en mulighed for at den, jeg skulle interviewe, og mig selv, kunne "se hinanden lidt an". Senere i forløbet ville jeg så foreslå ideen med at følge dem en eftermiddag. Udover at skabe fortrolighed i forhold til informanterne var hovedformålet med at bruge interview som redskab, at interview:
"har til formål at indhente beskrivelser af den interviewedes livsverden med henblik på at fortolke betydningen af de beskrevne fænomener". (Kvale 2000:19)
I relation til nærværende feltarbejde betyder brugen af interview som metode, at det var muligt at spørge ind til konkrete oplevelser omkring hvordan det er at være udstationeret eller medfølgende hustru. Som Kvale formulerer det:
"I en interviewsamtale lytter forskeren til, hvad folk selv fortæller om deres livsverden, hører dem udtrykke deres opfattelser og meninger med deres egne ord, får noget at vide om deres syn på deres arbejdssituation og familieliv, deres drømme og håb." (Kvale 2000:15)
Hvor det med deltagerobservation var muligt at "observere" informanterne og deres interaktion, kunne jeg med interview spørge ind til deres tanker, følelser og overvejelser omkring udstationeringen, og få indblik i aspekter som ikke kommer til udtryk i hverdagen.
Formen for mine interviews var semistrukturerede, og begrundelsen for dette valg var, at dette kunne give sammenlignelige kvalitative data og på samme tid mulighed for at lade interviewpersonerne forme interviewene, idet de indenfor interviewguidens hovedspørgsmål ville have relativt frie rammer til at uddybe de aspekter af de pågældende spørgsmål, som de ville finde mest interessante (Bernard 1994:210).
Derudover giver semistrukturerede interviews en større åbenhed omkring "ændringer af spørgsmålenes rækkefølge og form, således at man kan forfølge de svar, interviewpersonerne giver, og de historier, de fortæller" (Wadel 2000: 129). Det er dermed muligt at stille opklarende spørgsmål til informanten undervejs og misforståelser kan reduceres (leCompte 1993). Derudover brugte jeg tid på at reflektere over interviewene og hvilke spørgsmål, der virkede eller ikke virkede. Dermed havde jeg ved hvert interview mulighed for at tilføje og slette spørgsmål eller ændre ordlyden, hvis spørgsmål blev misforstået.
Ved interviewene med kvinderne kunne jeg mærke fordelen ved, at jeg selv var kvinde. De talte meget frit, og ofte gik interviewene ud over interviewformen, hvor det kun er mig der stiller spørgsmålene. I stedet blev det ofte noget, der lignede samtaler, da jeg var personligt interesseret i at vide, hvordan det var at bo i Australien, da jeg også selv "var ny" og skulle leve der for en tid. Næsten alle de medfølgende hustruer ville også høre lidt om mig, og hvad jeg syntes om at bo i Melbourne.
Mine personlige interesser blev til tider blandet med "de professionelle", og dette gjorde, at jeg havde svært ved at holde mig 100% til spørgeguiden. Denne udvikling oplevede jeg som positiv i og med, at det skabte en form for fællesskab mellem informanten og mig selv. I samtalen omkring mig og mine oplevelser spejledes informantens egne oplevelser om, da hun kom til Australien. Dermed blev der fra informantens side skabt en anden bevidsthed om egne oplevelser. Interviewet satte gang i en refleksionsproces hos informanten (Kvale 2000:45), og jeg følte interviewet blev tilføjet noget mere.
Flere af de medfølgende hustruer gav derudover udtryk for, at det var hyggeligt, at jeg var der, og at de havde mulighed for at snakke med en "hjemmefra". Det, at interviewet derudover foregik hjemme hos dem selv, og at jeg blev budt velkommen som "en ny dansker", kan endvidere have medvirket til, at det har virket som en "vennerelation" og ikke en professionel interviewsituation.
Jeg valgte jeg at optage på min bærbare computer i form af lyd fil. Dette gjorde det nemmere for mig under transskriberingen, idet det hele var samlet og det dermed ikke blev besværliggjort af, at jeg skulle fjerne fingrene på tastaturet for at standse og begynde lyd filen.
For at interviewe børnene (5-15 år) fandt jeg det nødvendigt at benytte en lidt anden teknik end ved interviews med forældrene. For det første skulle spørgsmålene være anderledes og mere konkret formulerede, og desuden havde jeg indtrykket af, at det måske virkede skræmmende, at jeg interviewede med computeren og det kunne virke som en barriere for børnene.
Derudover kunne det være svært at få dem til at fortælle, hvordan de syntes det var at bo i Australien. Dette var specielt tilfældet, hvis børnene havde boet i Australien i stort set hele deres liv og dermed ikke havde noget at sammenligne med. For børnene var det deres liv og deres hverdag og ikke noget de tænkte så meget over. For at få børnene til at tænke på og snakke om emner, som de ikke var så bevidste om, brugte jeg hvad Bernard kalder probing by leading (Bernard 1994:217-218), hvor jeg sammenlignede informationer fra tidligere interviews med de næste, for at de havde noget at sammenligne deres egen situation med.
Også ved interview med de voksne benytte jeg metoden, og i tråd med Bernard (1994) fandt jeg, at fordelen er, at det er muligt at teste, hvad jeg allerede havde fået af vide af en informant, ved at se om den viden kan reproduceres af andre, eller om det var specielt for en bestemt informant eller gruppe af mennesker (Bernard 1994:217-218).
Mine etiske overvejelser gik først og fremmest på ikke at komme til at stille spørgsmål til børnene, der måske kunne problematisere opholdet i Australien. Min nervøsitet over dette viste sig at være overflødig. Langt de fleste børn var meget glade for at bo i Australien, og kun en enkelt udtrykte utilfredshed med at være i Australien. Hun fortalte:
"Jeg følte det fuldstændig som en ferie. Altså jeg havde ik´… at jeg fik at vide at vi skulle bo her i et år det var ik´, det var ik´ noget specielt, det var bare en lang ferie til at starte med. Men jo længere vi har været her, jo hellere gerne vil jeg tilbage til Danmark. Tilbage til familie og venner".
Flere andre af børnene snakkede om, at de savnede venner og familie i Danmark, men alle omtalte det som var det en hverdagsting. Flere af forældrene nævnte desuden, at det var noget, de havde snakket om i familien.
Ikke kun overfor børnene, men overfor alle informanter var jeg desuden meget bevidst omkring at holde min "tavshedspligt". Det vil sige, at selvom jeg, som beskrevet i afsnittet "Interview", brugte "probing by leading" og kom med eksempler på, hvad andre informanter havde sagt, passede jeg på med ikke at sige for meget eller komme til at røbe, hvem der var kommet med udtalelserne.
Selvom kun få af informanterne havde kendskab til hinanden, var kredsen af danske udstationerede i Melbourne ikke stor, og informanterne ville derfor hurtigt kunne finde frem til, hvem de omtalte personer var. Det var derfor vigtigt for mig både under feltarbejdet og i analysen, at: "..make every effort to keep confidential the identity of specific individuals." (leCompte & Schensul 1999:190-191).
For at højne validiteten i undersøgelsen valgte jeg at benytte en triangulering af dataindsamlingsteknikker; deltagerobservation og interview. Triangulering er her defineret som: "the checking of interferences drawn from one set of data sources by collecting data from others". (Hammersley & Atkinson 1995:230).
Fordelen ved triangulering er, at hvis forskellige former for data giver samme resultat, kan forskeren være mere sikker på sin konklusion. Med Hammersley & Atkinsons egne ord:
"To the extent that these techniques involve different kinds of validity threat, they provide a basis for checking interpretations." (Hammersley & Atkinson 1995:231)
Flere dataindsamlingsteknikker er dermed medvirkende til at give undersøgelsen en højere validitet, da det mindsker risikoen for fejlfortolkninger (leCompte & Schensul 1999, Hammersley & Atkinson 1995). I min undersøgelse kommer det til at betyde, at når jeg i analysen har brugt data fra for eksempel individuelle interviews, har jeg, når det har været muligt, sammenholdt disse med sammenlignelige data fra deltagerobservationen og omvendt.
Derudover har jeg for yderligere at demonstrere min empiriske base, igennem hele opgaven brugt citater fra interviewene. Samtidig er jeg bevidst om, at det er mig der har udvalgt og iscenesat citaterne, og derfor kan jeg ikke undgå et vist "authorship". Kontrollen er derfor stadig asymmetrisk (Sanjek 1990).
I de følgende tre kapitler ønsker jeg at præsentere undersøgelsens analytiske materiale og resultater. Dette har jeg valgt at gøre ved at opdele efter de emner, der ifølge mit empiriske materiale, for både den udstationerede mand og den medfølgende, blev mest berørt under udstationeringen; køn, arbejde og socialt netværk. Køn er valgt, fordi udstationeringen giver ændrede kønsroller de to ægtefæller imellem, men også for dem hver især og overfor deres sociale netværk. Også i forhold til børnene sker der ændringer i rollerne. Arbejde som fokus, da udstationeringen er ensbetydende med ændringer i arbejdsmuligheder. Den medfølgende hustru må opgive jobbet i Danmark og skal til at gøre sig erfaringer med arbejde i Australien. Socialt netværk er overskriften på et sidste af de tre kapitler og omhandler de medfølgende hustruers forsøg på at opbygge nye sociale netværk, og hvilke "strategier" de benytter til dette.
De tre emner er indbyrdes forbundne og overlapper hinanden. For overskuelighedens skyld er kapitlerne opdelt således: I kapitlet Køn har jeg valgt at tage udgangspunkt i den første tid, hvor de medfølgende hustruer var hjemmegående. I dette kapitel tager jeg ikke højde for, hvad der kommer i kapitlet Arbejde, hvor de medfølgende hustruer genoptager arbejdet. Kapitlet Socialt netværk overlapper i tid de to andre kapitler og strækker sig over hele perioden.
Formålet med kapitlet er at illustrere de ændrede roller den udstationerede mand og den medfølgende ægtefælle oplever under udstationeringen. Denne ændring ser jeg sker for dem selv hver især og i forhold til familie og arbejde, samt i den gensidige rollefordeling. Der sker bl.a. en ændring af rollefordelingen med hensyn til, hvem der gør hvad i hjemmet og hvorfor. Samtidig sker en forandring i forældrenes roller i forhold til børnene.
Disse forandringer skyldes forskellige ydre og "indre" påvirkninger. Ydre i form af de herskende regler og normer i Australien, det forventes at man tilpasser sig, og indre ved de forventninger og krav familien selv stiller til udstationeringsopholdet. Kapitlet omfatter, hvordan de udstationerede mænd og deres familier får en hverdag til at fungere i Australien. Der beskrives nogen af de muligheder, der åbnes op for, og hvilke barrierer er der for, hvordan familierne kan tilrettelægge deres liv.
Kapitlet begynder med et afsnit med fokus på den medfølgende hustru, derefter et afsnit om den udstationerede mands holdning til de ændrede roller i familien. Efterfølgende kommer børnenes overvejelser om emnet, og kapitlet afsluttes med en perspektiverende diskussion, hvor teori bliver eksplicit inddraget.
Med udstationeringen til Australien oplevede alle de medfølgende hustruer en ændring af roller. En ændring i forhold til deres egne roller samt i relation til manden og i forhold til børnene.
For det første havde alle de medfølgende hustruer fuldtids jobs i Danmark, som de måtte forlade til fordel for uvisheden i Australien. Ingen af dem gav udtryk for, at de forventede at arbejde i Australien. For de kvindelige informanter var motivationen for at tage ud i stedet friheden og oplevelserne. Den økonomiske frihed til at droppe et fuldtidsjob i Danmark og kunne gå hjemme en årrække og have tid til at være sammen med børnene blev blandt andet nævnt som en stor motivation til at tage af sted.
At alle de medfølgende hustruer besluttede at gå hjemme i begyndelsen af udstationeringen, var motiveret af en følelse af nødvendighed for at få familien til at hænge sammen. Den udstationerede mand skulle ofte hurtigt i gang med arbejdet, og arbejdsdagene var ofte lange. Derfor var det den medfølgende hustru, der var med til at holde familien sammen og ordne alle de praktiske ting, der var nødvendige ved flytningen til et nyt land. Telefonen og bankkontoen, der skulle oprettes, orienteringen om området etc. En af de medfølgende hustruer fortalte:
"hvor var det trættende i starten, at hver gang du skulle et sted hen, så skulle du slå det op på et kort og finde derhen, og hvor er det henne, og hvad hedder det, og hele tiden skal du forholde dig til nye ting ik´. Forsikringer og vand og gas, alt hvad du sådan du ved, og derfor det fungerer på sådan et okay niveau, men jeg ved derhjemme, der ville jeg.. gribe det an på en helt anden måde. Der ville du betale regningerne over pc, og du sørgede for at få de billigste takster, og alt det der gider jeg ikke sætte mig ind i her, det skal bare… det skal bare fungere. Det er det på det her niveau, det kan godt være, det er meget dyrere, men jeg gider ikke sætte mig mere ind i det vel".
Udover de praktiske opgaver, som blev nævnt i citatet, så de medfølgende hustruer det som endnu vigtigere, at de var med til at skabe en fast base for børnene i en ny og anderledes hverdag. At de hele tiden var der for dem, hvis der opstod usikkerhed og problemer.
Med den løn, som de udstationerede mænd fik, og et land som Australien, der, ifølge et par af mine informanter, er baseret på, at familien kan leve med én indkomst, følte de medfølgende hustruer mere frihed end derhjemme. De havde den økonomiske mulighed for at kunne gå hjemme ved de små børn, inden de var gamle nok til at komme i skole, og for de ældre kunne de være der for dem, når de kom hjem fra skole om eftermiddagen, en chance de ikke havde i Danmark. En af informanterne nævnte desuden, at hun havde fortrudt, at hun i Danmark aldrig havde haft forældreorlov, da børnene var små, men nu havde hun muligheden for at være mere sammen med dem.
At kvinderne var mere hjemme fjernede også meget af den stress, de følte i Danmark over, at familien skulle indpasse to fuldtidsjob, børn og huslige pligter. Som en af de medfølgende hustruer udtrykte det:
"Det er så den kæmpe fordel, at jeg har gået hjemme sammen med mine børn, og det synes mine børn også, at man er der til at tale med dem ik´. Der er aldrig noget stress og jag, og de har ikke nogen problemer i skoleferien, eller hvis de har været syge eller… Jeg er der hver eftermiddag, jeg er der hver dag til at tage dem hen nogen steder….. altså ja, de føler, at de er opvokset i en harmonisk familie, fordi vi ikke har haft nogen problemer med stress og jag om morgenen eller, bare stille og roligt".
Mange af de medfølgende hustruer brugte ordet privilegeret, når de talte om udstationeringen. De følte sig meget privilegerede over den mulighed, de havde fået for at kunne gå hjemme og bruge tid med børnene og stadigvæk oprette en levestandard, der kunne leve op til den, de havde i Danmark.
Samtidig med, at de medfølgende hustruer glædede sig over de nye muligheder, de havde, gjorde flere mig opmærksom på, at de i det australske samfund også oplevede barrierer, der havde indflydelse på deres valg. Hvis de skulle arbejde, inden børnene nåede skolealderen, skulle det for eksempel være fuldtid, for det ville ikke økonomisk være givtigt at arbejde på deltid. Udgifterne til børnepasning ville gå lige op med den løn de ville kunne tjene. Dermed så de ikke udelukkende det at gå hjemme som et reelt valg, og et par stykker kaldte Australien for meget mandschauvinistisk. Derudover var sociale normer i Australien medvirkende til, at det forventedes, at forældrene kørte børnene til og fra skole og efterfølgende til sport. Sport var ofte en stor del af børns hverdag i Australien, og klubberne kunne ligge meget langt væk i forhold til, hvor man bor. Dermed er der en masse kørsel involveret, og det er noget kvinderne ofte tog sig af i løbet af ugen. Holdningen til dette blandt de medfølgende hustruer var delte. For nogen var det at være med børnene til sport en kærkommen chance for at lave noget med dem, og for andre var det alt for megen tid, der gik med "taxakørsel". Som en medfølgende hustru fortalte:
"Det er en stor del af deres liv også [at blive kørt rundt til sport og skole], jamen det er det. Jeg vil da nok sige, at det er sundt, at man gør det med børnene. Men på den anden side er der lidt det der, i forhold til hvis jeg tænker på mine veninder derhjemme, der har børn på samme alder, der går børnene selv hen til sport, og de kører selv på cykel til skole og det ene og det andet ik´. Hvor her der kører vi dem overalt ik´. Så det, sådan er kulturen her ik´. Mødrene går hjemme og passer deres børn og tager dem alle steder hen ik´. Det er lidt svært at ændre på ik´".
Udover de ændrede roller dette gav kvinderne overfor børnene, talte langt de fleste af de kvindelige informanter også om de ændrede roller i forhold til manden, specielt i form af den meget skarpe arbejdsfordeling i hjemmet. I Australien var det den medfølgende hustru, der stod for indkøb, rengøring, madlavning, tøjvask og andre huslige pligter. For enkelte var det den samme fordeling af huslige pligter som i Danmark, men for andre var der tale om en forandring fra en ligelig fordeling til, at det stort set kun var hende der klarede disse ting.
Ingen af de medfølgende hustruer nævnte, at de havde noget imod denne rollefordeling. Som begrundelse for denne holdning gav de, at manden havde en meget længere arbejdsdag, end han havde i Danmark. Arbejdsbyrden var større, og derudover kom problemet med tidsforskellen. Australien er omtrent 10 timer foran Danmark i tid, og det passede med, at når den udstationerede mand kom hjem fra arbejdet i Australien, var kollegerne i Danmark lige mødt, og der var ofte telefonsamtaler der skulle klares. Dette var en situation, som var specifik for udstationeringen, og forholdene var dermed ændrede.
På grund af de ændrede arbejdsforhold så alle de medfølgende hustruer det som rimeligt, at den udstationerede mand derfor ikke havde yderligere pligter i hverdagen. I stedet nævnte et par af kvinderne, at når manden ikke deltog i de huslige opgaver i hverdagen, var det hans tur til at køre børnene til sport i weekenden.
Fælles for alle de medfølgende hustruer var desuden, at de gav udtryk for, at de sammen med deres familier havde valgt deres arbejdsfordeling ud fra, at det gav mulighed for, at familien kunne være mere sammen end de havde mulighed for i Danmark. Om aftenen, når manden kom hjem, var de huslige pligter lavet, og der var tid til at være sammen som familie. Om dette sagde en medfølgende hustru:
"... netop fordi jeg ikke arbejdede, så har det været meget mere afslappende… Både i weekenderne, for der skulle vi ikke lave noget, jamen jeg kunne jo vaske tøj hele ugen, hvis det var det, jeg ville, jeg behøver ik´. Derhjemme der skulle vi jo ordne alt det lørdag, søndag ik´. Gøre rent og vaske tøj og alle de der ting. Her der har vi jo haft weekenderne, hvor vi kan lave hvad vi har lyst til, ik´."
Udover den ekstra tid der blev frigivet til familien pga. ændring af arbejdsroller, gjorde måden de boede på også meget. I Danmark boede alle familierne i deres egne huse, mens de alle, på nær én familie, boede i lejede huse i Australien. I weekenderne var der derfor ikke en masse forbedringer af hus og have, der skulle laves..
To familier havde valgt en lidt anden måde at fordele de praktiske opgaver og rollerne i hjemmet på. I stedet for, at det var den medfølgende hustru, der lavede størstedelen af de huslige opgaver og kørte med børnene, havde de valgt at få aupair piger til at tage sig af størstedelen af disse pligter. At de havde et sådant alternativ, følte de sig meget privilegerede over. Det gav de medfølgende hustruer flere muligheder for at bestemme, hvad de ville med deres tid. Som én af de udstationerede mænd udtrykte det:
"… vi er så også så heldigt stillet, at vi har valgt at tage en aupair pige med herud som gør, at vi ligesom kan sige, at hvis vi nu begge to skulle arbejde, så vil der være nogen praktiske ting med at hente børnene, som ikke ligesom hang i en eller anden klokkestreng hele tiden… og det er helt rart at man ligesom kan sige, at hun kan hjælpe med nogen praktiske ting der gør, at når vi så endelig skal være sammen som familie, så får vi væsentlig flere timer."
Udover at få mere tid sammen som familie, nævnte stort set alle de medfølgende hustruer, at de i Australien brugte deres tid på ting, som de ellers ikke ville have haft tid til derhjemme. De var meget sammen med andre hjemmegående kvinder og spillede tennis, trænede i motionscenter eller mødtes i en bogklub. Én valgte at gøre mere ud af sin interesse for at male og gik på malekursus, mens en anden havde valgt at tage en MBA, fordi hun havde har mulighed for at kunne studere fuldtid, og ikke tage den ved siden af et fuldtidsjob som derhjemme.
Når de udstationerede mænd blev spurgt, hvad de syntes om rollefordelingen i hjemmet, udtrykte de glæde over at slippe for mange af de huslige pligter. Med deres lange arbejdsdage var det en lettelse, at ikke begge forældre blev nødt til at arbejde fuldtids. Som de medfølgende hustruer var de meget glade for, at det var muligt at få en mindre stresset hverdag. Som en udstationeret mand fortalte om forskellen mellem hverdagen i Danmark og Australien:
"… jeg tror vores hverdag i Danmark er meget fortravlet. Kønsrollemønsteret i Danmark og herud til, det behøver ikke være så meget med hensyn til på grund af kønnene, men noget med hensyn til økonomien. For det er faktisk ofte sådan i Danmark, at man er nødt til at have to indkomster for at ku´ ha´ det liv, som man nu gerne vil. Jamen, når man er udstationeret, så er det lidt noget andet fordi øh... ofte så er det sådan at man får mulighed for at ha´ en lidt bedre økonomi. Det er ikke ensbetydende med, at det altid er sådan, men ofte er det sådan…"
Ikke kun hos de medfølgende hustruer, men også hos de udstationerede mænd var det en gennemgående pointe, at de økonomiske muligheder og rollefordelingen i hjemmet, var medvirkende til, at det var muligt at få mere tid sammen som kernefamilie.
At de udstationerede mænd ikke lavede så meget af de huslige pligter skyldtes ikke, at de ikke havde lyst, men som én sagde:
"… i og med at hun [konen] går hjemme, så vil hun naturligt gøre de ting, som selvfølgelig har noget at gøre med rengøring og vasketøj og sådan nogen ting. Kønsrollemønsteret derhjemmefra det var jo også sådan, at jeg gjorde da også rent, jeg vaskede da også tøj, men ikke i så stor udstrækning som… Hernede der er det mindre. Men det hænger sammen med nogen praktiske forhold…
Arbejdstiden er jo væsentlig længere hernede ik´, og derfor begrænser det også mine muligheder for at ku´. Så når jeg kommer hjem klokken seks og så først skal til at lave noget mad, jamen så får vi først spist klokken halv otte, otte ik´, så bliver det for sent. Øhm børnene skal jo også på et tidspunkt i seng, og forældrene skal også have lidt fred, noget tid sammen".
Som vist ovenfor handlede også andre af de udstationerede mænds argumenter meget om det praktiske aspekt. Stort set alle nævnte de, at de havde en lang arbejdsdag og dermed ikke havde tid til at tage del i så mange af de huslige pligter. En enkelt nævnte, at de havde madplaner, så både han og børnene hjalp til med madlavningen i weekenden.
Hvis de udstationerede mænd skulle køre med børnene til sport i weekenden, udtrykte de stor glæde ved det. I Danmark ville børnene ofte selv være taget af sted, og fædrene ville ikke få dem så meget at se i løbet af weekenden. I Australien fik de mulighed for at være sammen med deres børn.
De ændrede roller mellem de udstationerede mænd og de medfølgende hustruer berørte også børnene. De børn, jeg talte med, var alle glade for, at deres mor havde mere tid, og at hun var hjemme om eftermiddagen, når de kom fra skole. De fik en meget mere fysisk tilstedeværende mor, og de syntes det var hyggeligt hun var der. Både igennem deltagerobservation og interviews fik jeg kendskab til, at når børnene kom hjem fra skole, sad de og moderen og spiste frokost sammen. Ved samme lejlighed blev dagens oplevelser i skolen diskuteret. Som én svarede på spørgsmålet om, hvordan det det var at have en mor, der var mere hjemme:
"Hjemme i Danmark, der arbejdede hun rigtigt meget. Hun skulle være oppe på arbejdet klokken otte, så havde hun fri klokken tre-fire stykker, og nogen gange så havde hun nattevagt. Så gad man ikke så meget komme hjem til et tomt hus, så skal man helst hen og lege med nogen. Så skal man først hjem og åbne døren op og få noget frokost."
Langt de fleste udtrykte lignende holdninger, og de syntes det var hyggeligere at komme hjem, når deres mor gik hjemme. For et fåtal af børnene var der grænser for, hvor længe det blev ved med at være sjovt at have en hjemmegående mor, og som én udtrykte det:
"Men alligevel så trænger man altså også til at være alene hjemme. Man trænger rigtigt til at lave lige hvad man har lyst til uden alle skal se på det".
Lignende kommentarer kom omkring det at blive kørt så meget rundt af forældrene til skole og til sport. Det var for de fleste rigtigt rart, men for enkelte var det noget, de blev trætte af i længden. Som en pige udtrykte det:
"Jeg savner rigtigt meget at cykle, eller tage mit løbehjul og lige køre hen til købmanden, et eller andet. Nu går jeg enten hjem, ellers så tager jeg skolebussen - ellers kommer min mor og henter mig. Men det begynder at blive kedeligt med skolebussen, og det begynder at blive kedeligt, at min mor bare henter mig..."
Derudover oplevede ingen af børnene, at man lavede noget med kammeraterne efter skoletid. I stedet var man enten hjemme og lavede lektier eller til sport. Dermed var børnene meget hjemme hos moderen, eller hun var med dem til sport, da de på grund af de store afstande ikke selv havde mulighed for at tage af sted.
De ovenstående empiriske eksempler har vist, at ingen af de medfølgende hustruer regnede med at skulle arbejde i Australien. I stedet var det muligheden for at tage pause fra fuldtidsjobbet og kunne gå hjemme en overgang, der udgjorde en stor del af tilskyndelsen til at tage sted. Med dette skift i prioriteter skete der også en ændring i rollefordelingen. Om dette siger Pascoe:
"Voluntary withdrawal from the work force, often because spousal employment can be downright inconvenient and hasseled, and generous overseas allowances, both contribute to a resumption of fifties style one-income marriages." (Pascoe 1992:75)
Pascoe (1992) har givetvis ret i sine antagelser, for den levemåde mine informanter beskriver ligner danske forhold i 50´erne, hvor det er den udstationerede mand der er hovedforsørger og den medfølgende hustru der går hjemme og står for de huslige pligter. Som nævnt tidligere har denne levemåde for de medfølgende hustruer i min undersøgelse været en vigtig motivation bag at sige ja til at tage til Australien. For en tid har de medfølgende hustruer fravalgt fuldtidsjobbet og i stedet sat familien i fokus. Hele diskussionen om job bliver dybere diskuteret i næste kapitel. I dette afsnit vil fokus i stedet være på kvindernes valg af rollen som hjemmegående. I dette afsnit vil jeg diskutere, hvilke rolleændringer dette medfører for den udstationerede mand og den medfølgende hustru. Derudover vil jeg komme ind på, hvordan de forholder sig til ændringerne, og hvilken betydning disse får for deres indbyrdes forhold samt forholdet til børnene.
Flere af de andre medfølgende hustruer fortalte, at det kun var rimeligt, at de stod for det huslige da den udstationerede mand ofte havde lange arbejdsdage. Som en medfølgende hustru forklarede:
"… han [manden] har jo også utrolig lange arbejdsdage og weekender også. Når han ikke er inde på kontoret, så sidder han her og taler i telefon med Danmark klokken seks, når de andre, australierne stopper, så starter de og ringer hele aftenen… …Så det er egentlig rimeligt nok at han ikke har nogen af de andre pligter."
En anden medfølgende hustru havde en lignende pointe:
"… det er klart, at når han arbejder så meget, så er det mig der tager mig af resten ik´, det er klart. Og det har jeg heller ikke noget imod, så ved jeg, hvad der foregår."
Ikke kun kvinderne, men også flere af de udstationerede mænd, jeg talte med, udtrykte stor glæde ved at slippe af med mange af de huslige pligter og i stedet få muligheden for, at koncentrere sig mere om jobbet. Som det fremgik under afsnittet med de udstationerede mænd, var argumenterne for en ændret fordeling af arbejdet i hjemmet ofte praktisk begrundede. Mændene sagde, de kom sent hjem om aftenen og dermed ikke havde tid til at ordne de huslige pligter. Mulholland (in Leonard 2001) kommer med en tilsvarende pointe fra en undersøgelse fra England, hvor det viste sig, at mænd ofte brugte en undskyldning med, at de havde krævende arbejde, til at retfærdiggøre, hvorfor de lavede så få opgaver i hjemmet (Mulholland in Leonard 2001). Pascoe (1992) oplever det, at manden under en udstationering ofte koncentrerer sig om arbejdet og overlader de huslige pligter til den medfølgende hustru som, at "manden abdicerer fra familieansvaret". Hun kalder dette "ambassadør syndromet" (Pascoe 1992).
For at undersøge, hvad der gør det attraktivt at vælge at gå fra fuldtidsarbejdende til rollen som hjemmegående og de medfølgende ændringer i rollefordelingen, er det brugbart at inddrage Dempsey’s brug af relative deprivation teori. Her benytter han en skelnen mellem begreberne equity og equality (1999). Ved equity forsøger individer i deres sociale forhold at opnå goder som svarer til det, de bidrager med til forholdet. De er tilfredse, hvis fordelingen mellem costs (det de yder) og rewards (det de får igen) er ligelig. Det de yder og får igen kan godt være af forskellige typer. Equity er dermed forskellig fra equality, da sidstnævnte betyder, at begge partnere får samme del af udbyttet (Dempsey 1999).
Udfra interviewene med mine informanter, både kvindelige og mandlige, fik jeg indtrykket af, at stort set alle de udstationerede familier i Danmark levede mest efter equality princippet. Hos alle familierne havde begge fuldtidsjobs og bidrog til indtægten i familien. Begge parter tjente penge og deltes derudover om husarbejdet. Dermed bidrog parterne med den samme type ydelser, om end det måske ikke var samme beløb de tjente eller en ligelig fordeling af, hvor stor en del af husarbejdet de to parter lavede.
Under udstationeringen gav informanterne til gengæld udtryk for, at de havde en anderledes arbejdsfordeling, der mere ligner hvad Dempsey (1999) kalder equity. Det er den udstationerede mand, der er hovedforsørgeren, og den medfølgende hustru arbejder ikke, men tager sig kun af husarbejdet, og dermed yder de forskellige typer af bidrag.
Det den udstationerede mand bidrager med er derudover, at det er hans fortjeneste, at familien har fået muligheden for at blive udstationeret, og det er ham der arbejder fuldtid og forsørger familien. Det, han får igen er, muligheden for at koncentrere sig 100% om jobbet, da den medfølgende hustru sørger for de praktiske pligter. For den medfølgende hustru er fordelene, at hun har økonomisk frihed til at bruge tid på ting, hun ellers ikke ville have mulighed for i Danmark, som at kunne gå hjemme hos børnene. Det, hun bidrager med, er som nævnt ovenfor, at hun er den faste base, der holder familien sammen og ordner de praktiske pligter i huset. Derved føler hun, at hun får lige så meget ud af forholdet, som hun giver, og der opstår equity. En udstationeret mand fortalte om sin kones rolle under udstationeringen:
"... det er meget vigtigt at... hvis nu det er manden, der er blevet udstationeret, at konen så ligesom er med til at hjælpe med de praktiske ting. Læge og sådan nogen ting der og… hvor ligger biblioteket henne af, alt sådan nogen helt almindelige detaljer, …at hun ligesom får en interesse i at få de ting op at stå, for det har man ik´ tid til, det har man ik´, hvis man kommer ud på et eller andet chefniveau herude, det har man ik´."
I dette citat ligger hvad jeg ser, som et gensidigt afhængighedsforhold, hvor den udstationerede mand og den medfølgende hustru er afhængige af det hinanden yder. Som nævnt tidligere er han hovedforsørger, og ved at kvinden ordner de huslige opgaver og børnene, har han tid til - og mulighed for - at koncentrere sig 100% om jobbet. For hende giver mandens løn mulighed for, at hun kan gå hjemme og tage sig af børnene og have tid til at lave de ting, hun gerne vil. Dermed er der skabt et forhold baseret på equity, hvor hver kommer med to forskellige slags ydelser, men hvor begge også er tilfredse med det, de får igen.
Både den udstationerede mand og den medfølgende hustru har opfattelsen af, at de begge får noget ud af deres ændrede roller. Også Bittman (in Wolcott 1997:88) har en lignende formulering, hvor hun taler om, at det for nogen kvinder er vigtigere med en følelse af, at arbejdsfordelingen er fair, end equal, hvor begge deles om de huslige pligter.
Den måde, hvorpå informanterne i min undersøgelse fordeler rollerne, ligner flertallet af de australske familiers levevis. Om de australske normer for arbejde og kønsfordeling skriver Wolcott (1997:82) i en undersøgelse fra Australian Institute of Family Studies, at holdningen til arbejde stadig er baseret på en traditionel antagelse om en kønsfordeling, hvor manden arbejder og kvinden går hjemme og passer hus, om end det er et mønster australske familier er begyndt at blive mindre tilbøjelige til at tilpasse sig (Wolcott 1997). Ifølge samme undersøgelse fremkommer det, at holdningen til arbejde og karriere bygger på en antagelse om, at dem der arbejder fuldtids, enten er mænd, hvis partnere kan tage sig af de huslige pligter, eller mænd og kvinder, der er enlige (Wolcott 1997).
Derudover viser undersøgelsen, at de huslige pligter ofte er fordelt "along gender lines". Det er stadig kvinden, der står for indkøb, tøjvask og madlavning og manden, der i stedet står for de mere sporadiske opgaver som at slå græsplænen. At lege med børnene og køre dem til aktiviteter er derimod blevet mere ligeligt fordelt end tidligere skriver Wolcott (1997).
En måde at håndtere den kønsopdelte arbejdsfordeling på kan, som Leonard (2001) demonstrerer det, enten ske ved, at kvinden opretholder delingen ved at gå hjemme, eller hun bevidst manipulerer den kønslige opdeling ved at give ansvaret videre ved at ansætte andre kvinder.
To familier i min undersøgelse valgte sidstnævnte løsning og ansatte aupairs. Dermed falder mange af den medfølgende hustrus opgaver bort, og ansvaret for mange af de huslige pligter bliver givet videre. En udstationeret mand fortalte om beslutningen om at ansætte en aupair:
"… hverdagen fungerer jo ved at der er nogen praktiske ting der skal ordnes og så kan man ligesom sige "jamen de praktiske ting, skal man udskyde dem til weekenden, og så ta´ dem fra den tid man så skule være sammen med børnene" ik´ også. Der har vi så valgt, at det ville vi ikke, så ville vi være sammen som familie. Og så må den har aupair så hjælpe med at få nogen af de praktiske ting ordnet i hverdagen..."
De huslige pligter kommer til at fylde mindre for den medfølgende hustru, og hun kan dermed få bedre mulighed for at arbejde eller uddanne sig, hvis det er det hun vil. Derudover bliver der frigivet endnu mere tid til at kunne være sammen som familie. Som den udstationerede mand siger i citatet ovenfor, giver det for familien mulighed for at få tid til at se Australien og få nogen af de oplevelser, familien blandt andet er kommet derned for at få.
Den ændrede fordeling af de huslige opgaver, det giver at have en aupair, falder meget godt i tråd med Bittmanns point om, at der generelt sker ændringer i fordelingen af pligterne i hjemmet fordi kvinden bruger mindre på de huslige pligter og ikke fordi mændene bruger mere tid (Bittman in Wolcott 1997:88).
Husligt arbejde får en anden status, og får lov til at fylde på en anden måde i Australien, og derudover behøver man som hjemmegående i Australien heller ikke at kede sig, sagde flere af de medfølgende hustruer i min undersøgelse. Der er altid andre, som også går hjemme, og det er muligt at lave noget sammen.
Der sker ikke kun påvirkninger udefra, internt i familien sker der også ændringer. Som nævnt tidligere får den medfølgende hustru et meget tættere forhold til børnene, da hun er mere sammen med dem. Også i forhold til manden sker der ændringer. Pascoe (1992) påpeger, at dynamikken i ægteskabet let forandres som udstationeret, og den medfølgende hustru skal pludselig tilpasse sig, ikke bare et nyt land, men også en ny rolle som ægtefælle. Ikke nok med at værtslandet ser kvinden i et andet lys, end hun er vant til, men manden får måske også nye forventninger til hende, som han ikke havde før, og f.eks. børnepasningsansvar, som måske derhjemme var delt, ændrer sig måske også (Pascoe 1992). En udstationeret mand fortalte om rollefordelingen i Australien i forhold til i Danmark:
"Der er ikke sket den helt store ændring i kønsrollemønsteret, lidt er der måske, fordi der er nogen praktiske ting, fordi i og med at hun [den medfølgende hustru] går hjemme, så vil hun naturligt gøre de ting, som selvfølgelig har noget at gøre med rengøring og vasketøj og sådan nogen ting. Kønsrollemønsteret derhjemmefra, det var jo også sådan, at jeg gjorde da også rent, jeg vaskede da også tøj men ikke i så stor udstrækning som… Hernede der er det mindre. Men det hænger sammen med nogen praktiske forhold. Man bliver jo en praktisk familie også og, hvad skal man sige, man prøver på at få det gjort sådan, at når nu man har fri, så har man mulighed for at være sammen med børnene på en eller anden måde ik´."
Om samme emne udtalte hans kone:
"Der har været en meget skarp adskilt arbejdsfordeling [i Australien], hvorimod det derhjemme jo nogen gange er lidt mere ligeværdigt, men det har det, det har været naturligt. Det har også været okay altså."
Ovenstående belyser en ændring i forholdet mellem ægtefællerne, men også i tilknytning til børnene ændres forholdet. Om dette sagde en medfølgende hustru:
"Ja det har jeg tænkt lidt på, at jeg er meget mere sammen med hende, [datteren] end jeg ville være derhjemme. Men også fordi hun render ingen steder. Der, hvor hun boede før, der havde hun tre veninder på samme vej, så hun nåede lige ind med skoletasken og så ud og lege, så så jeg hende jo ik´, før hun skulle i seng og det gør man heller ikke hernede. Dem hun går i klasse med, de bor jo langt fra hende, fordi det er langt fra skolen."
Ovenstående citat udtrykker, hvad jeg oplevede som et gennemgående tema blandt de medfølgende hustruer. De har meget mere tid med deres børn. Ikke kun fordi de selv har mere tid, fordi de går hjemme, men også fordi de store afstande og australske normer er medvirkende til, at børnene ikke selv går over til en legekammerat eller skal til sport. Om det at skulle køre børnene til sport siger en medfølgende hustru:
"Det er en stor del af deres [børnenes] liv også, jamen det er det. Jeg vil da nok sige at det er sundt at man gør det med børnene. Men på den anden side er der lidt det, der i forhold til hvis jeg tænker på mine veninder derhjemme der har børn på samme alder, der går børnene selv hen til sport, og de kører selv på cykel til skole og det ene og det andet ik´. Hvor her der kører vi dem overalt ik´. Så det, sådan er kulturen her ik´. Mødrene går hjemme og passer deres børn og tager dem alle steder hen ik´. Det er lidt svært at ændre på ik´."
Et aspekt er de medfølgende hustruers forhold til børnene, men også børnenes forhold til fædrene ændres. Som det er fremkommet i nærværende opgave, bruger kvinderne mest tid sammen med børnene. På spørgsmålet om udstationeringen har ændret på familieforholdet svarede en medfølgende hustru: "Ja. Vi mangler så bare faren i forholdet. Han må jo komme, når det passer ham." De udstationerede mænd har lange arbejdsdage, men jeg opfatter dem ikke som helt fraværende i forhold til børnene. Den medfølgende hustru ordner de huslige pligter i løbet af dagen, og dermed er der frigivet tid til, at familien kan være sammen om aftenen, når den udstationerede mand kommer hjem, tid som familien ellers skulle have brugt på huslige pligter som indkøb og rengøring. På trods af, at den medfølgende hustruer bruger mest tid med børnene, er det ikke kun hende, der vinder ved arbejdsdelingen. På grund af den ovenstående skitserede interne rollefordeling i familien og de ydre omstændigheder i form af normer omkring børnenes skole og sportsaktiviteter, bruger de udstationerede familier meget mere tid sammen under udstationeringen.
I afsnittet om køn kom det frem, at der med udstationeringen kom en ændring i de medfølgende hustruers roller i forhold til deres mænd og børn. Derudover fandt der en forandring sted i relation til hendes arbejde, da hun måtte opgive sit job i Danmark. Det jeg vil vise med dette kapitel er, hvordan den medfølgende hustru igen får lyst til at arbejde, og hvad der er motivationen bag. Desuden kommer jeg ind på, hvilke overvejelser hun gør sig omkring det at arbejde i Australien, for til sidst at slutte kapitlet af med en perspektiverende diskussion.
Motivationen til at tage til Australien var stor og alle mine informanter nævnte, at de tog af sted for at få andre muligheder og oplevelser, både personlige og arbejdsmæssige. På trods af fordelene ved at tage af sted var det at forlade jobbet i Danmark en stor beslutning for de medfølgende hustruer. I modsætning til den udstationerede mands oplevelse af relativ kontinuitet i arbejdsidentiteten, medfører udstationeringen for den medfølgende hustru en indbygget diskontinuitet, og udstationeringen giver ikke den sammen sammenhæng for hende. Med flytningen afgiver hun kontrollen over sine egne arbejdsmuligheder. Til spørgsmålet om, hvordan det var at sige jobbet op i Danmark, sagde en af de medfølgende hustruer:
"Det var en svær beslutning, det var ikke lige så fedt da det sku´, da det stod på ik´… men nu er det, det er simpelthen bare det eneste rigtige for mig at komme videre, ellers så var jeg aldrig kommet derfra, så var jeg blevet hængende til mine gamle dage ik´."
Om samme emne fortalte hendes mand:
"... det var en stor beslutning for os at hun skulle stoppe sit job ikke også. Det var faktisk en større beslutning for os, end at vi skulle herud, og det er jo fuldstændig latterligt…"
Senere i interviewet talte han endvidere om, at australierne har et helt andet forhold til at sige deres jobs op. På trods af, at de har et meget svagere socialt sikkerhedsnet, er de mindre tryghedssøgende, og at sige jobbet op er noget de gør uden af den grund at ligge søvnløse om natten. En anden af de medfølgende hustruer talte også om det smertefulde i at sige sit job op. Hun snakkede om, at det havde kostet mange tude ture. Nu var det så mange år siden, at hun havde vænnet sig til tanken om, at hun ikke ville have mulighed for at få samme slags job igen.
De andre medfølgende hustruer havde lignende kvaler med at forlade jobbet, og langt de fleste startede med at tage orlov fra jobbet i Danmark, da de tog til Australien. Nogen begrundede dette med, at så havde de noget i baghånden, hvis udstationeringen ikke skulle gå godt, og de skulle hjem før tid.
For mange af de medfølgende hustruer var det modsatte i stedet tilfældet, og de blev i Australien længere end forventet. I takt med at opholdet blev forlænget, forlængede de orloven fra jobbet i Danmark, indtil de slutteligt blev tvunget til at sige jobbet op, fordi arbejdsgiveren ikke ville fortsætte med at forny orloven. Om hendes overvejelser om at løsrive sig fra den danske kontekst og følelsen af nødvendigheden af, at hun arbejdede, sagde medfølgende hustru:
"Så specielt fordi i Danmark, nu det job jeg havde, jeg havde jo en god løn og tryghed og så videre, og så videre, og så videre… og det er jo nødvendigt efterhånden i Danmark for at ku´ ha´.. du skal ha´ to indkomster og du skal også ha´ en rimelig sikkerhed i dit job når du skal ha´ en rimelig levestandard og dine børn og så videre, og så videre ik´."
Da beslutningen så var taget, og jobbet i Danmark var definitivt opsagt, oplevede alle de medfølgende hustruer, som omtalt i det foregående kapitel "køn", en glæde ved at gå hjemme og have tid til børnene.
Selvom det var hårdt at stoppe arbejdet i Danmark, fortalte kun én, at hun havde haft konkrete planer om at skulle arbejde under opholdet i Australien. Hun havde netop afsluttet sin uddannelse kort før udstationeringen og havde igennem mandens arbejdsplads fået arbejde, inden hun kom til Australien. Derudover var hun den eneste af de medfølgende hustruer, som ved udstationeringens begyndelse ikke havde børn at passe på.
Som jeg nævnte ovenfor, og i kapitlet om køn, var det i begyndelsen af udstationeringen første prioritet for de medfølgende hustruer at gå hjemme ved børnene og tage sig af de praktiske opgaver. For en tid valgte de arbejdet fra, og koncentrerede sig om det hjemlige. Som en medfølgende hustru fortalte om, hvordan hun opfattede det at gå hjemme med børnene i den første tid i Australien:
"… hvis du står i et land med to små børn, i et fremmed land, jamen så går jeg jo ikke ud og arbejder heltid. Men det er ikke noget, jeg føler jeg har mistet, for jeg har fået så mange andre ting og andre oplevelser, og jeg har haft mulighed for at være sammen med mine børn også."
Citatet ovenfor illustrerer en generel holdning hos de medfølgende hustruer, der alle følte, at de fik noget ud af at gå hjemme. De havde fået uvurderlig tid sammen med deres børn, hvilket var en mulighed, de ikke på samme måde ville have haft med et fuldtidsarbejde i Danmark.
Rollefordelingen med den fuldtidsarbejdende far og den hjemmegående mor var en løsning ikke kun den medfølgende hustru, men hele familien, var meget glad for; men for en tid. "Der er kun så mange kopper kaffe man kan drikke," som en kvindelig informant udtrykte det. En udstationeret mand fortalte om det at have en hjemmegående kone:
"Der er jo mange af tingene... der er jo ikke et prestigetab i at gå hjemme vel. Det er der, det vil der være i København… Der er ingen tvivl om at herude er det ikke noget problem, men hun kan ikke leve, det er ikke nok for hende at gå hjemme og passe børnene selvom det har været udmærket."
En anden udstationeret mand fortalte:
"Lad mig sige det på den måde, at jeg tror nok, at jeg øh… i starten helst ville have haft, at hun [konen] skulle ud, for det er trods alt vigtigt, at man kommer ud og får sit liv, sit eget liv herude uanset om man er den, der nu skal udstationeres eller den, der bare følger med ik´.
Men det er specielt vigtigt for den, der følger med, at man kommer ud og får, møder nogen andre mennesker, får nogen andre interesser, ser nogen andre mennesker end som bare lige familien og dem i klubben ik´. Så jeg tror faktisk, at det er meget vigtigt for hende at komme ud, også for andre, at komme ud og få lov og realisere sig selv lidt på den ene eller på den anden måde."
Citaterne indfanger en gennemgående holdning, jeg hørte hos flere af de udstationerede mænd. På trods af, at de var glade for at have en hjemmegående kone, der klarede de huslige opgaver, udtrykte også mange af dem glæde over, at deres koner begyndte at arbejde igen. Mændene kunne mærke, at det ikke var nok for konerne at gå hjemme i længere tid. Som en af de udstationerede mænd nævnte, kunne han mærke, at konens verden blev større da hun genoptog arbejdet. Hun fik flere inputs og voksenkontakt. Også nogen af børnene begyndte at finde det kedeligt, at deres mor altid var hjemme, når de kom hjem fra skole.
Efter en tid begyndte alle de medfølgende hustruer, på nær én, at føle sig rastløse og udtrykte behov for igen at arbejde. Om hendes motivation for at begynde at arbejde igen sagde en medfølgende hustru:
"Nu er det sådan, at jeg trænger til at få nogen udfordringer. Men jeg tror også, det har meget at gøre med, at dels har det at gøre med, hvad man har været vant til, inden man kom herned ik´, men jeg synes også jeg bliver nødt til at tænke på, at jeg skal hjem igen på et tidspunkt, og hvis jeg skal ha´ en chance for, jeg ved ikke om jeg skal gøre karriere ligefrem, men for at få et udfordrende job igen, så er jeg ligesom nødt til at komme og kunne byde med et eller andet."
En anden forklarede det således:
"… det var lidt det "hvad fanden skal jeg så, hvis jeg ikke har noget job, når vi kommer tilbage?"… også min alder taget i betragtning ik´? Jeg er 42 nu, og inden vi er hjemme så er jeg 44, og så vil de sige "nå hvad har du så lavet de sidste fire år?" ik´, "jeg har lavet ingenting", "nå men okay", det lyder ikke så spændende. Jeg har været sammen med min familie og mine børn, og det har været dejligt men, min arbejdssituation det var jeg sådan lidt bange for at sige "nej jeg får aldrig, du kommer aldrig ind nogen steder igen" ik´. Så det var rigtigt fedt at jeg kom ind på det MBA."
Af de ovenstående citater fremgår det, at efter en tid fik de medfølgende hustruer lyst til igen at arbejde eller studere. For dem, der havde aktuelle planer om at vende tilbage til Danmark igen indenfor 1-3 år, var tanken om at gøre sig attraktive for en dansk arbejdsgiver den vigtigste motivation til at begynde at arbejde igen. Set udfra en dansk kontekst mente de ikke, det var nok at kunne sige, at de havde gået hjemme, hvis de skulle gøre sig håb om at få et arbejde i Danmark; de skulle "have noget at byde på".
En medfølgende hustru, som havde boet i udlandet i flere end tre år, og som tilhørte den anden gruppe, som ikke regnede med at vende tilbage til Danmark i nærmeste fremtid, sagde:
"… men da vi så igen, da vi så endelig fik et halvandet år ekstra, så var jeg begyndt at blive sådan lidt utålmodig på den måde, at jeg har ikke været vant til at gå hjemme. Jeg havde altid arbejdet, og jeg savnede at have kolleger, jeg savnede mit arbejde at være sygeplejerske, så undersøgte jeg, hvordan jeg kunne blive det".
Udover den medfølgende hustru i ovenstående citat var der to andre medfølgende hustruer, der havde boet i udlandet i mange år, og ikke regnede med at vende tilbage til Danmark. Alle tre havde de gået hjemme, da børnene var små, men var begyndt at arbejde, fordi de savnede udfordringer og kontakt. For andre var det blevet nok med børnesnak, og de udtrykte behov for nye impulser og voksenkontakt. Børnenes alder var også en vigtig faktor i disse kvinders overvejelser om - og lyst til - at arbejde. Som en medfølgende hustru fortalte:
"Jamen egentlig fordi på et tidspunkt så bliver ens børn jo, de bliver jo større og større, og så synes jeg godt jeg kunne tænke mig at arbejde lidt. Men ikke, altså jeg kunne ikke tænke mig at arbejde hverken fuldtid udover skole, altså deres skoletid og sådan noget, så det passer egentlig meget godt."
Nedenstående afsnit "historier om arbejde" belyser mere indgående begge grupper af de medfølgende hustruers oplevelser med - og overvejelser om - arbejde i Australien. For overskuelighedens skyld har jeg valgt, at opdele historierne efter, hvilke områder kvinderne arbejder indenfor.
Ingen af de medfølgende hustruer havde før opholdet været nervøse over, om det var muligt at finde arbejde i Australien. Af de otte medfølgende hustruer, der deltog i feltarbejdet, var halvdelen sygeplejersker, tre var kontoruddannede og den sidste pædagog.
Ud af de otte medfølgende hustruer havde kun én arbejde fra begyndelsen af opholdet. Hun var kontoruddannet, og havde igennem sin mands firma fået et sekretærarbejde. Da hun havde arbejdet der i tre år, fik hun et barn, og først da datteren var tre og dermed gammel nok til at gå i børnehave, begyndte hun igen at arbejde. Hun besluttede dog kun at arbejde to-tre dage om ugen og sagde om valget af arbejde og arbejdstid:
"… du når at komme ud af huset, og du når ikke at blive træt af det. Det er ikke fordi jeg glæder mig, til jeg skal på arbejde, men jeg har ikke noget imod det, det er ikke sådan jeg tænker "åh nej, nu skal jeg op og på arbejde"… Men jeg nyder det, jeg tager det stille og roligt. Altså jeg vil sige, mit job er jeg ikke specielt glad for, men det er lige meget, det er jo bare to dage om ugen".
For hende var jobindholdet ikke det væsentlige. I stedet blev beslutningen om at arbejde igen taget for at komme ud af huset og få voksenkontakt. Hun fortalte endvidere:
"Det er en kæmpe fordel helt sikkert, også for hendes [datteren] skyld. Hun skal ikke op hver morgen og af sted i børnehave ik´, hun får det altså, vi ligge og hygger os og læser nogen historier om morgenen i sengen ik´."
Valget af arbejde var dermed ikke kun en fordel for hende selv, men også for datteren.
Den anden medfølgende hustru med en kontoruddannelse havde boet i udlandet i mange år, og regnede ikke meget med at vende tilbage til Danmark. Hun havde gået hjemme, mens børnene var små, og på tidspunktet for feltarbejdet skulle hun til at begynde at arbejde igen, da den yngste datter blev gammel nok til at komme i børnehave. Om arbejdet, der skulle forgå hjemmefra, sagde hun:
"Hvis hun [datteren på tre år] er syg eller har ferie, så behøver jeg ikke bekymre mig om det, og så har jeg købt en trådløs telefon så jeg kan løbe ind i et værelse og lukke døren hvis der er en kunde der ringer. Så det er helt fint. Og så er jeg så på nettet med Danmark hver aften ik´, så, jeg arbejder om formiddagen, og så opdaterer vi så om aftenen og taler med hinanden i telefonen."
Udover telefonkontakten til kunderne involverede arbejdet også rejser i Australien og udlandet, og hun glædede sig meget til at skulle i gang med at arbejde igen, og over at kunne gøre det hjemmefra, da den arbejdsform kunne kombinere hensynet til datteren og lysten til voksenkontakt.
Den sidste kontoruddannede havde været glad for at gå hjemme i to år, og det var planen at familien derefter skulle vende tilbage til Danmark. I stedet kom muligheden for, at manden kunne få forlænget udstationeringskontrakten med endnu to år. "Jamen hvis vi skal blive her, så skal jeg noget andet, jeg går ik´ hjemme hernede to år mere" var reaktionen fra den medfølgende hustru. Som betingelse for at ville gå med til at forlænge udstationeringen satte hun, at så ville hun noget andet end at gå hjemme. Hun fortalte:
"… så undersøgte jeg så, om jeg kunne komme på universitetet. Jeg har altid godt kunnet tænke mig, eller det havde jeg i hvert fald overvejet de sidste mange år, at tage en MBA, for jeg har ikke nogen akademisk uddannelse som sådan. Jeg har en Merkonom og sådan noget, og det var ligesom om, at når jeg søgte videre i avancementsstillinger, ikke bare i min egen organisation men også andre steder, så ville man godt have, at folk har en akademisk uddannelse. Så den stødte jeg ind i hele tiden ik´, jeg havde erfaringen og jeg havde alt muligt andet i mit arbejdsliv, men jeg havde ikke nogen høj akademisk uddannelse. Så det begyndte jeg at undersøge og sådan noget og fandt så ud af, at jeg kunne tage en MBA herude."
At hun valgte at tage en MBA betegnede hun senere i interviewet som sit livs bedste beslutning. Alle kvalerne ved at sige sit job op, da hun tog til Australien, var væk. Hun havde nydt at gå hjemme ved børnene et par år, og med en MBA kunne hun se muligheder for sig selv, når hun kom hjem og søge arbejde i Danmark. Hun havde noget at byde på. Desuden var det at læse en MBA i Australien ikke noget, hun behøvede at tage ved siden af et fuldtids arbejde.
Af de fire sygeplejersker, der var blandt de medfølgende hustruer, havde én inden afrejsen fra Danmark fået oversat sin autorisation til engelsk på trods af, at hun kun skulle være i Australien et år og ikke forventede at arbejde som sygeplejerske. På tidspunktet for feltarbejdet udtrykte hun i stedet et ønske om måske at prøve kræfter med et helt andet arbejdsområde som f.eks. blomsterdekoration, men havde endnu ikke fået lyst til at arbejde.
De resterende tre sygeplejersker havde undervejs i opholdet fået lyst til at arbejde men fortalte, at det, på trods af mangel på sygeplejersker i Australien, var meget svært at få australsk autorisation til at arbejde som sygeplejerske.
Den ene havde været i Australien i mindre end et år og fortalte meget uddybende om, hvad hun oplevede som en kamp mod bureaukratiet for at få lov til at færdiggøre sin uddannelse i Australien. Der var en hel del danske papirer, der skulle igennem en dyr oversættelse til engelsk på ambassaden, og derefter ville universitetet kunne vurdere, om hun var egnet til optagelse. Før hun fik dette gjort, hørte hun, at der var en dansk sygeplejelærer på en af universiteterne i Melbourne, og sygeplejelæren gik med til at se hendes papirer og tage stilling til, hvilke fag hun manglede at tage. Derved slap hun for oversættelsen, og efter en engelsk sprogtest fik hun lov til at starte. På tidspunktet for feltarbejdet havde hun netop færdiggjort uddannelsen.
En færdiguddannet sygeplejerske fortalte om lignende problemer. Da hun havde været i Australien i omtrent to år, og manden havde fået forlænget udstationeringskontrakten, begyndte hun at få lyst til at arbejde igen. For at få australsk autorisation skulle hun tage en engelsk test for sundhedspersonale og derefter på et to måneders fuldtids kursus. Samtidig hermed skulle hun arbejde fuldtids på en afdeling på et sygehus uden at få betaling for det. Det ville give en 10 timers arbejdsdag og derudover en times kørsel til og fra stedet. Til alt held mødte hun en anden dansk pige, der kendte en smutvej, hvor hun kunne slippe for de to måneders kursus samt få sine papirer hurtigere igennem systemet, og hun fik lov til at arbejde som sygeplejerske. Da jeg interviewede hende havde hun boet i Australien i seks år og havde ikke aktuelle planer om at vende tilbage til Danmark.
På tidspunktet for feltarbejdet havde den sidste sygeplejerske været i Australien i et halvt år, og var ved at forberede sig til engelskprøven. Hun havde været i Australien i få måneder og havde ikke hørt om ovenstående "smuthul" i tide og måtte følge den ovenstående procedure med arbejde og fuldtidskursus.
Den sidste af de medfølgende hustruer var pædagog, og havde boet i Australien i tolv år, og havde ikke umiddelbart planer om at vende tilbage til Danmark. Også hun havde gået hjemme i mange år, men da børnene blev store, var hun begyndt at arbejde igen. Fordelen, hun så ved at arbejde i Australien i forhold til i Danmark, var, at hun havde økonomisk frihed til, at hun kunne vælge kun at arbejde tretten timer om ugen og kun arbejdede i det tidsrum, hvor børnene var i skole.
Af de medfølgende hustruers arbejdshistorier kom det frem, hvor lang tid der gik før de fik lyst til at arbejde, og om det var måneder eller år, der var tale om, var meget individuelt. Som belyst tidligere i indeværende kapitel havde lysten til at arbejde noget at gøre med, hvor lang tid de medfølgende hustruer havde været i Australien, hvor lang tid de havde tilbage af opholdet samt børnenes alder.
I dette afsnit drager jeg perspektiverne fra nærværende kapitel ind i en australsk kontekst. Jeg ser nærmere på hvilke forskelle i holdningen til kvinder og arbejde, der er mellem de medfølgende hustruer i min undersøgelse, og hvad australske undersøgelser fremkommer med. Derefter kommer jeg ind på, hvordan de medfølgende hustruer oplever de australske præmisser for arbejde, for til sidst i afsnittet at berøre, hvordan ovenstående har indflydelse på den udstationerede families prioriteringer.
Som jeg nævnte i kapitlet Køn, var mange af de medfølgende hustruers motivation for at sige ja til at tage til Australien, at de havde mulighed for at gå hjemme og have tid sammen med børnene. Nærværende kapitel har vist, at beslutningen om at tage af sted også var præget af bekymringer omkring at sige jobbet op i Danmark. Som jeg ser det, kom det til udtryk i, at stort set alle de medfølgende hustruer startede med at tage orlov fra arbejdet i Danmark i stedet for at sige det op, da de tog til Australien. Fra de medfølgende hustruer lød begrundelsen, at de ville have arbejdet i baghånden, hvis udstationeringen gik i vasken, og de skulle hjem før tid.
At vælge orlov i stedet for opsigelse opfattede jeg derudover som et udtryk for, at de medfølgende hustruer havde svært ved at løsrive sig fra den danske kontekst, hvor det med en erhvervsfrekvens for danske kvinder i 1998 på 75,5% (Nordic Statistical Yearbook 1999), mere er reglen end undtagelsen, at kvinder arbejder. Til sammenligning var erhvervsfrekvensen for australske kvinder i 1996 54% (Wolcott 1997:83).
Samtidig med at erhvervsfrekvensen for kvinder var lavere i Australien var der også en anden holdning til kvinder og arbejde. En medfølgende hustru fortalte om mødet med australiernes holdning til kvinder og arbejde således:
"… i starten da jeg kom og sådan noget og fortalte om, nå men i Danmark er der 70% af kvinderne der arbejder ude fuldtids og altid og så videre, og så videre. … det synes de er sindssygt, det har de lidt ondt af. Og de der mødre, som de har lidt ondt af, dem der behøver at arbejde ik´... …derhjemme [i Danmark] er det jo lige omvendt ik´, hvis ikke du har et arbejde, så er der et eller andet galt med dig ik´. Her, der er det sådan, nå men du har et arbejde, så er det fordi din mand ikke tjener penge nok ik´."
Som tidligere nævnt tjente de udstationerede mænd i min undersøgelse penge nok til, at den medfølgende hustru ikke behøvede at arbejde. På trods af dette gav stort set alle de medfølgende hustruer udtryk for, at rollen som hjemmegående husmor med husarbejde og børnepasning som fuldtidsarbejde ikke i længden var nok. Som tidligere berørt kom motivationen til at arbejde først og fremmest af behovet for voksenkontakt, og fordi børnene havde nået skolealderen og dermed ikke var så meget hjemme.
Fælles for de medfølgende hustruer var, at de gav udtryk for, at det var deres eget valg at genoptage arbejdet. Ingen talte om at det, i modsætning til i Danmark, var noget de følte sig tvunget til, hvor det ofte var nødvendigt for at få økonomien til at hænge sammen. Som Pascoe (1992) ser det, kan den medfølgende hustru føle frustration over, at hun under udstationeringen spilder sin tid ved ikke at arbejde. Pascoe siger desuden, at kvinders motivation for at arbejde ikke kun er penge, men også frygten for at miste sin plads i den professionelle verden (Pascoe 1992). Også de medfølgende hustruer i min undersøgelse oplevede en ret til, og behov for, at arbejde.
I og med at de medfølgende hustruer efter en tid som hjemmegående begynder igen arbejde under udstationeringen, følger de det samme mønster som mange af de australske kvinder. Selvom Lupton & Schmieds (2002) kvalitative undersøgelse omhandler førstegangsmødre i Australien mener jeg, at der kan drages paralleller til min undersøgelse, da det er de samme slags overvejelser om valget mellem at arbejde eller være hjemmegående, når man har fået børn. De senere år er der sket en ændring i dette, og det er blevet mere og mere almindeligt for australske kvinder at arbejde, efter de har fået børn (Lupton & Schmied 2002). De kvinder i Lupton & Schmieds undersøgelse, der genoptog arbejdet, gjorde det for at få selvudfoldelse, da de oplevede et tab af deres selv, når de gik hjemme med børnene. De fik lyst til, at vende tilbage til betalt arbejde, hvor de kunne "være sig selv" og ikke "kun" nogens mor (Lupton & Schmied 2002). Det er en lignende holdning, jeg hørte blandt mine informanter, når de talte om behovet for ikke kun at koncentrere sig om børnesnak.
På trods af de nævnte ændringer i den australske holdning til kvinder og arbejde, er der stadig en forventning om, at "den gode mor" sætter barnets behov over sine egne og bruger tid med barnet (Lupton & Schmied 2002). En medfølgende hustru fortalte følgende om hendes oplevelse af australske kvinder, der genoptager arbejdet efter at have fået børn:
"… når kvinderne så begynder at arbejde så arbejder de jo kun helst to dage om ugen ik´, og tre så er det lige i overkanten ik´, så er det hvis de har brug for det, det er sgu´ ikke noget de er stolte af vel."
Udover kvinden i citatet var der flere af de medfølgende hustruer, der oplevede, at holdningen til kvinder og arbejde i Australien var en anden end i Danmark. Hvor de medfølgende hustruer i Danmark havde været vant til at arbejde fuldtid samtidig med, at de havde børn, var situationen i Australien anderledes. En medfølgende hustru fortalte om forskellen:
"… vi [danske kvinder] er vant til at være meget højere gearede, fordi du er vant til at arbejde fyrre timer om ugen og ha´ tre børn og ha´ dit hus og dit hjem og så videre, og så videre ik´ også. De, altså de får jo sved på panden når de skal til svømning tre gange om ugen med de små her, de har så travlt, og vi drikker så kaffe om torsdagen nogen af os på en cafe, og "arh hvor har de travlt". De arbejder ikke vel, men de har det sådan, "årh, jeg skal huske at købe strømper i dag til den ene eller den anden, for han skal sådan på torsdag, nu må jeg virkelig gå" og sådan ik´. Det er meget anderledes ik´. Så de synes jo det er fuldstændig uoverskueligt."
Stort set alle de medfølgende hustruer oplevede som kvinderne i de ovenstående citater, at mange australske kvinder, på trods af ændringer, var hjemmegående, og ofte befandt sig i, hvad den medfølgende hustru her opfatter som "et lavere gear". På spørgsmålet om, om Australien var indrettet på, at kvinderne går hjemme, svarede en medfølgende hustru:
"Ja det er helt klart indrettet sådan og ellers så arbejder de på deltid ik. Meget deltid´. Der er ikke ret mange, der går på fuldtid. Fuldtidsarbejde, det er de unge piger, der ikke er gift endnu, som regel, og så nogen få andre, der har brug for den indkomst ik´."
Som kvinden i citatet ovenfor erfarede også mange andre medfølgende hustruer, at hvis australske kvinder arbejdede, så foregik det på præmisser, der var anderledes end det, de var vant til fra Danmark. Dette understøttes af Wolcott, som påpeger, at organiseringen af arbejde i Australien sker udfra forventninger om, at størstedelen af de fuldtidsarbejdende er mænd, hvis koner kan tage sig af de huslige pligter, eller ugifte kvinder og mænd (1997).
Som det fremkom ovenfor, arbejde australske mødre ofte højest deltid. De medfølgende hustruer i min undersøgelse nævnte desuden om en anden form for fleksibilitet i arbejdet. En medfølgende hustru, som er sygeplejerske sagde:
"Der er også meget større muligheder, der er meget større fleksibilitet i arbejdet på den måde, at jeg kan be´ om kun at ville have deltid på den måde, at jeg kan sige, at jeg vil kun have halvtid fra klokken syv tredve til klokken et og så kun arbejde det.
Og det, som sygeplejerske derhjemme, der ville de give dig fingeren for længst og have sagt "no way. Du skal da også have aftenarbejde, du skal da også have weekendarbejde". Jeg bestemmer sådan set selv, hvad jeg vil. Og det synes jeg, det er meget flot og de er… utrolig åbne overfor alle folks interesser og hvordan det går med familien, det synes jeg virkelig er flot. Det fungerer helt fint, det gør det altså."
Flere andre af de medfølgende hustruer nævnte oplevelsen af fleksibilitet. Fælles for alle de medfølgende hustruer var, at uanset faglig baggrund, arbejdede de højest på deltid under udstationeringen. Fra afsnittet "arbejdslivshistorier" fremkom det, at en kontoruddannet kun arbejdede to dage om ugen, og en pædagog valgte at nøjes med 13 timer, de var overvejende glade for de fleksible arbejdsmuligheder.
Som tidligere nævnt i opgaven var hensynet til familien meget vigtig for de medfølgende hustruer, og deres arbejde i Australien blev planlagt på en måde, så det passede bedst med familien.
På dette punkt kan der drages en parallel til australske forhold. Som Wolcott fra Australian Institute of Family Studies er inde på, er det ofte kvinderne der tilpasser deres arbejdstid til familien og ikke mændene (1997).
I forbindelse med de medfølgende hustruers hensynstagen til familien er Finch (1983) inde på, at kvinder ofte bliver inkorporeret i mandens arbejde efter en prioriteret rækkefølge, der hedder: mandens arbejde – familie – kvindens arbejde. Finch mener, det er sjældent, at kvinders arbejde reelt truer den prioriterede rækkefælge. I stedet sker der fra kvinders side en modificering og tilpasning, så hun stadig, både praktisk og ideologisk, kan passe ind i mandens prioriteter (Finch 1983). Fowlkes har en lignende pointe med begrebet "double duty", hvor kvinden laver dobbelt arbejde ved at lave arbejdet derhjemme og dermed frigøre sin mand, så han kan koncentrere sig om sin karriere (Fowlkes i Finch 1983). Den prioriterede rækkefølge, Finch omtaler, finder ikke bare sted blandt de medfølgende hustruer i min undersøgelse. Wolcott (2002) fra Australian Institute of Family Studies er også inde på, at australske kvinder i høj grad tilpasser deres arbejdsroller til familiens behov.
At to familier som tidligere nævnt valgte at få aupair, ser jeg som en mulighed for at ændre på den prioriterede rækkefølge. En af de medfølgende hustruer med aupair fortæller om muligheden for at læse en master i Australien:
"Det er godt nok dyrt herude, men hvis jeg skulle gøre det, hvor vi boede i Skjern, så skulle jeg køre til Århus ik´, og det synes jeg ligesom ik´ jeg kunne overskue med tre børn og en mand, der arbejder meget, og selvfølgelig også at han [manden] var i gang med sin master…. Det er også lige med at få de der ting til at gå op i en højere enhed."
Ved at have en aupair kunne den medfølgende hustru få mulighed for at tage en master, da en aupair tog hånd om nogen af de praktiske opgaver i familien. På sin vis giver det mulighed for at aupair’en kan tage ansvaret for nogen af opgaverne vedrørende familien, og der kan frigøres tid til, at den medfølgende hustru kan koncentrere sig om, hvad der hos Finch er den sidste prioritet i rækkefølgen, nemlig kvindens arbejde.
I nærværende kapitel er den medfølgende hustrus udvikling i arbejdslivet blevet belyst. Hvordan hun havde svært ved at opsige jobbet i Danmark, og hvordan hun fik lysten til igen at arbejde og på hvilke præmisser, det kom til at foregå. Desuden er den udstationerede mands og børnenes holdninger dertil berørt, samt hvilke påvirkninger, den medfølgende hustrus arbejde har på familien.
De to foregående kapitler har haft fokus på ændringer i kønsroller og den medfølgende hustrus tid som hjemmegående, og i nærværende kapitel blev beskrevet hvordan hun igen begyndte at arbejde.
Næste af kapitel afslutter de tre hovedperspektiver, der har berørt den medfølgende hustru under udstationeringen.
For den udstationerede mand var udstationeringen præget af en vis kontinuitet, han havde både job og kolleger i Australien, og dermed var der skabt en base for ham. Dette kapitel omhandler hvordan det for den medfølgende hustru var en anderledes situation, da hun oplevede et større brud. Hvordan hun oplevede det at opgive sit job i Danmark og komme til et nyt land uden venner og familie, samt hvilke "strategier" hun benyttede for at opbygge nye sociale netværk. En medfølgende hustru fortalte om den første tid i Australien.
"Først så gjorde jeg ikke noget, fordi så sad jeg jo bare der… da jeg kom, havde jeg også meget hjemvé, og jeg var lige blevet moster inden jeg tog af sted, og ja… så hun [datteren] ville i skole lige med det samme. Hun gad sgu ikke gå hjemme med mig hver dag. Bare i skole og han [manden] var på arbejde, så jeg sad jo bare der hele dagen og vidste ikke rigtigt hvad jeg skulle…"
Også mange andre af de medfølgende hustruer, jeg interviewede, fortalte, at de i starten følte sig meget ensomme og forvirrede og ikke vidste, hvad de skulle give sig til. Der var mange frustrationer og overvejelser forbundet med den første tid for de medfølgende hustruer. I kapitlet Køn kom jeg frem til, at for de kvindelige informanter i min undersøgelse, gik den første tid ofte med at orientere sig i det nye land og skabe en base for familien. Efter kufferterne var pakket ud, og de havde fået styr på de praktiske ting, tænkte mange af de medfølgende hustruer "hvad nu?" En medfølgende hustru fortalte om, hvordan hun kom videre i forløbet:
"… jeg har da grædt mange tårer, fordi jeg er kvinde, det gør mænd jo ikke… over at være så langt væk fra min familie. Men det er jeg stoppet med. Jeg blev nødt til at sige til mig selv fordi jeg levede her kun, måske 70 procent. Så jeg var ikke lykkelig, fordi jeg tænkte hele tiden, at hvis åh bare jeg nu havde været derhjemme og haft et godt job, og jeg ville have haft en karriere…
Men nu har jeg så prøvet at sige til mig selv: "Prøv at tage nogen år, hvor man bare prøver virkelig bare at nyde at være her og virkelig bare prøver at få det bedste ud af at være her", og det har simpelthen bare givet bonus i den grad. Med alt hvad jeg gør, med alle de menneske, jeg lærer at kende. For jeg har ikke hele tiden den der negativitet overfor, at "åh nu gør de også sådan australierne, og åh de er også så umoderne". Så må man jo prøve at sige "Jamen okay nu er vi her, og så få det bedste ud af det", det tror jeg er den bedste måde, man kan gøre det på".
Også andre af de kvindelige informanter berettede, at da børnene havde fået en god start på udstationeringsopholdet, og de værste frustrationer var ovre, begyndt de at vende fokus mod andre end familien, og gik i gang med aktivt at gøre noget for at lære folk at kende.
Spørgsmålet i det følgende kapitel er, hvad de medfølgende hustruer gjorde for at skabe sig en hverdag i Australien og opbygge et nyt socialt netværk. Hvilke strategier de benyttede, og om de primært opsøgte andre danskere i samme situation eller australiere.
Tidligt i feltarbejdet viste der sig et mønster for, hvor og hvordan de medfølgende hustruer lærte folk at kende. De to mest udbredte måder var enten igennem børnene eller den udstationerede mands virksomhed.
Om den første måde at møde andre, igennem børnene, fortalte en medfølgende hustru om hvordan det hurtigt rygtedes, at man var forælder til en ny udlænding på skolen:
"… hver anden fredag er der så noget arrangement på skolen, eller en morgensamling i skolegården, hvor at der så, hun sagde så at mødrene sommetider bagefter mødtes og drak en kop kaffe sammen, og nogen gange gik de ud og spiste sammen. Det har jeg så også prøvet at være med til, og holde kontakten ved lige med nogen af de piger der."
Mange af de andre medfølgende hustruer fortalte lignende historier om, at kendte man én forælder fra skolen eller børnehaven, blev man tit introduceret til andre. Udover skoleformen var de australske kvinder ofte hjemmegående eller arbejdede på deltid, og det gav megen tid til, at kvinderne kunne gå på cafe sammen efter morgensamling eller samles om arrangementer i skolen.
Som fortalt i citatet gav den australske skoleform mødrene mulighed for naturligt at møde andre mødre på skolen til morgensamlinger og andre arrangementer, og dermed var der skabt en god indgangsvinkel til at opbygge et socialt netværk. Som jeg nævnte i kapitlet Køn var det derudover ofte mødrene, der kørte børnene til sport, og der var det også muligt at snakke med de andre mødre, mens børnene trænede.
Igennem børnene var det ofte australiere, de medfølgende hustruer mødte, og alle mine informanter omtalte, at den indledende kontakt var nem, og fortalte om australierne, at de var meget afslappede, åbne, venlige og imødekommende. Netop den positive opfattelse af australierne var meget vigtig for de udstationerede familier og blev af flere fremhævet som en af grundene til, at de var meget glade for at bo i Australien. Om det at komme ud over det indledende møde og komme tættere på australierne og opbygge venskaber sagde en medfølgende hustru:
"… australierne, det tager lidt tid at komme ind på livet af dem, ligesom det også gør for danskere. Fordi de har jo allerede deres netværk. De har deres familie og venner og arbejde, og altså.. de har måske ikke lige brug for, at du skal komme ind. Så derfor er det op til dig at være åben, og hvis du ikke er det, så bliver det selvfølgelig svært at være her, så kan det blive ensomt. Men det har vi ikke nogen problemer med."
Af ovenstående citat og i foregående afsnit "netværk gennem børn" fremgik det, at det tog tid at opbygge venskaber med australierne, og at man selv skulle tage initiativet og være udfarende før der skete noget. Det krævede udadvendthed og initiativ at opretholde kontakten og venskaber kom ikke af sig selv.
Endvidere blev opbygningen besværliggjort af, at de udstationerede i sagens natur var i Australien på "lånt tid", og det var for manges vedkommende meningen, at de skulle vende tilbage til Danmark. Dette kan være medvirkende til, at australierne ikke gjorde meget for at opbygge tættere venskaber med de udstationerede; de vidste de udstationerede flyttede igen. En medfølgende hustru sagde om venskabet med australierne:
"Selvom man har en omgangskreds her, det er ik´ det samme. Vi er fremmede… og de også mere reserverede end danske folk er, du ved…. Sådan venne… altså vi har mange flere tætte venner derhjemme, som vi deler sorger og glæder med, og det gør du ikke her. Der er du sammen og får noget mad og hygger sig og farvel med dig og sådan, man ved ikke rigtig hvad der foregår dybere inde vel?"
Som kvinden her, oplevede også andre, at det var en anden form for venskaber end de havde i Danmark. Mange af de medfølgende hustruer var inde på, at det i starten var nemt at komme i kontakt med australierne, men det tog tid at komme "dybere ned" og lære australierne bedre at kende. En medfølgende hustru talte om, at australierne i deres venskaber var mere reserverede end danskerne, og at hun havde mange flere tætte venner derhjemme, som hun delte sorger og glæder med. En medfølgende hustru fortalte om en lignende holdning:
"… jeg synes vi læser da aviser hver dag ik´, men jeg vil da nok sige også, at australierne er meget mere laid back på den måde ik´, at de går ikke lige så meget op i politik, som vi gør vel? Altså det er jo ikke det store diskussionsemne, når man er sammen med vennekredsen vel? Slet, slet ikke. Det er det jo, når man er i Danmark ik´? Og egentlig så synes jeg, det er meget overfladisk på mange måder ik´?"
Flere andre af informanterne nævnte, at forholdet til australierne var overfladisk. I Australien hyggede man sig sammen med sine venner og fik noget mad, og det var det. Når de var sammen med australierne talte de om sport, vejret og familien, men aldrig om politik eller lignende emner. Det var en anden måde at være sammen på end de havde været vant til med deres danske venner.
Australiernes allerede etablerede netværk og oplevelsen af overfladiskhed kan være medvirkende til, at alle havde danske kontakter, eller kendte andre, der også var udstationerede i Australien. Flere medfølgende hustruer talte om, at det var det nemmeste i starten at møde danskere eller andre udstationerede, da de havde samme udgangspunkt som dem selv. Desuden havde de heller ikke noget socialt netværk og kunne selv huske, hvordan det var at komme til et nyt land og ikke kende nogen.
Det var ofte igennem mandens firma, de medfølgende hustruer kom i kontakt med andre udstationeredes medfølgende hustruer. En medfølgende hustru fortalte om forholdet til de andre medfølgende hustruer fra mandens firma:
"… kvinderne, vi er i samme båd ik´. Vi ved at når mændene er sent ude ik´, så er det fordi de er ude og snakke sammen og… vi har ligesom støttet os til hinanden ik´. Jo det har været en meget lille dansk… community her, det er det altså. Ghettoen, vi kalder den danskerghettoen."
Flere andre medfølgende hustruer fortalte ligesom kvinden i ovenstående citat, at de andre danskere i mandens firma i starten var en meget stor støtte. Der var altid nogen, de kunne spørge, hvis der opstod problemer Der var almindelig enighed blandt de kvinder, jeg interviewede, om, at man tog godt imod hinanden og introducerede nyankomne til andre, de kendte.
Selvom andre danskere var en vigtig base for mange af de medfølgende hustruer, var der blandede meninger om, om det var "i orden" at være venner med andre danskere. Som jeg ser det, var der følgende to fremherskende holdninger; den gruppe af medfølgende hustruer, der nævnte, at de ikke var kommet til Australien for at få danske venner, og den anden gruppe, hvor holdningen var, at danske venskaber blev anset som noget, der naturligt opstod igennem mandens firma.
I denne forbindelse nævnte mange fra den første gruppe eksplicit, at de ikke var kommet til Australien for at få danske venner. En medfølgende hustru formulerede det således:
"Jeg er kommet herud for at lære nogen andre mennesker at kende. Ikke at jeg ikke vil være sammen med danskere, det er fint nok, men jeg gider ikke at dyrke det. Der er mange der dyrker det. Der kun vil være sammen med danskere, og sådan har jeg det ikke."
For kvinden i dette citat var forklaringen, ligesom hos mange af de andre, at de var kommet til Australien for at få oplevelser og se nye ting og ikke for at være sammen med andre danskere, det kunne de gøre derhjemme. I stedet havde de et ønske om at lære australierne at kende og dermed stifte bekendtskab med en anden kultur end den, de oplevede i Danmark blandt danskerne.
På samme tid, som nogen af de medfølgende hustruer tog afstand fra, at de bevidst opsøgte andre danskere, var der den anden gruppe, som var mere "afslappede" omkring forholdet til andre danskere. Ingen fra denne gruppe talte om, at de bevidst opsøgte andre danskere, men det var venskaber, der opstod spontant, fordi de følte, de havde noget tilfælles. En medfølgende hustru fortalte:
"Der er nogen, man hører, at de vil ikke være sammen med danskere, for de er ikke flyttet til udlandet for at være sammen med danskere. Men det er typisk nogen, der er ude i et år, og så vil de bare have mest fest ud af det, mest ud af det. Men det har jeg ikke nogen problemer med… for vi har vores egen danskerkoloni, hvor vi holder påskefrokoster sammen og julefrokoster sammen."
For denne gruppe af kvinder var det vigtigt at fejre danske højtider sammen med andre, der kendte dem, et behov de ikke ville kunne få dækket sammen med australiere.
Udfra mine interviews med de medfølgende hustruer kom jeg frem til, at der var en forskel i de medfølgende kvinders holdning til det at have danske venner, alt efter, hvor lang tid de havde været i Australien. Den første gruppe, som var meget fokuseret på ikke at være for meget sammen med andre danskere, havde været i Australien i forholdsvis kort tid.
Ovenstående citat fra en medfølgende hustru tilhørte den anden gruppe, som ikke havde noget imod venskaber med andre danskere, og mange så en fordel i at have et dansk netværk. Disse havde boet i Australien i mange år, og manden var ofte gået fra at være udstationeret til at være på lokal kontrakt. I denne gruppe var der en åbenhed omkring, at de ikke kun havde australske venner, men også mange danske venner og medfølgende hustruer fra andre lande.
Fælles for begge de beskrevne grupper var, som nævnt tidligere, at de ikke decideret opsøgte andre danskere. De benyttede desuden sjældent de to danskerklubber der var i Melbourne. Den ene klub, The Danish Club, havde 400 medlemmer, var stiftet i 1889 og arbejder på at opretholde dansk sprog og kultur og hjælpe nytilkomne med at forstå de australske skikke, sprog og kultur. Klubben har blandt andet en sprogskole og en kvindegruppe og arrangerer desuden frokoster med dansk mad og forskellige aktiviteter i løbet af året, hvor de blandt andet fejrer danske helligdage eller inviterer danske musikere og entertainere (http://www.thedanishclub.com.au).
Den anden klub, DACS (Danish Australian Cultural Society), udsprang af den første klub i 1982. Denne klub har 200 medlemsfamilier, og de mødes i diskussionsgrupper, til koncerter, film aftener og sociale sammenkomster med dansk mad. Formålet med klubben er at skabe kontakt mellem australiere og danskere og promovere viden om Danmark (http://home.vicnet.net.au/~dacs).
Fra mine informanterne var kommentarerne om The Danish Club ofte som nedenstående fra en medfølgende hustru, der fortalte sine oplevelser:
"... de fleste af dem, det var nogen, der faktisk havde svært ved at finde de danske ord og indimellem måtte slå over i engelsk, fordi de havde været her så mange år. Så hvis jeg skulle have behov for at møde nogen andre mennesker end dem, jeg kender i forvejen, så skulle det være nogen, som var, som også lige var kommet."
Som kvinden her følte mange andre af mine informanter ikke i så høj grad, at klubben var for dem. Mange nævnte, at den var præget meget af danskere, der havde boet i Australien i mange år, og hvoraf mange var ved at glemme det danske sprog. Den anden danske klub, DACS, kendte informanterne stort set ikke. Som jeg ser det, har afvisningen af danskerklubberne noget at gøre med, at de ikke ønsker at dyrke det at være sammen med andre danskere, men at det er noget, der i stedet sker spontant.
Udover de mange nye netværk, de medfølgende hustruer opbyggede under udstationeringen, blev et eksisterende "netværk" kraftigt forstærket for alle i min undersøgelse, forholdet til kernefamilien. Ved udstationeringen var familien pludselig reduceret til kun at bestå af en kernefamilie, og kontakten til resten af familien i Danmark blev kraftigt svækket. På grund af afstanden var det ikke muligt at tage på familiebesøg i weekenden eller trække på familien, hvis børnene skulle passes. Det var for alle familierne noget, de skulle vænne sig til. Stort set alle talte om det positive i, at de i stedet fik et meget tættere forhold til hinanden i kernefamilien, og at det var en af mulighederne, de så ved udstationeringen. En medfølgende hustru fortæller om overvejelserne om forholdet til børnene:
"Ja det synes jeg, det synes jeg. Også måske specielt med den alder børnene har nu fordi, altså den store der er femten der, altså som sagt var han ikke meget hjemme. Når vi var derhjemme så farede han rundt med kammerater og har job et par gange om ugen, og går i klub om aftenen og sådan nogen ting så… vi er da helt klart kommet meget tættere på ham, efter vi er kommet her."
Som citatet illustrerer, var det specielt forældre med teenagebørn, der gav udtryk for, at de oplevede et ændret forhold til deres børn og følte, de kom meget tættere på dem.
I Danmark var de fleste børn selv taget af sted til sport og havde besøgt venner, men som nævnt under afsnittet "køn", var det mødrene, der kørte børnene rundt i Australien. Dette sammenholdt med at mødrene var mere hjemme, gav rig mulighed for, at de medfølgende hustruer kunne være mere sammen med børnene. Derudover var det ikke almindeligt, at børnene var sammen med kammeraterne efter skole. Om dette sagde en medfølgende hustru:
"Ja, det har jeg tænkt lidt på, at jeg er meget mere sammen med hende, end jeg ville være derhjemme. Men også fordi hun render ingen steder. Der, hvor hun boede før, der havde hun tre veninder på samme vej, så hun nåede lige ind med skoletasken og så ud og lege, så så jeg hende jo ik´ før hun skulle i seng, og det gør man heller ikke hernede. Dem hun går i klasse med, de bor jo langt fra hende, fordi det er langt fra skolen."
Som tidligere nævnt var den australske skoleform medvirkende til, at de medfølgende hustruer fik udvidet deres netværk og skabt kontakt til andre kvinder. Samtidig hermed ses det her, at måden, skolen er organiseret på, gør, at børnene ikke bor i nærheden af deres kammerater, og det kan dermed være besværligt for dem at opbygge venskaber udenfor skoletiden. I stedet er konsekvensen, at børnene bliver knyttet stærkere til deres forældre, da de var mere hjemme.
På trods af glæderne ved at få mere tid sammen med børnene udtrykte flere forældre, specielt dem med mindre børn, ulemperne ved at være reduceret til en kernefamilie. En medfølgende hustru fortalte om dette:
"… den lille detalje, at familien er derhjemme, synes jeg er et problem, specielt når du har børn. Også bare at du ikke har nogen babysitter, du kan ikke bare aflevere hende ovre hos dine forældre og sige "nå men vi går ud i aften" ik´? Eller bare i løbet af en dag…"
De udstationerede havde ikke familien i nærheden, og der var ikke i mulighed for at få familien til at tage over, hvis børnene skulle passes. I Australien var familien kun sig selv, og hvis forældrene skulle noget en aften, talte flere af de medfølgende hustruer om, at de ofte tog børnene med. Også på dette punkt brugte de udstationerede familien mere tid sammen. Der var også andre overvejelser omkring manglen på nærhed til familien i Danmark, og om hendes overvejelser på dette punkt fortalte en medfølgende hustru:
"Nogen gange er du selvfølgelig utrolig desperat for at have dem [bedsteforældrene] her… du bliver utrolig desperat for at de skal være sammen med deres bedsteforældre, de mister selvfølgelig meget der. Når du selv tænker tilbage på, hvad du har af minder fra din barndom, men… så længe børnene er glade for at være der, hvor de er, fordi hvis vores børn ikke var glade, så ville vi aldrig nogensinde være her."
Alle de medfølgende hustruer berettede om lignende overvejelser og bekymringer om den manglende kontakt til familien i Danmark. Udover at børnene ikke fik den samme kontakt til bedsteforældrene, som de ville have fået, hvis de ikke var taget til Australien, talte de medfølgende hustruer meget om deres eget savn over at være så langt væk fra Danmark. Specielt udtrykte de bekymringer om deres forældre i Danmark, som de sagde ikke blev yngre, og at de kunne opleve kvaler ved at være så langt væk fra dem, hvis der skete noget med dem.
For at kompensere for tab af netværk, både familie og venner, benyttede de medfølgende hustruer følgende "strategier"; de arbejdede mindre, ansatte en aupair eller opbyggede en "erstatningsfamilie".
Som jeg nævnte i kapitlet "arbejde", gav udstationeringen økonomisk mulighed for, at de medfølgende hustruer kunne arbejde mindre end i Danmark. En medfølgende hustru havde eksempelvis valgt kun at arbejde to dage om ugen, mens barnet var i børnehaven tre dage om ugen, og dermed få mulighed for at få en dag om ugen til sig selv. Om dette sagde hun:
"Altså det er jo ren luksus, men det er virkelig lækkert. Det betyder meget også fordi vi ikke har nogen forældre herude, du har ikke nogen, du bare kan efterlade hende hos. Så skal du betale i dyre domme for en babysitter, og det koster altså, vi giver tretten dollar i timen cirka, det løber jo hurtigt op."
For hende var løsningen at få barnet passet i en børnehave, mens hun havde fri. Med denne løsning kompenserede hun for de manglende muligheder for at kunne trække på et netværk af familie til at passe datteren. Det gav hende er frihed til at have tid til sig selv uden at skulle tænke på, hvad hun skulle finde på at lave med datteren. Hun have dermed også tid til at dyrke sport med veninderne eller gå på cafe.
To andre familier havde valgt en anden mulighed. De havde, som nævnt i kapitler "køn", valgt at udvide deres netværk ved at ansætte en aupair, der kunne træde til og passe børnene, hvis forældrene for eksempel skulle noget en aften.
Den vigtigste "strategi" for mange af de medfølgende hustruer, var de "familieforhold", der opstod mellem dem og andre, fortrinsvis danske udstationerede familier for at kompensere for fraværet af familien.
For en medfølgende hustru betød det gode forhold til en anden dansk familie, at der ind imellem var én, der ringede og tilbød at passe hendes datter en weekend, så hun og manden kunne lave noget for sig selv. For andre medfølgende hustruer var tilknytningen til andre udstationerede familier fra mandens branche meget vigtig. En kvinder fortalte:
"... man mangler familien, så vi er blevet meget ligesom en familien herned ik´. Vi ses til påskefrokoster og til alting ik´. Vi er også gode til at passe hinandens børn, sådan lidt familieagtigt ik´? Fordi vi ikke har nogen ik´. Vi har ikke bedsteforældrene til at træde ind her vel?"
Af mangel på familienetværket fejrede de, som nævnt tidlige i nærværende kapitel, danske traditioner sammen med andre udstationerede danskere i stedet for familien, som de ville gøre det i Danmark. Traditionerne blev tilpasset australske forhold, og sammen med "den nye familie" opstod nye traditioner. Eksempelvis talte alle, jeg interviewede om, at de i Australien ikke kunne vænne sig til at fejre jul. December er en del af den australske sommer, og der er ofte over 30 grader. For at skabe en form for julestemning havde flere af de udstationerede familier sammen påbegyndt en ny tradition:
"Så er der mange, der er begyndt på herude, at de laver sådan en tradition om vinteren herude, der laver de så jul i juni, det ved jeg ikke, om du har hørt om? Så tager de op i the Dandenongs, det har vi også prøvet, oppe i the Dandenongs, der har de mange restauranter, du ved, bjergene der ligger lige uden for byen, og de der restauranter holder så jul og serverer julemad. "
Juni er den australske vinter og i bjergene i Victoria (the Dandenongs), er der koldt på det tidspunkt på året, og der er til tider sne, og dermed skabte det vejrmæssigt den rigtige julestemning for danskerne.
Ovenstående afsnit viste forskellige eksempler på, hvordan udstationeringen er medvirkende til, at relationer/netværk ændres. Familienetværket bliver svagere, kernefamilien forstærkes, og helt nye netværk/erstatningsrelationer skabes ved hjælp af de nye mennesker, de udstationerede familier møder.
Samtidig med, at nye relationer opstår under udstationeringen, oplevede flere af de medfølgende hustruer problemerne med, at de nye netværk, de etablerer med andre udstationerede, blev nedbrudt. Som en medfølgende hustru udtrykte det svære ved konstant at skulle tage afsked med folk, man havde etableret gode relationer til:
"Nu havde vi nogen naboer herhenne, de var fra New Zealand, de var også bare udstationerede, vildt søde. Jeg blev simpelthen så gode venner med pigen der… hun havde også et barn…
Vi gik hjemme, jeg arbejdede to dage om ugen, og hun gik så hjemme ik´? Så vi lavede så mange ting sammen. Men de tog så hjem ik´? Og det er simpelthen så ærgerligt, man gider bare ikke når folk de forsvinder, man gider bare ikke starte helt forfra igen og lære folk at kende, det er altså også hårdt…"
De udstationerede familier er i en speciel situation, da de ikke er i Australien på permanent basis. For det første har det betydning i forhold til at opbygge venskaber med australierne, der har deres egne netværk og ikke altid er åbne overfor at skabe nye relationer med folk, der rejser igen. Ligeledes kan de medfølgende hustruer ikke regne med, at de erstatningsrelationer, der opstår under udstationeringen, varer ved under hele udstationeringen. Både de udstationerede familier i min undersøgelse, og de folk de møder, rejser ofte igen. Efter flere år i Australien bliver der flere og flere at sige farvel til, og et par af de medfølgende hustruer nævnte, at de ikke havde den store energi til at blive ved med at opbygge nye flygtige venskaber, da det var for hårdt.
I kapitlet Socialt netværk belyste jeg, hvor svært det var at sige farvel til venner og familie i Danmark og hvilke strategier de medfølgende hustruer benyttede for at opbygge nye sociale netværk. I dette afsnit udbygges disse emner med en diskussion af betydningen af sociale netværk, samt hvilke konsekvenser den nye form for netværksdannelse har for den medfølgende hustru.
De medfølgende hustruer oplevede store brud i deres sociale netværk under udstationeringen. Både ændringer i forhold til familie og venner i Danmark, som de fysisk fjernede sig fra, og det at forlade jobbet i Danmark. De Cieri et. al er inde på, at det specielt er de medfølgende ægtefæller, der oplever forandringer i deres sociale netværk (1991). Den udstationerede mand kom i stedet til Australien med et fast formål og havde kolleger på arbejdet. Samtidigt arbejder den udstationerede mand ofte længe, og der er mindre støtte for den medfølgende hustru at hente fra ham, når problemer skal håndteres (De Cieri et. al. 1991).
Derudover kan der ifølge Torbiörn være færre forventninger og krav til den medfølgende hustrus opførsel end til den udstationerede mand, og hun kan føle, det er sværere for hende at acceptere hendes rolle i de nye omgivelser som værende klare, naturlige og meningsfyldte. Måske finder hun det svært i det hele taget at etablere en sådan rolle (Torbiörn 1982).
Den medfølgende hustru skulle først til at finde ud af, hvad hun ville, og hvordan hun skulle gribe udstationeringssituationen an. I begyndelsen af udstationeringen gik tiden med at ordne de mange praktiske ting der var forbundet med flytningen, og flere af de medfølgende hustruer talte om, at de ikke havde overskud til også at være udadvendte og lære andre at kende. Da huset var indrettet og de store børn var kommet i skole, berettede mange af de medfølgende hustruer, at tomheden kom og frustrationerne over, hvad der nu skulle ske. Pascoe kalder dette for "nothing to do" syndromet, hvor det er svært at finde den mentale energi til at komme i gang (Pascoe 1992). Pascoe, der selv har prøvet at være medfølgende hustru, siger om situationen:
"The alternatives, in those early days as an accompanying spouse, seemed limited to over-eating, crying, throwing things at the television set… desperately feeling like my world had collapsed. I had forgotten altogether that my friends thought I was the luckiest woman alive". (Pascoe 1992:78)
Langsomt fandt de medfølgende hustruer overskuddet til at være mere udadvendte og tage initiativ til at lære andre at kende. Også Pascoe er inde på vigtigheden af at motivere sig selv ved at begynde at føle sig hjemme og anerkende, at det land, man er kommet til, ikke er et transitsted. For hende er det vigtigt at acceptere, at man ikke er hjemme og i stedet prøve at få hjemveen på afstand, samt lade være med at fokusere på ting der ikke er til at ændre, såsom at man ikke har sit gamle job, eller at familien er langt væk (Pascoe 1992). Der er ifølge Pascoe (1992) to roller man kan vælge, når man rejser ud; som den kølige tilskuer eller den aktive deltager, og ligesom de medfølgende hustruer i min undersøgelse foretrækker hun den aktive rolle.
For at lære andre at kende og opbygge et nyt socialt netværk i Australien var der blandt de medfølgende hustruer to overordnede "strategier" for, hvor de mødte andre; enten gennem børnene eller gennem den udstationerede mands arbejde.
Alle familierne i min undersøgelse havde børn, som på tidspunktet for feltarbejdet var 3-15 år, og som nævnt tidligere gav specielt skoleformen rig mulighed for at komme i kontakt med andre mødre. Der var eksempelvis skolesamlinger en gang om ugen, hvor forældrene var tilstede og lavede noget sammen bagefter, og mødrene hentede deres børn efter skole
At opbygge netværk gennem den udstationerede mands arbejde var primært vigtigt i starten af udstationeringen. Det var ofte den første kontakt til andre, som den medfølgende hustru fik, og flere talte om, at de andre medfølgende hustruer var gode til at tage imod dem, og følte en forpligtigelse overfor de nye kvinder, der kom. For flere var det venskaber, der stadig varede, efter de også havde lært andre at kende og havde boet i Australien i flere år.
At netværk igennem den udstationerede mand er meget vigtig bekræfter, hvad jeg kom frem til i kapitlerne "køn" og "arbejde". Mandens arbejde betyder meget under udstationeringen, først og fremmest på grund af, at arbejdet var selve grunden til udstationeringen. Dette er også medvirkende til, at den medfølgende hustru indretter sig efter dette. Det er hende som tager sig af børnene og de huslige pligter, og der skabes for mange af familierne en skarpere arbejdsfordeling, end de havde haft i Danmark.
Hvis den medfølgende hustru ønsker at arbejde under udstationeringen, bliver også det passet ind efter mandens arbejde og resten af familiens behov. Bemærkelsesværdigt er det, at ingen af de medfølgende hustruer i min undersøgelse valgte at arbejde igen på grund af muligheden for at kunne udbygge deres netværk, og skabe det igennem egne kontakter. Ingen af de medfølgende hustruer nævnte, at det var igennem deres arbejde, at de opbygger venskaber.
Under udstationeringen skabes der for de medfølgende hustruer nye og andre typer netværk end i Danmark. Typisk ville hun i Danmark få et netværk gennem sit arbejde, mens det i Australien sker igennem mandens firma og børnene. For de udstationerede mænd er der ikke sket den store ændring i, hvordan de opbygger netværk, deres primære måde at møde folk og opbygge venskaber på er stadig gennem deres arbejde. Måden at skabe kontakt på giver en stor forskel i mænds og kvinders netværk og hvad og hvem, de trækker på. For den medfølgende hustru indebærer det en anden måde at skabe sig en identitet, da hun hele tiden skaber netværk i kraft af andre og ikke sig selv.
Uanset hvordan sociale netværk opbygges, er venskaber ifølge De Cieri et. al. vigtige faktorer for tilfredshed med udstationeringen. Det samme er et godt forhold til familien (1991:405-407). Som nævnt tidlige talte mange af de medfølgende hustruer i undersøgelsen om, at de havde fået et meget tættere forhold til deres børn under udstationeringen. De tilbringer mere tid sammen med børnene, da de arbejder mindre end i Danmark og er med dem til sport.
Torbiörn nævner desuden, at der er god grund til at tro, at familiesolidariteten stiger under en udstationering, da familien vil stå overfor nogenlunde samme problemer og vigtige beslutninger træffes i fællesskab. Derudover repræsenterer de ofte en homogen enklave i omgivelser, der kan synes fremmede (Torbiörn 1982). Som tidligere nævnt i nærværende opgave, er familien reduceret til en kernefamilie, og som en medfølgende hustru sagde:
"Svar: ...man kører ikke lige ud til sin mor torsdag eftermiddag og bruger tid på det, det kan man ikke her. Man besøger ikke folk andet nærmest i weekenderne her, med mindre de bor lige ved siden af. Jeg bruger ikke lige så meget tid på andre mennesker som jeg gjorde hjemme.
Spørgsmål: Så det giver også et andet familieforhold?
Svar: Ja. Vi mangler så bare faren i forholdet. Han må jo komme når det passer ham".
Som det fremgår af citatet er de ændrede familieforhold medvirkende til, som også De Cieri et. al. er inde på, at familien bliver tættere knyttet under udstationeringen, men at forholdet forældrene imellem godt kan blive spændt, fordi manden ofte skal arbejde meget (De Cieri et. al. 1991:408). Som jeg ser, det kan man tale om, at den tid man bruger på en´ form for netværk i familien bliver styrket; forholdet mellem den medfølgende hustru og børnene, mens hustruens og børnene forhold til den udstationerede mand bliver svækket, da der er andre præmisser for at være sammen som familie.
For at kompensere for de svækkede netværk til familien i Danmark finder de medfølgende hustruer "erstatningsfamilier" i form af andre danske udstationerede familier, der heller ikke har familien omkring sig til fødselsdage og danske højtider. En medfølgende hustru fortalte:
"Du får en ny familie omkring de venner, som du har, men du vil typisk, især når det er to danskere, der er gift, se, at de går ud og har en del danske venner, fordi de har samme baggrund. Vi har også australske venner, men vi har også mange danske."
En anden kom med en lignende pointe:
"Men jeg vil sige det der var sådan mest er, at man mangler familien, så vi er blevet meget ligesom en familien herned ik´. Vi ses til påskefrokoster og til alting ik´. Vi er også gode til at passe hinandens børn, sådan lidt familieagtigt ik´, fordi vi ikke har nogen ik´. Vi har ikke bedsteforældrene til at træde ind her vel?"
Den "sociale støtte" som sådanne, og tidligere beskrevne netværk, gør, ifølge De Cieri et. al., at man fysisk og følelsesmæssigt er bedre rustet til udstationeringen. Social støtte indbefatter venskaber, der er dybere end overfladiske bekendtskaber, folk som er villige til at hjælpe (De Cieri et. al 1991:386-388). Det er sådanne venskaber de medfølgende hustruer har omtalt i tidligere kapitler. Venner, der ringer og tilbyder at passe børnene en weekend, eller danskere som man deler frustrationer og glæder med, og får et tættere forhold til, som de ikke syntes at kunne finde med australierne. Pascoe (1992) er inde på, at det er vigtigt at få gode venner under udstationeringen, da det kan løse mange problemer og være en slags sikkerhed. Det kan være venskaber, der opstår spontant eller pga. fælles interesser eller stadier i livet (Pascoe 1992).
Som med de medfølgende hustruers netværk i Danmark der blev svækkede ved udstationeringen, talte flere af de medfølgende hustruer om, at de desuden blev nødt til at tage afsked med folk, de havde mødt i Australien. De fandt det svært at sige farvel til nye venskaber, der var opstået, og fandt det derudover anstrengende at skulle lære nye at kende. Både Finch (1983) og Pascoe (1992) taler om det svære i at miste gode venner. Pascoe er af den mening, at mange udstationerede beskytter sig ved kun at være venner med andre folk, der også rejser igen. På den måde bliver de ikke alt for knyttet til andre (Pascoe 1992). Indrykket, jeg fik under udstationeringen, var et andet. I stedet søgte de medfølgende hustruer sammen med andre medfølgende hustruer, da de havde samme baggrund og dermed et fællesskab. Som Gullestad siger: "Man er ikke indstillet på at søge kontakt med hvem som helst, men søger at finde venner, der deler ens interesse og grundlæggende værdier og holdninger; det er vigtigt at passe sammen." (Gullestad in Plate 2000:108).
Formålet med opgaven har været at undersøge, hvordan det er at være medfølgende hustru til en dansk udstationeret i Australien. Jeg har gennemgået forskellige aspekter af de medfølgende hustruers liv, der bliver berørt under udstationeringen, grupperet under tre centrale emner; køn, arbejde og socialt netværk. Til at konkludere på de resultater jeg er kommet frem til, har jeg valgt at benytte en model fra De Cieri et. al. (1991), der omhandler den psykologiske indflydelse, udstationering har på de udsendte.
Ifølge De Cieri et. al (1991) gennemløber de udsendte familier ofte følgende fire faser: Fase 1. benævner de "honeymoon" og denne ligger i starten af udstationeringen, hvor alting er nyt og positivt og forventningerne til udstationeringen er høje. De medfølgende hustruer i min undersøgelse bruger i begyndelsen af udstationeringen megen tid på at skabe en base for den udstationerede mand og børnene og tager sig af størstedelen af de mange praktiske opgaver, der følger med en flytning til udlandet. Desuden oplever alle de medfølgende hustruer i min undersøgelse et skift i rollefordelingen i forhold til deres udstationerede mænd og deres børn. Alle de medfølgende hustruer er i starten af udstationeringen hjemmegående, og der er en skarpere arbejdsfordeling i hjemmet end tidligere. Derudover oplevede alle kvinderne i min undersøgelse, at det i Australien var normen, at børnene blev hentet og bragt til og fra skole og sport, samt at det ofte var kvinderne der stod for de huslige pligter og kørslen med børnene.
Langt de fleste medfølgende hustruer, jeg talte med, udtrykker tilfredshed med de ændrede roller og begrunder arbejdsfordelingen med, at manden har meget længere arbejdsdage end i Danmark. Desuden giver rollefordelingen mere tid sammen som familie, da de huslige pligter er lavet, når den udstationerede mand kommer fra arbejde. Forholdet imellem den udstationerede mand og den medfølgende hustru bygger på equity, som jeg tidligere har nævnt i opgaven, hvor begge parter føler, at de yder lige så meget til forholdet, som de får igen. Det, den udstationerede mand bidrager med, er, at det er hans fortjeneste, at familien har fået muligheden for at blive udstationeret, og det er ham, der arbejder fuldtid og forsørger familien. Det, han får igen, er muligheden for at koncentrere sig 100% om jobbet, da den medfølgende hustru sørger for de praktiske pligter. For den medfølgende hustru i undersøgelsen er fordelene, at hun har økonomisk frihed til at bruge tid på ting, hun ellers ikke ville have mulighed for i Danmark, som at kunne gå hjemme med børnene. Det, hun bidrager med, er, at hun er den faste base, der holder familien sammen og ordner de praktiske pligter i huset. Selvom ydelserne er af forskellige typer, er begge parter tilfredse.
Samtidig med glæden ved at være hjemmegående oplever de medfølgende hustruer kvaler ved at sige jobbet op i Danmark. Stort set alle de medfølgende hustruer vælger i begyndelsen af udstationeringen at tage orlov fra jobbet i Danmark med begrundelsen, at så har de noget i baghånden, hvis udstationeringen skulle blive afbrudt før tid. Efter en tid i Australien får de igen lyst til at arbejde. Dette tidspunkt kan sammenlignes med Fase 2. som De Cieri et al. (1991) beskriver som "festen er slut", hvor man er negativt stemt overfor omgivelserne (pp.379). Flyttekasserne er pakket ud, og det praktiske er i orden. Stort set alle de medfølgende hustruer i min undersøgelse oplevede en lyst til at arbejde igen. Mange af kvinderne begrundede dette med lysten til nye udfordringer og voksenkontakt. Desuden var de kvinder, der regnede med at vende tilbage til Danmark indenfor 1-3 år, bevidste om, at de skulle have noget at byde en kommende arbejdsgiver. Dansk kontekst trækkes ind samtidig med, at de medfølgende hustruer bliver påvirket af australske normer for kvinder og arbejde, der bl.a. giver de medfølgende hustruer mulighed at arbejde deltid og dermed have megen tid sammen med børnene samtidig med, at de får opfyldt behovene for udfordringer og voksenkontakt. På samme måde som de australske familier tilpasser den medfølgende hustru desuden sit arbejde til familien, og den prioriterede rækkefølge kommer til at hedde: mandens arbejde – familien - kvindens arbejde. De medfølgende hustruer udtrykker stor tilfredshed med at arbejde på (familiens og) australske præmisser. Dette kan sammenlignes med hvad De Cieri et. al. (1991) kalder Fase 3. eller "vende punktet", hvor de medfølgende hustruer i forfatternes undersøgelse vænner sig til værtskulturen. Ingen af de medfølgende hustruer, jeg talte med, nævnte deres arbejde som en mulighed for at opbygge socialt netværk. I stedet var de to vigtigste strategier for socialt netværk enten igennem den udstationerede mand eller børnene. Netop små børn er også ifølge Pascoe en nem måde at komme ind i et nyt samfund på (Pascoe 1992). Fra i starten at have været ensomme og frustrerede oplevede de medfølgende hustruer, at de hurtigt lærte folk at kende igennem børnene, hvor det hurtigt rygtedes på skolen, at man var forælder til en nyt udenlandsk barn på skolen. Morgensamlinger og kørsel til sport gav god mulighed for at lære andre at kende. Alle mine informanter beskrev australiere som meget åbne, venlige og afslappede, men svære at "komme dybere ind på livet af". Desuden havde australierne allerede egne sociale netværk, hvilket kan være medvirkende til, at de ikke altid var åbne overfor at lære nye at kende, som kun var i Australien for en begrænset periode.
En anden vigtig måde at opbygge sociale netværk på er gennem den udstationerede mand. Specielt i den første tid i Australien nævnte de medfølgende hustruer, at kontakten til andre udstationerede hustruer var en nem måde at få kontakt til andre på. Desuden havde de selv prøvet at være nye og tog godt imod de medfølgende hustruer i min undersøgelse. Mandens arbejde betyder dermed meget for det sociale netværk under udstationeringen. Desuden oplever de udstationerede familier alle, at relationen til kernefamilien bliver styrket. Specielt í familier med teenagebørn taler forældrene om, at de får mere tid sammen med deres børn. Dog mangler de kontakten til familien i Danmark, og specielt familier med små børn taler om, at de savner at have bedsteforældrene i nærheden til at tage over og passe børnene.
For at kompensere for tabet af kontakten til familien i Danmark opstår erstatningsrelationer. Flere af de medfølgende hustruer taler om, at det er vigtigt at have nogen, der ringer og spørger, om de kan passe børnene en weekend, og som de kan kontakte, hvis de har problemer. De Cieri et. at. (1991) er også inde på at folk, der har "social støtte", er fysisk og følelsesmæssigt bedre rustede end andre til at komme gennem fase tre og ind i fase 4 som de benævner "healthy recovery". Social støtte indbefatter venskaber, der er dybere end overfladiske bekendtskaber, at have folk i omgangskredsen der er villige til at hjælpe (De Cieri et. al 1991:386-388). Samtidig med at de udstationerede familier skaber nye, dybe venskaber opstår desuden nye traditioner. Danske traditioner som jul bliver til jul i juni, hvor der i Australien kan opleves kulde og sne i bjergene. Det er specielt for udstationerede familier, der har boet i Australien i mange år, at venskaber med andre danskere er i orden. For dem ,der kun var i Australien i få år, var det i stedet noget, de ville undgå. De gav udtryk for, at de ikke var kommet til Australien for at lære andre danskere at kende.
I indledningen var jeg inde på, at der i litteraturen om udstationering ikke var skrevet meget om den medfølgende ægtefælle. I nærværende opgave har forsøgt at dække dette hul, da jeg har vist et mønster for oplevelser og konsekvenser af udstationering.
Arildsen, B., Faaborg, O., Flensted, R. (1991): Across Cultures – cultural management! Systime, Danmark
Bernard, R.H. (1994) "Unstructured and Semistructured interviewing" in Bernard, R.H. Research Methods in Anthropology (Second Ed.), Sage, pp.208-236
Bernard, R.H. (1995) "Participant Observation" in Bernard, R.H. Research Methods in Anthropology. Walnut Creek: Sage, pp.135-164
Bittman, M (1997) in Wolcott, I: "Chap. 8 Work and Family" in Australian family profiles: social and demographic. Australian Institute of Family Studies.
Christensen, M.(1996): Nutidsnomader. Mellemfolkeligt Samvirke.
leCompte, M. D. and Preissle, J. (1993): Ethnography and Qualitative Design in Educational Research (Second Edition). Academic Press, Inc.
leCompte, M. D. & Schensul, J. J. (1999): Designing & conducting ethnographic research. Altamira Press.
Dansk Industri (2000a): Håndbog om udstationering – for medarbejder og familie. Dansk Industri.
Dansk Industri (2000b): Vejledning om udstationering – for virksomheden. Dansk Industri.
Dansk Institut for Personalerådgivning (1991): På vej til udstationering. Vejledning og checkliste for medarbejdere, der skal udstationeres.
De Cieri, H., Dowling, P. J. and Taylor, K. F. (1991): "The psychological impact of expatriat relocation on partners" in The International Journal of Human Resource Management, 2:3 December pp.377-412
Dempsey, Kenneth. C. (1999): "Attempting to Explain Women´s Perceptions of the Fairness of the Division of Housework", Journal of Family Studies, Vol. 5, No. 1, April 1999, pp.3-24
Finch, J. (1983): Married to the Job. Wives’ Incorporation in Men’s Work. George Allen & Unwin Ltd. London
Fish, A. & Wood, J. (1997): "Managing spouse/partner preparation and adjustment," in Personnel Review. Vol.26 No.6. pp. 445-466
Fowlkes (1983) in Finch, J.: Married to the Job. Wives’ Incorporation in Men’s Work. George Allen & Unwin Ltd. London
Fromm, B. og Larsen, F. F. (1993): Arbejde i udlandet/udstationering. Ledernes Hovedorganisation
Gertsen, M. (1988): Expatriate Selection and Intercultural Training. Institute of International Economics and Management, Copenhagen School of Economics and Business Administration.
Gullestad, M in Plate, C. (2000): Sociale netværk - Et sundhedsfremmende perspektiv. Munksgaard
Hammersley, M. & Atkinson, P. (1995): "The process of analysis", in Hammersley & Atkinson: Ethnography. Principles in practice. Routledge, New York. Chap. 8: pp.205-238
Hofstede, G (1980): "Motivation, Leadership and Organization: Do American Theories Apply Abroad," in Pugh. D. S. (ed.) Organization Theory. Selected Readings. London: Penguin 1997, pp.223-250
Hofstede, G. (1991): Kultur og organisationer – Overlevelse i en grænseoverskridende verden. Schultz
Kvale, S. (2000) InterView. En introduktion til det kvalitative forskningsinterview. København: Hans Reitzels Forlag
Leonard, M. (2001): "Old wine in new bottles? Women working inside and outside the household". Women´s Studies International Forum, Vol.24, No.1, pp.67-78.
Lupton, D. & Schmied, V. (2002): "'The right way of doing it all': First-time Australian mothers´ decisions about paid employment". Women´s Studies International Forum, Vol. 25, No.1, pp.97-101.
Mortensen, Frank (2002) Clipper Group Denmark
Mulholland, K (2001) in Leonard, M.: Old wine in new bottles? Women working inside and outside the household. Women´s Studies International Forum, Vol.24, No.1, pp.67-78.
Nordic Statistical Yearbook 1999 i Center for Ligestilling http://www.celi.dk/statistisk/Stat2-%7E1.xls
Pascoe, R (1992): Culture Shock! Successful living abroad. A wife´s Guide. Time Editions Pte Ltd.
Pascoe, R. (1993): Culture Shock! Successful living abroad. A Parent's Guide. Times Editions Pte Ltd
Plate, C. (2000): Sociale netværk - Et sundhedsfremmende perspektiv. Munksgaard
Rubow, C (2000): Hverdagens teologi, Folkereligiøsitet i danske verdener. Forlaget ANIS, København
Sanjek, R. (1990): "On Ethnographic Validity" in Fieldnotes: The making of Anthropology, Sanjek, R. London: Cornell University Press. pp.385-418
Schjelde, T. (1997): Udstationeringsprocessens facetter – En kvalitativ undersøgelse. Cand. Merc. Hovedopgave fra Handelshøjskolen i Århus.
Shannon, L.(1995): Se, der går en kamel. Håndbog for danskere i udlandet. Forlaget Pressto, Sønderborg
Sharp, I. (2000): Culture Shock! A Guide to Customs and Etiquette. Australia. Kuperard, London
Skovbro, C. (1996): Udstationering, en vejledning for virksomheder. Dansk Management Forum
Solomon, C. M. (1994): "Success abroad depends on more than job skills" in Personnel Journal, April, Vol. 73 Issue 4, pp.51-61
Torbiörn, I. (1982): Living abroad. Personal Adjustment and Personnel Policy in the overseas Setting. John Wiley & Sons Ltd.
Trompenaars, F. & Hampden-Turner, C. (1998): Ledelse over landegrænser – sådan takles kulturforskelle. Børsens Forlag, København K
Tung, R. L. (1997) in Schjelde, T.: Udstationeringsprocessens facetter – En kvalitativ undersøgelse. Cand. Merc. Hovedopgave fra Handelshøjskolen i Århus.
Udenrigsministeriet. Sekretariatet for Udenrigshandel (2000): Datterselskaber i Australien. Udenrigsministeriet. Sekretariatet for Udenrigshandel
Wadel, C.(1991): Feltarbeid i egen kultur. SEEK A/S Flekkefjord.
Wolcott, I. (1997): "Chap. 8 Work and Family" in Australian family profiles: social and demographic. Australian Institute of Family Studies.
1 "at de skulle være danske udstationerede, udsendt for danske virksomheder på en udstationeringskontrakt eller, hvis de var overgået til lokal kontrakt, og stadig følte sig som udstationerede".
2 Præsten var eneste undtagelse, da han tilknyttet både Sydney og Melbourne og boede fast i Sydney.
3 En beskrivelse af danskerklubberne følger i kapitler "Socialt netværk" sammen med en analyse af informanternes brug af klubberne.