Miljø-NGO'er i Chile - mellem marked og borgerdeltagelse
En analyse af toneangivende miljø-NGO'er i Chile
Lasse Juul-Olsen
Feltrapport, Afdeling for etnografi og socialantropologi, Aarhus Universitet, Januar 2000
|
To download, print, or bookmark, click: http://www.anthrobase.com/Txt/J/Juul-Olsen_01.htm. |
1.
Indledning
1.1 Rapportens disponering
1.2 Faktuelle situation i Chile anno 1999
2.
Datagrundlag
2.1 Introduktion til felten
2.2 Adgang til felten
2.3 Min rolle og position
2.4 Forhold til informanter
2.5 Anonymitet og etik
2.6 Sprog
3. Materiale
3.1 Generelt
3.2 Desk research - litteratur
3.3 Semistrukturerede interviews
3.4 Informelle og ustrukturerede interviews
3.5 Deltagerobservation
4. Analytiske overvejelser og redskaber
4.1 Feltforberedelsesrapport og hypoteser
4.2 Teori - Grounded Theory
4.3 Definitioner af koncepter og termer
4.4 Databearbejdning
4.5 Valideringsgrundlag
4.6 Segmentering af informanter
5. Miljø-NGO'erne i Chile
5.1 Baggrund
5.2 De fysiske rammer
5.3 Recession i en vækstøkonomi
5.4 Miljø-NGO holdninger og målsætninger ud fra to koncepter
5.5 Kategorisering af NGO'ere - et kontinuum
5.6 Inspiration
6. Miljø-NGO'ernes praksis
6.1 Introduktion af andre informanter
6.2 NGO'ernes interne forhold og arbejde
6.3 Relationerne mellem miljø-NGO'erne
7.
Miljø-NGO'erne i en markedsliberal økonomi
7.1 Den økonomiske model
8. Konklusion
8.1 Anbefalinger
Appendixer
Appendix 1: Forbruger- og miljøorganisationer i Santiago de
Chile
Appendix 2: Interviewguide
Appendix 5: Et historisk og organisatorisk indblik i miljøarbejdet i Alto Bío
Bío
Appendix 6: Kommentarer til spanske udgave af feltrapporten
Appendix 3 og 4 er ikke af særlig stor betydning og da de fylder meget er de skåret væk fra siden. Rapporten er tilgængelig på spansk på http://www.ongs.mobilixnet.dk/. For kommentarer, send mig en mail på lasse@arctic-expeditions.dk.
Denne rapport handler om toneangivende miljø-NGO'er i Chile og er baseret på et 6 måneders feltarbejde foretaget 1. halvår af 1999. Med miljø-NGO'er menes de NGO'er, der i deres målsætninger og arbejde lægger særlig vægt på miljøperspektiver, mens der med toneangivende menes de miljø-NGO'er, der træder særligt frem i det chilenske samfund gennem medier (blade, aviser, TV & internet) og aktioner, og som samtidig har stor betydning indenfor miljø-NGO-verdenen.
Formålet med rapporten kan deles op i to niveauer. For det første er det intentionen, at rapporten skal give en bred karakteristik af miljø-NGO'erne. De væsentligste problemstillinger er blevet udvalgt efter en indledende eksplorativ undersøgelse. Således skildres deres udvikling, inspirationskilder, interne forhold og relationerne mellem miljø-NGO'erne. For det andet er det formålet at undersøge hvordan miljø-NGO'erne tilpasser sig den aktuelle økonomiske model - for på baggrund af denne undersøgelse at formulere nogle generelle forslag til, hvordan miljø-NGO'ernes vilkår og virke kan forbedres.
I rapporten bliver det belyst, hvordan disse NGO'er opererer i spændingsfeltet mellem marked og borgerdeltagelse. For at belyse hvordan miljø-NGO'erne konstituerer sig i dette spændingsfelt, har jeg undersøgt forskellige forhold omkring miljø-NGO'erne. Heriblandt deres målsætninger, deres økonomiske situation, og deres inspirationskilder. Endvidere belyser rapporten miljø-NGO'ernes interne forhold, hvor der blandt andet fokuseres på NGO strukturerne og de ansattes arbejdsforhold. Relationerne mellem miljø-NGO'erne bliver undersøgt i rapportens senere del.
Et centralt spørgsmål i feltarbejdet har været, hvordan den økonomiske model i Chile påvirker miljø-NGO'erne. Med den økonomiske model refereres til den model, der danner grundlag for landets økonomiske styring, og som ifølge informanterne er neoliberal (se mere i kapitel 5).
I rapportens afsluttende del argumenteres der for, at NGO'erne på en række områder har tilpasset sig til den nuværende økonomiske model, og at denne tilpasning har konsekvenser for flere af miljø-NGO'ernes handlemåder og fokuseringer.
Mange informanter har rettet skarp kritik mod miljø-NGO'erne. Rapporten ser nærmere på denne kritiske indstilling.
I de indledende kapitler (2, 3 og 4) fremlægges mit datagrundlag samt metodiske og analytiske overvejelser. Derefter introduceres miljø-NGO'erne generelt i kapitel 5 og de beskrives og placeres i et kontinuum bygget på to parametre; borgerdeltagelse og den økonomiske model. I forlængelse heraf præsenteres et afsnit om NGO'ernes inspirationskilder. I Kapitel 6 undersøges NGO'ernes interne forhold og relationerne mellem NGO'erne. Herefter evalueres den økonomiske model´s påvirkning af NGO'erne (kapitel 7). Der rundes af i konklusionen med en opsummering af rapportens resultater. I konklusionen fremlægges endvidere en række anbefalinger til hvorledes en progressiv udvikling kan fremmes.
Først vil jeg dog kort skitsere den generelle situation i Chile.
Ifølge informanterne er Chile et land, som er meget præget af globale tendenser og udviklinger. På forbrugsområdet følger landet de vestlige trends, og markedet domineres af et stort antal multinationale virksomheder. Det er således det land i verden, hvor der for eksempel er flest bilmærker i handelen. Størstedelen af befolkningen bliver af informanterne fremstillet som positivt stemte overfor globalisering og udvikling per se. Men disse globaliseringstendenserne står ifølge informanterne i kontrast til den meget katolske og konservative moral, der ligger til grund for lovgivningen, og som blandt andet udmønter sig i forbud mod abort og skilsmisser.
Kontraster præger mange beskrivelser af det chilenske samfund. Det gælder beskrivelser af den sociale stratifikation, hvor kontrasterne mellem rig og fattig bliver karakteriseret som meget skarpe, men de er ligeledes voldsomme i det politiske liv, der har båret præg af polarisering igennem de seneste årtier.
Chile er et land i transition fra diktatur til demokrati. Den nuværende chilenske konstitution dateres tilbage til 1980, hvor den blev introduceret af general Augusto Pinochet. Denne konstitution legitimerer tilstedeværelsen af en række livstids-senatorer i det chilenske overhus, der sammen med højrefløjens senatorer indtil videre har formået at bremse for omfattende systemforandringer. Sagen mod Augusto Pinochet har øget opmærksomheden på diktaturet og den endnu ikke fuldbyrdede transition mod demokrati. Regeringssammenslutningen La Concertación har 4 gange forsøgt at ændre forfatningen, sidst ved at foreslå folkeafstemning om emnet, men alle forslagene er blevet afvist af overhuset.
Under militærdiktaturet blev miljøhensyn i stor stil tilsidesat for den økonomiske vækst. Den neoliberale økonomiske model, som blev indført i midten af 1970erne, skulle gives så mange incitamenter som muligt, og miljøtemaet var slet ikke på dagsordenen. Den økonomiske model er ikke blevet ændret nævneværdigt i 1990erne, og økonomien baseres hovedsageligt på eksport af naturressourcer såsom fisk, mine- og skovprodukter. Konsekvenserne har været så omfattende, at Chile sidste år blev placeret på en kedelig 3.plads over lande, der har ødelagt flest af deres naturressourcer (iflg. WWF). Landet kæmper tillige med en voldsom luftforurening i flere af de største byer. Hovedstaden Santiago med 6 millioner indbyggere er netop for første gang blevet udnævnt til den mest forurenede by i verden.
Overgangen til demokrati i 1990 markerede begyndelsen på en holdningsændring til miljøet. I 1994 fik Chile sin første egentlige miljølov, Ley de Bases del Medio Ambiente. Siden da er miljøtemaet blevet mere og mere tydeligt i det chilenske samfund, og det har for eksempel været med på alle præsidentkandidaternes valgprogrammer til parlamentsvalget i december 1999. Økonomisk vækst prioriteres dog stadig højere end miljøet. Den nuværende præsident Eduardo Frei Ruiz-Tagle har således udtalt, at miljøhensyn ikke skal få lov til at standse den økonomiske udvikling.
En del NGO'er i Chile arbejder for at forbedre miljøforholdene og sætte miljøtemaet på den offentlige dagsorden. De refererer til sig selv som miljø-NGO'er. Flere af disse udspringer af sociale NGO'er, men har nu miljøtemaet som omdrejningspunkt. Termen NGO betyder almindeligvis "Non Governmental Organisation", men bliver i Chile mere inklusiv da der kan refereres til såvel "Non Governmental Organisation" som Non Governmental Organisme". Dette forhold uddybes i kapitel 4.
Alle miljø-NGO'erne er som udgangspunkt imod den aktuelle økonomiske model. Den model der henvises til, er den overordnede økonomiske model for det chilenske marked. Den er ifølge informanterne neoliberal, og bliver tillagt uhyre negative konnotationer. Flere hævder at modellen har forandret det chilenske samfund i individualistisk og atomistisk retning. NGO'ernes opfattelse er interessant, også fordi de tilsyneladende er eksponenter og katalysatorer for social deltagelse i samfundet. NGO'ernes belysning af en række utilstrækkeligheder i det chilenske samfund har dog blot været en lille del af de samlede protester der i perioden for feltarbejdets udførelse prægede dagsordenen i Chile. I løbet af 1. halvår af 1999 blev det stadig mere tydeligt at den chilenske jaguar-økonomi skrantede, påvirket af den Østasiatiske krise. Arbejdsløsheden voksede og havnearbejdere gik i strejke. Universitetsstuderende blokerede i flere måneder for undervisningen på grund af besparelser.
Den langvarige tørke fortsatte og den overvejende hydroelektriske energiforsyning havde ikke kapacitet til at dække behovet. I stedet for at købe relativt dyr elektricitet af Argentina valgte det private elselskab at betale de forholdsvis lave bøder og i perioder operere med timelange daglige strømafbrydelser til folks store irritation.
I den sydlige del af Chile iværksatte det indfødte folk Mapuche en opstand. De besatte store skovarealer og erklærede dem for rekupererede. Gennem et utal af landbesættelser, demonstrationer og marcher fik de pressens og politikernes bevågenhed.
Informanterne påpeger, at der i perioden for feltarbejdet udførelse var flere konflikter i samfundet end normalt. Koncentrationen af konflikter forklares med, at 1999 er et valgår i Chile (præsidentvalg i december), og at man med konflikterne ønsker at rette politikernes opmærksomhed mod nogle specifikke sager i samfundet.
I disse afsnit præsenteres en række metodiske og etiske temaer til belysning af baggrunden for mine empiriske erfaringer. Feltarbejdets data er bundet af subjektive forhold. For en forståelse og vurdering af feltrapportens resultater er det derfor essentielt at metodiske teknikker og arbejdsvilkår er tilgængelige. Forholdet til informanterne, og måden interviewene forløb på, har haft stor betydning for de fremkomne data og de valgte analysemetoder.
Jeg traf beslutningen om at udføre feltarbejdet i Chile i begyndelsen af 1998, på baggrund af flere overvejelser. Jeg ønskede at fokusere mit feltarbejde på et dynamisk og aktuelt felt, hvor jeg kunne anvende nogle af de erfaringer, jeg har fra udviklingsstudier i England og en fortid i miljøbevægelsen i Danmark. Mit kendskab til spansk og en kortere rejse i landet i 1993, hvor jeg blaffede rundt en god måneds tid og derigennem fik et overfladisk indtryk af chilenerne og særligt deres gæstfrihed, var medvirkende til at valget faldt på Chile. Det er et land, hvor den neoliberale økonomiske model har påvirket store dele af samfundslivet og fået intellektuelle til at tale om social atomisering (Garcés 1995, Moulian 1997). Hvor forbruget fremstilles som værende af stor betydning for individerne, og hvor den økonomiske vækst samtidig har været eksemplarisk høj. Men efter 16½ års diktatur og næsten 10 års transition har landet endnu ikke et velkonsolideret demokrati, og miljøproblemerne tårner sig i disse år op. Jeg ræsonnerede, at det kunne være interessant at undersøge miljø-NGO'erne, der for at overleve skal kende og anvende nogle af de spilleregler, som den økonomiske model sætter, mens de på samme tid tager afstand fra selvsamme regler.
Jeg fik i forberedelsesfasen kun sparsomme oplysninger om miljø-NGO'er i Chile. På danske biblioteker var der ikke megen hjælp at hente, og den danske bistand til Chile ophørte for flere år siden. I stedet fik jeg gennem ambassaden i Chile og en chilener bosiddende i Danmark adgang til en række adresser på internettet. Via disse kom jeg i kontakt med flere miljø-NGO'er. Efter at have lokaliseret de første miljø-NGO'er, var det ikke svært at finde frem til flere NGO'er via links. Jeg sendte dem henholdsvis mails og breve med en kort beskrivelse af projektet og ansøgning om interviews. Den respons jeg modtog var positiv, men til gengæld var det kun 20% af NGO'erne der svarede. Efter ankomsten til Santiago skrev jeg igen til alle NGO'erne og bad om bekræftelse på de kommende interviews. Jeg fik kun få tilbagemeldinger, men alle var positive. Det var indledningen til en lang periode med opsøgende arbejde, hvor jeg rejste Santiago tynd, troppede op på NGO'ernes lokaliteter og bad om interviews. Det skete efter anbefaling fra min behjælpelige husvært, der belærte mig om almen omgang med chilenere.
Gennem denne tidskrævende metode fik jeg efterhånden tilsagn om interviews i samtlige NGO'er - og i 9 ud af 10 tilfælde med lederen. Jeg vil i den resterende del af rapporten benytte termen leder om den højstrangerende person i en NGO. De fleste ledere havde titlen præsident eller direktør, men jeg har valgt ikke at benytte disse termer, fordi de på dansk har mere hierarkiske konnotationer end på spansk. Termen "leder" afspejler i større grad præsident-termens emiske betydning.
Ofte lå interviewene med lederne flere uger ud i fremtiden. I et ekstremt tilfælde måtte der ½ års kontinuerlig bearbejdelse til, før interviewet kom i hus.
Parallelt med disse bestræbelser udnyttede min sproglærer sine personlige kontakter til nøglepersoner i NGO'er til at arrangere flere interviews. Hun belærte mig om vigtigheden af personlige kontakter i Chile, noget jeg senere kom til at lære meget om. Særligt i feltarbejdets senere faser benyttede flere informanter deres personlige kontakter til at arrangere interviews for mig - i visse tilfælde uden min viden. Udbyttet af feltarbejdet blev mangedoblet efter jeg fik mine egne personlige kontakter, der hjalp mig og informerede mig om kommende begivenheder før informationer var offentligt tilgængelige.
Generelt blev mange døre åbnet for mig. Kun enkelte gange stødte jeg hovedet mod lukkede døre. Det skete blandt andet i forbindelse med en evaluering af nogle NGO'ers aktiviteter og et alternativt politisk møde. Andre gange blev jeg mødt af en vis skepsis og mistro - men her gik nøgleinformanter ind og beskyttede og legitimerede min tilstedeværelse.
Denne undertitel er på en måde misvisende, idet jeg under feltarbejdet ubevidst og bevidst havde mange forskellige roller og positioner. Jeg påtog mig roller lige fra den velklædte unge mand, der høfligt og velovervejet konverserede med NGO præsidenter og politikere, til den unge rebel der ihærdigt forsøgte at lære chilensk slang og råbe oprørske slagsange til demonstrationer og andre aktiviteter. Heterogeniteten i felten krævede en vis kulturel omstilling fra situation til situation.
Som udlænding var det lettere at foretage disse rolleskift end det ville have været for en chilener der med efternavn, hudfarve og accent udtrykker den sociale forankring. I stort set alle sammenhænge var det et privilegium at være vestlig udlænding i Chile. Det er en ubehagelig kendsgerning, som jeg dog valgte at nyde godt af, idet det gav mulighed for interessante interviews. Fascinationen over det vestlige afspejles i forbrugsmønstrene, og ses tydeligt i reklamerne der afbilleder høje, blonde mennesker, der ikke har meget tilfælles med den gennemsnitlige chilener.
Overordnet set var mine roller i feltarbejdets første halvdel betydeligt mere passive og observerende end senere, hvor deltagelse kom til at præge undersøgelsen. Dette kan eksemplificeres ved to nærmest identiske demonstrationer, den ene i begyndelsen og den anden i slutningen af feltarbejdet. Til den første holdt jeg mig hele tiden i baggrunden og noterede løs, og indtog en meget observerende position, mens jeg til den anden var aktivt deltagende. Metodemæssigt set ville jeg ikke have undværet nogen af delene. Ved den observerende metode kunne jeg overskue demonstrationen og se, hvordan aktivisterne forholdt sig til hinanden og tilskuerne, mens den deltagende metode nok var svagere på dette område, men til gengæld gav større accept hos informanterne. Denne accept var nødvendig for at blive delagtiggjort i deres perceptioner af forholdene omkring miljø-NGO'erne.
Min meget aktive form for deltagerobservation i forbindelse med demonstrationer, marcher og besættelser har været betinget af, at jeg har kunnet stå inde for formålet med disse. En stemme er nemlig ikke bare en stemme i Chile. Der er mere opmærksomhed rettet mod en høj vestlig fyr end mod en lille mørklødet. Jeg oplevede således uden mit samtykke at være en stor bestanddel af et populært ugentligt TV-program, idet et tv-hold havde optaget et interview, jeg lavede med arbejdere under en besættelse af dæmningsbyggeriet Ralco. For at give et indtryk af deltagerobservationens omfang kan jeg oplyse, at jeg var med i 2 længere marcher, 1 lang besættelse samt et par af mindre varighed, 7 større demonstrationer (hvor jeg var med i planlægningen af 2), 8 konferencer og seminarier (nogle var flerdages), 1 stort marked og 2 gruppefora. Desuden var jeg på 2-dages tur i Andesbjergene på hesteryg med en miljø-NGO, samt til en lang række private arrangementer.
Jeg er bevidst om, at jeg igennem min tilstedeværelse og medvirken på miljøfronten i Chile selv har været en aktør i det chilenske samfund - om end af ringe betydning. Det har forpligtet mig til at tage moralsk og etisk stilling. Det førte for eksempel til, at jeg under en aktion meldte fra, da vi inddelt i grupper skulle overrumple en virksomhed med flere hundrede arbejdere og holde stand v.h.a. molotov-cocktails.
De mange forskellige roller og positioner, der prægede mit feltarbejde, betød at jeg i visse situationer måtte handle meget strategisk for på samme tid at værne om informanters anonymitet og deltage aktivt i debatter. Det var i det hele taget ikke muligt at spille en neutral rolle overfor informanterne. Ofte udviklede interviews sig til tovejskommunikation, hvor informanter uopfordret spurgte direkte til min holdning om en sag. I begyndelsen var jeg meget vag i mine formuleringer, men siden blev jeg mere klar, idet jeg erfarede at respekt og efterfølgende information og indsigt var betinget af holdningstilkendegivelser. Min egen fortid som miljøaktivist var i sådanne tilfælde en stor hjælp, både til at sætte mig ind i informanternes problemstillinger og som middel til at opnå informanters accept. I enkelte situationer forsøgte informanter at udfritte mig for oplysninger om andre informanter og NGO'er. I sådanne tilfælde bakkede jeg ud og henviste til anonymitets-garantier - og det blev accepteret.
Jeg havde på intet tidspunkt indtryk af at blive betragtet som en brik i et politisk spil. Enkelte kritisk indstillede informanter hævdede dog, at NGO ledelserne spekulerede over mine eventuelle relationer til donorer og derfor underspillede negative forhold. Jeg har ikke belæg for at underbygge denne påstand.
Jeg oplevede flere gange at informanter blev beærede over min interesse for deres arbejde. Mange informanter var yderst villige til at tale om den aktuelle situation for NGO'erne, og muligheden for at rette kritik under anonyme rammer blev flittigt udnyttet. Så jeg påtog mig i den forstand også rollen som lyttepost for kritik.
Jeg fik i løbet af feltarbejdet og særligt i de sidste måneder nogle gode venner blandt ansatte i NGO'er og blandt miljøaktivister. På et personligt plan betød det meget for mig, og samtidig gav den fremkomne fortrolighed mig adgang til en langt bedre forståelse af felten. Den potentielle fare var, at disse venskaber kunne sætte mig i bås overfor andre informanter - og at jeg kunne miste overblikket over de mange perceptioner af felten. Jeg oplevede dog ikke nogle negative effekter af venskaberne - måske fordi jeg var bevidst om farerne. Jeg har efterfølgende holdt kontakt til mine informant-venner, og modtager jævnligt nyheder fra felten gennem dem.
Informanter ytrede kun i enkelte tilfælde ønske om anonymitet under den indledende eksplorative undersøgelse. Når det skete var det hovedsageligt i forbindelse med udpræget nedrakning af andre NGO'er og ved hård personlig kritik af andre ledere af NGO'er. Jeg blev således ringet op af en sekretær på vegne af en NGO leder og bedt om at "glemme"/hemmeligholde informationer. Det skete efter at NGO lederen i flere timer havde rettet meget personlig kritik mod samarbejdspartnere og andre aktører i NGO'ere. Han frygtede nu, at denne information ville kunne spores tilbage til ham. Andre gange blev jeg bedt om at slukke for båndoptageren før informanterne kom med interne oplysninger eller rettede kritik mod andre.
I en del tilfælde krævede informanter før interviewets begyndelse fuldstændig anonymitet. Det var særligt tilfældet hos kritisk indstillede ansatte i NGO'ere, som havde velbegrundet frygt for at blive fyret, hvis kritikken kunne ledes tilbage til dem. Ved flere lejligheder ytrede informanter ønske om at snakke med mig på anden lokalitet eller pr. telefon. Det skete kun når informanternes holdning var kritisk. Samtidig oplevede jeg en stor interesse for at tale om de interne emner når rammerne tillod det - jeg blev f.eks. kontaktet flere gange af en ansat, der meget gerne ville delagtiggøre mig i vedkommendes viden og holdninger.
I rapporten er der gjort et stort arbejde for at sikre, at alle informanter forbliver anonyme. Det er for at beskytte de involverede parter, også dem kritikken er rettet mod. Af etiske grunde er de kritiserede NGO'er også anonyme i rapporten, men det vil dog sandsynligvis i nogle tilfælde være muligt for NGO'erne at genkende, hvem der kritiseres. I appendix 1 har jeg lavet en liste over alle de undersøgte miljø-NGO'er. Dette er gjort for at give et mere præcist billede af mit datagrundlag, og siden listen indeholder 26 NGO'er, mener jeg ikke dette kompromitterer de enkelte informanters anonymitet. Jeg har igennem hele forløbet gjort mig meget umage for at sikre, at det ikke er muligt at spore informant-kilderne.
Opholdet i Chile blev indledt med et 6 ugers intensivt sprogkursus med enetimer på et anerkendt universitet og med en antropolog som underviser. Mit spansk var i forvejen nogenlunde acceptabelt, men det tog tid inden den chilenske accent og de mange særlige vendinger og termer blev afkodet. I begyndelsen voldte særligt gruppediskussioner sproglige problemer.
Mine noter er hovedsageligt på dansk, det gælder f.eks. dagbog og noter fra deltagerobservation. Dog er vigtige sætninger husket og nedskrevet på spansk. Mine interviews er hovedsageligt transskriberet til spansk. Denne bilinguale situation har ikke givet store problemer i min analyseproces, men det har været vigtigt at sikre mig at min oversættelse/forståelse af de enkelte begreber og termer stemte overens med informanternes (se kapitel 4).
Feltarbejdet blev delt op i flere - til tider sideløbende - faser. Generelt kan forløbet karakteriseres som en udvikling mod stigende fokusering og specialisering.
Feltarbejdets første fase var en eksplorativ "grand tour" undersøgelse af de 26 mest toneangivende miljø-NGO'er i Chile, baseret på interviewguider og semistrukturerede interviews. Dataindsamlingen er således ikke repræsentativ for miljø-NGO'er som sådan i Chile, men er repræsentativ for de toneangivende miljø-NGO'er i Chile. I alle interviewene med miljø-NGO'er er listen over de undersøgte miljø-NGO'er blevet fremlagt og informanterne adspurgt om dens mangler. Listen er således løbende blevet udbygget og forbedret (se appendix 1 for den endelige liste). Jeg mener derfor, at alle de toneangivende miljø-NGO'er i Chile er blevet undersøgt i den eksplorative fase. Fasen blev først afsluttet få dage før hjemrejsen, idet jeg først på dette tidspunkt havde lejlighed til at interviewe de sidste NGO ledere.
Anden fase omfattede et færre antal miljø-NGO'er. Det drejer sig om et par mindre NGO'er samt en af de store NGO'er med megen indflydelse. Jeg valgte de NGO'er som lederne havde talt mest om i den eksplorative fase, og hvor jeg samtidig kunne se muligheder for udførelse af forskellige interviews og deltagerobservation. I disse miljø-NGO lavede jeg mere fokuserede undersøgelser.
Sideløbende med denne fase deltog jeg i en lang række arrangementer og begivenheder - gruppemøder, seminarer, konferencer, markeder, demonstrationer og besættelser. Det gav adgang til informelle, ustrukturerede og semistrukturerede interviews med aktivister.
Jeg har i løbet af feltarbejdet ført dagbog med såvel personligt som fagligt indhold. Derudover har jeg benyttet mig af notesbøger og en udvidet kalender, der fungerede som både kalender til nedskrivning af aftaler og en simpel logbog (se Bernard 94: 184-86). Hver aften førte jeg dagens arbejde ind i en word-processor. Arbejdsbyrden blev dog efterhånden for stor til at jeg kunne holde trit med den store mængde båndoptagelser, så jeg måtte bringe en - irriterende stor - stak kassettebånd med hjem til transskribering. Den samlede datamængde ligger på omkring 700 sider med noter, transskriptioner og dagbog. Hertil kommer evalueringsstoffet, der består af mine kontinuerlige overvejelser og hypoteser. Det er kvantitativt set ikke særligt omfangsrigt, men har haft stor betydning for valget af fremgangsmåder.
I de kommende afsnit bliver undersøgelsens anvendte metoder præsenteret.
Både før, under og efter feltarbejdet har der været betydeligt mere litteraturlæsning, end jeg havde forventet. I perioden op til feltarbejdet læste jeg adskillige bøger om chilenske samfundsforhold indenfor mange forskellige områder, særligt historie, økonomi, sociologi og miljø. I feltarbejdsperioden brugte jeg mange ressourcer på at fremskaffe og læse værker om miljøtemaet generelt i Chile og om miljø-NGO'erne mere specifikt. Desuden brugte jeg en del tid på avislæsning, og fandt i arkiver en lang række artikler om miljøbegivenheder og miljø-NGO'erne i Chile.
Under min præsentationsrunde i NGO'erne blev jeg belæsset med diverse pjecer og blade. De blev gennemlæst og ofte refereret til under de efterfølgende interviews.
Efter hjemkomsten har jeg løbende fulgt med i felten via internettet - og har haft lejlighed til at læse diverse analyser, der først blev tilgængelige i periodens slutning.
En stor del af undersøgelsens interviews var semistrukturerede. De 26 eksplorative interviews med NGO ledelserne byggede på interviewguider med nogle fælles temaer, der sikrede at en række emner blev berørt (den grundlæggende interviewguide findes i appendix 2). Spørgsmålene var generelt af beskrivende karakter. Interviewguidernes rækkefølge blev kun sjældent fulgt, idet informanterne var meget tale-glade og yndede at tilkendegive deres holdninger i længerevarende enetaler. Fordelen var at jeg på baggrund af disse monologer kunne evaluere mine interviewguider, der løbende blev analyseret (se kapitel 4 om den etnografiske cirkel).
Der gik over 4 måneder mellem det første og sidste af disse interviews, og de senere interviews blev betydeligt mere fokuserede end de første.
Den semistrukturerede interviewform var naturlig for konteksten. Lokaliteten var oftest lederens kontor, og i mange tilfælde havde jeg en fastlagt tidsramme for interviewet (som dog aldrig blev holdt). Interviewene havde 1-4 timers varighed. Jeg fik i langt de fleste tilfælde kun mulighed for at interviewe lederen én gang og interviewguiderne sikrede, at de væsentligste emner blev berørt. For rapporten er det en klar ulempe, at det ikke var muligt at vende tilbage til alle informanterne og foretage mere fokuserede og konfronterende interviews. Jeg forsøgte at forbedre situationen lidt ved at møde velforberedt til de semistrukturerede interviews. Således havde jeg før alle interviews gennem læsning erhvervet mig et grundlæggende kendskab til den specifikke NGO. Interviewguiderne blev altid tilpasset min konkrete viden om NGO'erne, både for at overkomme mere på et enkelt interview og i erkendelse af at jeg optog travle menneskers tid.
Næsten alle interviewene blev båndet og efterfølgende transskriberet. I enkelte tilfælde blev jeg dog bedt om at slukke båndoptageren, når interviewet drejede ind på ømtålelige emner.
Det var ikke udelukkende i den eksplorative undersøgelse jeg benyttede semistrukturerede interviews. Også andre informanter var under tidspres og kunne blot medvirke i et enkelt interview - som blev tilrettelagt på semistruktureret vis. Min erfaring med interviewformen er dog ikke udelukkende succesfuld. Jeg prøvede i feltarbejdets slutfase at lave enkelte semistrukturerede interviews med nøgleinformanter for at sikre en registrering af deres holdninger til en række emner. Flere følte det var mærkeligt med båndoptager og formelle spørgsmål fra min side - og i enkelte tilfælde brød de sammen af grin over situationen.
I feltarbejdets senere faser var informelle og ustrukturerede interviews meget vigtige. Kommunikation med ansatte i NGO'er og aktivister antog ofte denne karakter. På den måde kunne informanter delagtiggøre mig i deres holdninger, mens de var på arbejde, under demonstrationer og til andre fritidsaktiviteter. Langt de fleste informelle og ustrukturerede interviews blev ikke båndet, men i flere tilfælde førte informelle interviews til, at jeg anmodede om tilladelse til at lave "rigtige"(semistrukturerede og fokuserede) interviews.
Som feltarbejdet skred frem blev deltagerobservationens rolle større og større. De semistrukturerede interviews virkede som adgangsbillet til deltagerobservationen, idet jeg fik set NGO'ernes lokaliteter, hilst på personalet og i de fleste tilfælde blev inviteret til at kigge forbi, når jeg havde lyst. I mange NGO'er var dette ikke særligt nemt, da de i opbygning mindede meget om små virksomheder med kontorer til de ansatte. Her var der ikke meget jeg kunne deltage i. Dog kom jeg i nogle NGO'er ofte forbi et par timer omkring frokosttid og deltog i og observerede debatter over middagsbordet. Senere i forløbet fik jeg venner blandt de yngre ansatte og blev inviteret med til mange møder, debatforums, private fester og andre fritidsaktiviteter.
Meget af min tid blev brugt til seminarer, (presse)konferencer, demonstrationer og besættelser hvor deltagerobservation var eneste middel. Jeg arbejdede desuden som frivillig under et stort miljømarked - med begrænset succes, idet jeg blev udpeget til dørmand og i tre dage tog imod penge og kontrollerede billetter. Jeg var desuden med i en debatgruppe i en NGO.
Uden overdrivelse ville rapportens resultater have været markant anderledes hvis jeg ikke havde anvendt deltagerobservation. Det var nemlig gennem deltagerobservation jeg fik kontakt til mange af aktivisterne og en del af de NGO ansatte. Jeg mener ikke andre metoder kunne have givet mig den kontakt og accept, som var nødvendig især overfor informanter med en kritisk indstilling. Jeg kom således i kontakt med centrale skikkelser blandt aktivisterne til en march, hvor jeg lå i en vejkant i eftermiddagssolen og overhørte en spændende debat om marchens anvendelighed. Jeg blandede mig i debatten og blev venligt modtaget, og det var begyndelsen på mine relationer til aktivisterne, der blev forstærket i takt med min stigende aktivisme.
Feltforberedelsesrapporten indeholdt forskellige hypoteser og forskningsspørgsmål, der har været anvendt som ledesnore i feltarbejdet. Enkelte hypoteser og spørgsmål har vist sig ikke at have nogen central position i informanternes fremstillinger, og er derfor blevet behandlet mere overfladisk for at fokusere mere på emner, der var centrale for informanterne.
I forberedelsesperioden antog jeg, at NGO'erne arbejdede målrettet med forbrugere og forsøgte at uddanne "politisk bevidste forbrugere". Undersøgelsen eksplorative fase dementerede imidlertid dette, og de centrale forskningsspørgsmål blev efterfølgende revideret.
De 5 centrale forskningsspørgsmål fra feltforberedelsesrapporten var:
Da det stod klart, at hovedparten af miljø-NGO'erne ikke beskæftigede sig med forbrugertemaet, fokuserede jeg i den resterende del af feltarbejdet mere på de øvrige spørgsmål. Det har bevirket, at forbrugertemaet blot er behandlet kort i denne rapport. Til de øvrige forskningsspørgsmål er der desuden tilføjet et underliggende spørgsmål, der relaterer sig til den generelle økonomiske model:
Dette brede spørgsmål kan allerede læses mellem linierne i feltforberedelsesrapporten, hvor det delvist optræder i en hypotese:
Organisationernes metoder og strategier er centrale områder for undersøgelsen. Som del af det chilenske samfund vil de være påvirket af markedskræfternes store indflydelse. Det bliver interessant at undersøge hvordan de konstituerer deres kritik af de nuværende forhold. Om de selv bliver bærere af den neo-liberale ideologi eller om de i deres virke fornægter denne. På forhånd forventes en fragmenteret situation, hvor visse organisationer indtager polariserede standpunkter men hvor en stor del af organisationerne opererer med ambivalente og til tider modsætningsfyldte forhold til markedskræfterne. Denne tese vil naturligvis blive afprøvet i Santiago. (Feltforberedelsesrapport:3)
Generelt set afstak feltforberedelsen nogle gode rammer for feltarbejdet, som har lettet struktureringen og udførelsen af feltarbejdet. Samtidig har der dog været behov for ændringer i fokus undervejs.
Feltforberedelsesrapporten beskriver et konceptuelt apparat fra Andrew Jamison et al (1990) baseret på et komparativt studie af miljøbevægelserne i Sverige, Danmark og Holland. Der tages udgangspunkt i, at produktionen af alternativ viden sker i interaktion mellem internationale og nationale processer. Der opereres med to overordnede koncepter; vidensinteresser (alternativ viden) og politiske strategier. Vidensinteresser kan opdeles i 3 interrelaterede dimensioner (kosmologisk, teknologisk og organisatorisk) der kan være indbyrdes modstridende. Således kan den kosmologiske dimension (overordnede rammer for den alternative opfattelse af hele feltet) f.eks. være i modstrid med den organisatoriske dimension (organisering og distribuering af viden), ved at horisontale værdier trives i den kosmologiske dimension samtidig med at den organisatoriske dimension er vertikalt struktureret.
Politiske strategier er måden, på hvilken man med udgangspunkt i en alternativ opfattelse af verden (baseret på vidensinteresserne), forsøger at nå politiske mål. Her opdeles i værdiorienterede og succesorienterede politiske strategier (Jamison et al 1990).
Feltarbejdet blev ikke holdt i en rigid ramme hvor resultaterne løbende blev overført til kategorierne i Jamison et al´s konceptuelle apparat. Til tider er deres forståelsesramme blevet konsulteret, men mere direkte i forberedelsesfasen end under selve feltarbejdet. Jeg mener dog at Jamison et al´s analyser har påvirket min forståelse af den chilenske empiri, selvom jeg ikke så direkte har anvendt deres koncepter undervejs.
Feltarbejdet har først og fremmest været baseret på grounded theory (Spradley 1980:15). Det er en metodologi for udvikling af teori, som baserer sig på de specifikke data for et feltarbejde. Udviklingen af teori sker gennem kontinuerlig analyse af dataene (Strauss & Corbin 1994: 273). Undervejs i feltarbejdsprocessen har jeg analyseret mine noter meget "tekstnært" med det primære mål at fremme forståelsen af den specifikke empiri. Rapporten leder ikke til en egentlig konstruktion af teori, men de afsluttende kapitler kan fortolkes som en specifik grounded theory for felten på det givne tidspunkt.
Under og efter feltarbejdet har koncepter spillet en stor rolle og er kontinuerligt blevet modificeret og verificeret af mine data. Det anvendte konceptuelle apparat i Chile blev konstrueret med udgangspunkt i en emisk forståelse af generelle termer. Jeg har allerede defineret en del koncepter i takt med, at de er blevet introduceret i de foregående afsnit. Her bliver nogle af disse koncepters betydning uddybet og andre introduceres.
Det var karakteristisk for felten at aktørerne overordnet set benyttede det samme vokabularium - de samme koncepter. Alle talte om borgerdeltagelse, alle nævnte den økonomiske model, bæredygtighed og miljøbevægelsen. Ved nærmere eftersyn viste det sig, at disse termer var meget inklusive, og at der var vidt forskellige opfattelser af deres betydning. Nogle informanter benyttede termen miljøbevægelse om samarbejde mellem miljø-NGO'erne, mens andre informanter mente det er nødvendigt med bredere opbakning og mere borgerdeltagelse, før der kan tales om en reel miljøbevægelse. Det tog noget tid at gennemskue koncepternes mangfoldighed.
Mange informanter har debatteret hvorvidt der findes en egentlig miljøbevægelse i Chile. Denne bevægelse har mange betegnelser, såsom "movimiento ambiental", "movimiento ecologista" og "movimiento social". I deres bedømmelse af tilstedeværelsen af "miljøbevægelse" konsulterede informanterne ofte parametre som deltagelse, fællesskab og åbenhed. På baggrund af informanters udtalelser vil "miljøbevægelse" i denne rapport (hvor intet andet anføres) referere til følgende definition:
En miljøbevægelse er en samling af NGO'er, små grupper og individer der, baseret på støtte i samfundet arbejder sammen om overordnede fælles miljøfremmende mål.
Som det fremgår af definitionen er "miljøbevægelse"-termen mere specifik end "social bevægelse", idet sidstnævnte (ifølge de fleste definitioner) fokuserer på kognitive rum i samfundet og ikke direkte henviser til organisationer. (Jamison et al 1991: 55-60). Det er udenfor rapportens arbejdsfelt at belyse tilstedeværelsen af dette kognitive rum, men det er interessant at notere sig, at hvor det er nødvendigt med dette kognitive rum for fremkomsten af en miljøbevægelse, er miljø-NGO'ernes eksistens ikke direkte relateret på samme vis. Det er nemlig ikke en forudsætning for deres økonomiske midler, at det kognitive rum er tilstede i den chilenske kontekst, idet midlerne i høj grad kommer fra eksterne donorer (se kapitel 5).
Som allerede nævnt opererer rapporten med en emisk forståelse af termen NGO. Dermed ikke sagt at der er enslydende fortolkning af termen NGO i Chile. En del NGO lederne benytter NGO termen i henhold til den internationale diskurs (Non Governmental Organisation), men hovedparten af informanterne har inkluderet mange entiteter under termen NGO, og lader således Oét i NGO referere til Organisme i stedet for Organisation. På denne baggrund legitimeres rapportens NGO-segmentering. Rent juridisk er der nemlig tale om forskellige entiteter; den eksplorative undersøgelse omfattede således 7 netværk, 17 NGO'er, et lokalcenter og et alternativt miljøuniversitet.
Borgerdeltagelse og den økonomiske model er blandt de mest anvendte termer og samtidig nogle af de sværeste at definere. Begge er meget omfattende koncepter af stor betydning for NGO'ernes perception af det chilenske samfund. De bliver derfor benyttet som referencepunkter for NGO'ernes forhold til samfundet (se kapitel 5). Borgerdeltagelse kan sammenfattes til chilenske borgeres aktive deltagelse i samfundsanliggender. Den mest basale form for borgerdeltagelse er parlamentsvalg, mens andre former kan være deltagelse i underskriftsindsamlinger, demonstrationer eller miljøgrupper (bevidst forbrug).
Termerne markedsmodel og økonomiske model bruges af informanterne som synonymer, og jeg vil i det følgende for klarhedens skyld blot referere til "den økonomiske model". Med denne model henviser informanterne normalt ikke til det egentlige markedsperspektiv, men derimod til de bagvedliggende strategier og konsekvenser for samfundet. Modellen har adskillige negative konnotationer for informanterne, der beskrives i kapitel 5. Hos mange informanter har fremstillingen af den økonomiske model været noget diffus, og de fleste informanter har ikke kunnet definere præcist, hvad der konstituerer den økonomiske model. Deres fremstillinger har været præget af deres generelle afstandtagen til overordnede sociale og miljømæssige udviklinger i det chilenske samfund, som de forbinder med den økonomiske model. Dog påpegede så godt som alle informanter, at den økonomiske model er neoliberal (modellen har rødder tilbage til diktaturet hvor neoliberale økonomer fra Chicago-skolen fik ansvaret for landets økonomiske styring). Termen havde en negativ klang for informanterne, der forbandt det med kortsigtet profitmaximering, ledende til destruktiv udbytning af naturressourcer og inhuman social ubalance.
Neoliberalisme som etisk term refererer til en økonomisk teori udviklet af økonomer fra den såkaldte Chicago-skole. Neoliberalisternes grundantagelser går ud på at:
Alle informanterne arbejder på et overordnet plan for "desarrollo sustentable" - bæredygtig udvikling. I deres beskrivelse af bæredygtighed henviser informanterne ofte til såvel Brundtland rapporten som Agenda 21, og grundlæggende forstås en udnyttelse af naturressourcerne, som ikke ødelægger mulighederne for kommende generationer. Der er er dog grundlæggende uoverensstemmelser når det drejer sig om, hvad bæredygtighed indebærer - og særligt om hvorvidt en bæredygtig udvikling går i spænd med den økonomiske udvikling (og reetablering af væksten) i Chile.
Feltarbejdet bar præg af kontinuerlige beslutningsprocesser hvor det var nødvendigt at forholde sig til allerede registrerede data. Således blev beslutninger om deltagelse i diverse arrangementer truffet på baggrund af såvel retningslinierne fra forberedelsesrapporten som efter en kontinuerlig analyse af allerede producerede data. Med jævne mellemrum afsatte jeg en dag til at undersøge mine data og strukturere de følgende ugers undersøgelse, men også den daglige bearbejdning af data foran computeren (transskribering, noteskrivning, dagbogsførelse) gav anledning til refleksion.
Overordnet set har feltarbejdet tilstræbt at følge den "etnografiske cirkel" med kontinuerlig analyse af data og efterfølgende revidering af projektet. Hvor det var muligt ledte forståelsen af informanternes perceptioner til formulering af mere fokuserede og præcise spørgsmål. Den relativt store omstrukturering af feltarbejdets centrale temaer vidner om den etnografiske cirkel´s store betydning i undersøgelsen.
Der blev gjort et stort stykke arbejde for at få informanter til at kommentere mine generelle hypoteser og analysernes upolerede resultater. Jeg var så heldig at få nære relationer til en aktivist og 2 NGO ledere der fungerede som sparringspartnere. Den ene NGO leder er højtuddannet og har levet en årrække i eksil i Nordeuropa. Han er meget interesseret i mit feltarbejde og jeg har givet ham lov til at læse og kommentere min forberedelsesrapport. I flere omgange debatterede vi mine antagelser og metoder.
I efteråret har jeg organiseret mine data, og gennem databehandlingsprogrammet NUDIST foretaget talrige analyser og opbygget et større indexsystem. Sideløbende har jeg konstrueret taxonomier og domæneanalyser med en større forståelse af sammenhænge for øje. Disse analyseteknikker har været brugt til at skabe overblik, men har samtidig fungeret som selektionsværktøjer til at finde interessante aspekter der kan besvare de overordnede problemstillinger.
I analyseprocessen er feltarbejdets "svage" sider blevet afsløret. Jeg ville meget gerne have haft lejlighed til at lave fokuserede interviews med alle NGO-ledelserne, men det tillod de overordnede rammer ikke. For validitetens skyld ville jeg gerne have suppleret det kvalitative studie med en kvantitativ undersøgelse med ledere og ansatte i NGO'erne om både inter- og intra-NGO forhold. Men når jeg tager klimaet i NGO'erne i betragtning tror jeg kun et fåtal af de ansatte ville turde ytre deres ucensurerede holdninger på skrift. Men denne antagelse kunne i sig selv være interessant at afprøve.
Det kunne også have været spændende at undersøge flere af de små miljø-NGO'er i Chile, men det var desværre ikke muligt indenfor feltarbejdets rammer.
Denne rapport bygger på et 6 måneders kvalitativt studie med en bred informantgruppe. Tidsfaktoren var meget vigtig for min forståelse af felten, idet jeg i løbet af de indledende måneder ikke formåede at få godt kendskab til det, der senere blev centrale temaer i feltarbejdet.
I feltarbejdets anden fase havde jeg tilegnet mig større viden om felten, og da jeg samtidig rettede kontakt til andre informantgrupper, fik jeg større indsigt i visse problemstillinger. De nye informantgrupper (aktivister, ansatte og andre aktører) delagtiggjorde mig i deres systematisk kritiske holdninger til NGO'erne. Det var i særdeleshed gennem deltagerobservation jeg opnåede informanternes tillid, hvilket var nødvendig for at de ville præsentere deres perception af felten for mig.
Feltarbejdet og resultaterne er fundamentalt set baseret på udsagn fra en heterogen skare af informanter og deres fremstillinger af en række forhold. Jeg kan derfor ikke konkludere at NGO'erne er paternalistiske, selvom en del informanter hævder dette. Men jeg kan derimod med samme eksempel illustrere noget om forholdene mellem informanterne. I andre situation har jeg gennem deltagerobservation oplevet forhold, der stimulerer tilliden til visse informanters udsagn.
Overordnet set havde feltarbejdet i begyndelsen karakter af subjekt-objekt relationer til informanterne og til felten i sin helhed, mens der imod slutningen var tale om deciderede subjekt-subjekt forhold. De to måder at operere på har bevirket at felten er blevet undersøgt fra flere vinkler - og validiteten er derfor højere.
I mit datamateriale har jeg citater med endog meget grove udsagn om involverede NGO'er og enkeltpersoner. Erfaringer viser at kvalitative undersøgelser generelt tegner et mere kritisk billede end kvantitative. Da dette udelukkende er et kvalitativt studie, og jeg samtidig ikke kan få øje på konstruktive følger af at publicere den følelsesladede kritik, har jeg valgt at udelade en del citater fra rapporten. I det hele taget forsøges det i rapporten at abstrahere fra de specifikke og personbundne konflikter og fokusere på det generelle billede.
Jeg har gennem fokuserede interviews med kerneinformanter fået et grundlæggende kendskab til problemstillingerne. I andre sammenhænge har jeg oplevet informanter komme mine spørgsmål i forkøbet og i løbet af en time eller to besvare samtlige mine spørgsmål uden jeg stillede eet eneste. Det medvirkede til at validere spørgsmålenes relevans.
Et vigtigt element i valideringsøjemed er fremlægningen af resultaterne for informanterne. Jeg har forsøgt at indhente mine informanters respons på en spansk udgave af denne rapport, som er tilgængelig på internettet. Samtlige informanter er kontaktet og har fået oplyst adressen. De er endvidere blevet bedt om at kommentere resultatet af min undersøgelse, og den hidtidige respons er tilgængelig i appendix 6.
Det skal understreges at undersøgelsen med den brede felt, de mange problemstillinger og den relativt korte tid ikke kunne blive andet end eksplorativ. Der er åbnet op for nogle meget spændende temaer, og disse er blevet belyst fra forskellige vinkler. Feltens bredde taget i betragtning skulle man bruge meget længere tid for at lave en tilbundsgående analyse.
Et af mine analyseredskaber har overordnet set været en segmentering af informanterne i tre kategorier. Hver kategori er heterogen med hensyn til sammensætning og interesser. Segmentet "NGO'er" omfatter såvel ansatte som præsidenter, med vidt forskellige holdninger. "Aktivister" er betydeligt mere homogen som segment, mens "andre aktører" dækker over en heterogen skare af informanter - politikere, ambassadør, arbejdere og tidligere frivillige. I enkelte tilfælde kan informanter kategoriseres som både ansatte og aktivister, men der har jeg valgt først og fremmest at anskue dem som ansatte.
Segmenterne "andre aktører" og "aktivister" vil senere blive præsenteret men som pilene i nedenstående figur illustrerer er fokus på informanternes opfattelse af NGO'erne og ikke på deres egen virke. "Aktist" og "andre aktører" segmenterne præsenteres udelukkende for at kontekstualisere NGO'erne i det omgivende samfund gennem undersøgelse af disse segmenters fremstilling af NGO'erne. Pilene i figuren skal tydeliggøre, at hvor interessant dette end er, ligger det udenfor rapportens rammer at undersøge i detaljer, hvordan NGO'erne opfatter henholdsvis "aktivister" og "andre aktører".
Formålet med segmenteringen er at distingvere mellem udtalelser indenfor NGO'erne, indenfor "miljøbevægelsen" (Aktivister og NGO'er) og fra andre aktører om NGO'erne.
Overordnet set var der en del fællestræk ved informanterne. Alle havde en tendens til samfundskritisk refleksion. En stor del af de midaldrende informanter var flygtet i eksil under diktaturet og med enkelte undtagelser var alle modstandere af diktaturet. Langt de fleste havde jævnligt været på barrikaderne mod Pinochet under diktaturets senere år. Analysen belyser hvorledes mange af deres kritikpunkter overfor samfundet er identiske. Der synes at være konsensus om en række grundforhold:
Dette kapitel sætter fokus på miljø-NGO'erne som de blev fremstillet af NGO lederne i den eksplorative undersøgelse (i enkelte tilfælde er informationer fra interviews med ansatte benyttet). Kapitlet baseres således på NGO'ernes egne fremstillinger, men da bearbejdningen og selektionen er foretaget af mig, bliver fremstillingen samtidig præget af mine indtryk af felten.
På flere områder viser undersøgelsen, at der er stor diversitet mellem miljø-NGO'erne. Informanterne har været opmærksomme på forskellene, og har i mange tilfælde udfra disse kategoriseret NGO'erne i interviewene. Kategoriseringen har typisk været i 3 segmenter; konservationister (arbejder kun for at konservere naturområder), ambientalister (har bredere fokus men ser ikke holistisk på problemerne) og ecologister (holistiske og vil have grundlæggende ændringer). Andre opdeler i aktivist-NGO'er (klager), tekniske NGO'er og akademiske NGO'er. Atter andre adskiller mellem konsulent-NGO'er (negativt ladet) og rigtige NGO'er.
I denne rapport bliver ingen af de nævnte kategoriseringer benyttet, idet flere informanter har givet udtryk for utilfredshed med disse. Feltens heterogenitet tilgodeses imidlertid, idet der i kapitlets afslutning præsenteres et kontinuum dannet på baggrund af en række analyserede parametre.
I den nyere chilenske historie findes der talrige eksempler på sociale bevægelser og aktive organiserede borgere. Under Eduardo Frei´s såkaldte "revolution i frihed" i 1960erne og Allende´s efterfølgende Unidad Popular (1970-73) var der en regulær folkelig opblomstring med et rigt foreningsliv og mange organisationer. Denne tradition blev brat afbrudt med diktaturets indførsel, og det var først i den sidste halvdel af diktaturet at den folkelige modstand materialiserede sig i store demonstrationer. Der var store og jævnlige demonstrationer 1983-84 og igen i slutningen af 1980erne, hvor der også blev dannet mange NGO'er og nabogrupper, hvor det mest kendte fænomen nok er "Ollas Comunes" (direkte oversat "fællesgryder"), der var sociale folkekøkkener.
De fleste af de undersøgte miljø-NGO'ere er grundlagt i slutningen af 1980erne og i særdeleshed i begyndelsen af 1990erne.
I forbindelse med demokratiseringsprocesserne blev der fra internationalt hold doneret store summer til oppositionen i Chile. Det førte til grundlæggelse af mange sociale NGO'er, der hovedsageligt arbejdede for deltagelse og demokrati i samfundet - og som fokuserede på de åbenlyse sociale problemer. Menneskerettigheds-NGO'er, kvindesags-NGO'er og freds-NGO'er (anti-nukleare) var blandt de mest synlige NGO'er i samfundet. Demokratiets officielle indførsel i 1990 bevirkede en kraftig reduktion i de udenlandske midler, og som konsekvens heraf forsvandt en stor del af NGO'erne fra det chilenske samfundsbillede. Samtidig inkorporerede nogle NGO'er miljøtemaet i deres programmer, mens andre blev stiftet udelukkende på basis af miljøtemaet. I ovennævnte skema er de undersøgte miljø-NGO'ers grundlæggelsesår noteret, men flere af dem, der opstod under diktaturet, havde ikke direkte miljøtemaet på dagsordenen i de første år.
Jeg har gennem interviewene fået et godt indtryk af, hvilke arbejdsfelter, de forskellige NGO'er vægter mest. Derimod har jeg kun i meget få tilfælde haft mulighed for at iagttage miljø-NGO'er i felten, i deres implementering af projekter. Det er der flere grunde til. I nogle NGO'er blev vægten lagt på udvikling af teorier, konceptuelle apparater og produktion af professionelle analyser af aktuelle eller potentielle miljøsager. Her var der overvejende tale om et avanceret skrivebordsarbejde, som jeg ikke kunne deltage i. I andre NGO'er var der store projekter, som jeg dog ikke blev inviteret med til. Kun i enkelte NGO'er blev jeg inviteret med til at overvære deres praktiske arbejde i kontakt med lokalbefolkningerne. I et tilfælde blev jeg inviteret på en uges tur til det nordlige Chile for at deltage i et projekt om alternativ teknologi til småbønder (alternativ energi, såningsmetoder m.m.). Desværre var jeg nødsaget til at afslå tilbuddet, da det kom sidst i feltarbejdsperioden og min kalender var fuldbooket.
Overordnet set er der stor forskel på NGO'ernes arbejdsområder. Som allerede nævnt er der nogle, der overvejende beskæftiger sig med miljøanalyser og udvikling af nye koncepter. Deres arbejde foregår fortrinsvis på selve NGO lokaliteten, og de skriver om emner såsom skovdrift, fiskeri eller luftforurening. I tillæg organiserer nogle af NGO'erne seminarer, til tider i samarbejde med universiteterne. Nogle har specialiseret sig i at lære mindre grupper at organisere sig, mens andre udnytter deres professionelle viden i lobbyisme overfor såvel virksomheder som regeringen.
Flere NGO'er arbejder med miljøkonflikter, og giver bistand af økonomisk, organisatorisk og juridisk karakter til forskellige konfliktramte grupper. Det kan for eksempel være ofre for store vandkraftværker, småfiskere der er truet af forurenende virksomheder, eller indfødte folk i områder med intensiv skovhugst. Andre miljø-NGO'er centrerer sig mere om et specifikt område. Der er således NGO'er, der udelukkende beskæftiger sig med problemerne omkring en stor dæmning, eller udelukkende med certificering af økologiske produkter. Nogle har skoven (plantager og oprindelig skov) som deres niche, og har professionel viden om skovhugst og skovbeskyttelse, mens andre opererer med omlægning af smålandbrug til økologiske dyrkningsformer. Atter andre er specialiserede i alternativ teknologi, og enkelte NGO'er fokuserer på oplysning til de chilenske forbrugere. Nogle NGO arbejder særligt med genbrug, og har formået at organisere indsamlerne, de såkaldte "recolectores", som i samarbejde har fået forhandlet sig frem til bedre priser. Andre arbejder med genbrug på flere planer; direkte oplysning til forbrugerne, produktion af undervisningsmateriale på området (og i den sammenhæng organisering af seminarer og konferencer), og lobbyisme overfor regeringen.
Denne mosaik af vidt forskellige arbejdsfelter og strategier har en del fællesnævnere. Samtlige miljø-NGO'er arbejder med en form for borgerdeltagelse, hvad enten det er på et teoretisk eller praktisk plan. På det teoretiske plan skrives der bøger og holdes konferencer, mens det praktiske plan kan være organisering af konfliktgrupper eller lancering af miljøundervisning, hvor folk aktiveres og informeres om miljøets tilstand og deres egne indflydelsesmuligheder.
Alle de undersøgte miljø-NGO'er tager hensyn til sociale aspekter i deres miljøarbejde, og argumenterer for at social og miljømæssig bæredygtighed er integrerede temaer. Alle miljø-NGO'erne er desuden opmærksomme på de svage i samfundet og tager deres parti i miljøkonflikter.
En iøjnefaldende forskel mellem miljø-NGO'erne er, at nogle arbejder meget specifikt med ét tema (som f.eks. dæmningsbyggeriet i Alto Bío Bío), mens andre er endog meget brede. Med brug af Jamison el al´s terminologi er der forskel på miljø-NGO'ernes politiske strategier, hvor nogle hælder til succesorienterede strategier (arbejder med en enkelt sag som de søger at løse) mens andre er endog meget værdiorienterede i deres strategier (vil ændre de værdier der har ført til problemerne). Nedenstående citat fra en NGO leder illustrerer den værdiorienterede brede tilgang til miljøtemaet:
Forholdet mellem mennesket og naturen involverer mange ting, det er et spørgsmål om livet, og her indgår abort som et tema, men det omfatter også menneskerettigheder og kvinderettigheder. Det indeholder social-politik, sundhedspolitik, uddannelse, så ja, der er mange aspekter i arbejdet med miljøpolitik (ecología política) (NGO leder).
I løbet af de senere år er der foregået et paradigmeskift i miljø-NGO'erne. Fra at have anklaget og øvet modstand (las denuncias) vil NGO'erne nu være produktive og komme med konkrete løsningsforslag (las propuestas). NGO'erne forsøger dermed at befri sig fra et gammelt stigma om, at de uafbrudt klager. Samtidig har de igennem årene opbygget en ekspertise, som har bevirket at de nu har reelle muligheder for at opstille løsningsforslag.
Siden Max-Neef [alternativ præsidentkandidat] og til i dag, fra 1993 til 1999, har bevægelserne avanceret enormt, de er gået fra at være problemfindere til at være løsningsskabere. Og i dag står NGO'erne med en serie forslag, som er blevet udviklet i den seneste tid. I dag har den alternative bevægelse i Chile således et forslag til, hvad der skal gøres. Den har en socialpolitik, har en politik for de politiske og sociale ændringer, vi har brug for. Og har selvfølgelig også med øget styrke et forslag til et bæredygtigt miljø for Chile (NGO leder).
Anklagerne om ukonstruktive klager har lydt fra forskelligt hold; fra medier, politikere, og aktivister, og flere NGO ledere tog i interviewene tydelig afstand fra de tidligere tiders metoder. Den nye strategi blev i feltarbejdsperioden konkretiseret ved en række publikationer (bøger, artikler) indeholdende konkrete forslag:
Formålet var at gå fra protester, anklager og miljø-diagnostik til studier der skulle føre til forslag, til løsninger der skulle modificere problemerne. Jeg mener at anstrengelserne er ret store, og det er ikke nogen afsluttet sag. Det er en proces. Men tydelig og gennemtænkt i denne bog (NGO leder).
De konkrete forslag er imidlertid blevet kritisk vurderet af andre NGO'ere, og af andre affejet som endnu en kritisk aktion:
... jeg ved ikke… jeg har hørt at dette skulle indeholde forslag der kunne ændre folks mening om at økologerne kun anklager - men jeg hørte ikke nogen forslag. Derimod hørte jeg mange anklager… ( NGO ansat).
Jeg oplevede i et tilfælde en debat, der klart viser spændingsfeltet indenfor miljø-NGO'erne på området. Det var i en arbejdsgruppe for genbrugsbatterier, hvor det blev debatteret, hvorvidt det var NGO'ernes opgave at finde løsninger på bæredygtige genbrugsmetoder, eller om man kunne starte en indsamling af batterier og læsse af foran regeringsbygninger, og derved lægge pres på politikerne for at finde en løsning. Hovedparten af de tilstedeværende, som bestod af ansatte og ledere i NGO'er, besluttede at der skulle produceres et løsningsforslag først. En sådan fremgangsmåde stiller krav om professionelle folk, der kan sætte sig ind i de avancerede processer omkring genbrugsmetoder for batterier. I takt med at NGO'erne arbejder på at frigøre sig fra klage-rollen, har de professionelle ansatte fået større betydning, og i mange NGO'er arbejder der nu overvejende veluddannet personale (ingeniører, agronomer, journalister, antropologer, biologer). Generelt er der stor forskel på NGO'ernes størrelse. Blandt de undersøgte var ekstremerne 1 og 140 fastansatte mens de fleste havde mellem 5 og 15 ansatte. Tallene er meget svingende afhængig af hvor mange projekter NGO'erne får finansieret på et givent tidspunkt.
Mere end 2/3 af NGO'erne har ikke frivillige i deres stab. Nogle har haft mislykkede erfaringer med frivillige (det tog for mange ressourcer at sætte folk i sving) mens andre peger på, at det er vanskeligt at få frivillige i Chile, idet samfundet er individualistisk og folk arbejder så meget - det er normalt at arbejde over 60 timer om ugen. Ikke alle NGO'erne arbejder med sager, der henvender sig direkte til befolkningen. Nogle fungerer mere som konsultatoriske enheder, der laver fundraising og implementerer projekter for regeringsorganer og i enkelte tilfælde for virksomheder.
NGO'erne´s lokaliteter er overvejende af god standard. De fleste har til huse i centrum og i de bedre middelklassekvarterer, og kun 2 af NGO'erne er placeret i fattige områder. NGO'erne har typisk et hus eller en stor lejlighed, og der er som regel en sekretær der tager imod. I enkelte NGO'er er der tilknyttet bibliotek, hvor man som borger kan komme og læse om miljøforhold. Det er dog ikke alle biblioteker, der er offentligt tilgængelige, og jeg oplevede blandt andet at blive afvist i en NGO, da jeg bad om at få adgang til deres bibliotek. I alle NGO'erne er der computere, og 7 ud af 10 NGO'ere har egen hjemmeside (af meget varierende kvalitet). Alle NGO'erne publicerer artikler og langt over halvdelen har deres eget blad/brochure, der regelmæssigt udgives i begrænsede oplæg (typisk et sted mellem 500 og 3000 eksemplarer).
I den eksplorative fase fik jeg kendskab til NGO'ernes generelle økonomiske situation. Jeg havde dog ikke intentioner om at finde eksakte tal eller lave statistik over donorerne. Det viste sig vanskeligt i enkelte NGO'er overhovedet at få oplysninger om økonomien (se afsnit 6.2).
Miljø-NGO'erne får hovedsageligt deres økonomiske midler fra udenlandske donorer. Der er særligt tale om agenturer i Europa, USA og Canada (bilateralt og multilateralt), men også store private fonde og andre internationale organisationer/kooperationer er blandt bidragsyderne til de chilenske miljø-NGO'er. Derudover donerer flere internationale koncerner midler til NGO'erne, der generelt ikke tager afstand fra at modtage donationer fra virksomheder. Dog ønskes der ikke konditioneret støtte eller støtte fra virksomheder der forurener i lokalmiljøet:
NGO leder: Vi vil ikke have penge fra virksomheder, for de virksomheder der er her i området forurener og vi vil ikke båses, vi vil ikke støttes af dem. Og vi vil heller ikke modtage penge fra kommunen.
Interviewer: Men heller ikke i en krise-situation som den I er i nu?
NGO leder: Heller ikke, nej, heller ikke i en krise. Det handler om principper.
Der er ingen filantropisk tradition i nationale virksomheder i Chile, så det er nærmest udelukkende virksomheder af udenlandsk herkomst, der donerer til miljø-NGO'erne. Fra enkeltpersoner er der heller ikke mange midler at hente, og blot to af de undersøgte NGO'er nævnte at de opererer med en privat medlems-skare, der betaler en mindre del af omkostningerne.
Nogle af NGO'erne søger bevidst at få støtte fra flere forskellige fonde for at bevare deres uafhængighed. Flere NGO'er vil ikke modtage midler fra hverken stat eller kommune, og baserer udelukkende deres økonomi på udenlandske donationer, fordi de mener den nationale støtte er konditional. Men i løbet af de senere år er en større del af de udenlandske midler blevet allokeret til den chilenske regering, og NGO'erne stiler derfor flere og flere ansøgninger til regeringsinstitutioner i stedet for direkte til de udenlandske donorer.
Efter diktaturets ophør begyndte de internationale donorer langsomt at trække sig ud af Chile. Samtidig gjorde den eksplosive økonomiske vækst landet uinteressant for udenlandske bistandsorganisationer, hvilket ramte alle NGO'erne hårdt - og ikke mindst miljø-NGO'erne. Op igennem 1990erne er mange miljø-NGO'er bukket under. En undersøgelse peger således på, at halvdelen af miljøgrupperne/miljø-NGO'erne i Chile er forsvundet mellem 1995 og 1999.
Af de undersøgte miljø-NGO'er meldte flere klart ud om deres aktuelle økonomiske ustabilitet og faretruende krise.
Vi har store økonomiske problemer og mangler støtte fra fonde. Vi er truet af udslettelse. Heldigvis er vi en lille enhed, det gør det lettere at overleve og konsekvenserne af en lukning bliver jo også mindre (NGO ansat).
Andre mente den økonomiske fare var drevet over og situationen mere stabil. Det gælder dog mest for de større NGO'er.
Det går rimeligt økonomisk set og vi har fordele ved at være store. Man knækker ikke halsen, hvis ikke der kommer støtte fra fonde straks. Vi havde 3 måneder i sommers uden finansiering til vores [program], men folk blev lønnet af kassen og for nyligt fik vi en stor financiering til 2 år som så kan hjælpe med at holde andre projekter oppe. Små organisationer ville have bukket under (NGO ansat).
Flere af NGO'erne har gennemført omfattende nedskæringer for at overleve, mens andre ledere peger på, at de har ændret fokus i et forsøg på at bevare NGO'en.
I de følgende to afsnit bliver NGO'ernes holdninger og målsætninger beskrevet med fokus på deres perception af samfundet. Under feltarbejdet hørte jeg hele tiden informanterne tale om "participación ciudadana" - borgerdeltagelse, og den økonomiske model (herunder forbruget). Flere informanter sagde eksplicit at miljøudviklingen afhang af borgerdeltagelse og den økonomiske model.
Problemet i Chile, og jeg har tænkt noget over det, også nu da jeg vidste du ville komme, er at der ikke er borgerdeltagelse (NGO ansat)
I NGO litteratur og under interviewene med lederne blev termen participación ciudadana flittigt benyttet. Det er i det aktuelle chilenske samfund meget politisk korrekt at støtte mere borgerdeltagelse. Det kommer blandt andet til udtryk ved, at samtlige præsidentkandidaterne til valget i december 1999 har ytret ønske om at fremme borgerdeltagelsen. Men der er vidt forskellige perceptioner af hvad borgerdeltagelse indebærer. Det er også tilfældet indenfor miljø-NGO'erne.
På et overordnet plan er der dog konsensus mellem miljø-NGO'erne. Borgerdeltagelse har central betydning både indenfor miljøtemaet og for samfundsforhold generelt. Miljøet er det samfundsområde hvor der har været mest fokus på deltagelse, hvilket i høj grad skyldes NGO'ernes arbejde, der i bund og grund handler om borgerdeltagelse. Der kan nemlig ikke være bæredygtig udvikling uden borgerdeltagelse, og miljø-NGO'erne forsøger derfor at fremme borgerdeltagelsen på en række områder. Konkret udmønter det sig i moralsk, teknisk og økonomisk støtte til marginaliserede grupper i konfliktsituationer, samt i afholdelse af kurser og seminarer om formering af små lokale grupper. Det er vigtigt for NGO'erne at borgerne inddrages i beslutningsprocesserne (flere nævner at de benytter PRA), og der tages afstand fra paternalistiske tilgange til befolkningen.
Borgerdeltagelse skal helst konkretisere sig i organisering, for kun på den måde kan man gøre sin indflydelse gældende.
... de som styrer den politiske dagsorden vil ikke ændre den, medmindre de ser en organiseret stærk gruppe foran sig, der er i stand til at ændre og modificere bevidstheden, og i stand til at have aktiv og stærk indflydelse i samfundet. Hvis de ikke ser dette, vil de aldrig ændre den politiske dagsorden (NGO leder).
Det er nødvendigt at organisere sig for at få nogle krav ført igennem, og hvis der ikke er organisationer er der heller ikke transparencia, og organisationer er ofte det primære niveau til at komme med som part i landets beslutningsprocesser (NGO ansat).
Kanalerne for borgerdeltagelse i samfundet
NGO'erne er utilfredse med mulighederne for borgerdeltagelse i det chilenske samfund. Det går for langsomt med udbygningen af deltagelseskanaler, og enkelte mener, at de demokratisk valgte regeringer i virkeligheden har reduceret deltagelsesmulighederne i samfundet.
Der har været en proces i gang fra 1990 og frem, i perioden med transition mod demokrati. Formålet har været at demobilisere folket. Lige netop, at desartikulere de sociale organisationer. Se på slutningen af 1980erne og starten af 1990, hvordan kvindebevægelsen var stærk. Nu er der ingen kvinde/feminist-bevægelse. Det gælder forskellige sektorer, det er funktionelt for modellen (NGO leder).
Regeringen promoverer officielt borgerdeltagelse, men NGO'erne mener det mere sker for at legitimere sig, end for at åbne op for egentlige ændringer. Deres diskurs er ændret, men der er ikke sket meget i praksis. Attituden er ikke blevet forandret.
Set udefra ser det fantastisk ud med den snak om participación ciudadana, men i virkeligheden er der ikke sket ændringer. De økonomiske interesser bevæger det hele (NGO leder).
Miljølovgivningen er den første lovgivning der opererer med borgerdeltagelse, idet lovgivningen sikrer at borgerne kan komme med indsigelser. NGO'erne mener imidlertid, at mulighederne for borgerdeltagelse er alt for spinkle, og at der ikke er tale om reel deltagelse, idet beslutningerne oftest er truffet før borgernes indsigelser. Der er tvivl om, hvorvidt NGO'ernes ytringer overhovedet har nogen effekt. Der mangler transparens i beslutningsprocesserne og det er ikke til at gennemskue, hvordan borgerdeltagelse reelt influerer på beslutningsprocesserne. I mange tilfælde er der ifølge NGO'erne mere tale om marketing fra regeringens side end om reel indflydelse. Det kan man også udlede af at de områder, hvor borgerdeltagelse ellers vinder frem, er marginale og ufarlige. De centrale områder (f.eks. uddannelsesreformen og sundhedsreformen) giver således ikke mulighed for borgerdeltagelse.
Miljø-NGO'erne har forskellige standpunkter til skabelsen af deltagelseskanaler. Alle er enige om, at regeringen burde gøre mere på området, men nogle har ikke tiltro til at det vil ske. De har besluttet ikke at bruge ressourcer på det område, og arbejder i stedet for at skabe alternative deltagelseskanaler. Det være sig via små grupper eller netværk, som gennem organiseringen står styrket overfor myndigheder og virksomheder. Andre miljø-NGO'er er mere positive overfor regeringens arbejde, og har indgået samarbejde med regeringsorganer for at fremme borgerdeltagelsen.
Alle miljø-NGO'erne er imidlertid enige om, at det ikke blot er de ydre rammer, kanalerne, der skal ændres for at forbedre borgerdeltagelsen. Det er også nødvendigt at uddanne og aktivere borgerne. De er nemlig passive, kender ikke deres rettigheder, og tør eller gider ikke organisere sig. Den chilenske kultur har forandret sig under diktaturet.
Diktaturet brød og desartikulerede alt det sociale. Det destruerede det fuldstændigt. Fagforeningerne, de civile organisationer, de professionelle organisationer, pressen, alt det vi havde skabt op igennem historien for at få et organiseret samfund, blev destrueret af diktaturet. Fuldstændigt destrueret… Så i grunden er der frygt for at organisere sig, frygt for at artikulere sig og desuden vil jeg sige, at udover frygt er der skuffelse og desillusion. Der er en form for frustration, som indeholder spørgsmål som; hvad fik vi ud af at organisere, hvad fik vi ud af at mobilisere, hvad fik vi ud af… der er tabte forhåbninger (una perdida del esperanza) (NGO leder).
Endvidere nævner flere, at borgerne er meget lidt selvkritiske. De er uhyre individualistiske og materialistiske. De lader sig ifølge miljø-NGO'erne påvirke af de højreorienterede medier og tænker mere på forbrugsgoder end på samfundsforhold. Det illustreres ved den lave valgdeltagelse ved sidste parlamentsvalg, hvor især unge undlod at stemme. Den mest basale borgerdeltagelse er at anvende sin stemme til valgene.
Det følgende citat opsummerer den udbredte opfattelse:
Så ja, der mangler participación ciudadana, men det mangler fordi kanalerne ikke er der, og samtidig også fordi den chilenske borger efter diktaturet, som vi er ved at forlade med, skal vi sige, nogen smerte, ikke er vant til at deltage. Vi har således borgere, der ikke er klar over deres rettigheder, og heller ikke kender retten til at udnytte disse rettigheder (NGO leder).
Ligesom med participación ciudadana er der indenfor miljø-NGO'erne på et overordnet plan en vis konsensus om opfattelsen af den økonomiske model. Den er neoliberal og hovedårsag til miljøproblemerne i Chile idet den baseres på omfattende udbytning af naturressourcer. Den økonomiske model vurderes som meget kortsigtet, og der tages kun ringe hensyn til sociale og miljømæssige implikationer. Drivkraften er ifølge miljø-NGO'erne hurtig profit.
Regeringen påskønner udviklingen og tiltrækker investorer ved at lave favorable aftaler, idet miljøhensyn tilsidesættes til fordel for arbejdspladser og økonomisk vækst. Denne strategi skønnes af miljø-NGO'erne ikke at være rationel, blandt andet fordi man er i gang med at "sælge hele Chile". Det nævnes således fra flere sider, at det er et udenlandsk firma, der ejer rettighederne til næsten al ferskvand i Chile.
Miljø-NGO'erne mener at modellen er sårbar, idet der hovedsageligt eksporteres primære råvarer på områder, hvor priserne på verdensmarkedet fluktuerer meget (f.eks. mineraler). Samtidig er hele den globale markedsøkonomi skrøbelig, hvilket den sydøstasiatiske krise og dens følgevirkninger har vist.
Miljø-NGO'erne mener, at den økonomiske model har påvirket hele det chilenske samfund og genereret store kulturelle ændringer. Samfundet er blevet atomiseret, borgerne er individualister og meget lidt solidariske. Fagforeningerne er små og svage, folk organiserer sig ikke og interesserer sig ikke for andre end den nærmeste kreds af familie og venner. Der er meget stor konkurrence overalt i samfundet, folk klamrer sig til deres jobs og der er stor utryghed over, hvad fremtiden vil bringe.
Det er ifølge miljø-NGO'erne nødvendigt med reformer af denne inhumane økonomiske model, hvis der skal indledes en bæredygtig udvikling i Chile. Mange informanter mener, at den økonomiske model i Chile er den mest liberale i hele verden. Virksomhederne kan diktere udviklingens gang og statens rolle er meget lille. Det ville de gerne se ændret. Der er dog ikke meget der peger i retning af, at der i den kommende tid vil komme grundlæggende omstruktureringer af modellen. Op igennem 1990erne er modellen blevet videreført stort set uændret.
Problemet med den økonomiske model i Chile er først og fremmest, at der til forskel fra de lande, der er evolutioneret, hvor der har været en langsom evolution af det kapitalistiske system, og der har været mulighed for kritik, og hvor der er balancemekanismer, da blev den aktuelle økonomiske model i Chile indført på et tidspunkt, hvor der ikke var nogen mulighed for hverken kritik eller diskussion. Modellen er blevet indført med magt, bogstaveligt talt. Under et militærdiktatur, hvor kritik i mange tilfælde førte til døden (NGO leder).
Miljø-NGO'erne mener ikke, at valget i december 1999 vil ikke ændre meget på dette. Det er mest retorikken der bearbejdes.
Så vidt er der konsensus blandt NGO'erne. Men når det drejer sig om løsningsmodellerne, er der divergerende opfattelser. Nogle støtter ændringer indenfor den nuværende økonomiske model gennem økonomiske instrumenter (grønne skatter, afgifter og bøder), mens andre mener der skal iværksættes omfattende strukturelle ændringer af den økonomiske model. Det der argumenteres for, er ikke en socialistisk økonomisk model, for der har miljøbelastningerne om muligt været endnu større. Hensigten er snarere at opbygge en model på basis af miljøpolitik, social lighed, etik og deltagelse. En konkret udformning af denne model blev dog ikke præsenteret i løbet af interviewene.
Vi bliver berørt af verdensøkonomien, vi kan ikke styre den. Vi skal blot beslutte hvordan vi vil møde den. For det handler ikke længere om kapitalisme versus kommunisme. Det handler om udvikling. Hvordan vil vi tackle denne? Vi går ind for at arbejde lokalt og tænke globalt. Se på helheden, for alle folk. Vi vil arbejde hen mod en anden udvikling (NGO ansat).
Det er regeringen, der har ansvaret for at implementere ændringer i den økonomiske model, men borgerne kan løbende øve pression gennem lobbyisme, demonstrationer, besættelser og seminarer. Det er blandt andet det, NGO'erne opfatter som deres arbejdsfelt. Der er imidlertid hverken tradition for eller umiddelbart potentiale i at ytre sig politisk indenfor markedet. Der er med andre ord ikke fokus på begrebet "den politiske forbruger". Ingen af NGO'erne har for eksempel iværksat eller ytret kendskab til organiserede forbruger-boycots.
Der findes et marginaliseret marked for økologiske produkter, men i hele Santiago er der kun en enkelt økologisk grønthandler. Kundekredsen består mest af udlændinge, veluddannede chilenere og folk med tilknytning til miljø-NGO'erne. Kundemotivationen er en blanding af omsorg for egen sundhed, mode og miljøhensyn. Flere af NGO lederne betegnede det økologiske forbrug som en elitær og meget snæver forbrugeradfærd.
I supermarkederne anvendes ingen grønne mærkater på f.eks. toiletpapir, og der føres ingen økologiske produkter. Den eneste tydelige form for certifikation er på salater, hvor der reklameres for at der ikke er benyttet spildevand under produktionen. Det var nemlig kutyme for nogle år siden at benytte spildevand til overrisling af salat, hvilket førte til koleratilfælde i Santiago-området. Miljø-NGO'erne tegner i øvrigt et temmeligt entydigt billede af den manglende forbrugerbevidsthed. De chilenske forbrugere beskrives således generelt som meget passive, de lader sig påvirke af reklamernes bombardering og ser i øvrigt meget på prisen. Der er meget status forbundet med materielle goder, og omfattende kreditmuligheder har gjort forbrugsparadiset tilgængeligt for de fleste. Der er udbredt hyperkonsumisme samtidig med at sektorer i samfundet lever i ekstrem fattigdom. I de overdimensionerede indkøbscentre kan man hurtigt blive indehaver af et plastikkort, ligesom man har mulighed for at købe ALT i rater. Det har gjort mange folk ekstremt forgældede (også blandt de ansatte i miljø-NGO'erne).
For de ubemidlede er der andre "muligheder" for at erhverve status på forbrugsområdet. Man bruger mobiltelefon-attrapper, eller man fylder indkøbsvogne med luksusvarer og forlader etablissementet inden betaling. Jeg hørte informanterne berette om netop disse to teknikker gentagne gange, og har tilmed læst en artikel med disse eksempler. Jeg overværede dog ikke nogen af delene personligt i Chile. Informanterne beretter, at andre fattige bor under kummerlige kår, men køber stort TV for at bevise at de ikke er fattige. Det kaldes for "compensación de la pobreza" - kompensation for fattigdommen.
Den stigende fokusering på forbrug bedømmes af miljø-NGO'erne som en negativ udvikling, der truer den chilenske kultur. Hvor folk tidligere mødtes på den lokale Plaza om søndagen, er det nu den store udflugtsdag til de mange Malls (indkøbscentre) i Santiago. Informanterne beklager, at det tilsyneladende er mere værdifuldt at have ("tener") end bare det at være ("ser"). Nogle miljø-NGO'er interesserer sig for området, men kun 3 NGO'er har forbrug som et centralt tema. De andre har prioriteret andre områder højere. De arbejder ud fra en opfattelse af, at løsningerne på de store miljøproblemer er komplekse og strukturelle, og ikke kan påvirkes af hverken enkeltpersoner eller forbrugerne. De fleste miljø-NGO'er mener dog, at det er vigtigt at uddanne forbrugerne, at gøre dem kompetente og lære dem om de rettigheder, de har fået som forbrugere efter en grundlæggende forbrugerlovgivning trådte i kraft i 1997.
Den generelle holdning er som nævnt, at der er for ringe borgerdeltagelse i Chile, og at den nuværende økonomiske model er en stor hindring for en bæredygtig udvikling. Begge områder skal ændres før en bæredygtig udvikling kan realiseres. Borgerdeltagelsen skal fremmes ved at der skabes bedre kanaler, og gennem uddannelse og organisering af borgerne. Systemerne er for lukkede, og de skal gøres mere transparente. Den økonomiske model har ført til betydelige miljøproblemer, og har samtidig medvirket til at individualisere samfundet og forværre mulighederne og interessen for borgerdeltagelse.
Der er imidlertid stor forskel på, hvor radikalt kritikken rejses, og på hvor omfattende konsekvenser de enkelte miljø-NGO'er drager i praksis. De NGO'er, der er mest kritiske overfor den økonomiske model, er også de NGO'er der er mest utilfredse med den aktuelle borgerdeltagelse. De mest kritiske forsøger at undgå at komme i kontakt med systemet på begge områder. Det gøres ved at satse på alternativ borgerdeltagelse - oprettelse af alternative strukturer i små grupper, og skepsis overfor samarbejde med myndighederne (højst samarbejde med kommunale myndigheder). Det er blandt andet i de kredse, at tendensen til ikke at stemme ved parlamentsvalgene trives. Man tror ikke på den økonomiske model og ønsker radikale ændringer.
Hos de NGO'er, der er positive overfor regeringens bestræbelser for at fremme borgerdeltagelsen, er der også større tiltro til mulighederne for at regulere det nuværende marked gennem økonomiske instrumenter. Der er samtidig også større samarbejdsvilje overfor myndighederne og en tendens til at søge en vis konsulentstatus overfor regeringen.
Der er en fundamental forskel mellem dem der er radikal anti-establisment og dem der går ind for samarbejde. Derimellem er der et meget rodet billede (NGO leder).
På denne måde kunne man på et samarbejdskontinuum indsætte NGO'erne efter deres samarbejdsvilje overfor myndighederne. Graden af samarbejdsvilje afspejler såvel deres forhold til borgerdeltagelse og den økonomiske model.
De undersøgte miljø-NGO'er har placeret sig jævnt ud over dette kontinuum, med nogenlunde lige mange på hver side af midten. Jeg vil i resten af rapporten referere til dette kontinuum, når det viser sig fordelagtigt at definere miljø-NGO'ernes placering.
Jeg vil i det følgende påvise, at NGO'erne i stort omfang bliver inspireret af internationale miljø- og udviklingsdiskurser, men at de samtidig er placeret i en kulturel og historisk kontekst der influerer på deres konstitueringer og målsætninger. Hypotesen blev allerede udviklet i forberedelsesperioden, og viste sig betydeligt lettere at verificere end jeg havde forventet. De fleste NGO'er var nemlig meget eksplicitte i deres beskrivelse af inspirationen.
Interviewer: Hvor kommer inspirationen til økologi og miljøarbejde fra?
NGO leder: Der er stor indflydelse udefra, fra USA og Europa. Og der er mange udlændinge fra Europa der er begyndt med økologi her i Chile.
Interviewer: Kommer indflydelsen/inspirationen fra udlandet?
NGO leder: Absolut. Indflydelsen kommer udefra.
Under interviewene var NGO lederne meget tilbøjelige til at lave komparationer til miljøsituationen i udlandet, særligt Europa. Andre gange blev der, som for eksempel i en arbejdsgruppe for genbrugsbatterier, direkte skelet til erfaringer fra udlandet. I den specifikke situation debatterede man hvordan batterier bedst kunne genbruges, og den danske model blev nævnt.
Økologisk produktion og distribution er nogle af de områder, hvor påvirkningen udefra er mest tydelig. Det interne marked for økologiske produkter blev startet med udenlandsk kundekreds, og mange af de nuværende kunder har tidligere været i eksil og i udlandet fået kendskab til økologi. I det hele taget har en del folk med tilknytning til miljø-NGO'erne været i eksil under diktaturet, og flere har opholdt sig en årrække i Nordeuropa og der fået kendskab til miljøområdet. Det gælder blandt andre en del af NGO lederne.
NGO lederne følger løbende miljøudviklingen i Europa, idet de jævnligt deltager i internationale konferencer eller i møder med donorerne. Mere end hver tredje NGO leder var på mindst 1 rejse udenfor Latinamerika i løbet af det ½ år, hvor feltarbejdet gennemførtes. Enkelte NGO'er er med i internationale netværk, og får direkte inspiration fra internationale konferencer og tidsskrifter.
NGO'ernes økonomiske midler kommer hovedsageligt fra udenlandske donorer. Disse stiller visse såvel direkte som indirekte krav til NGO'erne. NGO'erne er i deres fundraising opmærksomme på hvilke projekttyper og projektformuleringer, der vil kunne være interessante for donoren. De benytter de internationale nøgleord (deltagelse, lokal demokrati, bæredygtighed, proces), og har desuden inkorporeret meget af terminologien fra internationale udviklings- og miljødiskurser i deres generelle målsætninger (blandt andet de koncepter der blev præsenteret i kapitel 4). Dette konceptuelle apparat bliver importeret, men ikke altid indlejret i NGO'ernes praksis, som det belyses i næste kapitel.
Udover denne frivillige inspiration kommer der ufravigelige krav fra donorerne til NGO'en. Det være sig krav om bestyrelsesmøder eller jævnlige statusrapporter (se mere om dette i kapitel 7). Miljø-NGO'erne henter desuden en del af deres inspiration fra hinanden og deres samarbejdspartnere (lokale, regering, aktivister). Det er kun få der eksplicit påpeger inspirationen herfra, men en del miljø-NGO'er har klaget over at andre stjæler deres ideer og laver kopi-projekter. Det må vel betegnes som direkte inspiration.
NGO'erne er desuden påvirket af den kulturelle, historiske og politiske baggrund. Der er kommet en del inspiration fra de sociale NGO'er, der prægede de alternative bevægelser i slutningen af 1980erne. Traditionen for alternative strømninger har naturligvis præget måden miljø-NGO'erne konstituerer deres kritik på, men dette har informanterne ikke reflekteret nærmere over i deres fremstillinger.
På en række områder er det omgivende samfunds kulturelle mønstre blevet internaliseret i miljø-NGO'ernes praksis. Dette forhold udgør et kontroversielt tema, som der er meget divergerende holdninger til. I kapitel 7 bliver det debatteret på hvilke områder disse kulturelle mønstre, som informanterne "i sidste instans" tilskriver den økonomiske model, har påvirket miljø-NGO'erne.
Ifølge mange informanter er der langt mellem miljø-NGO'ernes målsætninger for samfundet og deres egen praksis. De har peget på, at miljø-NGO'ernes opbygning, interne forhold og relationerne mellem NGO'erne ikke stemmer overens med miljø-NGO'ernes egne målsætninger. I dette kapitel fokuseres der på disse forhold. I den sammenhæng bliver en række nye informanter introduceret, i henhold til den segmentering der blev beskrevet i kapitel 4. Det drejer sig om "aktivist"- og "andre aktører"-segmenterne.
Kapitlet er baseret på informelle, semistrukturerede og fokuserede interviews med alle informanter samt deltagerobservation, men hovedparten af de anvendte data stammer fra feltarbejdets sidste halvdel, hvor jeg indsnævrede min undersøgelse. Der er derfor overvejende anvendt data om og fra de miljø-NGO'er, der placerer sig på den venstre del af det kontinuum, der blev beskrevet i kapitel 5. Det er dem, der søger andre veje end samarbejde med myndighederne.
Der er flere grunde til at jeg mest beskæftigede mig med disse miljø-NGO'er i feltarbejdets senere faser. For det første rettede aktivisterne hovedsageligt deres kritik mod disse miljø-NGO'er, og udviste kun et meget perifert, men nedladende kendskab til de andre miljø-NGO'er. For det andet var det i disse NGO'er jeg havde bedst mulighed for at komme forbi dagligt og foretage deltagerobservation. Mange af de andre NGO'er havde mere karakter af travle konsulentvirksomheder, hvor det ikke lykkedes mig at finde en naturlig rolle. Fremstillingerne fra dette kapitel kan derfor ikke umiddelbart generaliseres til at gælde for alle de i appendix 1 nævnte NGO'er, men en del af informanterne lod dog deres kritik omfatte stort set samtlige NGO'er. Det skal her understreges, at jeg ikke har hørt specifik kritik rettet mod alle de undersøgte NGO'er. De miljø-NGO'er, der ikke kritiseres, udmærker sig ved at være meget transparente og arbejde med projekter i lokalsamfund, hvor de lokale er inddraget i beslutningsprocesserne.
Det er væsentligt at introducere de informanter, der ikke direkte er tilknyttet NGO'erne, idet en substantiel del af kritikken kommer herfra. Det bliver gjort i afsnit 6.1. Efterfølgende bliver NGO'ernes interne forhold undersøgt (6.2). Det gøres ved henholdsvis at undersøge hvordan NGO'erne (ledere og ansatte), aktivister og andre aktører fremstiller disse. Endeligt belyses relationerne mellem NGO'erne, igen med udgangspunkt i de tre informant-segmenter (6.3). I kapitlet bliver der desuden anvendt mange data fra deltagerobservation.
En miljøaktivist er et individ, som deltager i aktiviteter der har til formål at hindre eller afværge miljøødelæggelser. Disse aktiviteter havde i Chile form af demonstra-tioner, marcher, manifestationer, besættelser, debataftener og foredrag. Siden min hjemkomst har en gruppe tilmed fået deres eget radioprogram. En del af aktivisterne arbejder desuden som frivillige, især i sommermånederne, hvor de blandt andet yder støtte til konfliktramte indfødte.
Miljøaktivisterne i Chile er overvejende universitets-studerende i alderen 18-27 år med middelklasse-baggrund. En forståelse af udgangspunktet for deres kritik af miljø-NGO'erne kan opbygges ved en gennemgang af miljøkonflikten i forbindelse med dæmningsbyggeriet i Bío Bío flodens øvre løb. Dette var den mest markante og kontroversielle miljøkonflikt i feltarbejdsperioden. På nuværende tidspunkt er én dæmning allerede bygget, Pangue, mens en anden og noget større er under konstruktion. I forbindelse med denne dæmning planlægges opført et vandkraftværk, kaldet Ralco, med en ydelse på 570 MW. I det følgende benyttes navnet Ralco som betegnelse for det samlede dæmningsprojekt. Ralco er den konflikt, der mobiliserer flest aktivister i Chile, og jeg vil derfor i det følgende kort opridse konfliktens karakter, som den fremstår ifølge aktivisterne.
Dæmningerne i Alto Bío Bío har og vil få både sociale og miljømæssige implikationer. Ralco vil betyde oversvømmelse af 3400 hektar, fortrinsvis skov, ændring af flodens nedre løb (der bliver ustabilt og mere mudret), og en kraftig reduktion af dyrelivet. Projektet blev i første omgang forkastet af en officiel miljøevaluering fra CONAMA (regeringens miljøorgan), med den konsekvens at man prøvede én gang til, denne gang med miljøgodkendelse til følge. I kølvandet på dette forlod flere højtstående personer CONAMA i protest.
De sociale omkostninger er ligeledes store, idet mere end 80 familier skal forflyttes. Familierne tilhører Pehuenche folket, og eftersom området er udnævnt som særligt udviklingsområde for indfødte folk, kan flytning kun ske frivilligt. Virksomheden bag dæmningsprojektet, Endesa, har ansat sociologer og antropologer (!) til at overbevise de lokale om, at de bør underskrive en kontrakt. Virksomheden bruger mange kneb, og tilbød f.eks. at betale hospitalsophold i Santiago for en sygdomsramt, hvis denne ville skrive under. De som skriver under får stillet hus, mere jord og en større dyrebestand til rådighed, men i et højtliggende område med meget mager jord. Dette forhold er blevet stærkt kritiseret af aktivisterne. Langt de fleste familier har skrevet under eller sat deres fingeraftryk (mange er analfabeter), men der er endnu en lille gruppe på omkring 7-8 familier der nægter at flytte. Det eksakte tal var ukendt, idet forhandlingerne med Endesa ofte foregår i det skjulte. Aktivisterne støtter de opponerende familier, hvor de ældste kvinder (las ñañas) har stor indflydelse.
Informanterne til aktivist-segmentet er først og fremmest fundet med udgangspunkt i denne konflikt.
Ralco er spændende fordi mange af de store problemfelter, som findes aktuelt i Chile, er repræsenterede og tydelige;
Aktivisterne har et meget forskelligt informationsniveau om konflikten. Hovedparten af de centrale skikkelser har stort kendskab til konflikten og dens historiske og sociale rammer. For dem betyder udviklingen i Ralco mere end deres egne studier. Flere informanter sagde uopfordret, at Ralco og aktivismen havde en enorm stor betydning for deres identitet. Det var tydeligt, at sagens gang påvirkede deres velbefindende meget. Blandt disse informanter, som i øvrigt er velorienterede og ofte meget velartikulerede, er der meget viden om miljø-NGO'erne. Flere har tidligere i specifikke projekter samarbejdet med NGO'er, og fået tildelt donormidler gennem NGO'er (overvejende fra den venstre del af NGO kontinuumét beskrevet i kapitel 5). Adskillige informanter har været udsendt i projekt-øjemed til internationale konferencer over hele verden. Andre aktivister er mere perifere og synes mere at deltage fordi der er "buena onda" (god stemning), og benytter lejligheden til festligt samvær.
Generelt er det modvilje overfor de chilenske samfundsforhold, der har motiveret informanterne til at gå aktivt ind i sagen. Tiltroen til og respekten for det etablerede system er meget lille. Nogle er motiverede af sympati for Pehuenche-folket, andre er bekymrede for miljøet, mens de fleste siger, at begge dele har motiveret dem. Nogle af aktivisterne har en romantisk indstilling til Pehuenche kulturen. Jeg blev for eksempel belært af en entusiastisk aktivist om, hvordan der for Pehuenche ikke er territoriale grænser, at landet tilhører alle. Sådan ville han ønske hele verden var. I interviews med nogle Pehuenche aktivister problematiserede de derimod den meget interne rivalisering om landbesiddelser i Pehuenche folket. Aktivisterne tæller også enkelte, der opfatter sig selv som revolutionære, blandt andet en zapatist og en aktivist, der hævdede at have været aktiv i Nicaragua.
Til demonstrationer i Santiago kommer aktivisternes holdninger tydeligt frem med slagordene:
"Frei, Endesa, la misma empresa"
"Frei entiende, la vida no se vende"
"Ralco, Ralco, no pasarán, porque los Pehuenches tienen dignidad"
Aktivisterne har organiseret sig horisontalt. Tidligere var der meget konkurrence mellem en række små grupper der arbejder med Ralco-temaet, men de fandt i løbet af feltarbejdsperioden sammen og dannede en slags koalition. Der er 16 grupper med i denne, heriblandt en af de undersøgte NGO'er.
Beslutningsprocesserne i koalitionen og i møder i de enkelte grupper foregår meget demokratisk.
Der bliver stemt om tingene og møderne bliver ofte meget livlige med heftige diskussioner. Der er faktisk så meget debat at flere har meldt sig ud og i små grupper laver uafhængige aktioner, fordi de ikke mener samarbejdet fører nogen vegne. "Vi starter altid fra begyndelsen" ("siempre empezamos desde cero"), "der er aldrig fremgang". Enkelte informanter pegede på, at det er diktaturtidens indskrænkede ytringsfrihed og den manglende oplæring i at gebærde sig i diskussioner, der har bevirket, at folk ikke længere forstår at debattere ordentligt. Nogle af de mest aktive er på samme tid frustrerede og irriterede over, at deres basisdemokratiske organisering afføder så mange problemer. I mange tilfælde leder det nemlig til halvanarkistiske tilstande, samtidig med at ansvarsfordelingen bliver skæv og man i visse situationer mister overblikket (er der nogen der har tilkaldt pressen?). Det kalder de centrale informanter for repræsentationsproblemer og bruger meget tid på at løse.
I ét tilfælde havde koalitionen igennem længere tid planlagt at paralysere konstruktionen af Ralco med pacifistiske metoder. Men på aktionsdagen stod flere aktivister i en lade og producerede molotov-cocktails. Det førte til store problemer, skænderier og personlige konflikter der var tæt på at splitte den skrøbelige koalition. En del af problemerne bunder i de forskellige opfattelser af konflikten og dens løsningsmodeller. Et tilbagevendende emne er, hvorvidt aktionerne skal være pacifistiske eller om det er acceptabelt at anvende vold for at nå sine mål.
For en mere uddybende beskrivelse af Ralco-sagen henvises til appendix 5.
I et forsøg på at triangulere og dermed validere mine data lavede jeg en række interviews med personer udenfor "miljøbevægelsen". Det var personer i vidt forskellige positioner med forskelligt kendskab og holdninger til de aktuelle begivenheder og udviklinger indenfor miljø-NGO'erne.
Jeg interviewede ad flere omgange ansatte og ansvarlige for en miljøside på nettet, der både udsender miljønyheder og er hjemsted for flere af de undersøgte miljø-NGO'ers hjemmesider.
Som en anden relevant kilde valgte jeg at interviewe folk i CONAMA (Comisión Nacional del Medio Ambiente, Den Nationale Miljøkommission), der er regeringens miljøorgan.
Desuden lykkedes det mig at lave interview med en kendt og populær politiker, der er en af nøglepersonerne i "bancada verde" (en gruppe af miljøinteresserede politikere der opererer på tværs af partiskel).
Jeg talte med folk der havde erfaring med miljø-NGO'ernes arbejde. Det drejede sig om folk fra en bjergklub i Santiago, tilfældige chilenere jeg mødte på min vej, samt folk tilknyttet universiteter.
Endvidere lavede jeg et fokuseret interview med den danske ambassadør i Chile, for at få belyst hans opfattelse af miljø-NGO'erne.
Gennem mine bofæller fik jeg stor indsigt i det chilenske samfund. Det var et ægtepar, den ene dansker og den anden chilener. Danskeren er korrespondent for et anerkendt dansk dagblad, og har gennem mange år erhvervet sig et dybt kendskab til de chilenske samfundsforhold. Det blev til mange lange debatter om mine data.
Informanternes holdninger til NGO'erne var meget forskellige. Der var positiv såvel som negativ kritik. I samfundet som helhed er miljø-NGO'erne meget populære. I en kvantitativ analyse fra juli 1998 er kun 2% af de adspurgte negative overfor "los grupos ecologistas", og langt over halvdelen er meget positivt indstillet overfor dem (Encuestas Nacionales CERC 1999). Det er paradoksalt, at 53% af den samme informantgruppe ikke kunne nævne nogen miljøgruppe, mens 23% nævnte Greenpeace, 8% ikke svarede, 4% nævnte andre og 3% nævnte De Grønne. Den generelle befolknings perception af miljø-NGO'erne antager således karakter af en "positiv fordom", som en informant udtrykte det.
I denne sektion undersøges hvordan informanterne fremstillede NGO'ernes interne forhold. Der refereres til deres organisering (horisontal-vertikal), forholdene for ansatte, indflydelseskanaler, og mulighederne udenforstående har for at komme i kontakt med miljø-NGO'erne. Udover informanternes fremstillinger supplerer jeg med mine data fra deltagerobservationen og problematiserer udtalelserne.
Sektionen indeholder fire afsnit; NGO'ernes, aktivisternes og andre aktørers perception, samt en afrunding.
Som det blev nævnt i valideringsafsnittet i kapitel 4 er dette afsnit et af rapportens svage punkter. Jeg havde ikke mulighed for at lave gentagne fokuserede og kontrasterende interviews med alle lederne, mens jeg i den eksplorative undersøgelse endnu ikke havde kendskab til den omfattende kritik af NGO'erne.
Under den eksplorative undersøgelse beskrev lederne deres NGO'er i meget positive vendinger. Det blev fremhævet at alle i NGO'erne er idealistiske personer, som arbejder for lønninger der ligger under de generelle markedspriser. Det er en nødvendighed for NGO'ernes fortsatte eksistens. Desuden er klimaet betydeligt anderledes end i private virksomheder. Der er ingen dresscode, ingen slipsetvang, og der udvises større fleksibilitet med arbejdstiden. I mange tilfælde arbejder både leder og ansatte meget længere end påkrævet, når de er i færd med et interessant projekt. Det betyder på den anden side, at man kan få lov til at "afspadsere" nogle timer engang imellem.
Lederne karakteriserer sig selv og deres ansatte som middelklasse, men siger at der blandt de ansatte er folk fra alle samfundsgrupper.
NGO lederne forholdt sig ikke særligt kritisk til deres NGO´s opbygning. De fleste ledere fremhævede således at de havde kontakt til samfundets base, og med udgangspunkt i gensidig kommunikation og respekt tilbød deres assistance. De fleste mente at NGO'ernes opgave er at være samfundets talerør overfor regeringsorganer og virksomheder.
Lederne forklarede desuden, at deres NGO (næsten altid) havde en bestyrelse. Bestyrelsernes mødefrekvens var meget forskellig, og i et enkelt tilfælde erkendte en NGO leder, at der ikke havde været møder i flere år. Nu havde donoren stillet jævnlige bestyrelsesmøder som krav for videre bistand, så det måtte de hellere få sat i gang.
Den åbenhed, som lederne gav udtryk for, blev i enkelte tilfælde stillet i kontrast til en vis lukkethed overfor mig. Det har jeg valgt at illustrere med et uddrag fra et semistruktureret interview med en NGO leder:
Interviewer: Jeg har nogle ganske specifikke spørgsmål.
Hvor mange ansatte er der i NGO'en?
NGO leder: Hvad?
Interviewer: Hvor mange ansatte er der i NGO'en, hvor mange ansatte er der?
NGO leder: Hvad er det til for? For at få en fornemmelse af størrelsen?
Interviewer: Ja.
NGO leder: Okay. Hvad mere har du?
Interviewer: Hvor mange medlemmer har I?
NGO leder: Og hvad mere?
Interviewer: Hvor kommer jeres økonomiske midler fra?
NGO leder: Aha, så vil vi ikke svare.
Interviewer: No?
NGO leder: No. Eftersom vi ikke ved hvad det kan føre til. (interview med NGO leder)
Denne lukkede holdning er dog ikke repræsentativ for alle miljø-NGO'erne. I en af de største NGO'er var lederen overordentlig åben overfor mig, fremlagde fortrolige dokumenter om NGO'ens økonomi og satte mere end 5 timer af til interviewet.
I mange interviews benyttede lederen muligheden til at evaluere andre NGO'ers interne opbygning. Flere blev kritiseret for at være udemokratiske, vertikale, lukkede, autoritære og elitære (uddybes i 6.3). Dette scenario bliver ofte forklaret med den chilenske historie:
Interviewer: Der er ikke så mange NGO'er der arbejder med frivillige…
NGO leder: Nej, fordi folk holder deres ting for sig selv og ikke inviterer nogen, kan man sige. Det er også en del af arven fra diktaturet, mistilliden, frygten for andre…Også traditionen for personlige ambitioner er værdier vi har fået fra diktaturet. (interview med NGO leder).
Las organisaciones ambientales son la dictadura de los iluminados
Ikke alle informanter havde reflekteret over deres arbejdsplads. For nogle var arbejdet i en miljø-NGO et arbejde, der nok var dårligt betalt, men bedre end så meget andet. De fleste var glade for at arbejde for en NGO. Det gav mulighed for spændende og meningsfyldt arbejde. Samtidig var der mange venskaber mellem de ansatte. Mange ansatte værdsatte den informelle atmosfære, hvor man kan møde på arbejde uden slips/kjole (gælder de fleste NGO'er).
I nogle NGO'er, hvor jeg enkelte gange kom forbi og talte med ansatte, var samtlige jeg talte med positive og entusiastiske omkring deres projekter og arbejdsplads. Det gælder særligt en stor NGO, hvor alle var overordentligt åbne overfor mig, og både forklarede og i praksis viste, at de kunne ytre sig om deres holdninger overfor alle.
Blandt de ansatte i højere stillinger mødte jeg enkelte gange en lukkethed, der mind